Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3279Visninger
AA

1. New York nights

Del 1

Varme. Intensitet. Will havde svært ved at trække vejret. Lucifers kølige læber kildede hans hals, bryst og hoved. Mørket i værelset gled sammen med sarte suk og gisp.

   Men så vågnede han. Will. Han slog øjnene op og så op i loftet. Det var bare en drøm. Will satte sig op. Trak knæene op under hagen og lukkede øjnene. Varme tårer løb ned ad hans kinder. Han skjulte ansigtet i hænderne og begyndte at græde. Døren blev revet op, og en varm krop lagde armene om ham. Sandra strøg hans hår og holdt ham ind til sig. Will skubbede hende væk far sig og rystede på hovedet.

   "Lad mig værre!" hulkede han. "Jeg vil kun have Lucifer!" Will smed sig ned mod sengen og græd ned i sine puder. Sandra rejste sig op. Hun så på den hulkende William et par sekunder. Så lukkede hun øjnene og gik ud af hans værelse igen.

   Sandra satte sig i sofaen og så på sine hænder. De var foldet på den hvide natkjole. Hun så på reolen ved den ene væg. Et billede af hende og Will skjulte et tredje medlem af deres lille gruppe - Lucifer Sorrow.

   For to år siden, var Sandra blevet flyttet ud til en totalt fremmed i en skov i England. Lucifers var selv blevet sat i sit skumle skjulested, for at blive isoleret fra resten af verdenen. Hans identitet som vampyr var skjult for regeringen, og Sandra havde uheldigvis opdaget den, da hun i den tro, at det var vin, havde ødelagt hans lager af blodreserver. I vildledelse og blodmangel havde Lucifer angrebet hende.

   De to var blevet gode venner, men så, lige efter jul, var Sandra blevet tvangsfjernet fra Lucifer. Afdeling X, den afdeling, der var ansvarlig for ham og sikkerheden for hans omgivelser, holdt de to adskilt i næsten et år. Men så havde Sandra modtaget en mail fra Lucifer, som fortalte, at han var flyttet til Norge. Sandra tog op for at besøge ham, men til hendes forskrækkelse var han ikke alene.

   William Baxter var den heldige vinder af Lucifers hjerte. Sandra havde haft svært ved at erkende sit nederlag, men det gik i glemmebogen, da Lucifer blev dødeligt syg. Fire uger efter hendes ankomst, døde Lucifer på hospitalet.

   Begravelsen stod stadig alt for klart i Sandras minder, og Will var stadig synderknust. Det havde taget hårdt på ham. Billedet var fra en af de sidste dage i Lucifers liv. Men kun Sandra og Will var blevet foreviget i fotoet. De smilede til kameraet. Will stod bag Sandra, hans hånd hvilede på noget usynligt i luften - Lucifers skulder.

   Sandra strøg sit hår. Det var ikke blevet klippet, siden Lucifers død, og gik hende nu helt ned til halebenet. Hun var fyldt atten. For et år siden var hun og Will flyttet til New York. England bar for mange minder for dem begge. New York var en ny start. Lucifer havde i hemmelighed testamenteret hele sin formue til Sandra og Will. De var gået sammen og havde købt en mindre taglejlighed i en behagelig del af den store by.

   Will var så småt faldet til ro. Sandra blev oppe, til hun var sikker på, at han ikke ville gøre noget dumt. Han havde lovet Lucifer, at han ikke ville tage sit ejede liv, og det holdt han, men han havde flere gange drukket sig så fuld, at han ikke kunne stå på benene. For at sikre sig, at han ikke gjorde det, blev Sandra oppe.

   Der var to dage på året, hvor Will fik lov til at drikke mere end ellers - hans fødselsdag og Lucifers dødsdag. Sandra sukkede. Det var Lucifers dødsdag om kun en halv time. Men Will lod til at værre faldet i søvn igen.

   Sandra gik ud ind i køkkenet, der lige som i huset i Norge, hang sammen med stuen. Hun gik lidt rundt, betragtede de forskellige ting. De virkede en smule meningsløse. Gaflen og kniven kunne undværes. Det samme kunne skærebrættet. Måske var det derfor, Lucifer aldrig var i køkkenet? Fordi han havde vidst, at de bare var ting - helt uden betydning.

   Inde på sit værelse satte Sandra sig på sin seng. I de 719 dage, Lucifer havde været væk, havde Sandra i alt haft to kærester, to knuste hjerter, én operation, fem ture i teateret, og ladet Will græde ud ved sin skulder mere end 200 gange. Over 50 af dem var han enten blevet vred eller havde skubbet hende fra sig. Hun havde haft syv pyjamasparties. Ikke at det betød noget. Det var sådan, hun havde fået sin tid til at gå.

   Det havde været et stort skridt at flytte til New York. Men det, der betød noget, var, at Will havde det bedre. Han gik til psykolog tre gange om ugen, og snakkede om sine problemer, både med alkohol og sorg, med en professionel fremmed. Ikke at det lod til at virke. Han var stadig knust. Han havde ikke haft en kæreste. Ikke en affære, eller sendt søde blikke til en ung New Yorker, hverken dreng eller pige, selvom mange ellers så efter ham. Han var høj, blond og blåøjet. Meget anderledes i den store by.

   Sandra havde ofte prøvet at få Will med ud i byen, så han kunne tænke på noget andet. Somme tider var det lykkedes, og dog blevet knust af et lykkeligt par, som Will kunne sende lange, misundelige og modforladte blikke efter.

   Udenfor strålede de mange lys fra byen op mod tagetagen, hvor Sandra og Wills lejlighed lå. Frihedsgudinden kunne skimtes langt væk. Det var surrealistisk. Lys og idéen om lyde fra gaderne langt under hende, og alligevel kunne Sandra kun høre ventilationsanlægget. Det var stjerneklart, det fortalte termometeret i hvert fald. Forurening havde lagt sig til at sove over storbyen, og var død midt i sin søvn. Den ville ikke flytte sig igen.

   Sandra kunne ikke falde til ro, og gik derfor rundt i lejligheden længe. Hun savnede Lucifer. Meget. Hun havde et job i en købmand, det var nok til at få brød på bordet, uden at skulle af med for meget af arven, som blev brugt til afbetaling på lejligheden.

   Endelig lagde Sandra sig på sofaen og trak et tæppe over sig. Uret skiftede. Nu var det to år siden, Lucifer døde. Sandra foldede hænderne, selvom det jo var fjollet. Lucifer var vampyr, så at bede til Gud ville nok ikke gøre underværker. Alligevel sagde hun stille:

   "Kære Gud. Pas fortsat godt på Lucifer, hvor han end er. Vi savner ham. Jeg ville gerne tale med ham, se hans ansigt igen. Jeg håber, at hans sjæl endelig har fundet fred. Amen." Den samme bøn hvert år. Sandra lagde sig om på side og lukkede øjnene.

 

Sandra blev vækket tidligt, fordi Will rumsterede i køkkenet. Hun satte sig op og gned sig i øjnene. Først troede hun, at hun drømte. Klokken var kun lidt i otte, normalt lå Will og svælgede i fortiden indtil klokken elleve eller tolv. Han havde en fin, ternet skjorte på. Hans hår var børstet, han var nybarberet og smilede stort.

   "Godmorgen," sagde Will glad. Sandra snusede til luften. Bacon. Æg. Han lavede engelsk morgenmad? "Sovet godt?" Hun nikkede langsomt.

   "Ja... Men det har du ikke..." Han trak på skulderne.

   "Du må undskylde i nat, det var ikke pænt af mig. Jeg har det bedre nu." Han vendte tilbage til sin madlavning. Sandra rejste sig op. Hun lo lidt nervøst.

   "Er du fuld eller noget?" spurgte Sandra stille. Will rystede på hovedet og smilede til hende.

   "Det er to år siden... ja, du ved. Og da du var gået i går, gik det op for mig, at jeg har spildt to år af mit liv. Jeg er fireogtyve år gammel. Jeg savner Lucifer så det gør ondt, men jeg kan ikke bringe de døde til live. Jeg tror, at jeg endelig har accepteret det." Sandra lo hovedrystende.

   "Hvem er du, og hvad har du gjort med William Baxter?"

   "Sandra, lad værre med at kalde mig William," grinede Will og smed mel efter Sandra. Hun grinede og undgik melet. Efter to lange år var Will endelig kommet ud af sin depression. Will så igen på panden foran ham. "Jeg fortsætter til psykolog måneden ud."

   "Hvad vil du gøre i dag?" Will sukkede.

   "Jeg tager metroen til Great Piece Meadows. Lucifer holdt meget af skoven, som du jo ved, så jeg ville tage derud, da hans gravsted er for langt væk." Sandra nikkede smilende.

   "Det er en smuk tanke. Skal jeg tage med?" Will rystede på hovedet.

   "Nej, jeg vil gerne gøre det selv. Desuden, så skal du vel hen til Mary?" Mary var den bedste veninde, Sandra havde fået i New York. De to gik i skole sammen nogle få gader væk. Sandra rystede på hovedet.

   "Nej, jeg bliver hjemme, og laver mad til du kommer. Hvornår regner du med at være hjemme?" Will tænkte sig om og tog panden med røræg af.

   "Omkring klokken et. Jeg skriver til dig, hvis jeg ændrer mine planer." Sandra nikkede. Det var fantastisk, at Will havde fået det så meget bedre. De to spiste morgenmaden med den første rigtige samtale, de havde ført i flere måneder. Da de var færdige tog Will overtøj og pung, sagde farvel og tog ad sted. Sandra var alene tilbage. Hun tændte for radioen, og tidens største og mest meningsløse popsange gled ud i lejligheden.

   Da Sandra havde redt sengene og støvsuget, smed hun sig på sofaen og tog sin bærbare frem. Hun surfede rundt på nettet. Hendes blik fangede en fil på skrivebordet, mærket med navnet "Wills psykologtimer". Hun klikkede på dem. Det var et fælles drev, som hans psykolog lagde dokumenter om fremskridt og de forskellige timer ind under. Det så egentlig godt ud - bedre ned Sandra havde troet. Hun smilede og lukkede barbaren.

   Will var i bedring. Han havde det godt, og var ved at komme videre. Forhåbentlig var han snart ovre Lucifer. Sandra havde aldrig taget så meget fejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...