Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3259Visninger
AA

24. Mission

Will brød ind i en forladt fabrik ved at kravle ind gennem et vindue i taget. Han åbnede døren til fabrikken indefra, og hjalp Lucifer ind. Sandra ringede efter en taxa, de gav Lucifer jakken på og vaskede blodet af hans ansigt, men hjælp fra regnvandet i tagrenden. De fik ham hen til det hotel, de havde lejet værelse på, bestak chaufføren, så han ikke sagde noget om dem, og mens Sandra afledte damen i receptionens opmærksomhed, fik Will Lucifer ind på værelset.

   Lucifers blev lagt i Wills seng, vampyren rystede og så syg ud. Will tog hans tøj af og sørgede for, at dynerne fra begge senge holdt ham varm.

   Sandra kom ind til dem. Hun tændte nogle få stearinlys, som kunne afgive noget ekstra varme, og trak mørklægningsgardinerne for.

   Hun så på Will. Han var bleg og trak ikke vejret, men i live. Han strøg Lucifers våde pandehår væk fra hans ansigt.

   "Du burde klæde om," sagde Sandra lavt. Udenfor trommede regnen stadig, men det var mere dæmpet, når man kom indenfor. "Ellers bliver du bare syg." Will smilede skævt.

   "Som Lucifer så ofte har sagt - vampyrer... bliver ikke syge." Sandra bed sig i læben.

   Det var det, Lucifer havde gjort. Forvandlet Will til en vampyr, for at redde hans liv. Lucifer åbnede langsomt øjnene og så på Will.

   "Jeg har ikke altid ret. Gør bare som Sandra siger." Will smilede og kyssede Lucifer på panden, tog noget tøj fra sin kuffert og gik ud på badeværelset. Sandra rejste sig op. Hun tog elkedlen fra skrivebordet, bankede på badeværelsesdøren. Will åbnede, han havde kun næsten fået skrællet den gennemblødte skjorte af. Sandra hældte vand i kedlen og varmede det op. Hun lavede te til Lucifer, så han havde noget, han kunne styrke sig på, og få varmen med. Han drak forsigtigt af koppen, som Sandra holdt for hans mund.

   Will kom ud, hans bryst var bart, men han havde jokingbukser på og var ved at tørre håret. Han så på sine hænder.

   "Kommer jeg til at føles så tomt hele tiden?" spurgte Will Lucifer. Lucifer smilede en smule.

   "Man vender sig til det." Sandra fik øjenkontakt med Will, hun hævede øjenbrynene. Will smilede skævt og tog en trøje på. Han satte sig på Lucifers sengekant. Strøg hans ansigt. "Er du ikke træt?" spurgte Lucifer lavt. Will trak på skulderne.

   "Hvad skete der med dig?" spurgte Will. Han strøg de små huller i halsen. "Hvad gjorde du ved mig?"

   "Er det ikke indlysende?" smilede Lucifer lavt. "Du sagde det jo selv. Du er vampyr nu. Ligesom mig." Will nikkede kort.

   "Okay... Men..."

   "Tro ikke, at man bare kan forvandle andre til vampyrer," lo Lucifer svageligt. Sandra satte tekruset for hans mund. "Tak," sagde han, da hun fjernede det. Han rømmede sig, kneb øjnene sammen i en dunkende hovedpine. "Afdelingen X forbød mig det, fem år efter jeg var blevet fundet. Mest fordi de ikke ville have, at en masse unge vampyrer skulle rende rundt på Jorden og sprede frygt - men også fordi det er farligt. De havde en teori om, at det ville ødelægge min sjæl en smule af gangen." Lucifer lo kort. "Det føles ikke så rart." Sandra så på Will, der tænkte på højtryk.

   "Så du siger, at ved at bringe Will tilbage til livet..."

   "Efterlivet," rettede Lucifer hende.

   "Ja ja, men ved at gøre det, bragte du dig selv i livsfare?" Lucifer trak på skuldrene.

   "Han ofrede sig for dig. Desuden er jeg her jo stadig." Will smilede og kyssede blidt Lucifer på kinden.

   "Du er skøn."

   "Det ved jeg," smilede Lucifer drilskt. De var stille lidt.

   "Nå men... Hvad vil I to så gøre nu?" Lucifer og Will så spørgende på Sandra. "Afdeling X's hovedkvarter er ødelagt, så der er sikkert kaos en tid. Den eneste grund til, at de havde oprettet stedet, var vel på grund af dig, Lucifer?" Han trak på skuldrene. "Men der er stadig en masse agenter, der vil hævne sig, og tage vampyrjagten videre. I kan ikke bare tage tilbage til New York, eller Norge, eller bo her i England. Det er de steder, de først vil lede." Will bed sig i læben.

   "Hvad siger du, Lucifer?" Lucifer så ned på sine hænder. Han sukkede og lukkede øjnene.

   "Det var afdeling X, der tvang mig til at synge, men det er min skyld, at nogle mennesker lige nu lider, fordi de ikke selv kan blive vampyrer." Han så langsomt op på Sandra og Will. "Jeg vil opsøge alle dem, jeg har påvirket, og sørge for, at de bliver vampyrer."

   "Jamen Lucifer," sagde Sandra forskrækket, "hvad vil du gøre med dem?!"

   "Oplære dem," svarede han hurtigt. "Lære dem, hvordan man som vampyr kan begå sig blandt mennesker, uden at være bange eller skræmme andre."

   "Men Lucifer..."

   "Det er min beslutning! Jeg skal nok bære hele ansvaret, jeg ved allerede, hvor de skal være henne." Will tog Lucifers hånd.

   "Lucy, er du sikker?" Han nikkede. Will nikkede forstående. "Okay. Så vil jeg gerne hjælpe dig - hvis du altså lærer mig at omgås mennesker først, for Sandra er begyndt at irritere mig en smule..." Sandra lod en hånd fare op til halsen. Will trak undskyldende på skuldrene. Lucifer lo.

   "Selvfølgelig." Han så på Sandra. "Men hvad så med dig? Vil du bo hos os?" Hun rystede på hovedet.

   "Nej. Jeg tager tilbage til New York, og gør min uddannelse færdig."

   "Hør, Sandra, hvad vil du egentlig uddanne dig som?" Sandra smilede.

   "Åh, det ved jeg ikke helt... Jeg vil lige gøre High School færdig, og bo alene lidt længere. Men jeg kommer selvfølelig og besøger jer - med mindre I flytter til Dubai eller Kina eller sådan noget." De lo alle tre.

   "Bare rolig," sagde Will.

   "Dubai er for lys og varm, og Kina er... Tja, Kina."

   "Rusland?"

   "Udelukket," sagde Will.

   "Transsylvanien?"

   "Nu strammer du den!" Hun lo. Så på dem. Sank en klump.

   "Jeg kommer til at savne jer." Will nikkede.

   "I lige måde." Sandra så på Lucifer.

   "Vil det ikke ødelægge dig at forvandle alle de smittede til vampyrer?" Lucifer rynkede panden.

   "Det er lidt fornærmende, når du kalder det 'smittede', men jo. Jo, jeg er sikker på, at det bliver hårdt i længden, men der er ikke så mange mennesker, der har en vampyr i sig. Afdelingen lavede en undersøgelse i 90'erne, og ikke engang én procent af jordens befolkning var positive. Alligevel er de sikkert spredt fra alle vinde. Der er højst femhundrede, og vi kan godt regne med, at kun hundrede eller derunder kan reddes, før de bliver slået ihjel eller begår selvmord. Det skulle jeg nok kunne hold til." Sandra nikkede. Will gned sig en smule på halsen. Lucifer lo. "Hvad du oplever nu er sult. Ubehageligt, ikke?" Will nikkede.

   "Jo meget. Men jeg forstår ikke, jeg har da lige..."

   "Drukket fra mig? Nej, ikke så meget, faktisk. Og ikke bevidst, så..." Will sank en klump, da Lucifer satte sig lidt mere op og lagde hovedet på skrå, så halsen var blottet. Will skævede en smule til Sandra. Lucifer smilede. "Sandra, ville du have noget imod at gå for et par minutter? Jeg tror ikke at Will er så tilpas med publikum." Sandra nikkede, rejste sig op, tog sin jakke og gik udenfor.

   Regnen silede fortsat ned. Hun gik hen ad gaderne, så på de lukkede butikker, caféer, restauranter og boghandlere. Det var mærkeligt. Hun havde kendt Will og Lucifer lang tid nu. Hun havde lært Lucifer at kende først, men havde kendt Will længst, på grund af de to år, Lucifer havde været "død".

   Hun havde oplevet meget med dem begge. Set dem begge grine, græde og dø. Set dem genopstå. Hun havde faktisk oplevet mere med de to, end nogen anden sikkert havde.

   Og nu skulle de skilles igen. Lucifer og Will skulle ud på deres mission, og hun... Hun skulle studere. Hun havde haft nogle skønne år som teenager, men nu ventede voksenlivet lige rundt om hjørnet. Uafhængighed, videreuddannelse. Kærlighed? Gengældt kærlighed? Måske.

   Sandra sparkede til en sten, der slog smut hen over fortovet. Der var ingen biler på den afsides vej, men de kunne høres bag nogle bygninger. Stenen landede i en vandpyt, blev liggende. Som en lille ø i en stor sø lå den. Sådan havde Sandra det også. Ligesom stenen var hun flerfarvet. Rød, vred over at skulle skilles fra sine to bedste venner, brun, rolig og forstående, og hvid, spændt og afklaret over fremtiden. Ligesom stenen var hun stærk og klar, kunne holde til næsten alt.

   Men lige som stenen var hun også ved at drukne. I forvirring og chok. De sidste tre år stod som en surrealistisk roman i hendes baghoved. Vilde ting var sket, ting, der nu virkede lidt for underlige, til egentlig at være virkelige. Men hvad gjorde det? Hun havde klaret det godt. Det ville hendes forældre sikkert også sige. Hm... Hendes forældre?

   Sandras forældre var døde i en bilulykke. Det var derfor, hun var blevet anbragt hos Lucifer i første omgang. Hun havde været vred, og knust over, at hendes forældre bare sådan var blevet taget fra hende. Men nu kunne hun se, at hvis de ikke var omkommet i den ulykke, begge to, var hun aldrig blevet sat på Lucifer. Hun ville stadig være en lille pige. Lucifer ville nok aldrig have mødt Will, han ville være vred og indadvendt som før, og afdeling X ville have skabt deres egen hær af vampyrer.

   Hendes forældres død... havde givet hende et liv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...