Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3275Visninger
AA

20. I hjertet af toppen

Sandra og Will tjekkede ind på et billigt hotel. Will smed sig i den ene seng uden at børste tænder, jetlaggen lå tungt over ham. Sandra sad lidt oppe, efter at Will var faldet i søvn. Hun betragtede ham. Han sov uroligt. Vendte og drejede sig. Hun gik hen og klappede ham på skulderen. Blidt. Han havde stadig alt sit tøj på, blå hættetrøje og jokingbukser.

   "Nej, Lucifer... Gå ikke..." Sandra smilede ømt og ruskede lidt i Will.

   "Hey, Will. Det er okay, vågn op. Vi skal nok finde..." Will tog fat om hende og rev hende ned ved siden af sig, så hun lå med ryggen mod ham. Hun rødmede og vred sig.

   "Lucifer, lig nu stille. Bare sov..." Han talte i søvne. Troede rent faktisk, at hun var Lucifer!

   "Will, slip mig!" Wills hænder begav sig længere og længere ned mod hendes bryst. I det samme fór han sammen, satte sig op, rykkede væk og faldt ned ad sengen.

   "Av!" udbrød han. "Sandra!" Han rejste sig hurtigt op, Sandra satte sig op og holdt armene om sit bryst. "Jeg er så ked af det! Jeg drømte, jeg troede, at du var..."

   "Lucifer?" Hun nikkede. "Ja, det ved jeg," sagde hun rystet. "Du talte i søvne." Will bed sig i læben.

   "Sandra, du ved, at jeg aldrig ville..." Sandra nikkede og rejste sig op.

   "Ja, jeg ved det godt... Du er en god fyr. Undskyld mig." Hun gik hen i den anden seng, lagde sig ned og trak dynen over skuldrene.

   "Sandra, jeg..."

   "Will, det er okay." Hun vendte sig mod ham og smilede. "Du er jo til drenge, ikke? Der er ikke noget problem. Du tog jo ikke på mig."

   "Nej, men..."

   "Så. Læg dig nu til at sove. Du er nød til at være frisk til i morgen."

 

Næste morgen vågnede de tidligt - klokken halv fem om morgenen. Will havde fundet hotellet så tæt som muligt på afdeling X. Der var ikke tid til morgenmad, Lucifer var vigtigere. De tog bussen til Themsen, hvorfra de fortsatte til fods. Det var en lang tur, men der var ingen stoppesteder tættere på, og en taxa ville vække for megen opmærksomhed. Både stoppede der ikke - for der var ikke noget at stoppe ved.

   "Indgangen", som Wills å fint kaldte det, var en gammel, faldefærdig lagerbygning. Han tog Sandra med hen til døren, hvor en svær jernkæde blokerede vejen.

   "Will, er du sikker på, at det er her? Jeg mener, det ser ret øde ud." Will smilede skævt til Sandra.

   "Man ville ikke sætte en lås på, hvis der ikke var noget, der skulle holdes hemmeligt." God pointe. Will tog fat om låsen, fandt nemt en lille knap og trykkede den ned. Der lød et højt klik, og døren åbnedes en smule. Med Sandras hjælp blev den skubbet til side, og de to gik ind. Den så lige så øde ud indeni. "Denne vej," sagde Will, og førte hende hen til en ældgammel elevator. Den åbnede med en foruroligende lyd. Sandra så tøvende på den.

   "Vil du helt seriøst have, at jeg skal stige ind i den dér?" spurgte hun, da Will vinkede hende ind.

   "Det er bare for syns skyld. Kom så!" Han trak hende ind, talte meget lavt. Han trykkede på den eneste knap der var der syv gange.

   "Er det ikke lidt rigeligt? Der er kun én etage op."

   "Vi skal ikke op," sagde Will dæmpet, "vi skal ned." Elevatoren lukkede knirkende, et skarpt lys blev tændt, og de susede nedad. Will åbnede med noget besvær en lem i toppen af elevatoren. "Kom," sagde han, og løftede Sandra op. "De må ikke se os." Hun kravlede op, skreg lidt, da elevatoren stadig var i gang, men holdt godt fast i lemmen. Will kravlede op efter hende og lukkede lemmen lidt. Da elevatoren endelig stoppede, og dørene gik op, kom to agenter ind.

   "Hallo?" var der en, der sagde. "Er her nogen?" Will så forsigtigt ned. Så sprang han hurtigt ned i elevatoren, slog en af agenterne i hovedet og skubbede den sidste ind i elevatorens vægge. Begge faldt de bevidstløse om på gulvet. Will skyndte sig at lukke dørene og hjælpe Sandra ned.

   "Hvordan gjorde du det?" spurgte Sandra, og så på de to bevidstløse agenter. Will pustede.

   "Man lærer mere end at sidde ved en computer, når man arbejder for afdeling X. Kom, hjælp mig med at få tøjet af ham her."

   "Hvorfor?" spurgte Sandra langsomt. Will så på hende.

   "Hvis nogen finder ud af, at vi er her, ender vi på kirkegården, og jeg tvivler på, at vi er lige så heldige som Lucifer." De fik tøjet af en af agenter, Will tog et hurtigt på. "Nå, hvordan ser jeg ud?" spurgte han, og så ned ad sig selv. Jakkesæt, pistol, uhyggelig hat.

   "Creepy," sagde Sandra ærligt. Will nikkede.

   "Super. Her." Han tog jakken af den anden og gav den til hende. Den var en smule for stor, og lugtede ikke særlig godt, men hun tog den på alligevel. Will tjekkede sit nye ID kort. "Jeg hedder nu Robert O'Neal, jeg er fyrre år gammel, okay?" Sandra hævede et øjenbryn.

   "Fyrre?"

   "Det skal kun holde, til vi finder Lucifer," sagde Will irriteret. Sandra nikkede. Will åbnede panelet i elevatoren og pillede ved nogle ledninger. "Så. Nu er overvågningskameraet ude af funktion."

   "Hvad er du, CIA agent?"

   "Nej, tidligere X-agent. Det er lidt hårdere." Han tog fat om hendes håndled, sikrede pistolen og åbnede elevatoren. De skyndte sig hen ad en lang, oplyst metalgang. Deres skridt gav genlyd. Der var ikke mange på gangen, og de nåede snart til en stor dør, der var forseglet med en ID-scanner. Will fandt kortet frem, kørte det igennem. Dørene gik op.

   "Har du gjort det her før?" spurgte Sandra lavt. Will trak på skuldrene.

   "Det er sådan noget, vi bliver trænet i. Ikke særlig smart af dem." Sandra trak på skuldrene. Will slap hende. "Gå ved siden af mig, lige så hurtigt som jeg." De gik synkront ned ad en længere og lysere gang. Folk i samme uniform som dem gik forbi, ingen talte sammen eller hilste. Alt var koldt og hemmeligt. Døre var mærkede med tal og numre - XY7, 29B, F5T3. Koder, så fremmede ikke kunne vide, hvor de skulle hen. Forhåbentlig kendte Will alle koderne.

   De gik til venstre ved en skillevej. Det var en ren labyrint, men Will havde været der mange gange før. Snart stod de uden for en dør mærket 00V0,01. Will scannede sit kort og åbnede døren.

   Et stort kontrolpanel bippede foran en tyk, pansret rude. Vægge, gulv og loft var hvidt. Will så rundt. Det var tomt.

   "Han er her ikke," mumlede han.

   "Hvad så nu?" spurgte Sandra nervøst. Hun så ud på gangen. Will sukkede.

   "Vi må finde lydafdelingen. Der er han sikkert." De gik, langt og længe, indtil de stod uden for en dør med koden ML4B. Will skulle til at scanne sit kort, da en agent kom hen til dem.

   "Hey," sagde hun, "hvad laver I her? Det er kun for topagenter." Will bed sig i læben. Han sukkede og vendte sig mod hende.

   "Vi kommer fra udenrigsafdelingen," sagde han med dyb stemme, "i Amerika. Vi er her angående v-vampens musik i staterne." Agenten kom lidt nærmere.

   "Hvis I er fra Amerika, hvorfor har du så britisk accent?" Will tænkte hurtigt. Sandra tog over.

   "Vi blev forflyttet sidste år. Hvis De vil have os undskyld, vil vi meget gerne udføre vores arbejde - med mindre vi skal fortælle Mister Bogense om denne lille krænkelse af vores identitet?" Agenten rynkede panden.

   "M-mister Bogense? Undskyld mig, men hvem er det?" Sandra sukkede og så på Will.

   "Er det ikke utroligt? Og hun kalder sig for agent? Ha! Hun ved ikke engang hvem mister Bogense er!" Will nikkede.

   "Der er uhørt."

   "Skandaløst."

   "Hun burde fyres." Agentens læber blev stramme.

   "Øhm, nårh, I sagde, mister Bogense? Jeg troede, at I sagde, øhm, mister Vågense. Min fejl, beklager meget. Bare fortsæt." Hun gik hurtigt videre. Sandra og Will kvalte en latter, tog sig sammen og scannede kortet. De åbnede døren.

   "... never more, never more..."

   "Stop!" En stor mand rejste sig op. "Sorrow, gør dig mere umage! Mere kraft, mere energi!"

   "Jeg har sagt det mindst hundrede gange," knurrede en velkendt stemme. "Jeg er nød til at spise!"

   "Vi har bedre ting at bruge vores penge på, end din ugentlige dosis bloddonationer. Syng ordentligt og rent, så får du noget at spise!" Lucifer stod i en boks med hovedtelefoner på, en mikrofon stod foran ham.

   "Nej!" sagde han hårdt. "Jeg har ikke fået mad i tre uger! I kan ikke bare sådan hundse rundt med mig!" En mand sad bag en pult og trykkede på nogle knapper, en anden stod og førte samtalen med Lucifer gennem glasset.

   "Vi kan gøre hvad der passer os, vi ejer dig!" Lucifer tog hovedtelefonerne af og kylede dem ned i gulvet.

   "Jeg står af! Jeg vil ikke være med mere! Jeg har de samme behov som jer, jeg er ikke et dyr!"

   "Din sang siger noget andet," bed produceren. Han nikkede til to agenter. "Før ham tilbage til hans værelse." Sandra og Will fór sammen og skyndte sig ud på gangen. Will gennede Sandra ned ad gangen, de skyndte sig at scanne kortet på den nærmeste dør, mærket CY883. De gik ind i et mørkt rum, lukkede døren bag sig. Sandra trak Will hen i det mørkeste hjørne, hendes hånd stødte på noget, der gerne skulle holde dem skjult, en hård genstand. En dør! Hun åbnede den og trak Will ind. De holdt døren lidt på klem, så de kunne se ud.

   Til deres ulykke blev døren åbnet kort efter. Lyset ude fra gangen afslørede et meget mørkt soveværelse. En sort seng med mørklilla sengetøj stod midt ved bagvæggen. Sandra og Will havde gemt sig inde i et sort skab. Lucifer blev brutalt skubbet ind i rummet. Han vendte sig mod døråbningen og snerrede af agenterne, der lukkede og låste døren. Da de var væk, rejste Lucifer sig op. Han ben rystede. Hans knæ brød sammen, og han faldt om på gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...