Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3275Visninger
AA

23. Genfødsel

Wills hoved faldt bagover. Lucifer løftede hans nakke og hals op, drak bare videre. Wills hånd lå slap hen ad jorden. Sandra rystede. Det var da løgn... Det kunne ikke passe!

   "DIT MONSTER!" råbte hun højt, men et tordenbrag afbrød hende. Lucifer sad på knæ ved Williams lig, holdt ham oppe, så han kunne spise. Da han mente, han var færdig, slap han hovedet, der faldt ned og blev hamret ned i en sten. Han slikkede blodet af hænderne som var det honning, blottede halsen og hvæste. Blod løb fra Wills livløse krop og ned i mudret. Farvede den kedelige, gråbrune jord rødbrun. Der løb en smule blod ud af Wills mund. Sandra kunne se det som en rød tråd på ansigtet, der, lige inden døden indtraf, var blevet blegt af skræk.

   Lucifer rejste sig op. Vendte sig mod Sandra, der rædselsslagent rykkede væk fra ham. Han kom hen mod hende, stadig med vilde, uforstående øjne. Klar til at dræbe endnu en. En sidste. Havde han ikke snart fået nok.

   Han tog fat i hendes krave og skubbede hende op mod væggen. Hun klynkede og lukkede øjnene sammen. Hun rystede. Han slikkede hende på halsen. Det havde han ikke gjort mod Will. Ikke bedøvet ham, ikke skånet ham for smerten det var, at dø for en vampyrs hånd - eller mund.

   Sandra begyndte at græde. Lucifer slikkede tårerne væk, Sandra blev rædselsslagen og bed sig i læben. Hun hulkede svagt.

   "Du dræbte ham," sagde hun stille. Hun kunne næsten ikke høre sig selv for regnen. Lucifer blottede tænderne og skulle til at bide, skubbe hende hårdere ind mod muren. Hun peb. "DU DRÆBTE WILL!" Lucifers tænder stoppede, lige inden de prikkede hul på hendes skrøbelige, våde og mudrede hud. Han lukkede langsomt munden. Hun begyndte at græde. "Du dræbte William!" Lucifers tag blev blidere. Sandra så forskrækket på ham.

   Lucifer så tomt ind i væggen. Hans blik rystede, han havde stadig fat om Sandra skuldre. Hans øjne var spærret vidt op. Sandra så tøvende på ham.

   "L-Lucifer?" Lucifer slap hende, stod stadig lidt for tæt på. Lugtede harskt af blod.

   "Hvad?" sagde han kort. Han blev bleg. Sandra så undrende på ham. Han var vågnet af rusen? På grund af Will?

   "Du har dræbt William!" sagde Sandra langsomt. Lucifer fortsatte med at stirre ind i væggen. Han rystede på hovedet.

   "Nej," sagde han hurtigt. "Nej, nej, du - du lyver." Sandra så over på Wills døde krop. Han havde stadig åbne øjne, hans krop var gennemblødt, og regnvandet førte blod med sig i stride strømme. Lucifer vendte sig ikke mod ham. Han fortsatte med at kigge ind i væggen. Sandra gik lidt væk fra ham. Han så ned på sine hænder. Der sad stadig blod på hans negle. Han strøg sine løber. Et rødt, vådt lag lagde sig på hans fingre. Han rystede hurtigt på hovedet. "Nej! Nej, nej, nej, nej, NEJ!" Han skreg. Sandra så på ham. Kulden rørte hende ikke længere. Kun angsten.

   Lucifer så hen mod Wills livløse skikkelse. Vampyren tog sig til hovedet og skreg skingert.

   "WILL!" Lucifer vaklede lidt baglæns. Han så hen mod døren. På de døde agenter. Torden. Lyn. Lucifer skreg igen. Sandra kom hen mod ham, lagde en hånd på hans skulder. Varsomt. Han rev skulderen til sig og løb hen mod Will. Kastede sig på knæ og græd over ham. "Hvad har jeg dog GJORT?!" skreg han. Sandra kom langsomt hen mod ham. Hun lukkede Wills øjne, hans ansigt var koldt og vådt. Blodigt. Lucifer græd ned mod sin kæres bryst. Holdt fast i uniformens skjorte, der var blevet gennemsigtig af vandet, og nægtede at give slip. "Jeg er et monster!" græd Lucifer højt gennem regnen.

   Han så sig omkring. Gik over og tog et stykke træ fra jorden. Det var spidst for enden, sikkert fra en af fabrikkerne. Lucifer tog fat om Sandras hånd, gav hende træet i hånden og pegede det mod sit hjerte.

   "Dræb mig!" kommanderede han. Sandra så forskrækket på ham. "Nu! Jeg har ikke fortjent at være her!" Sandra havde aldrig set Lucifer så ulykkelig. Tårerne lavede stier på hans beskidte kinder, der dryppede blod fra hans hage. "GØR DET!" råbte han. Sandra så ned. Nej.

   Hun rystede på hovedet. Lucifer skreg en tredje gang og faldt på knæ på jorden. Han gemte ansigtet i hænderne, hulkede sikkert, men den voldsomme regn overdøvede ham. Sandra blev stående. Hun tog uniformjakken, som hun stadig havde på, af, og lagde den over Wills ansigt.

   Den grå himmel lod ikke ét hul med lys stå åbent for Lucifers sorg, den tillod knap nok regnen selv at falde. Lucifer hamrede sine næver i jorden, så blod og mudder sprøjtede op. Sandra satte sig på knæ ved siden af ham, lagde en hånd på hans ryg.

   "Du ved," sagde hun højt, for at overdøve regnen, "i bøgerne kan vampyren gøre sine ofre til slaver, så de lever videre efter døden. Men livet er ikke en bog. Will ville alligevel dø fra dig før eller siden." Lucifer så langsomt op. Satte sig på knæ. Så på Will med sorg i blikket. "Du har ødelagt afdeling X indefra. Det er mere, end Will kunne drømme om! Du..." Sandra skreg, da Lucifer pludselig rev jakken af Wills ansigt og bed ned i hans strube. "LUCIFER! SLIP HAM!" Sandra prøvede at rive Lucifer væk, men han slap bare Will og skubbede hende væk.

   "HOLD MUND! KAN DU IKKE SE, AT JEG PRØVER AT REDDE HAM?!" Lucifer bed ned igen, et nyt sted. Han satte en hånd ned i jorden, hårdt, og gravede fingrene ned, som om det var ren tortur at fortsætte med at drikke. Han greb fat i jorden på den anden side af Will, fortsatte længe.

   Will slog gispende øjnene op. Sandra skreg, bakkede, gled i mudret og faldt. Will greb fat om Lucifer, hvis tænder stadig var dybt begravet i Wills strube, og bed ned i hans hals. Sandra var målløs. Will klamrede sig fast til Lucifer, der så ud til at kæmpe en strid kamp mod sig selv, bare for at blive ved med at drikke.

   Da Lucifer endelig slap Will, blødte sårene ikke så meget. Næsten ikke. Sandra så rædselsslagent til. Will lukkede øjnene og drak grådigt fra Lucifer, der så både svimmel og sygelig ud.

   Will slap Lucifer. Sandra så på Wills mund. Blod dryppede fra sylespidse tænder, løb ned over hans hage. Will så forundret på Lucifer, hvis ansigt syntes en anelse for træt.

   De to omfavnede hinanden. Lucifer lo en smule, som om han ikke kunne tro det. Will gjorde ikke noget. Rystede. Smilede en smule stift. Sandra var ikke sikker på, om det var en tåre eller bare regnvand, der gled ned fra hans øjenkrog.

   Sandra gned sine arme. Hendes lange hår klistrede til resten af kroppen, hun var gennemblødt til skindet. Trøjen var sikkert så våd, at man kunne se hendes BH, men hun var ligeglad. Hun frøs og var bange, men mest af alt var hun forvirret. Hvad var der sket? Will var i live? Lucifer havde vækket ham, hun havde lige set det. Men... hun kunne bare ikke tro det.

   "Predestinat betyder skæbnebestemt," havde Lucifer engang fortalt hende, "en vampyr foretrukne livskilde." Hvor sukkersødt. Når man ægtede nogen, sagde man, at man ville være sammen "til døden os skiller". I romantiske film sagde man "langt længere end det". Men Lucifer... Lucifer ville ikke lade døden ødelægge hans skæbnebestemte.

   Sandra turde ikke nærme sig. Hun blev siddende i mudderet, hvor hun var faldet, og så på Lucifer og Will, der ignorerede regnen, og bare holdt om hinanden. Lykkelige for at være sammen. Ville hun også opleve det en dag? Med Alexander? Nej... Ikke med ham.

   Will så på Sandra. Han smilede. Hun smilede. Lucifer smilede. Lucifer sagde noget til Will. Will nikkede. Han prøvede at rejse sig op, langsomt. Hans ben rystede under ham, han svajede en smule. Tja, man mistede vel lidt balance, når man døde?

   Lucifer så lykkeligt på Will, da han endelig stod og åbnede og lukkede sin hånd. Will rakte en hånd til Lucifer, der tog imod den og rejste sig op. Sandra kom hen til dem. Tordenbrag. Tordenbrag.

   "Jeg lever!" sagde Will højt. Sandra nikkede. Hun omfavnede ham. De få minutter, han havde været væk, havde været forfærdelige. Hun havde troet, at hun skulle dø. At han var død. At Lucifer havde dræbt ham... Et mareridt, et levende mareridt!

   "Det gør du!" Lucifer lo. Sandra rystede stadig. Will tog sin jakke af og lagde den om hende, selvom den var våd, varmede den stadig. Lucifer tog Wills hånd, Will lukkede sine fingre om Lucifers. De så søde ud sammen. Sandra lukkede jakken.

   Hun så sig omkring. Den nemmeste udvej var gennem den underjordiske grav, også kaldet afdeling X. Hun gik hen mod den. En svag lugt af røg blev stærkere og stærkere.

   Sandra trådte over de døde agenter og ind i tørvejr. Jo... Jo, der lugtede af røg... Hun så ned. Gispede.

   Flammer slikkede op ad trapperne. Nogen eller noget havde sat stedet til at ødelægges, sikkert så Lucifer ikke kunne slippe ud og skade nogen. Sandra løb ud igen, lige inden noget eksploderede nede i de underjordiske gange, og hed luft blæste hende omkuld.

   Hun kom hen til Lucifer og Will. Fra kun tyve meters afstand så de bygningen bryde ud i flammer. Agenterne brændte, regn og brand kæmpede mod hinanden. Brandfolkene ville vinde, når de ankom.

   "Vi bør nok komme væk herfra," sagde Will højt. Sandra og Lucifer nikkede.

   "Men hvordan?" spurgte Sandra. Will tog sig til hovedet.

   "Jeg ved det ikke," svarede han. "Jeg er stadig ør. Lad os se, om vi kan komme over hegnet." Sandra gik over mod det hegn, hun var faldet ned fra kun ti eller tretten minutter tidligere. Nu, da der ikke var lige så stort pres på, kunne det være, at det lykkedes.

   Will gik efter hende. Han så sig over skulderen.

   "Kommer du Lucif-..." Han afbrød sig selv. Lucifer svajede voldsomt. Han vendte det hvide ud af øjnene, da hans ben brød sammen under ham, og han faldt bevidstløs om på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...