Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3265Visninger
AA

6. Genetablering

Næste morgen kom Sandra tidligt forbi Lucifers lejlighed. Hun bankede og ringede på. Det var Will, der åbnede døren. Han lod hende komme ind og lukkede og låste den igen.

   "Hvor er Lucifer?" spurgte hun Will.

   "Han sover stadig. Har du spist morgenmad?" Sandra rystede på hovedet. "Jeg ser, om Lucifer har noget i køleskabet." Sandra satte sig ved spisebordet, Will gik og nynnede for sig selv. Sandra smilede.

   "Sikke et godt humør. Er du lige så glad som mig for, at Lucifer ikke er, du ved, død?" Will nikkede og fandt franskbrød og pålæg frem.

   "Ja, jeg tror ikke, at jeg nogen sinde har været i så godt humør før. Det er virkelig rart." Han satte maden på bordet, de to begyndte at spise.

   Døren til soveværelset blev åbnet, Lucifer viste sig træt i døråbningen. Han lænede sig op ad dørkarmen.

   "Hej Sandra," smilede han. Hun vinkede.

   "Er du allerede oppe?" Han rystede på hovedet, gabte og strakte sig.

   "Nej, jeg skal bare have noget at spise." Will trak lidt ned i kraven. Lucifer smilede.

   "Tak, men ellers tak." Han gik træt hen til køleskabet, trak en flaske ud og gik igen. "Godmorgen," mumlede han og forsvandt. Sandra og Will så overraskede på hinanden.

   "Drikker Lucifer frivilligt bloddonationer? Tror du, han er syg?" spurgte Sandra. Will trak på skuldrene. Han så hen på døren, Lucifer var forsvundet ind ad.

   "Øjeblik." Will rejste sig op og gik ind på soveværelset. Varmen var nær uudholdelig. Lucifer sad i sengen med et vinglas i hånden, der var tændt lys flere steder. Han sad med dynen over benene, en bog på knæene, og varmeanlægget kørende for fuldt drøn. Will lukkede døren og så spørgende på sin kæreste. "Lucifer, hvad har du gang i?" Lucifer så på ham.

   "Hvad?"

   "Både Sandra og jeg er villige til at være din predestinat, det ved du godt, ikke?" Lucifer nikkede og drak af glasset med blod.

   "Jeg drikker ikke levende blod mere," sagde han fraværende og læste i bogen. Will satte sig på sengekanten. Lucifer så på ham.

   "Er du virkelig helt okay?" Lucifer nikkede og smilede træt.

   "Ja da, hvorfor? Jeg vil bare ikke skade hverken dig eller Sandra." Will lagde sin hånd på Lucifers. Lucifer så spørgende på ham.

   "Du havde ikke noget problem med det før i tiden?" Lucifer trak sin hånd til sig og trak på skuldrene.

   "Så har jeg vel ændret mig lidt?" Lucifer satte glasset på bordet og lagde armene om Wills nakke. "William, jeg vil ikke skade dig. Nu har jeg endelig fået dig tilbage igen." Will smilede og kyssede Lucifer. Lucifer smilede.

   "Sov godt." Will gik ud til Sandra igen. Hun så spørgende på ham. "Han har det fint."

   "Godt. Hør, Will, flytter du ind hos Lucifer?" Will nikkede.

   "Ja, jeg har savnet ham for meget til, at jeg kan lade være."

   "Okay." Sandra rejste sig op. "Nå, jeg må vel hellere komme i skole." Sandra gik i high school nogle gader væk. Hun havde halv dag, skulle først i skole klokken tolv. Hun begyndte at tage overtøj på. "Vi ses Will. Jeg kommer forbi efter skole." Will nikkede.

   "Jeg laver kylling, vil du spise med?" Hun nikkede. De krammede og hun tog ad sted. Will satte sig ind i stuen. Han tændte for fjernsynet. Nyheder, drab, drab, vejrenovering, mord, fødsel af en pandaunge i Rusland, mord, død, krig, tre teenagere, der havde begået selvmord uden grund, ødelæggelse. Will slukkede og lænede sig tilbage i sofaen.

   Dagen gik ganske normalt, kedeligt, faktisk. Til sidst åbnede Will øjnene, og opdagede, at han var faldet i søvn. Klokken var halv fem, han havde misset frokost. Udenfor var det blevet mørkt, lysene fra storbyen virkede beroligende. I det samme kom Lucifer ud, strakte sig og så på Will.

   "Hej, jeg skal på arbejde nu. Hvad har du lavet i dag?"

   "Nårh, ikke rigtig noget," sagde Will, mens Lucifer fandt sine forskellige ting. Lucifer skrev hurtigt noget ned på et stykke papir og lagde det på spisebordet.

   "Jeg har skrevet mit nummer ned, så du ringer bare, hvis der er noget, okay?" Will nikkede. Lucifer kyssede ham på kinden og rodede op i hans hår. "Jeg er hjemme omkring 11, vi ses." Dørklokken ringede i samme øjeblik Lucifer åbnede. Sandra så overrasket på ham.

   "Det var hurtigt," sagde hun. Lucifer gik forbi hende.

   "Beklager Sandra, jeg er lidt sent på den." Så var han henne ved elevatoren, vinkede farvel og kørte ned. Sandra så overrasket på Will.

   "Hvor skulle han hen?" spurgte hun forvirret.

   "Arbejde," svarede Will. Hun nikkede langsomt.

   "Nårh ja, det er lidt svært at vende sig til." Will rejste sig op.

   "Nå, skal vi lave mad?"

 

Lucifer kørte med metroen hen til The Rogue, hvor photoshootet foregik. Han havde den sorte hættetrøje på, for at undgå at se nogen i øjnene, og store hovedtelefoner, for at lukke de mange irriterende lyde ude. Selvom han var blevet trænet til at fokusere, kunne larmen nemt trænge ind på ham.

   I The Rogue stod Laura klar, hun jog ham straks ned i en make-upstol. Han tog hovedtelefonerne og hættetrøjen af, og lod make-upartisterne gøre deres job. Hans hår blev farvet, han fik lilla rundt om og ved øjnene, samt sort læbestift, sort neglelak, øjenpynt og eyeliner. Fotografen var ellevild:

   "Du, min ven, har det perfekte udseende til denne reklame!" smigrede han Lucifer. Lucifer smilede, han holdt meget af sit arbejde. "Godt så, stil dig dér," sagde han, og pegede på et stort, hvidt forhæng, "og begyndt at posere når jeg siger til." Lucifer gjorde som der blev sagt. Fotografen så gennem sit kamera. "Godt så, Lucy, må jeg kalde dig Lucy?" Lucifer smilede og nikkede. "Skønt, prøv at læne hovedet lidt til den ene side. Ja, sådan! Okay, du har frie tøjler!" Fotografen begyndte, Lucifer drejede hovedet, smilede, så dyster ud, satte en hånd på halsen og sukkede. Stak tungen ud, strøg sin kind, satte en hånd for ansigtet, så det kun var øjenmake-uppen, der var synlig, og lod de fine negle skinne. "Jeg elsker det, elsker det!" Lucifer lo.

   Shootet fortsatte i en halv times tid. Så kunne Lucifer endelig tage al den pudder, eller selvbruner, eller hvad de nu havde puttet i hans ansigt, af. Han lod øjenmake-uppen blive, gad ikke fjerne neglelakken, og håret kunne han faktisk godt lide. Sort med lilla spidser. Hvad mon Will ville sige til det?

   Efter shootet tog Laura ham med til en mørk café, der havde åbent til midnat. Hun købte en Chai Latte til sig selv, og rakte Lucifer en juicebrik med skriften A Positiv. Lucifer så på den og sukkede. Så stak han sugerøret i og så på Laura.

   "Jeg går ikke ud fra, at jeg skulle blive efter arbejdstid, så vi kunne lære hinanden bedre at kende?" sagde han. Laura rystede på hovedet. Hendes hår var blond og bølgede, men lige nu var det sat op i en høj hestehale. Hun havde et kønt men meget strengt ansigt, og var ikke tilbøjelig til at give efter for nogen eller noget.

   "Lucifer, du skal begynde at betale tilbage til afdeling X," sagde hun lavmælt. Hendes læber var malet røde og var stramme. Lucifer fnøs.

   "Betale tilbage? Hvor meget skylder jeg De Høje Herre?" Laura himlede med øjnene.

   "Du ved godt, hvad jeg mener. Du skylder dem dit liv. Jeg har gjort hvad jeg kan, for at holde dem tilbage, men de kan ikke vente mere." Selvom Laura sagde "De" og "Dem", så var hun altså selv en del af "dem".

   Det var afdeling X, der styrede Lucifer. Det var dem, der overvågede ham, og dem, der ikke tillod ham at være rebelsk. Han havde en regning, der skulle betales. Og konsekvensen af forsømmelse var...

   "Må jeg minde dig om, at nu, hvor dine to venner er tilbage igen, er det ikke bare dit liv, der er på spil?" Lucifer så vredt på Laura.

   "I rør dem ikke! Og forresten, hvorfor var det nødvendigt for jer, at jeg troede, at de var døde? Hvem var det, i slog ihjel?!" Laura tyssede på Lucifer og så sig omkring. En tjener så mistænkeligt på dem. Laura slog en falsk latter op.

   "Du spiller for mange videospil!" sagde hun lidt for højt. "Og dæmp dig så lidt!" hvæssede hun. "Hvis du vidste, at de stadig var i live, så havde du ikke været lige så koncentreret!" Lucifer sugede lidt af blodet fra brikken op, den kedelige smag var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Det var den typiske blodtype, derfor var det den, han af afdeling X havde levet af i to år nu - den, O Positiv, og i sjældne tilfælde, B Positiv. Hans absolutte favorit var dog AB Negativ, og hvis den ikke var mulig, så B Negativ.

   "Hvem var det så, I slog ihjel?" Laura pustede et løst hår væk fra ansigtet.

   "Det er klassificeret. Ikke noget, du skal bekymre dig om." Hun rejste sig op, lagde nogle penge på bordet. "Så. Tag du hellere hjem til William. Du må vel sikre dig, at der ikke er sket ham noget, mens du var væk?" Lucifer så på hende med store øjne. Så rejste han sig op, og var ude af caféen før Laura kunne når at sige farvel.

   I metroen på vej hjem drak Lucifer resten af blodbrikken. Han trippede nervøst, han vidste egentlig godt, at afdeling X ikke turde at skade dem noget. Ikke efter det, der var sket sidste gang.

   Lucifer gik ind i forhallen i den bygning, han og Will boede i. Den var ejet af afdeling X's amerikanske afdeling. Det var ikke noget, han havde fortalt Will, han skulle helst ikke bekymres. Lucifer nikkede til damen i receptionen, hun så træt ud, men lyste lidt op og rettede på håret, da han gik forbi. En af reglerne, afdeling X havde sat, var, at han skulle behandle mennesker godt, uanset hans modvilje mod dem. I elevatoren trykkede han på 44, elevatoren begyndte at summe. Han gned sine ører, det var da en irriterende larm, de små mennesker havde skabt. Var det mon virkelig med vilje? Musikken var nu ikke så slem, søvnig og gav ham lyst til at sove.

   Men da elevatoren endelig stoppede, kunne Lucifer gå hen til den eneste lejlighed, der lå på penthouseetagen. Han låste op og gik ind. Klokken var omkring halv tolv, Will var sikkert gået i seng. Lucifer gik hurtigt ind. Lyset var slukket, så han kunne se meget bedre.

   Lucifer gik ud på badeværelset og fjernede resten af make-uppen. Der var ikke noget ved at have det på, hvis Will ikke kunne se det. Derefter gik han ind på soveværelset, hvor Will lå og sov i den ene side af den brede seng. Lucifer satte sig på sengen bag ham, og kildede ham en smule på siden af halsen. Will bevægede sig langsomt.

   "Du ved godt, at jeg ikke er kilden," sagde Will søvnigt. Han puttede sig under dynen, gad ikke at åbne øjnene.

   "Mhm," svarede Lucifer, og lagde sig ned ved siden af ham. "Men det tror jeg ikke på. Er du sikker på, at du ikke er kilden... her?" Han kildede Will under hagen. Will smilede og skubbede til ham med skulderen.

   "Nej."

   "Hvad så med... her?" Maven. Will skubbede til Lucifer med ryggen og smilede.

   "Lucifer, lig dig nu til at sove." Han mente det ikke. Han kunne ikke forvente, at en vampyr, eller en hvilken som helst anden, der havde sovet hele dagen, ville gå i seng allerede klokken halv tolv om natten. Will åbnede øjnene. "Og hvis din hånd kommer længere ned, så..." Will gispede og greb fat om Lucifers arm. Mens Will talte, havde Lucifers hånd sneget sig ned i hans pyjamasbukser, og rørte nu låret lidt for tæt på lysken. "Lucifer, slip mig!" Lucifer slap omgående.

   "Undskyld." Will vendte sig om mod ham. Så ham an.

   "Du har fået farvet hår?" Lucifer nikkede. Will sukkede og smilede. Lagde armene om sin kærestes hals. "Okay. Find så ud af, om jeg er kilden."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...