Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3266Visninger
AA

17. Fortabt

Alexander smilede, da Sandra satte maden på bordet. Hun grinede til ham.

   "Det dufter dejligt, Sandra, mange tak." Sandra nikkede.

   "Ingen årsag." Hun satte sig ved siden af ham.

   "Okay - luk øjnene." Hun smilede og lukkede dem. Ventede. Klargjorde hjernen til det, der nu ville komme. Spændt hvordan mon det ville være? Svært? Nemt? Hun spidsede øre. Nu kom det! "Kommunecentralen."

   "K, O, M, M, U, N, E, C, E, N, T, R, A, L, E, N - kommunecentralen."

   "Super!" Sandra åbnede øjnene. Alexander lukkede den store ordbog, der lå på bordet. "Godt, så spiser vi, og så er det min tur." Sandra nikkede.

   Alexander var komme forbi, for at øve til engelskeksamenen den følgende onsdag. Det var den fyr, Sandra godt kunne lide. Han var ikke lige så høj som hverken Lucifer eller Will, men han havde et sødt ansigt, briller og en plat form for humor, som Sandra alligevel fandt... nuttet? Han fik hende til at le, og behandlede hende godt. Og så sagde han, at han godt kunne lide hendes britiske accent.

   De to gav sig til at spise, de snakkede godt sammen, og Sandra følte sig godt tilpas. Udenfor styrtede det ned, belysningen i lejligheden var hyggelig og lettere romantisk. Men så bankede det pludselig på døren. Sandra rejste sig op.

   "Undskyld mig et øjeblik." Hun gik hen til døren og åbnede den.

   Udenfor stod Will, helt gennemblød. Han havde sin kuffert i den ene hånd, hans øjne var forgrædte og røde.

   "Åh, kære gud dog, Will! Kom ind, kom ind! Hvad er der dog sket?" Sandra trådte til side, så Will kunne komme ind i entréen. Han satte kufferten fra sig og tog jakken af.

   "Øhm..." Sandra tog jakken og hang den ud på badeværelset. "Tak," sagde Will med grødet stemme.

   "Will hvad er der sket med dig?" Will snøftede.

   "Lucifer..."

   "Sandra?" Alexander kom hen til dem. Han så tøvende på Will. "Hvem er det?" Sandra så på Will.

   "Alexander, det her er William Baxter, Will, det her er Alexander Winter, min læsemakker." Will nikkede kort til Alexander. Alexander så på Sandra.

   "Sandra, måske skulle jeg komme tilbage i morgen?" Sandra nikkede.

   "God idé Alexander. Vi ses." Han tog sin jakke og sine sko på, sagde farvel til Sandra og gik. Will rystede en smule af kulde, det var midt i november, og det var koldt udenfor. "Kom," sagde Sandra. Hun førte ham ind i stuen, fandt håndklæder til ham, og lavede ham et krus te. De satte sig på sofaen. "Så, fortæl mig, hvorfor du er helt gennemblødt. Hvorfor er du ikke hjemme hos Lucifer?" Wills øjne blev blanke.

   "Lucifer har slået op med mig." Sandra gispede og slog hænderne for munden.

   "Nej!" udbrød hun. "Du er vel ikke alvorlig?!" Will nikkede.

   "Jo. Han ville ikke engang fortælle mig hvorfor. Han sagde bare, at han aldrig ville se mig igen, og at jeg skulle gå. Jeg prøvede at få ham til at forklare, men han gjorde ikke andet end at stå og se ned i gulvet!" Sandra nikkede.

   "Er du sikker på, at der ikke kan have været noget, der generede ham?" Will nikkede.

   "Helt sikker, jeg mener, i går kyssede vi og hyggede os sammen, i dag hader han mig..." Tårer begyndte at løbe ned ad Wills kinder. Sandra trak ham ind til sig.

   "Så, lad være med at græde. Jeg skal nok tage over og tale med ham i morgen. Så får vi redt trådende ud. Lucifer har altid en grund til at gøre som han gør." Will nikkede. "Du kan sove her i nat. Men først tror jeg, at du ville have godt af et varmt bad, ellers bliver du bare forkølet." Will nikkede. Sandra tog ham med ud på badeværelset, klappede ham kærligt på skulderen og gik.

   Will tog tøjet af og tændte for bruseren. Han lukkede døren ind til kabinen, og satte sig på gulvet, hvor han trak knæene op under hagen og græd. Hvordan kunne Lucifer gøre det? Hvorfor? Han havde sikkert fundet en anden. Det var umuligt, at han ikke havde været sammen med andre, i de to år, de havde været adskilt.

   På den anden side, så havde Will ikke været det. Og han var Lucifers første kæreste i mere end trehundrede år, så...

   Lucifer elskede ham vel bare ikke mere. Ja, sådan måtte det være. Da de kyssede i går aftes, havde han bare ikke følt noget. Den tanke fik bare Will til at hulke endnu mere. Han havde følt noget. Euforisk, salig, henrykt, berusende, svulmende, dulmende, lindrende, glædelig og næsten smertende lykke, der blomstrede frem i hans bryst, det bryst, Lucifer havde rørt, og det bryst, Lucifer havde kysset af egen vilje, med nydelse og glæde. Var det hele bare en løgn?

   Wills tanker begyndte at bevæge sig over i mørkere og mørkere afdelinger. Havde Lucifer nu faktisk også nydt det, når de var sammen om natten? Havde han faktisk elsket Will på noget tidspunkt? Ville tankerne forsvinde, hvis Will slukkede for bruseren, og tog en kniv ude i køkkenet. Lucifer kunne tage et liv så nemt. Som om det var en gren, der skulle knækkes, kunne han brække en hals med sine tænder. Will kunne hævne sig, hvis han havde lyst. Det var ikke kun Lucifer, der var blevet trænet. Will kunne dræbe, han havde aldrig gjort det, men han kunne og ville, hvis han kom i fare.

   Men ikke Lucifer. Bare... ikke Lucifer. Ikke søde, dejlige, smukke Lucifer, der havde været så sød og sårbar i hans nærvær. Ikke kærlige Lucifer, der havde mistet hukommelsen og genvundet den, mens de havde været adskilte. Det havde Lucifer selv fortalt, aftenen før. Hvisket det lige så still i Wills øre. Næsten ikke. Bare som et lille, spinkelt spindelvæv af ord eller musik, der gled ind i Wills øre. Bare lydbølger, der i den rigtige rækkefølge dannede ord med betydning.

   Og den betydning, de havde haft for Will. Var den bare ingenting for Lucifer? Will rejste sig op. Brusekabinen svimlede og gyngede, Will støttede sig til den våde væg.

   Lucifer havde altid været god mod Will. Altid. Selv da de først mødtes, i butikken i Manchester, hvor Sandra kiggede på gallakjoler, havde Lucifer været åben over for Will. Også, da han fandt ud af, at han var fra afdeling X. Og især efter deres første kys, under misteltenen.

   Will kunne huske det tydeligt. Det første kys med Lucifer. Det havde været hurtigt, flygtigt, modvilligt. Will var overtroisk, og nægtede at flytte sig fra misteltenen, da han var af den opfattelse, at noget slemt ville ske ham, hvis kysset ikke blev indfriet. Lucifer havde grebet fat om hans krave, og kysset ham hurtigt. De var begge to blevet overraskede over, hvor rar en følelse det var. Lucifer kyssede ham igen, Will kyssede tilbage.

   Den første nat, de havde tilbragt sammen, huskede Will ikke - de havde begge to drukket for meget champagne. Men Lucifer havde lugtet af Chanel Allure Homme Sport dagen efter, hvor Sandra var kommet tilbage til villaen.

   Will rejste sig op og slukkede for bruseren. Han trådte ud og begyndte at tørre sig. Han frøs stadig. Lucifers kulde, kunne det vel kaldes. Will tog sine bukser på og så sig i spejlet. De isblå striber i håret var falmet en lille smule, men var faktisk pæne nok. Et øjeblik kunne han se Lucifer i spejlet. Vampyren strøg hans ansigt og kyssede hans kind. De lyserøde striber og det hvide sidecut ville kilde Will på halsen. Men så forsvandt det. Will stod alene tilbage.

   Lucifer kunne ikke huske, hvordan han havde klaret sig uden Lucifer. De havde passet på hinanden. Han var gået ned, da Lucifer døde. Det vidste Lucifer godt, så hvorfor gav han ham ikke en forklaring?

   En kniv ville afslutte det hurtigt. En pistol ville gøre det uden et lige så stort svineri. Men så havde Lucifer vel vundet?

 

I stuen sad Sandra og tænkte. Det lignede ikke Lucifer. Han ville fortælle Will, hvorfor han handlede som han gjorde. Åh, det store fjols havde sikkert rodet sig ud i nogle problemer! Sandra tog sin telefon frem og ringede til Lucifer. Hun satte telefonen op til øret. Den gik direkte på svarer. Hun sukkede.

   "Lucifer, vi skal tale sammen. Enten tager du telefonen, eller også kommer jeg over i morgen." Hun lagde på. Store idiot... Will kom ud af badet, hans hår var stadig vådt. Hans hænder rystede lidt. Sandra så ømt på ham. "Hvor længe siden er det?" Will så spørgende på hende. "Man bliver ikke så våd af at tage metroen herhen fra Lucifers lejlighed." Will snøftede.

   "I morges. Jeg gik bare rundt i byen, jeg troede jo at han ville ringe til mig." Will så ud. Det styrtede ned, var aften.

   "Har du fået noget at spise?" Will rystede på hovedet. Sandra rejste sig op. "Jeg finder noget til dig." Will nikkede kort. Han sad og skælvede af kulde. Sandra så på ham, da hun var på vej hen mod køkkenet. "Tag et tæppe over dig, du bliver forkølet."

   Will sov på sit gamle værelse. Da han skulle finde sin tandbørste, opdagede han, at han ved et uheld havde taget en af Lucifers T-shirts med sig.

   Da Will stod og børstede tænder, kom Sandra ud til ham. Hun så tøvende på ham. Han så på hende.

   "Klarer du dig?" Han nikkede. "Jeg lover at tale med Lucifer i morgen." Han nikkede igen. Kunne hun da ikke forstå det, han havde det fint!

   Han lagde sig ind i sengen. Lå lidt og tænkte. Så tog han Lucifers trøje, knugede den ind mod sig og krummede sig sammen under dynen. Holdt trøjen mod sit ansigt og åndede dybt ind. Lucifers duft, Lucifer, Lucifer, det var det eneste, der kørte rundt i hovedet på Will, og det var ved at drive ham til vanvid.

   Lucifers ansigt, Lucifers stemme, Lucifers krop, Lucifers bevægelser, Lucifers berøringer. Varme tårer begyndte igen at svide i Wills øjne. Lucifers kolde og varme ord, Lucifers afvisning.

   Kunne det være... Will åbnede øjnene. Nej. Lucifer var stadig til mænd, ikke? Det var ikke derfor? Var  det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...