Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3285Visninger
AA

14. Første frygt

Klokken 00:32 vågnede Lucifer pludselig. Nogen hviskede til ham. Stille. Egentlig uden ord. Faktisk, slet ikke? Han satte sig op.

   "Will?" spurgte han lavt. Will sov trygt ved siden af ham. Lucifer blev kold. Han så sig omkring i soveværelset. Væggene trak sig sammen. Det snævredes ind. Han ville blive kvast! Mast! Ødelagt! Lucifer rykkede tilbage mod bagvæggen. Væggene kom nærmere. Han var fanget, døren var forsvundet. Will var væk, lå ikke længere ved siden af ham. Den varme dyne forsvandt, puden, madrassen, sengen. Kassen snævredes ind. Lucifer blev mast, ulidelig smertefuldt var det.

   Han satte sig skrigende op. Sengen, dynen, puderne, madrassen, det hele var der. Will vågnede, så på ham.

   "Hvad er der i vejen, Lucifer?" Lucifer slog armene om sig selv, han begyndte at ryste.

   "V-væggene trak sig sammen, du var væk, men alt er normalt, og, og, og..." Will satte sig op og så Lucifer ind i øjnene, tog fat om hans skuldre.

   "Lucifer, slap af! Det var bare et mareridt." Lucifer så forvirret på Will.

   "M-mareridt? Sådan et har jeg aldrig haft før..."

   "Det var bare en ond drøm." Will strøg Lucifers ansigt og kyssede ham på panden. "Det er sikkert bare giften, der er ved at virke. Husk hvad Sandra sagde i går - du skal bare blive her. Døren er låst. Jeg er her sammen med dig. Alt er fint. Okay?" Lucifer nikkede.

   "Okay..." Der lød et brag udenfor. Lucifer fór sammen. "Hørte du det?" Will rystede på hovedet.

   "Nej, Lucifer, det er bare giften, alt er helt fint. Det varer nogle timer, så er det ude af blodet." Døren gik op med et brag, smækkede og åbnede sig igen. Der var ikke nogen, der rørte den. På den anden side af den var der bare flammer, hede, brændende og uidelige flammer, der ventede på at fortære Lucifer og hans sjæl. Han begyndte at trække vejret, en vane, han havde påtaget sig, som gik i gang, hver gang han blev bange. Rummet hældede, han ville falde ud ad sengen, ned i flammerne! Han klamrede sig til Will, følte sig søsyg af det mere og mere hældende gulv. Will hold ham ind mod den T-shirt, han sov i, så han ikke kunne se noget.

   Da gulvet ikke hældede mere, så Lucifer stille frem fra sit gemmested i Wills trøje. Alt så normalt ud. Lucifer så sig omkring. Var det allerede slut? Nej...

   Væggene begyndte langsomt at smuldre. Støvet hobede sig op, truede med at kvæle på Lucifer og Will. Men Will så ikke noget. Will var helt rolig. Loftet hang stadig lige over dem. Støvet var nået til Lucifers ben, han kunne mærke kulden, lugte det. Det krøb højere og højere op ad ham, strammedes om hans hals. Han prøvede at få det væk, hev og kradsede. Will tog fat om hans hænder og tvang dem ned. Hvorfor var han så ond? Hvorfor ville han lade støvet dræbe dem?

   "Lucifer, det er ikke virkeligt, det er bare inde i dit hoved." Lucifer så på Will. Støvet var ved at klatre op ad ham, var næsten nået til hans ansigt. Nej, nej, det måtte ikke ødelægge det fine ansigt, som Lucifer elskede så højt. Lucifer prøvede at hæve sine hænder, men Will var stærkest. Lucifer ville fjerne det, han ville redde Will!

   I det samme styrtede loftet ned over dem. Lucifer dukkede sig og skreg, Will trykkede ham ind mod sig. Trak dynen over dem.

   I mørket var der ikke noget. Kun Wills stadig rolige åndedrag, der dog var lidt mere hektisk end før. Han var bekymret. Lucifer kunne ikke se noget. Ingenting. Han åndede lettet op. Så gik det op for ham. Han kunne ikke se noget! Ikke mærke noget! Will var væk!

   Lucifer trak dynen væk. Will var der ikke! Han kunne ikke mærke ham, ikke høre eller se ham!

   "Will?!" Lucifer begyndte at kalde på ham. "Will, hvor er du?!" Noget holdt hans arme fast, han prøvede at vride sig fri. han lukkede øjnene, da varme tårer begyndte at svide i dem. Da han åbnede dem igen, kunne han se ind i Wills øjne. "D-du var..."

   "Væk?" Will nikkede. "Ja, du kunne tydeligvis hverken se eller høre mig, eller mærke det, da jeg kyssede dig, for du bed mig næsten i læben." Væggene bølgede. Lucifer så sig forvirret omkring. Gulvet gyngede, dynen svævede op under loftet. Lucifer tog sig til hovedet og lukkede øjnene.

   "Will, Will, få det til at stoppe, vil du ikke nok?!" Will trykkede igen Lucifer ind mod sig. Lucifer var ikke længere følelsesløs. Alting stoppede. Lucifer åbnede først øjnene et stykke tid efter. Alting var roligt. Og dog. Døren var åben. Den var skrigende gul, og ikke hvid, som den plejede at være. En mand kom ind, han blødte fra halsen og vaklede. Det var Will. Lucifer så med store øjne på ham. Han så forhadt på Lucifer.

   "Det er din skyld," sagde Will med hæs stemme. Lucifer så på Will. Kun Will, i døren. Han støttede sig blødende til væggen, satte blodspor på gulvet. "Du gjorde det her mod mig!" Lucifer rystede langsomt på hovedet. "Det er din skyld!"

   "Nej, Will, jeg ville aldrig..."

   "Du har såret mig!" sagde Will koldt. "På grund af dig, skal jeg dø!" Lucifer rejste sig op, noget prøvede at hold ham tilbage, men han slog det væk. Han rakte ud mod den blødende Will. "Dit monster! Du er et udyr! Uhyre! umenneske! utyske! dyr!" Lucifer rystede på hovedet.

   "Will, lad være! Jeg ville aldrig..." En svag skygge holdt ham tilbage, skubbede ham baglæns, op mod væggen. Den ville slå ham! Ville kvæle ham! Han kæmpede imod.

   "Lucifer! Jeg hader dig!" råbte Will. Lucifer rystede på hovedet, holdt sig for ørene, græd.

   "Nej, nej!"

   "Jeg hader dig!"

   "Stop!"

   "HADER DIG!"

   "Lad mig være!" Lucifer skubbede så hårdt han kunne til skyggen, der faldt bagover, vaklede gennem rummet og faldt ind i skabet.

   "Lucifer, du er et monster! Du skulle aldrig være blevet født! Jeg kunne aldrig elske dig! Jeg hader dig!" De sidste tre ord kørte på replay, om og om igen måtte Lucifer høre det. Han holdt sig for ørene, rokkede frem og tilbage. Den blødende Will faldt sammen på gulvet, Lucifer så på ham med våde øjne. Ordene kørte stadig i Lucifers hoved.

 

Det var tre timer siden, Lucifer var vågnet af mareridtet. Hans syner var lange, modsat drømme føltes de sikkert korte, men varede længe og var forfærdelige. Will holdt Lucifer ind mod sig, strøg hans ryg og hår, prøvede at berolige ham.

   "Det er okay, så... Det går snart over, du skal ikke være bange..." Will gyngede stille fra side til side, for at berolige Lucifer. Det så ud til at virke. Han faldt langsomt til ro.

   Lucifer så hen mod døren. Hans øjne blev store. Så begyndte det igen... Lucifer begyndte at trække vejret.

   "Lucifer, det er ikke din skyld," sagde Will roligt. Lucifer så kun hen på den lukkede dør. Gulvet var nyvasket, Sandra havde gjort rent, da hun kom forbi eftermiddagen forinden. "Du har ikke gjort noget galt." Lucifer rystede stille på hovedet. "Det er virkelig ikke din skyld."

   "Nej, Will, jeg ville aldrig..." Han talte ikke til Will selv, men et syn, så dum var Will heller ikke. Derfor afbrød han Lucifer.

   "Du ville aldrig såre nogen, heller ikke dig selv. Du er en god grund til at leve. Sammen. Vi skal blive sammen, okay?" Lucifer prøvede at rejse sig op, Will greb fat om hans arm og prøvede at holde ham tilbage, men Lucifer slog ud efter ham. Will faldt sammen på sengen, hans syn var eksploderet i farver. Lucifer rakte ud mod døren. "Lucifer, du er fantastik," sagde Will roligt. "Tænk på noget godt. Du er en vidunderlig person. Sjov. Menneskelig. Venlig. Du er dejlig." Lucifer rystede på hovedet, hans pupiller var store. Han så ikke noget virkeligt.

   "Will, lad være! Jeg ville aldrig..." Will rejste sig op og skyndte sig hen til Lucifer, skubbede ham baglæns. Will holdt ham op ad væggen, så han ikke kunne gøre skade på sig selv. Lucifer vred sig og kæmpede imod.

   "Lucifer, jeg elsker dig," sagde Will lavt ind i hans øre. Lucifer rystede på hovedet, han holdt sig for ørene og græd.

   "Nej, nej!" Den stakkel kunne slet ikke høre, hvad Will sagde.

   "Jeg elsker dig."

   "Stop!"

   "Elsker dig."

   "Lad mig være!" Lucifer slog Will, hårdt. Will faldt bagover, vaklede og faldt ind i skabet. Smerte eksploderede i Wills hoved. Blod løb ned over hans pande. Hele verdenen svimlede for ham.

   "Lucifer, du er skøn! Tænk på, da vi mødtes. Det er jeg glad for. Jeg elsker dig. Meget højt..."

   "Stop nu!" græd Lucifer. "Jeg elsker dig, hvorfor siger du dog sådan noget til mig?!" Will tænkte sig om så godt han nu kunne. En idé slog ned i ham.

   "Lucifer," sagde han svagt. "Jeg hader dig." Hvor var det dog smertefuldt at sige! "Du er et udyr. Jeg ville ønske, jeg aldrig havde mødt dig..." Lucifer rynkede panden og rettede sig op. Han blinkede med øjnene. Det, han højst sandsynligt hørte, var venlige ord. Ikke had eller frygt, som giften gjorde det til. Hans pupiller fik deres naturlige størrelse tilbage. Han blinkede et par gange og så på Will.

   "Will!" Will lukkede øjnene. Tindingen... Det var dér, han blødte fra...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...