Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3263Visninger
AA

16. Forbudt

Del 2

"Du har drukket fra William." Lucifer så på Laura. Stift og uden følelse, sådan var de begge.

   "Laura, jeg var sulten, og der var ikke flere..."

   "Donationer? Sludder, du har masser i din lejlighed!"

   "Jeg var stadig på stoffer, på grund af afdeling X! Det var jeres skyld, jeg..."

   "Ingen undskyldninger!" Laura så koldt på Lucifer. "Du ved, hvad du skal gøre." Lucifer så frygtsomt på hende. Han rystede på hovedet.

   "Nej. Laura, nej, jeg vil ikke!"

   "Hvis du ikke gør det, gør vi - permanent!" Lucifer bed sig i læben. Han nikkede.

   "Okay... Bare... ikke skade ham!"

 

Will var indlagt på hospitalet i et par dage. Lucifer tog til castinger og sådanne ting, men brugte ellers det meste af sin tid hos Will. Lucifer havde ikke tilladelse til at sove hos ham, så da Will endelig kom hjem, indvilligede Lucifer i at sove om natten. Han havde sågar haft Sandra over, for at hjælpe ham med at lave aftensmad til Will.

   Så da Will kom hjem til lejligheden, duftede der af norsk laks og kjøttkaker, hakket oksekød, der var blevet rullet til små bolde og stegt. De blev serveret med moste ærter og kogte kartofler. Det var en hverdagsret, Will havde holdt meget af i Norge.

   Will spiste glædeligt, Lucifer sad og snakkede med ham imens. Men selvom Lucifer smilte udenpå, var han ved at drukne i elendighed indeni, over det, han vidste, at han måtte gøre. Snart. Men ikke i aften. I morgen. Måske.

   Til dessert havde Lucifer købt is og lavet chokoladesovs, en ting selv han kunne lave. Dog blev det ikke spist, da Will var for træt og mæt, og Lucifer alligevel hverken behøvede eller kunne smage det.

   Efter maden satte de sig i sofaen. Lucifer masserede Will, der smilende lagde sig tilbage mod Lucifers bryst og kyssede ham på hagen.

   "Du er dejlig," smilede Will.

   "Du er dejligere," lo Lucifer, og lagde armene om Will, der lå mellem hans ben. Will vendte sig om og satte sig med spredte ben på Lucifers skød.

   "Jeg tror ikke, at du har prøvet her. Du skal også have fornøjelsen." Will begyndte at knappe sin skjorte op. Lucifer hævede øjenbrynene, hans kinder blev røde og varme. Will vred sin åbne skjorte af, Lucifer tog den og lagde den på gulvet. Will tog fat om Lucifers T-shirts krave, og skubbede ham ned i sofaen. "Lyst til at dele en tunge?" Lucifer lo og åbnede munden.

   Da Will var faldet i søvn lå Lucifer vågen længe, og kiggede på Wills sovende ansigt. Han strøg hans kind og kyssede ham på panden, ligesom Will så mange gange gjorde ved ham.

 

   Midt om natten vågnede Lucifer, fordi en irriterende duft vækkede ham. Han så på Will. Klappede ham på skulderen.

   "Pst! Will. Hey, William." Will åbnede øjnene og så træt på Lucifer.

   "Hvad?" spurgte Will træt.

   "Tag en trøje på. Jeg kan lugte dit blod." Will gryntede og satte sig op. Han rakte ud efter en trøje, tog den på, gabte og puttede sig ned mod puden igen. Lucifer så lidt på Will. Bare så. Strøg hans kind. Lucifer så på ham.

   "Hvad laver du Lucy?" spurgte Will træt. Lucifer smilede og rystede på hovedet.

   "Ikke noget." Han puttede sig ind mod Will, der lagde en arm om ham. Lucifer lå og lyttede til Wills bankende hjerte. En, to, tre, fire, hurtigt efter hinanden. Han holdt en hånd for sit ejede. En... ingenting i seks sekunder. To...

   Vores hjerter banker som ét, vores hjerter banker ens, vores hjerter banker i takt. Så mange fine citater, om hjerter der banker ens. Lucifer følte sig udenfor. Hans hjerte bankede ikke som Wills. Eller Sandras. Eller, Jackson, Okena, Kitty, River eller Lauras. Deres lå helt oppe omkring 65, plus minus. Det var én af grundene til, at Lucifer ikke var et menneske. Det havde de sagt, i laboratoriet.

   "Lucifer er ikke et menneske, og han bliver det heller aldrig!" var der en, der havde råbt en kold dag i 1987. Lucifer kunne huske det, fordi han havde haft det så dårligt. Han havde ikke fået noget at spise eller drikke, til at væde ganen i lang tid, han havde ikke kunnet lave noget synderligt, så derfor var han blevet taget med udenfor i regnen. De kolde dråber på hans hud havde været helt fantastiske. Det havde været nat, en storm med vindstød på op til 196 kilometer i timen. Naturkræfterne rådede, og menneskene, "hvis hjerter bankede som et", kunne intet stille op over for den.

   Lucifer havde nydt den. Kulden, den voldsomme vind, vandet. Men det havde kun varet i ganske få minutter. Så blev han tvunget til at gå ind igen. Men det var nu okay. Lucifer huskede det tydeligt, og hvis han huskede rigtigt, så lærte børnene i England stadig om den storm i historietimerne.

   Will trykkede Lucifer ind mod sig. Lucifer smilede. Han var nød til at gøre det. Snart. Des hurtigere des bedre.

   En pludselig bedrøvelse væltede op i Lucifer. Han ville ikke miste Will, ikke igen. Afdeling X havde allerede taget ham fra ham én gang, de skulle ikke gøre det igen!

   Men hvad nu, hvis afdeling X slet ikke var der, til at genere Lucifer mere? Lucifer legede lidt med idéen. De havde trænet ham, selvom Will ikke vidste noget om det. Til kamp. Han var udødelig, han kunne nok godt klare dem alene.

   Nej, hvad var det, han tænkte på. Det var en verdensomspændende organisation, den kunne han ikke bare lukke ned. Den havde sine rødder flere hundrede år tilbage, og hovedkontoret lå i London, på den anden side af Atlanten! Det var mere, end Lucifer kunne klare... Et smil bredte sig på hans mund. Mere end han kunne klare - alene.

   Men Lucifer ville ikke bringe Will i fare. Det måtte gøre. Hurtigt og smertefrit, for dem begge. Lucifer lukkede øjnene. I morgen. I morgen var det slut.

 

Will vågnede først om morgenen, ikke overraskende, da Lucifer sikkert ville sove til halv fem eller deromkring. Derfor gik Will ud på badeværelset, så sig selv i spejlet. Han sukkede, da han så sig selv i spejlet. Han havde seriøst brug for en barbering. Will smurte barberskum på og begyndte. Lucifer kom ud til ham, rørte ham bagfra. Will fór sammen, da han ikke havde set ham i spejlet - solarieeffekten var ved at gå væk.

   "Åh, Lucifer, du forskrækkede mig!" Lucifer smilede skævt. Will så sig i spejlet. Han havde skåret sig med barberbladet. Lucifer stillede sig på tæer og slikkede riften med spidsen af tungen. Såret lukkede sig omgående. Will smilede til Lucifer. "Tak." Lucifer trak på skuldrene. Han slikkede sine læber og rynkede på næsen.

   "Adr... Barberskum."

   Til morgenmaden sad Lucifer med hænderne i skødet og så ned på sine knæ. Will skævede bekymret til ham. Til sidst sukkede han og lagde sit bestik fra sig.

   "Lucifer, er der noget galt?" Lucifer så på ham.

   "Hm?"

   "Du virker bare så stille. Er du virkelig helt okay?" Lucifer sank en klump. Han rejste sig op, tog et glas fra et skab og hældte noget vand op. "Er du rent faktisk tørst..." Lucifer hældte vandet ud over sig. Will hævede øjenbrynene. Lucifer vendte sig langsomt mod ham.

   "Jeg er mere vågen nu. Undskyld, hvis jeg bekymrede dig." Will lo.

   "Hey, det er okay - men hvorfor så høflig? Du ved, at du kan tale frit med mig, ikke?" Lucifer så ned i gulvet. Han var nød til at gøre det. Nu. Lige nu. Lige nu og her. Træk ikke pinen ud. Uanset hvor mange gange, han sagde det til sig selv, hjalp det ikke. Will rejste sig op. "Lucifer, du gør mig en smule bange. Hvad er der galt?" Lucifer mumlede noget, meget lavt og næppe hørligt. "Hvad?" spurgte Will. Lucifer tog en rystende indånding.

   "Jeg vil aldrig... se dig... igen..." Will så tomt på Lucifer.

   "Hvad? Lucifer, jeg tror, at du har sovet dårligt. Eller for lidt. Kom, i seng igen, du..."

   "Jeg mener det. Ikke i dag, ikke i morgen, aldrig nogen sinde mere. Bare... pak dine ting og gå!" Will så på Lucifer, der prøvede at undgå hans blik. Will tog hårdt fat om Lucifers arm, tvang ham til at se på ham.

   "Lucifer, har du drukket noget?" Lucifer rystede på hovedet. "Taget noget? Nej? Har jeg lagt noget forkert?" Lucifer rystede på hovedet og lukkede øjnene. "Jamen så fortæl mig, hvorfor du siger sådan noget!" udbrød Will med grødet stemme. "Var det på grund af i aftes? Jeg troede bare, at, siden du selv har gjort det mod mig så mange gange, ville du måske syntes, at det var sjovt at prøve?!" Lucifer rystede på hovedet. "Lucifer, fortæl mig..."

   "Bare gå!" råbte Lucifer. Will slap ham, langsomt. Nikkede.

   "Okay," sagde han, kæmpede mod tårer. Lucifer holdt sine igen. Han måtte ikke røbes. "Okay, jeg går." Will gik ind på soveværelset, hvor han pakkede sit tøj, badeværelset, hvor han pakkede sine ting, og stuen, hvor han tog det, der tilhørte ham, og puttede ned i sin taske. Han rejste sig op og så på Lucifer, der ikke havde rørt sig ud af flækken. "Jeg nægter simpelthen at tro, at du slår op sådan her. Det mindste, du kunne gøre, er at give mig en forklaring!" Will gik hen mod døren. Han tog sin jakke og sine sko på. Han så på Lucifer. "Hvis du ombestemmer dig, eller får lyst til at tale med nogen, eller at forklare noget, så bare ring..."

   "Det gør jeg ikke," sagde Lucifer afvisende, uden at se på Will. "Og slet mit nummer, fra din tele..."

   "AFDELING X HAVDE RET OMKRING DIG!" råbte Will højt. "MEN JEG VAR SÅDAN ET FJOLS AT FORELSKE MIG I EN VAMPYR SOM DIG!" Will smækkede døren. Lucifer ventede, til han kunne høre elevatoren forsvinde. Så gled han ned ad væggen, samlede sin knæ og gemte ansigtet bad dem. Græd. Bare græd og græd og græd. Det var gjort. Will var i sikkerhed. Og Lucifer var ødelagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...