Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3262Visninger
AA

22. Faldet

Positivum Morsu? Sandra rynkede panden. Hvad var det? Hun gennemrodede sin hukommelse. Gispede, da hun fandt svaret - tvangs bid!

   Sidste gang, Lucifer havde indtaget det, var da Sandra ved et uheld havde brændt ham med sollys. For at heale sårene, havde Sandra tvunget Lucifer til at bide hende ved hjælp af de små piller, der indeholdt en klar, blå væske. Han havde næsten dræbt hende. Lucifer tog sig til hovedet, knurrede og snerrede. Afdeling X ville ikke sætte Sandra i isolation, de ville ikke lukke Will inde - de ville slå dem ihjel med Lucifer!

   "Lucifer, tag det roligt!" prøvede Will, men bakkede alligevel lidt væk. Lucifer så på dem, prustede.

   "Væk! Nu!" Will så på Sandra.

   "Har du stadig kortet?" Hun rystede på hovedet.

   "Nej, de tog det fra mig," sagde hun lettere panisk. Lucifer slog sin næve ind i væggen og brølede arrigt i frustration. Sandra skreg og fór forskrækket baglæns. Lucifer blev pludselig stille. Han rystede stadig. "W-Will," stammede Sandra bange, "hvad er det helt præcist, Tvangs Bid gør?"

   "Øhm..." Lucifer prøvede at dreje hovedet væk fra dem. "Det opløser omkring 90 procent af blodet i kroppen. Og hvis en vampyr er ved at løbe tør..." Will tav, da Lucifer rettede sig op. Sandra sank en klump.

   "... vil han have en refill." Lucifer så på Sandra og Will. Han rystede, meget. Hans spidse hugtænder var blottet i en snerren. "Vi burde komme væk herfra," sagde Sandra bange. Will nikkede. Han bakkede væk fra Lucifer, der langsomt vendte sig mod dem.

   "Enig. Nogen idéer?" Lucifers øjne glødede.

   "Skrig, bank og råb?"

   "Duer ikke." Lucifer tog sig til hovedet og bukkede forover i bestræbelse på ikke at gøre nogen fortræd.

   "Forsvind!" hvæste han sammenbidt.

   "Vi prøver." Lucifer knurrede. I næste øjeblik løb han med superfart mod døren, en enorm bule dukkede op i døren, og Lucifer var tilbage på sin tidligere plads. Han trak vejret dybt og overfladisk. Døren blev skubbet op, og tre agenter så forskrækkede ind. De så Lucifer og løb, Sandra og Will fulgte efter.

   De nåede ikke langt ned ad gangen, så dukkede Lucifer op. Han snerrede som et vildt dyr, agenterne flygtede skrigende fra ham. Enkelte kom hen mod ham med gnistrende stave med højspænding, men han kom snildt om bag dem og vred halsen om på dem, bed dem hurtigt, bare for at smage, og sprang videre til den næste.

   Will trak Sandra med sig ned ad gangen, de løb. Lucifer nedlagde den ene agent efter den anden bag sig, besat af en voldsom blodrus.

   Will rev en dør op og hev Sandra med ind. Han låste den, og de begyndte at løbe op ad gamle trapper, der vist ikke var blevet brugt i flere år. Sandra håbede, at Lucifer ikke ville følge efter. Men desværre vidste hun også godt, at det nok var hende og Will, Lucifer kunne lugte tydeligst.

   Og de nåede da også kun to en halv etage op, før døren blev sparket op nedenunder, og Lucifer hæse hvæsen begyndte. Sandra og Will satte farten op, men de var langt fra hurtigere end vampyren. Der gik kun få sekunder, så greb Lucifer fat om Sandras håndled.

   Sandra skreg. Lucifers øjne var vilde, hans hår strittede arrigt. Han havde blod på kinden og tøjet. Will slog ham, hårdt, og Lucifer vaklede bagover. Vampyren satte fra og landede på benene et par etager længere nede.

   "Undskyld!" råbte Will, mens han og Sandra løb så hurtigt de kunne, op, op mod overfladen, op mod sollyset, op mod...

   Regn. Selvfølgelig, det var jo trods alt London... Da de endelig nåede en dør, der førte ud i frisk luft, lukkede og barrikaderede Will døren. Sandra begyndte at ryste. Af kulde. Af skræk. De stod i et øde industriområde, hvide og grå bygninger knejsede ved siden af dem. Will sikrede døren en ekstra gang, ved at sætte et metalrør for håndtaget. Ikke at det ville holde Lucifer tilbage, men det var en forsinkelse.

   Jorden i industriområdet var gråbrun. Græsset var vissent, der lå beskidte, indimellem sorte, snedynger rundt omkring. Regnen havde dannet vandpytter rundt omkring, Sandra var allerede gennemblødt. Will så på hende. Det begyndte at hamre på døren, de to fór sammen. Lucifer hvæsede og skreg inde bag døren.

   De begyndte at gå, kom kun tyve meter, så blokerede et hegn vejen. Bag dem var endnu et, bare højere, sat op, for at forhindre uvelkomne.

   Will gav Sandra en hestesko, så hun kunne komme over. Men hegnet var for højt, og metallet for vådt. Sandra gled, og faldt ned oven på Will. De kom op, kolde, mudrede og beskidte, men indtil videre uskadte. Det hamrede stadig på døren, metalrøret var gammel og rustent, det ville ikke holde længe.

   "Hvad skal vi gøre Will?" spurgte Sandra højt gennem den øredøvende regn. Over dem begyndte det at tordne. Sandra krympede sig. Ved lyden af hendes stemme blev skrigene og råbene fra bag døren endnu voldsommere. Lucifer hev og sled i døren i ren, dyrisk vildskab. Han ville have dem. Det velduftende blod, de var beholdere for. Will sank en klump.

   "Jeg ved det ikke!" sagde han tilbage. Hans hår klistrede til hans våde ansigt, det samme gjorde Sandras. Nogle af de kasser, Will havde sat for døren, faldt væk, da døren pludselig bulede ud et øjeblik.

   "Will, han kommer snart igennem!" Sandra var panikslagen. Will så sig omkring. Han løb hen mod en dør i den anden ende af den mellemgård, de var endt i, Sandra fulgte efter. De hev i døren, men den var låst med en stor jernkæde. Døren på den anden side var ved at give efter. Sandra gled lidt i den mudrede jord, Will holdt hende oppe. "Skal vi bare kæmpe imod ham?" spurgte Sandra. Will rystede på hovedet.

   "Nej!" Hans stemme var en anelse skinger. "Det er min kæreste, vi taler om!"

   "William, Lucifer er sindssyg lige nu! Han vil slå os ihjel, hvis han får..." Sandra afbrød sig selv med et skrig, da de sidste kasser faldt væk fra døren, og et tordenbrag brød ud over dem. Will trak hende om bag sig.

   "Hold dig bag mig!" sagde han.

   Will kunne ikke klare sig mod Lucifer. Han ville ikke, det vidste Sandra. Det gjorde mere ondt på Will end på Lucifer, når Will slog ham. Sådan var det vel, når man elskede nogen?

   Metalstangen knækkede over i to, stykkerne fløj hver deres vej. Den ene ramte hegnet, tyve meter til den højre side, den anden ramte muren lige over Wills hoved. Lucifer sparkede døren op og så på dem. Blod dryppede fra hans hænder, inde bag døren lå indtil flere døde agenter.

   Lucifer kom hen mod dem. Langsomt og snerrende. Truende. Regnen gennemblødte ham på få sekunder, men han ignorerede den totalt. Kunne vel ikke mærke kulden? Sandra krøb bange tilbage mod den låste dør. Will ville beskytte hende. Måske ikke så godt, men han ville!

   Lucifer slikkede sig om munden, hans tunge syntes grotesk og ondskabsfuld i sig selv. Hans negle var spidse, havde de hele tiden været det?

   Will trådte et pludseligt skridt hen mod Lucifer, truede ham. Lucifer veg lidt tilbage. Kampgejst? Hos et offer? Det var ikke noget, han brød sig om. Will knyttede næverne.

   "Lucifer, tænk dog over, hvad du gør!" råbte Will. "Det er giften! Se på mig, du ville ikke gøre mig..." Før Will fik talt ud, var Lucifer henne ved ham. Vampyrens slanke fingre lukkede sig om Wills hals. Will gispede efter luft. Lucifer trak ham med sig hen mod hegnet, blottede Sandra, så hun var sårbar bagefter.

   Will sparkede Lucifer over skinnebenet, Lucifer reagerede ikke på andre måder end at snerre af Will. Will bed ned i Lucifers hånd, Lucifer slap forskrækket. Will slog ham på siden af hovedet, Lucifer valkede. Han tørrede blod væk fra mundvigen, så på det. Så på Will. Knurrede og sprang bogstaveligt talt efter ham.

   De faldt om på jorden, Will prøvede at holde Lucifer væk, Lucifer snappede efter Wills strube. Strube? Han ville bide struben over på ham!

   Lucifer forsøgte altid at undgå struben. Men Positivum Morsu havde en forkert indflydelse på hans tankegang. Will sparkede Lucifer i maven med knæet, væltede ham om i mudderet og holdt ham nede. Lucifer vred sig og skreg som besat.

   "Lucifer, tænk dig om!" Lucifer så lidt på Will. Så snerrede han, knurrede, hvæste og bed fra sig. Han bed Will i armen. Will hylede af smerte og bakkede væk. Lucifer overfaldt ham og bed ned i hans hals. Will gispede og kæmpede imod.

   Sandra nægtede at tro det. Der gik et minut, fem... Will kæmpede og prøvede at få Lucifer væk, men Lucifer fortsatte, til Will næsten var bevidstløs. Så rejste Lucifer sig op.

   "LUCIFER!" Lucifer så ude af sig selv på Sandra. Hans øjne glødede rødt, Wills blod løb fra hans mundvige og ned over halsen. Will lå og vred sig svagt et stykke fra vampyren. Sandra bakkede frygtsomt tilbage.

   Monsteret kom langsomt nærmere. Han snerrede og blottede tænderne. Først var han foran, så bag hende. Han tog fat om hendes hals og hvæssede lavt. Sandra peb og prøvede at slippe løs af hans urokkelige jerngreb.

   "L... Lucy..." Will så sløret på Lucifer. Hans fingre kravlede hen i retningen af Sandra og Lucifer. "S-stop... Kun... Kun mig..." Sandra så målløst på Will. Han ofrede sit liv for hende. Lucifer tøvede lidt. Så skubbede han hårdt Sandra ind i muren, så hun faldt sammen på jorden, og bevægede sig hen mod Will. Langsomt, som i trance.

   Sandra hævede sig op fra mudret på alle fire, så frygtsomt på det sceneri, der udspillede sig foran hende. Lucifer knælede ned ved siden af Will, der kneb øjnene i og bed tænderne sammen.

   Han skreg. Højt og hjerteskærende, da Lucifer rev hans strube op. Lyden døde hen, og blev til sarte, stønnende og gispende hulk. Han spjættede og sprælle lidt, men der gik ikke længe... Så lå han helt stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...