Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3286Visninger
AA

8. Elevatorhelvedet

Sandra sad forskrækket på passagersædet, selv efter at Lucifer havde standset bilen. Han så på hende.

   "Så er vi her." Hun så på ham. De to brød i latter.

   "Du er ikke rigtig klog!" lo Sandra. Lucifer rystede på hovedet.

   "Nej, men det var sjovt." Han så ud gennem de tonede ruder. "Hør, solen er oppe. Henter du selv din taske?" Hun nikkede.

   "Ja, farvel." Hun steg ud, sørgede for, at bilens mørke kabine ikke blev oplyst af solen. Hun tog tasken bagi, vinkede farvel til Lucifer og løb vendte sig mod skolegården. Ups...

   Alle stirrede på hende. Lucifer satte bilen i gang og var hurtigt væk med en knurrende, vellydende motorlarm. Sandra sank en klump og gik hen mod dørene. Hundredvis af øjne fulgte hendes mindste bevægelse.

   Og så kom det. Hun blev omringet, indkredset, indcirklet! Spørgsmål blev slynget mod hende, en af hendes veninder, Caroline, trak hende væk. De to piger løb ind på pigetoilettet, hvor det et øjeblik stod og fik vejret. Så rettede Caroline sig op og så på Sandra.

   "Hvad havde du regnet med?" spurgte Caroline. "At få dig en kæreste?" Hun gispede. "Eller måske var det ham, der sad i bilen?!" Sandra rystede hurtigt på hovedet.

   "Nej nej, Caroline, det er slet ikke sandt! han har en kæreste, og..."

   "Nå, men ser han godt ud?" Sandra rynkede panden. Hvem, Will eller Lucifer? "Ham i bilen? Så tonede var ruderne heller ikke!" Sandra smilede skævt.

   "Ja, han er rimelig flot, men også uopnåelig. Han er model, og..."

   "MODEL?!" nærmest skreg Caroline. "Og du har ikke præsenteret mig for ham?!"

   "Nej, vi..."

   "Hvor gammel er han? Nej, glem det - hvor gammel er hans kæreste? Er hun pæn? Er hun klog? Åh, sig ikke at hun er europæisk, så..."

   "Caroline!" afbrød Sandra. "Jeg er europæisk, har du glemt det? Og ja, de er begge to englændere, ligesom mig. Øhm, og hans kæreste er..." Caroline slog ud med armene.

   "Jeg vidste det! Hun er også model, ikke? Filmstjerne? Eller måske begge dele?"

   "Nej, Caroline, hør nu efter!" Sandra sukkede og så sig i spejlet. Hun rettede lidt på håret. "Hans kæreste er en mand." Caroline tabte underkæben. "Han hedder Lucifer Sorrow, hvis du absolut vil vide det, og kæresten hedder William Baxter. Ellers andet?" Hun så forskrækket på Caroline, der virkede helt stivnet. "Hvad?"

   "Du kender Lucifer Sorrow?" Sandra nikkede langsomt.

   "Ja, han var min værge, da mine forældre døde. Jeg vidste slet ikke, at han var flyttet til New York." Caroline holdt en hånd for sit hjerte og lod som om hun faldt bagover.

   "Lucifer Sorrow er lækker! Ha! Hey, jeg har vundet væddemålet?" Sandra så spørgende på hende.

   "Hvilke væddemål?" Caroline smilede og lagde armene over kors.

   "Jo, ser du, nogle af mine andre veninder og jeg elsker bare Sevenex, især Lucifer. Jeg væddede med nogle af de andre om, om han var bøsse. Jeg vandt!" Sandra himlede med øjnene, det var typisk Caroline. Caroline gik ud, Sandra ordnede hår og make-up, og fulgte derefter efter.

 

Lucifer drønede gennem hele byen, passede selvfølgelig på de andre bilister, ikke for at undgå politiet, men for at undgå at få problemer med Sevenex og afdeling X. Han gøs, da han kom til at tænke på, hvad der mon ville ske, hvis han kom i fængsel på livstid. De ville sikkert undre sig over, at han ikke blev ældre, og begynde at stille en masse spørgsmål - altså, hvis ikke afdeling X fik ham ud igen.

   Sevenex og afdeling X var det samme. Sevenex var et dæknavn for de offentlige kontorer, så som de banker, studier og offentlige arbejdspladser, afdeling X ejede. Lucifer var ikke den eneste model i Sevenex, men han var den eneste, der kendte til afdeling X. X var ikke længere bare Londons hemmelige afdeling for unaturlige sager, det var et verdensomspændende firma, der ikke bare havde en vampyr i deres varetægt.

   Lucifer kørte ind i den underjordiske garage i den skyskraber, hans lejlighed lå i. Han parkerede, steg ud og låste. Endelig kunne han gå ind i elevatoren, den larmede som altid. Han stod og betragtede sine negle, de var stadig dækket af blank, sort lak fra shootet. Han havde endnu et i aften, det var i det sædvanlige studie, som Sevenex udlejede til fotografering af deres modeller.

   Han brød sig ikke meget om sine kollegaer, de var også hans konkurrenter. Desuden var de alle sammen så irriterende optimistiske, ikke til at holde ud, højrøstede og højrøvede.

   Elevatoren stoppede i receptionen, dørene åbnedes, og en dame kom ind. Hun var høj og tynd, huden var grå og rynket som en elefants. Det var sjældent, at andre var med denne elevator, den var kun til de, der havde købt en lejlighed i bygningen, og de fleste var så dyre, at kun de rigeste havde råd - ja, de rigeste, eller Sevenex, som også ejede samtlige af lejlighederne.

   Damen nikkede til Lucifer, der nikkede og så væk. Det var ubehageligt at køre i elevator med andre, han kunne ikke lukke deres lugt ude, og rummet var så småt, at parfume og blodlugt blev blandet sammen. Yderst ubehageligt.

   "De er ejeren af penthouselejligheden, ikke sandt?" spurgte damen. Lucifer nikkede kort. Det ragede ikke hende. "Mit navn er Ofelia Hoffmann. Jeg bor på etagen lige under Dem. Vi må da drikke te en dag?"

   "Mhm," svarede Lucifer kort, og undlod at se på Hoffmann.

   "Er De gift?" Lucifer rystede på hovedet. "Jeg bor sammen med min mand, Jonas." Åh, gid den dumme elevator snart stoppede og satte hende af! "Drikker De te?" Han nikkede. "De er englænder, ikke sandt?"

   "Jo." Svar kort, svar enkelt, svar kontant. Sådan var rutinen som regel.

   "Hvor spændende! Min far var selv fra Europa, så eksotisk det må være derovre. Hvornår kom De til Amerika?" Lucifer undertrykte et suk.

   "For nogle måneder siden."

   "Aha, jeg ser... Hvad er Deres erhverv?"

   "Øhm, jeg er model hos Sevenex." Vær høflig, det sagde Laura altid. Eller vankede der - eller, vankede der ikke, alt efter om det var en voldstrussel eller en nedskæring på blodet. Hoffmann nikkede imponeret.

   "Ja, De er også en flot ung mand. Jeg er sikker på, at mit barnebarn ville elske at møde Dem, hun elsker Sevenex' reklamer, ja, eller, modellerne, men det kommer vel ud på et. Har De en kæreste?" Nu blev det lidt for personligt. Lucifer nikkede. "Ja, selvfølgelig har De det... Kunne I ikke tænke jer at komme til te i aften?"

   "Desværre, jeg skal arbejde." Sandt nok.

   "Jamen hvad så med i morgen?" Endelig stoppede elevatoren. Lucifer åndede lettet op, da dørene åbnedes, og frisk luft kom ind - iblandet duften af en ny blodtype. En mand, omkring de fyrre, kom ind. Han havde jakkesæt på, var meget stram i betrækket. Han nikkede til damen.

   "Goddag Ofelia." Han stillede sig ved siden af Lucifer. "Goddag, øhm... Hør, hvem er De? Jeg syntes ikke, jeg har set Dem før?"

   "Lucifer Sorrow, nej, jeg holder mig mest for mig selv."

   "Lucifer Sorrow? Det er et sædvanligt navn, men jeg syntes dog at have hørt det før..." Manden grublede, han trykkede på knappen til receptionen. Elevatoren fortsatte heldigvis opad.

   "Unge hr. Lucifer er model hos Sevenex," sagde Hoffmann, den irriterende underbo! Lucifer nikkede kort, prøvede at ignorere de to.

   "Er De ikke lidt uhøflig, Mister Sorrow? Det er kun sundt at tale med andre mennesker. Selv er jeg læge, og studerer i sådanne sager, så jeg burde vide det." Lucifer havde lyst til at tage sit hoved af og løbe væk, men da det ikke var en mulighed, måtte han bare bide det i sig.

   "Beklager, jeg..." Elevatoren stoppede, dørene åbnedes, Hoffmann sagde farvel, og Lucifer følte sig mere fri. Dørene lukkedes, og manden begyndte:

   "De burde behandle De ældre med respekt!" Ha! Lucifer var den ældste i hele bygningen. Højst sandsynligt også i hele verdenen. Elevatoren stoppede, og Lucifer skyndte sig ud. "Husk det nu!" råbte manden til ham. Ja ja... Lucifer gik hen til lejligheden, ind. Will sad på sofaen. Lucifer smed sig ved siden af ham.

   "God tur?" Lucifer trak på skuldrene.

   "Biler larmer og forurener, men jeg kan godt lide at køre stærkt. Sådan er det vel somme tider, man kan lide noget, som man ikke helt bryder sig om?" Will nikkede, de to forstod hinanden. Det var praktisk, s behøvedes længere ord eller forklaringer ikke. "Elevatoren tog hundrede år, de andre beboere er så irriterende!" Will kyssede Lucifer på kinden.

   "Så, du lever jo stadig." De to så på hinanden og brød i latter. Lucifer lænede sig ind mod Wills skulder. Will var stadig højest.

   "Nå," sagde Lucifer. Han så på Will. "Hvad blev det så til med det bad?" Will lo og kyssede Lucifer på panden.

   "Frække fyr." Will tog Lucifers hånd og trak ham op. Lucifer lo og fulgte med ud på badeværelset.

   "Hør, Will," sagde Lucifer smilende, "jeg skal til et photoshoot i aften, og tænkte på, om du måske ville med? Vi kunne tage i byen bagefter?" Will lukkede døren ud til badeværelset op og nikkede, samtidig med at han trak Lucifer med sig ind.

   De to klædte sig af og gik ind i kabinen. Vandet blev tændt, Will skreg og slukkede det igen.

   "Åh, Lucifer, jeg troede du havde skruet ned! Av..." vandet måtte havde været mindst halvtreds grader varmt. Lucifer kyssede undskyldende Will under hagen og skruede ned på femogtredive.

   "Undskyld, jeg kan ikke mærke det hvis det er koldere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...