Black N' White

Sandra er endelig ved at få stablet sit liv på benene igen, efter Lucifers tragiske død for godt to år siden. Will kæmper sig gennem det barske miljø i New York, men uden Lucifer er han fortvivlet og ensom. Da Will findes dødeligt såret i skoven, begynder de unormale begivenheder igen at sætte i gang, og Sandras liv kompliserers, da Will bliver tvangsindlagt på psykiatrisk hospital med syner og stemmer kørende rundt i hovedet. Sandra finder ud af, at det måske ikke er så nemt at slå en vampyr ihjel. Er Lucifer stadig i live? Toeren til Dark N' Light, Black N' White, er en dramatisk historie om ikke at give slip, og om mistroet kærlighed.

16Likes
73Kommentarer
3279Visninger
AA

11. Centeret

Will aede stille Lucifers kind. Lucifer så på ham med trætte øjne, smilede, da det velkendte ansigt fik hans øjenkontakt.

   "Hvordan har du det?" spurgte Will stille. Lucifer overvejede et kort øjeblik, at fortælle ham det, men undlod det - der var ingen grund til at gøre ham bekymret.

   "Forfærdeligt," smilede Lucifer. "Hvad er klokken?"

   "Ni - om aftenen." Lucifer så glad på Will.

   "Hvor er du dejlig." Han havde ikke vækket ham i dagtimerne. Hvor dejligt. Så kunne det være, at hans døgn var blevet vendt rigtigt igen? Will holdt Lucifers telefon op.

   "Declair har ringet til dig mindst tyve gange. Vil du snakke med hende?" Lucifer sukkede og tog telefonen. Han ringede op.

   "Lucifer?" lød Lauras hektiske stemme. "Hvordan har du det? Hvor er tøjet? Hvad skete der?"

   "Laura, Laura, jeg har det altså fint, virkelig... Tøjet er..." Lucifer så ned ad sig selv. Det var væk. Will nikkede hen mod det, det lå på en stol. Lucifer smilede lettet. "Tøjet har det også godt. Ja... Ja, jeg skal nok komme i morgen... Okay? Virkelig?" Han så på Will. "Det er da en god nyhed. Ja, jeg skal nok spørge ham. Hej." Han lagde på.

   "Hvad så?" spurgte Will. Lucifer sukkede.

   "Der blev åbenbart taget billeder af dig, da du bar mig ind i baglokalet," sagde han. "Fotografernes arbejdsgivere syntes godt om det - de fleste gør. De kan godt lide ændringen i, at det er to drenge, og ikke en dreng og en pige, der reklamerer sammen. Noget med, at det viser alsidighed og sådan."

   "Og?" Wills mave kildede en smule.

   "Jeg har fået et job, men de vil kun ansætte mig, hvis du også tager det." Will hævede øjenbrynene.

   "Mig? Som model?" Lucifer nikkede.

   "Hvorfor ikke? Du er høj, blond, har blå øjne, ligner en fra Skandinavien. Hvis du tager det skal vi reklamere for et kendt tøjmærke, øhm... Amoré, tror jeg, det hed. Nå?" Will tøvede. "Ville Sandra ikke have, at du skulle finde et job?" Will nikkede.

   "Jo, øhm... Okay, tror jeg..." Lucifer smilede og skrev til Laura. Han kyssede Will på kinden.

   "Tak." Lucifer stønnede og tog sig til hovedet. "Hvis det er okay med dig, så vil jeg hvile mig lidt mere." Will nikkede.

   "Ja, du ramte vist gulvet ret hårdt. Godt du er så tykpandet nogle gange." Will grinede, Lucifer lo kunstigt.

   "Hvor er du bare sjov, er du ikke?" Will åbnede munden og rakte tunge af Lucifer. Men Lucifer satte sin mund mod Wills, slikkede ham på tænderne. "Mhm," sukkede Lucifer, da Will grinende rejste sig op. Lucifer faldt tilbage i puderne. "Kommer du og sover sammen med mig lidt senere?" Will nikkede.

   "Selvfølgelig.

 

Næste aften skulle Lucifer arbejde. Det var lørdag, Sandra kom over, så snart Lucifer var taget af sted. De to fandt adressen til Sevenex' hovedkontor og tog metroen derhen. Det var en kort tur, men bygningen var gigantisk!

   Hvert vindue reflekterede omgivelserne, så den næsten var usynlig, dog var der ikke noget hemmeligt over den. Dørene var åbne for gæster. Sandra og Will gik tøvende ind, det var køligt udenfor, så varmen fra bygningen var tiltrækkende og velkommen.

   Indenfor i loungen gik travle folk frem og tilbage. Forskellige bannere og tavler om og med det, Sevenex blandt andet beskæftigede sig med, for eksempel var der et stort billboard på en balkon, hvor flere af firmaets forskellige modellers billeder erstattede hinanden. Et billede, uden tvivl af Lucifer, kom frem. Hans hår var farvet hvidt med isblå striber, hans arme var over kors, ansigtet vendt væk, benene spredte. Buksereklame. Irriterende. Både Sandra og Will måtte holde blikket nede, hvis de ikke ville fremstå som de to tosser, der gloede på et billboard.

   De gik hen til en skranke, hvor en dame sad og tastede ind på sin computer. Hun så op, da de kom hen til hende, virkede ikke særligt interesseret i dem, men smilte alligevel.

   "Øhm, Laura Declair bad os om at komme?" En mand på omkring de fyrre kom hen bag damen, der skulle lige til at svare.

   "Christen, det her klarer jeg." Damen trak på skuldrene og tastede videre på computeren. Manden gik om til Sandra og Will, rakte en hånd frem. "Allan Bones. Declair bad jer komme?" Will nikkede.

   "Ja, noget med Lucifer Sorrow?" Bones nikkede.

   "Og I er..."

   "Sandra Lillians," sagde Sandra. Hun nikkede mod Will. "Det er William Baxter. Lucifers..."

   "... kæreste, ja, jeg ved det." Bones fortrak ikke en mine. Will krummede tæer. "Kom med denne vej." Bones førte de to hen til en elevator, han tastede en kode ind, og dørene åbnedes. De tre gik ind, dørene lukkedes. Bones så på panelet med knapper, og trykkede på noget, der overfladisk bare var en del af den plade, knapperne sad i. Men en lille cirkel blev trykket ind, og elevatoren satte i gang. "Declair kan desværre ikke være her i dag, men hun var meget opsat på, at I skulle se, hvilken frugt Sevenex' samarbejde med afdeling X har båret." Elevatoren stoppede, dørene gik op. Bones førte Sandra og Will ud på en grå gang.

   Den ene del af gangen var dækket af et udadskrånende glasvindue, folk i hvide kitler og sorte heldragter gik frem og tilbage.

   "Denne vej," sagde Bones. Sandra og Will fulgte med ham hen til en bestemt del af vinduet. Bones nikkede ned. Sandra slog hænderne for munden og gispede. Will spærrede forskrækket øjnene op.

   Lucifer, i én af de sorte, kropsnære heldragter, løb i menneskeligt tempo fra den ene del af en lang forhindringsbane. En mand sprang mod ham med en kniv i hånden, Lucifer gav ham en serie hurtige stød, sprang op på ham og fik ham ned på gulvet, hvor han pressede sit knæ mod mandens bryst. Da manden havde slået tre gange i gulvet, slap Lucifer og løb videre. Han kravlede adræt op ad en høj mur, kun ved hjælp af noget små udhug. Han sprang ned fra toppen af muren, der mindst var ti meter høj, landede og lavede rullefald, løb videre på banen. På en piedestal lå en pistol, Lucifer greb den i forbifarten. Metalrør blev stukket ud fra væggen, Lucifer dukkede under, sprang over og faldt på knæ for ikke at blive ramt. På den anden side sigtede han hurtigt mod tre mål, skød, skød, skød...

   Will nægtede at tro det. Sandra kunne ikke. Det måtte være et trick. Men nej... Skuddene var ramt midt på hver skydeskive. Ikke lidt ude i siden af midten, men direkte i centrum af den røde cirkel.

   "Hvad er det her?" spurgte Will lavt. Bones foldede hænder foran sig.

   "Træningscenteret. De færreste udenforstående kommer herned - faktisk er det kun jer, der som civile har været her."

   "Træningscenter?" spurgte Sandra forvirret. "Men Lucifer er model, ikke soldat..."

   "Han er vampyr," sagde Bones monotont. "Det er en del af hans kontrakt, at han skal være til rådighed for både Sevenex og afdeling X på alle tænkelige måder." Will så ned på Lucifer, der var i nærkamp med to andre. Da de lå slået ud på gulvet, løb vampyren hen til en meget menneskelig dukke, og vred halsen om på den. Will snappede efter vejret og så på Bones.

   "Mr. Bones, du mener vel ikke at Lucifer er..." Bones nikkede.

   "Firmaets private lejemorder? Jo. Men tag det roligt, han har endnu ikke haft en opgave, og lad os håbe, at det aldrig kommer til at ske." Lucifer var færdig med banen. En dør åbnede sig i den anden ende. Han gik hen mod den og forsvandt. Sandra sank en klump.

   "Jeg vil gerne se ham," sagde hun anstrengt. Bones så på hende.

   "Ikke tale om. Declair gav mig specifikke ordre til, at I skulle se ham, og ikke omvendt. I må ikke fortælle ham om jeres besøg - ellers kan I måske blive hans første opgave." Bones så koldt på dem. "I må ikke fortælle nogen om stedet her, I må ikke tale om det, og I må aldrig besøge det igen. Er I med?" De så på hinanden. Nikkede.

 

Will tog med Sandra hjem bagefter. De sad i køkkenet og så tomt ned i bordet. Bones havde fortalt, at Lucifer havde tavshedspligt. Derfor havde han ikke sagt noget. Men ingen havde forklaret dem, hvad alt de gik ud på. Sandra sank en klump.

   "Der er noget, der ikke stemmer," sagde hun. Will nikkede.

   "Lucifer har nævnt noget med, at det ikke kun var ham, afdeling X havde kontrol over." Sandra så på ham.

   "Ved du ikke noget, fra da du arbejdede hos dem?" Han rystede på hovedet.

   "Nej, intet. Jeg troede, at det bare var et selskab, der bekæmpede og tæmmede Europæiske unaturlige hændelser. Amerika havde eftersigende deres ejede område." Sandra smilede skævt og fnøs.

   "51?" Will trak på skuldrene. Hun sukkede. "Uanset hvad, så stemmer det bare ikke, at de træner Lucifer, bare for at slippe af med folk, der taler over sig." Hun rystede på hovedet. "Nej, der må være noget mere ved det." Will sukkede.

   "Sandra, det her er ikke Men In Black eller CIA Miami, det her er det virkelige liv, uanset hvor vildt eller vanvittigt det så virker." Sandra tøvede. Will rejste sig op. "Lucifer er vel hjemme nu. Jeg tager af sted." Han kyssede hende på kinden for opmuntring. Hun nikkede og fulgte ham ud. I døråbningen vendte han sig mod hende. "Hey. Selvom Lucifer så havde tavshedspligt, så ville han have fortalt os det, hvis han ikke bare prøvede at beskytte os. Han er jo stadig den gode gamle vampyr, ikke?" Sandra nikkede og gned sine arme.

   "Jo... Du har sikker ret." Will smilede.

   "Selvfølgelig har jeg det. Fokuser nu bare på dine eksamener." Han vendte sig om for at gå, men stoppede op og vendte sig mod hende. Smilede. "Nårh jo, forresten - Lucifer fik et job, og jeg skal åbenbart være med i det. Så nu kan du ikke kalde mig arbejdsløs mere."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...