Creepypasta - Skyggen

Det her er så min første historie, så nyd den :D Den er måske lidt uhyggelig så ikke læs den hvis du tror det er en dårlig ide. Please sig til hvis i ser nogle stave/grammatik fejl, det ville hjælpe mig meget :D Kom gerne med kritik, fortæl mig hvad jeg kunne have gjort bedre, osv.

2Likes
6Kommentarer
142Visninger
AA

1. One shot Creepypasta - Skyggen

Creepypasta - skyggen

Jeg gik langsomt hen af parkeringspladsen. Mit løbehjul skramlede hen over asfalten, jeg trak lidt i det for at få rettet op på det, sådan at det ikke larmede så meget. Et pludseligt vinstød skubbede min hat af og legede vildt med mit hår. Jeg krydsede parkeringspladsen og stoppede da jeg stod på fortovet. Jeg så tilbage, mit hjerte bankede hårdt i brystkassen. Jeg havde det som om jeg blev forfulgt. Jeg spejdede ned over parkeringspladsen og fik øje på en mærkelig skygge. Den var helt nede i den anden ende af pladsen, og jeg kunne ikke få øje på det eller den, som kastede den.

Langsomt begyndte mine nakkehår at rejse sig, og jeg følte mig pludselig helt kold indeni.

 Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget.

Tænkte jeg skrækslagen til mig selv. Det hjalp ikke. Jeg vendte mig langsomt væk fra parkeringspladsen og skyggen. Jeg gik rystende hen ad fortovet og drejede ind mod trappen, som førte op til en anden gade, jeg skulle hen ad for at komme hjem. Jeg havde en frygtelig følelse af, at hvis jeg begyndte at løbe, så ville skyggen komme efter mig. Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Det er bare en skygge. Jeg satte farten lidt op. Små sveddråber løb ned af min pande, men jeg følte mig stadig så kold indeni. Jeg stoppede igen og så tilbage. Skyggen var væk.

Jeg står bare i en vinkel hvor jeg ikke kan se den. Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Jeg følte en dråbe løbe ned over min kind. Græd jeg? Så følte jeg flere dråber. Jeg så op. Det dryppede ned fra den mørke nattehimmel. Jeg vendte tilbage mod gaden og begyndte igen at gå. Nede for enden af gaden stod en gadelampe, den blinkede et par gange før at den slukkede. Hvorfor slukkede den? Det er stadig nat, sprang pæren? Jeg stoppede endnu en gang. Denne gang var det ikke mig selv, der var skyld i det. Jeg kunne ikke flytte mine fødder. Jeg stod som sømmet fast til jorden. Jeg turde ikke lave en lyd. Jeg vendte langsomt, langsomt, mit hoved om og stirrede ned af gaden. Jeg stod omkring ti skridt væk fra trappen. Er jeg virkeligt ikke kommet længere end det? Jeg kommer aldrig nogle vegne hvis jeg bliver ved med at gå så langsomt og stoppe op.

Der gik en kuldegysning igennem hele min krop da jeg vendte hovedet frem af. Nede for enden af gaden var skyggen. I et split sekund blev alting stille, så kunne jeg høre hvordan mit hjerte bankede, som en hest i løb. Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Hjælp. Hjælp. Hjælp. Så styrtede jeg væk, ned af trappen, hen af parkeringspladsen, væk, væk, væk.  Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Jeg stoppede ikke for at se tilbage, jeg løb bare. Jeg kunne mærke udmattelsen flå i mig, mine ben rystede og mine fødder gjorde så ondt. Jeg trak fat i døren der førte indtil den opgang hvor min far boede. Jeg styrtede op af trapperne, så hurtigt at jeg snublede og faldt.

Nu lå jeg der på trappen, forpustet, rystende og nærmest skræmt fra livet. Jeg sank og kæmpede mig op at stå, hvorefter jeg langsomt gik op af det sidste stykke af trappen. Jeg trak i håndtaget til døren hvor min far boede, den var låst. Så ringede jeg på, intet svar. Jeg så ned på min lomme. Med bankede hjerte og rystende hånd, rakte jeg ned i lommen i håb om at jeg havde mine nøgler på mig. Nej! Nej, nej, nej, nej! Jeg sank ned på gulvet med ryggen lænet op af døren. Små tårer trillede ned af mine kinder. ”Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget” hviskede jeg stille, igen og igen, helt indtil at jeg hørte døren til opgangen åbne. Jeg gispede let. Det er bare en skygge, skygger kan ikke gøre mig noget. Jeg lyttede anspændt efter et tegn på hvad der skete, var det et menneske eller skyggen der var kommet ind? Så, så jeg skyggen. Den var på væggen nede for enden af den trappe, jeg var ved. Den stod der bare, jeg kunne ikke se hvem der kastede den fra hvor jeg stod. Det er bare en.. En skygge, skygger kan ikke.. Ikke gøre mig noget. Jeg snøftede, og tørrede tårerne i mine øjne væk, men de blev ved med at falde. Skyggen rakte sin hånd ud mod mig, dens arm fulgte væggen på en måde som ingen menneskelig skygge burde kunne gøre det. Den kan kun få fat i mig ved at røre væggen. Jeg rejste mig op stillede mig mit i opgangen. Hvad har  du tænkt dig at gøre nu, skygge? Skyggen nærmest, hvæsede, af mig, eller…. Hvad end der ejede skyggen, for pludselig hørte jeg fodtrin. Væsnet, der kastede skyggen var nu på vej op for at dræbe mig, jeg vidste det bare. Væsnet lignede selv en skygge, men det kastede også en, så jeg blev ved med at kalde den for en skygge.  Den gik langsomt op ad trappen, nærmest som om den prøvede at skræmme mig. Da den stod helt foran mig lyste den op i et smil, dens tænder var knivskarpe. Det er ikke bare en skygge, den kan godt gøre mig noget, den har tænk sig at gøre mig noget, det er ikke bare en skygge, det er ikke bare en skygge. Så skreg jeg.

 

 

 

 

Nyhed! - 28-10-2014

 Den 23-10-2014 blev Isabella Jensen fundet død i opgangen til hendes hjem. Hendes lig var lige uden for døren til hendes lejlighed og hun blev fundet af hendes far som var på vej hjem fra arbejde. Hun havde mærker over hele sin krop, snitsår, rifter, blå mærker og lignende. Politiet er på sagen og har indtil videre ikke fundet nogen spor af morderen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...