Just A Dream {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2016
  • Status: Igang
Poppy lever et liv, som de fleste nok ville ønske de havde. Et liv, hvor man får lov til at møde en masse kendte mennesker pga sin fars arbejde, men er det liv nu også så godt, når kærlighed finder vej ind i billedet og forkert på alle tænkelige måder? *Denne movella er skrevet på ny, for at gøre den bedre!*

17Likes
10Kommentarer
762Visninger
AA

6. Kapitel 5

Får jeg dig at se igen?” Spurgte han forhåbningsfuldt og med et smil på læben. Hans grønne øjne, varme øjne, stirrede ind i mine. Ikke ubehageligt, men på en måde, der fik varmen til, at stige i min krop. En dejlig følelse.

Jeg ved det ikke, måske” Svarede jeg, med et drillende smil på læben. Et grin undslap hans læber, inden han trådte et skridt tættere på mig, så jeg kunne mærke hans varme ånde, imod mit kolde ansigt.

Han placerede sin bløde hånd på min kind og nussede den blidt, imens hans øjne studerede mit ansigt. Mine øjne. Mine læber.

Hans øjne strålede. Lige så meget som hans smil.

Det håber jeg” Hans smil blev større, idét han sagde det, og jeg kunne ikke lade være med at smile selv. “Farvel Harry”

Cut!” Blev der råbt i hele rummet, og jeg flyttede mig straks fra ham. Vi var i gang med at filme nogle scener til filmen, så desværre, det der skete før, var ikke virkeligt. “Godt folkens, vi er færdige for i dag” Råbte instruktøren og i samme øjeblik, jeg gik hen, for at tage mine ting. Jeg havde nogle ting, som jeg skulle have klaret derhjemme og jeg magtede ikke, at være sammen med Harry mere end højest nødvendigt. Det gik mig stadig på, at jeg var vågnet op på hans hotelværelse, nøgen.

Efter den dag, havde jeg lovet mig selv, aldrig at drikke så meget igen, eller, i hvert fald prøve at lade være.

Poppy, vent lige” Kom det så fra Harry, imens han løb op til mig.

Harry, jeg har lidt travlt i dag, så jeg har ikke tid til at sludre” Svarede jeg bare og gik videre. Jeg havde lidt håbet på, at han, som alle de andre gange, ville acceptere det og lade mig være, men irriterende nok, så var han fast besluttet på at irritere mig. Undskyld, nej. Det var nok ikke det han ville, men det irriterede mig stadig.

Poppy! Hvor lang tid har du tænkt dig at undgå mig på den måde?” Halv råbte han, imens han tog fat i min arm, så jeg var tvunget til at stoppe. Et suk forlod mine læber, imens jeg prøvede at finde på en undskyldning, men min hjerne ville ikke lige samarbejde. Typisk.

Jeg kunne mærke at han stirrede mig i nakken. At han ventede på svar og det gav mig kuldegysninger. Kolde, ubehagelige kuldegysninger. Brrr..

Indtil jeg glemmer hvad der er sket imellem os, eller vi bliver færdige med filmen, så vi aldrig behøver se hinanden mere” Kom det så endelig fra mig, inden jeg tog min arm til mig og fortsatte ud af døren, i håb om at jeg kunne slippe for samtalen.

Uanset hvad, så kommer vi aldrig til at glemme hinanden” Svarede han og fulgte efter mig, hen imod min bil. Altså, kunne han ikke bare forsvinde?

Alligevel kunne jeg ikke lade være, med at undre mig lidt over, hvad han egentlig mente, med det han sagde.

Hvad mener du?” Spurgte jeg og stoppede op ved min bil, så jeg kunne finde mine bilnøgler frem, fra min taske.

Din karriere som skuespiller starter højest sandsynligt nu, dvs, at vi kommer til at se hinanden til diverse award shows og hvad der ellers er, fra nu af.”

Jeg så automatisk hen på ham, da han sagde det. Min hjerne ville ikke rigtig acceptere det han sagde. De ord han sagde. Det kunne da ikke være rigtigt, kunne det?

Så må jeg jo bare ignorere dig for altid” Svarede jeg så bare. En anelse koldt og tog mine nøgler op af min taske, for at låse bilen op. Harry stoppede mig, i at låse bilen op. Han ville åbenbart rigtig gerne redde trådene ud imellem os.

Poppy, lad nu være. Det ved du godt, at du ikke kan..” Jeg tog min arm til mig, som han holdte fast i.

Hvad ved du om det?” Vrissede jeg og fortsatte. “Du ved ikke en skid om, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan!”

Han så næsten opgivende ud, da jeg havde sagt det, men så stædig, som han nu åbenbart var, så gav han ikke op. Hvorfor kunne han ikke bare acceptere, at jeg ikke gad ham og så komme videre med sit liv?

Hvorfor var det så vigtigt for ham, at vi blev gode venner?

Det er bedst for os begge to, at det er sådan her..” Sagde jeg og låste min bil op, hvorefter jeg satte mig ind.

”Poppy, lad nu være. Du ved godt, at det ikke er bedst sådan her.” Sagde han, lige idét, jeg lukkede bildøren.

Jeg sad i et øjeblik, og tænkte over vores samtale, for jeg kunne virkelig ikke få det ind i hovedet, at vi aldrig kom til at slippe for hinanden. Men på den anden side, så kunne jeg vel godt selv tænke mig frem til, at nu hvor jeg bliver kendt, pga de dersens One Direction, som også er kendte, så er der ikke særlig store chancer for, at jeg kan ignorere ham for evigt.

Et suk forlod mine læber, idét jeg kiggede i sidespejlet, hvor jeg kunne se Harry's bløde krøller, bevæge sig væk, fra bilen.

Han var skuffet. Det kunne jeg se, uden at kunne se hans ansigt, og af en eller anden grund, så havde jeg det dårligt over, at jeg behandlede ham sådan.

Han havde jo på en måde, ikke fortjent det.

 

 

Det ekstra kapitel, jeg havde lovet jer :D

Håber i kan lide det :D
- Mouzie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...