Just A Dream {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2016
  • Status: Igang
Poppy lever et liv, som de fleste nok ville ønske de havde. Et liv, hvor man får lov til at møde en masse kendte mennesker pga sin fars arbejde, men er det liv nu også så godt, når kærlighed finder vej ind i billedet og forkert på alle tænkelige måder? *Denne movella er skrevet på ny, for at gøre den bedre!*

17Likes
10Kommentarer
759Visninger
AA

4. Kapitel 3

..Dig og Harry har fået hovedrollen i filmen..”

Sætningen kørte bare rundt i mit hoved, da jeg stormede ud af døren. Det kunne bare ikke passe, at jeg skulle arbejde sammen med ham. Mr. Harry. Styles. Argh!

Poppy!” Kunne jeg høre Marcel råbe efter mig, men jeg fortsatte bare ned til kantinen. Jeg havde en dårlig vane med at skulle have noget at spise, når der var noget der gik mig på. Og dog, det var vel bedre end at jeg røg en smøg? Eller, var det lige så slemt? Det var det jo på en måde, for man bliver jo tyk af for meget mad, og så kan man få en masse sygdomme, og alt muligt klamt.

Poppy! Vent lige!” Råbte Marcel endnu engang og nåede endelig hen til mig, imens han pustede efter vejret. Han burde virkelig komme i bedre form snart. Ej, det var ondt sagt Poppy. Men det var altså sandt! Han var ikke lige den person, der havde den bedste kondi.

Marcel, jeg gider ikke høre dine kloge idéer lige nu. Jeg nægter at arbejde sammen med den nar, om det så bliver mit store gennembrud..” Sagde jeg bare og gik videre, men selvfølgelig skulle Marcel stoppe mig.

Poppy, hvor lang tid har jeg kendt dig?” Spurgte han så og jeg kiggede underligt på ham. Det var da et mærkeligt spørgsmål? Hvor var hans lange forklaring om at jeg forspildte min chance, som han ellers altid kom med?

3 år?” Svarede jeg så, en smule spørgende, for jeg forstod stadig ikke, hvorfor han stilte det spørgsmål. ”Ja, og i de 3 år, har der ikke været én eneste ting, der kunne forhindre dig i at sige ja til en hovedrolle.. Hvorfor skal én person så forhindre dig i, at gøre det nu?” Jeg tænkte det nok, dér kom den. Den lange forklaring. Suk.. Hvorfor skulle han altid gøre det der mod mig?

Fordi, den person, ikke er hvilken som helst person. Det er den person jeg var i seng med i går” Svarede jeg lavt og en smule irriteret. Marcels ansigtsudtryk gik fra at være helt seriøst til at være virkeligt chokeret. Dén havde han ikke lige regnet med, men det var så heller ikke hver dag, at jeg havde været i seng med en person, som skulle være med i min fars film.

Et suk, slap mine læber og jeg skulle lige til at gå, men selvfølgelig kunne jeg ikke huske hvad det var jeg skulle. Tusind tak, Marcel!.

Men Poppy! Hvis din far finder ud af det, så bliver der ballade!” Kom det så fra ham, imens jeg prøvede at finde ud af, hvor det var jeg skulle hen.

"Jeg ved det, Marcel. Men hvad skal jeg gøre?" Sagde jeg og vendte blikket imod ham. Han lignede et kort øjeblik, en der skulle til at sige noget og fortrød i sidste øjeblik, for han lukkede munden igen. "Det eneste jeg kan gøre, er at glemme at det er sket og håbe på at Harry, også har glemt det"

"Der må jeg desværre skuffe dig" Lød en hæs stemme pludselig bag os, så vi begge nærmest sprang en halv meter op i luften, imens vi vendte os om og mødte Harry's blik.

Skønt. Hvor længe havde han lige stået der, og lyttet til vores samtale?

"Jeg har ikke glemt det, og kommer nok heller ikke til det" Fortsatte han og tog de få skridt tættere på os, så han nu stod lige foran os.

”Herligt. Så kan jeg vel lige så godt gå ind og fortælle min far, om det hele, allerede nu..” Svarede jeg en anelse koldt.

”Fortælle din far om hvad?” Lød en velkendt, hæs stemme, så bag Harry. Når man talte om solen. Jeg havde allerede den lange tale til min far, inde i hovedet men det eneste jeg kunne få frem var et ”øhm”, hvilket var typisk mig.

Hvorfor kunne jeg ikke bare fortælle min far om det?

Tjo, Poppy, det var nok fordi, at du så ville ødelægge din, eneste, store chance for, endelig, at blive en kendt skuespiller.

Min far stod stadig og ventede på svar, men af en eller anden, virkelig irriterende grund, så kunne jeg ikke få mig selv til at sige det. Heldigvis, og tænk at det her overhovedet kom ud af min mund, eller, teknisk set, så havde jeg ikke sagt det endnu, så det kom jo kun ud i mine tanker? Okay, det lød mærkeligt.

Men! Heldigvis, så brød Harry stilheden, men det der kom ud af hans mund, var ikke lige det jeg havde forventet. ”Hun ville bare fortælle dig, hvor meget hun glæder sig til at være med i filmen og at hun ikke kan vente med at komme i gang”

Mit blik flakkede fra Harry og over på min far, op til flere gange faktisk, inden jeg lod det lande på min far, som bare smilede stort og klappede mig blidt på skulderen. ”Det er godt, Prinsesse” Sagde han bare og gik videre ned til sit eget kontor.

Jeg kunne ikke være andet end lettet over at Harry ikke fortalte noget om, den lille ting der var sket imellem os, og som forhåbentlig ikke skete igen, men jeg kunne altså, stadig ikke forstå, at han stak min far en løgn, i stedet for at fortælle ham, det jeg egentlig ville fortælle ham og derefter få mig væk fra filmen.

Jeg ville vide, hvorfor.

”Jeg troede at du ville fortælle ham sandheden” Sagde jeg en anelse køligt, hvilket fik Marcel til at kigge utilfreds på mig. Han hadede at jeg ikke bare sagde 'tak' og gik min vej igen, men i stedet, ville vide alt.

Harry stod i et øjeblik og studerede mig lidt. Han havde vidst også forventet, at jeg bare sagde tak, med et smil og gik. Men altså, sådan er jeg bare ikke..

”Du kan alligevel ikke huske noget af, hvad der skete i nat. Så, det ville egentlig være lige meget med at fortælle ham sandheden” Svarede han, en anelse skuffet.

Det virkede lidt som om, at han var en smule skuffet over at jeg ikke kunne huske noget. Hvad havde jeg dog sagt til ham i går, siden han kunne blive så skuffet over det?

”Nåh, jeg må hellere smutte.. Drengene venter på mig i kantinen” Hans grønne øjne, borede sig ind i mine, men kun i et kort øjeblik, inden han gik forbi mig og ned mod kantinen.

Det var der, jeg var på vej hen før.

Jeg kunne mærke Marcel's blik, bore sig ind i nakken på mig. Nu kom den lange tale sikkert snart. Eller, rettere sagt, endnu en af hans lange taler.

”Jeg ved det godt.. Jeg takker ham senere” Sagde jeg bare og satte kursen mod kantinen, selvom jeg godt vidste, at der ikke var noget spændende.

 

Så kom kapitel 3 endelig ud!

Jeg havde virkelig svært ved at skrive det her kapitel, da jeg gik i stå ret tit, men jeg håber at det er fint nok :)

Jeg arbejder på at finde inspiration til historien, så i ikke skal vente så længe på kapitler :D

- Mouzie z3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...