Just A Dream {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2016
  • Status: Igang
Poppy lever et liv, som de fleste nok ville ønske de havde. Et liv, hvor man får lov til at møde en masse kendte mennesker pga sin fars arbejde, men er det liv nu også så godt, når kærlighed finder vej ind i billedet og forkert på alle tænkelige måder? *Denne movella er skrevet på ny, for at gøre den bedre!*

17Likes
10Kommentarer
765Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg ringede med det samme efter en taxi og ledte videre efter min taske. I mellemtiden, havde fyren også fået lidt tøj på, og jeg vidste stadig ikke hvad han hed, men det kunne vel også være lige meget, når jeg ikke får ham at se igen?

Jeg får endelig fundet min taske, under sengen. Det perfekte sted at ligge en taske. Not. Af alle tænkelige steder, så skulle du absolut ligge den under sengen, det var virkelig flot Poppy.
”Går du allerede?” Kom det så fra ham. Han havde åbenbart stået og observeret mig imens jeg rodede min taske igennem osv.
Jeg kiggede underligt på ham. Mente han det der seriøst? Selvfølgelig gik jeg allerede, jeg havde planer!
”Ja, jeg har lidt småtravlt” Svarede jeg så og tog min taske, inden jeg gik ud i den lille gang og tog mine sko på.

”Jeg har da også travlt, men jeg har da tid til at snuppe en bid morgenmad” Sagde han med et skævt smil på læben. Først nu, kunne jeg mærke, hvor sulten jeg egentlig var, men jeg havde altså ikke tid til det. Det måtte vente til jeg kom til studiet.
”Jeg spiser bare senere” Svarede jeg imens jeg tog min læderjakke på. Han kiggede bare på mig med et mærkeligt udtryk i ansigtet men rystede så lidt på hovedet. ”Det var hyggeligt at møde dig, hvem end du nu er. Vi kan spise morgenmad en anden gang..” Sagde jeg med et falsk smil men idét jeg tog fat i håndtaget, blev døren åbnet.
”Harry, skal du ikke me...” Hørte jeg en mandlig stemme med irsk accent sige og i næste sekundt, lå jeg på gulvet og kiggede op i det hvide hotelloft.
”Åh, gud! Det må du virkelig undskylde, er du okay?” Udbrød han og hjalp mig op at stå igen. Jeg tror at han ramte plet, for mit hoved gjorde virkelig nas.
”Niall! Hvad fanden laver du?!” Kom det så fra ham fyren jeg vågnede op med, som åbenbart hed Harry, og støttede mig lidt da jeg havde svært ved at holde balancen. Måske var det tømmermændene fra i går, der lige besluttede sig for at besøge mit hoved. Gal man, det gjorde nas!

”Undskyld! Det var ikke meningen! Jeg vidste slet ikke at der var andre end dig herinde..” Sagde Niall, en smule panisk, hvilket fik mig til at få helt ondt af ham. Altså, det var jo ikke hans skyld, han vidste jo ikke at jeg var herinde.
”Kom, du skal ned og ligge lidt” Sagde Harry så og begyndte at gå hen imod sengen men jeg strittede imod. Jeg havde det fint og jeg havde travlt!

”Nej. Jeg har det fint. Jeg skal bare have lidt koldt at drikke, eller en kold pose til mit hoved” Sagde jeg så og tog mig lidt til hovedet. I det mindste var jeg ikke svimmel mere, men smerten i mit hoved var dog blevet værre.
”Niall, hjælp hende ned til restaurenten, så ser jeg om Zayn har noget der kan hjælpe” Sagde Harry og forsvandt ud af døren, inden jeg kunne nå at sige frikadellefars. Okay, det var mærkeligt..
Niall hjalp mig, halvt om halvt, ned til restaurenten, dvs. jeg gik det meste af vejen og Niall gik ved siden af og støttede mig, hvis jeg var ved at miste balancen. Okay det lød lidt dramatisk, men det var det slet ikke. Jeg havde det fint, men pga hovedpinen, så var det lidt svært at fokusere på at gå og have ondt samtidig.
”Her, sæt dig ved siden af Louis, så kommer jeg med en ispose og noget vand om lidt” Sagde Niall og overraskende nok, så gjorde jeg hvad han sagde og satte mig ned, hvilket jeg egentlig også helst ville, da det stadig gjorde nas i mit hoved.
”Hvad er der lige sket med dig?” Kom det fra fyren ved siden af mig, der vidst hed Louis, med et smil. Han så nu ud til at være meget sød.
”Din ven Niall, slog mig ned med en dør” Svarede jeg bare med et suk og tog mig lidt til hovedet. Louis kiggede på mig, imens hans smil falmede lidt og måbede en lille smule inden han vendte blikket imod Niall, der kom med en ispose og et glas vand.
”Slog du pigen ned med en dør?” Spurgte Louis så, stadig måbende. Det var vidst ikke så tit det skete men stakkels Niall egentlig, han så næsten ulykkelig ud da det blev nævnt.
”Det var ikke med vilje.. Hun stod ved døren, da jeg skulle hente Harry på hans værelse..” Svarede Niall en smule opgivende og lagde isposen på mit hoved, hvorefter jeg skar en grimasse pga smerten. ”Undskyld, undskyld..!” Udbrød Niall panisk og flyttede posen lidt igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham, hvilket ikke gjorde situationen med mit hoved meget bedre.
”Det er okay, Niall. Tag det roligt, jeg er ikke lavet af glas” Sagde jeg med smil jeg nu engang kunne få frem på mine læber, og tog isposen med hviskestykket omkring, så Niall ikke skulle blive mere panikslagen. For helt ærligt, det var da synd for ham, var det ikke?
”Hvem er pigen her?” Endnu en mandlig stemme dukkede op og jeg vendte blikket imod ham. Han havde en fin rød kasket på, hvor man lige kunne skimte det karseklippet hår. Sig mig, hvor mange var de lige? ”Og hvad er der lige sket med hende?” Fortsatte han da han så isposen og kiggede først på mig med løftet øjenbryn men vendte så blikket imod de andre drenge.
”Niall bankede bare en dør i hovedet på hende..” Sagde Louis, der var tæt på at flække af grin. Altså, det var nu også meget sjovt, hvis jeg altså ikke havde så ondt i hovedet. ”Louis!” Vrissede Niall, da han sikkert var ved at være pænt træt af at høre på at han smækkede en dør i hovedet på mig.
”Okay, og hvem er hun så?” Spurgte kasketfyren igen. Man kunne tydeligt se på hans ansigt at han var tæt på at grine også. Tænk at det kunne være så sjovt at en anden får en dør i hovedet.
”Hun er Harry's tøs” Svarede Niall og jeg skar en grimasse, og denne gang var det ikke pga smerterne, eller jo, lidt. Smerter fra at høre ordene 'Harry's tøs' blive nævnt, hvilket jeg absolut ikke var!
”Jeg er bestemt ikke Harry's tøs og jeg vil aldrig i mit liv være det!” Sagde jeg, måske en smule hårdt, men det var sandt. Det der, måske, skete imellem Harry og jeg i nat, burde aldrig have været sket og det værste var at jeg intet kunne huske fra i aftes. ”Jeg husker intet af hvad der skete i går, kun en lille del og jeg ved, at hvad end der så var sket, så burde det aldrig have været sket.” Fortsætter jeg og rækker Niall isposen, inden jeg tager en tår af vandet.
”Tak for hjælpen Niall og hyggeligt at møde jer alle sammen” Og med de ord, tog jeg min taske og traskede ud af restaurenten med drengenes blikke i nakken, men jeg nåede lige ud i lobbyen, før en vis Harry Styles, stoppede mig.
”Hey! Vent lige lidt. Jeg har fundet noget til smerten” Sagde han og stoppede op foran mig, med nogen piller i hånden. Et svagt suk, undslap mine læber inden jeg svarede ham: ”Hør Harry, jeg er virkelig glad for din hjælp, men jeg er altså nød til at komme af sted nu.”
Jeg kunne se på ham at han skulle til at sige noget, men inden han fik chancen, gik jeg ud af døren til hotellet og pragede en taxi.

*****

Turen i taxien, hen til studiet, tog længere end jeg havde regnet med. Der var så meget trafik at du ikke kunne drømme om det. Virkelig. Jeg var næsten helt færdig, da jeg endelig gik ind af døren til den store bygning og i samme øjeblik, fik min assistent og bedste ven, Marcel, øje på mig og skyndte sig hen til mig.
”Der var du Poppy! Jeg var ved at blive bekymret. Din far har spurgt efter dig” Sagde han og tog min taske. ”Undskyld. Jeg havde lidt problemer undervejs, med at komme herhen.. Er de gået i gang med at snakke om filmen?” Spurgte jeg, imens vi sammen gik hen imod mødelokalet. Jeg håbede virkelig ikke at jeg kom alt for sent.
Marcel var hurtig til at banke på døren og åbne den for mig, da vi kom derhen og jeg takkede ham hurtigt med et blik, inden jeg gik ind. ”Hej far. Undskyld, jeg kommer for sent. Trafikken var rimelig slem” Sagde jeg og satte mig ned på min faste plads.
”Det er okay, Prinsesse. Vi mangler stadig nogen. One Direction, for at være helt præcis. De skal være med i filmen” Svarede min far med et begejstret udtryk i øjnene og et smil der matchede.
”Og hvem er det?” Spurgte jeg imens jeg tog et æble fra frugtkurven. De andre omkring bordet, kiggede underligt på mig, især min far. ”Hvad er der?” Kom det så fra mig imens mit blik gled rundt på dem alle sammen.
”Du siger vel ikke, at du ikke kender noget til One Direction? De er verdensberømte.” Svarede Tony, som altid elskede at gøre grin med mig men jeg kiggede bare underligt på ham. ”Næsten alle teenagepiger i din alder, er vilde med dem” Fortsatte min far og jeg vendte automatisk blikket imod ham, men jeg fattede stadig ikke hvem det var de snakkede om.
”Undskyld far, men jeg har ingen idé om, hvad det er i snakker om..” Svarede jeg og i samme øjeblik gik døren op og en velkendt stemme lød i hele lokalet. Jeg vendte blikket imod Marcel, der var kommet ind for at fortælle at det såkaldte boyband, One Direction, var kommet. Og gæt engang, hvem det var der trådte ind? Harry, Niall, Louis, kasketfyren og en endnu ukendt fyr. Skønt.. My biggest wish came true..
 

Det var 2. kapitel. Hvad synes i om det?
Og hvad synes i om historien indtil videre?
Tell me!

- Mouzie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...