Think again - Dansk Fiktion -

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 27 okt. 2014
  • Status: Igang
Steel kunne ikke slå det ud af hovedet, alting var ham så skræmmende bekendt og alligevel så fjernt, noget derude var efter ham, en fjende farligere end hvad han nogensinde kunne forestille sig

2Likes
0Kommentarer
182Visninger

1. Tænk dig om

 




”Det første de tager, er lyset, og det sidste man overvinder, er mørket”...

Monstrene vågnede langsomt op fra deres hi, og morede sig gevaldigt i mørket. I form af ukendte lyde og lange skygger dansede de fra nethinderne, til øret, tilbage igen, indtil de havde bestemt sig om et fælles mål, hjernen, menneskets vigtigste men også mest sårbare organ. Og deroppe satte de sig til rette, ventede ængsteligt på at panikken skulle indfinde sig.
Og pludselig bar deres toldmodighed frugt...

---

Steel åbnede sine tunge øjne brat til lyden af dryp. Den rådne stank hamrede i hoved på ham som en forhammer, mens hans blik spejdede over terrænet. Et lille lys blinkede og langsomt kunne han gætte sig til hvor han præcist var. Han hørte dryp og så hvordan en rød dråbe faldt fra hans næse. Først nu slog migrænen ind og tvang ham til at lukke sine øjne igen…

Han prøvede at lytte sig frem, hver eneste lille lyd kunne være det han ledte efter, det der kunne redde ham ud af helvede. Han prøvede at huske stemmerne, angriberens gangmønstre, overfladen hans fødder blev slæbt hen over, smagen i luften… alting var bedre end intet lige nu.
”Så du er vågen!” den bratte stemme skar, ekkoede og sendte nålestik i Steels hoved før den og Steels smerte endelig døde ud.
Steel åbnede sine øjne men mærkede hvordan et koben smældede mod hans kind og brækkede hans kæbe ”bad jeg dig om at svare igen!!” der var tydelig frustration i stemmen der stadig var så uidentificerbar til at der kunne sættes køn på…
Steel hostede u-intentionelt og spyttede en klat blod og en flækket tand ud på gulvet, trods situationen åbnede han igen sine gråblå øjne på halv og stirrede ned på den lyserøde tand der svømmede rundt i blodpølen… før nu gik det op for ham, at han var bagbundet, han lænede sig lidt mere frem for at se at han sad på en kontorstol, hvor et par af hjulene manglede. Han forventede endnu mere smerte men det eneste han fik som svar var lyden af det samme koben der faldt mod jorden. Lyden var halvhjertet, som om kun noget af det havde ramt jorden. Længe skete der intet, selv ikke engang et åndedræt kunne Steel høre. Han kunne kun høre skridt…
Foran, ved siden, bagved… lyset gjorde det umuligt at afgøre hvor Steel angribers skygge befandt sig og hvor han ville, det var kun den skingre lyd af kobenet der løb hen af tremmer der gav ham en ide. Den skingre lyd forsvandt, snart ville der sikkert komme et slag til… hvad der ventede ham var umådelig smerte, men ikke længe. Et stik. Smerten blev til en dunken i baghovedet og snart aftog den…
Der var skridt igen, intet koben, kun skridt, en skygge af en figur materialiserede sig i Steels øjenkrog og snart kunne han se menneskelige former.
”Se hvor dygtig du pludselig blev” stemmen gav et sæt i Steel der fik trukket vejeret så langt ned i lungerne at de nærmest var ved at knuses som is, han hostede febrilsk mens hans lunger kæmpede for at holde sig varme…
”Ja jeg ville nok ikke indånde alt for meget af det der” stemmen var pludselig drilsk, de tydelige anspor af ondskabsfuldhed var dog stadig klare ”jeg ved ikke hvad det er, men det er ikke godt for dig i hvert fald”
”Hvem…” stønnede Steel ”… hvem er du?”
Stemmen kluklo så falskt at Steel nærmest fik kvalme af det ”jeg troede ellers du var klogerer end det… tænk dig nu om Steel… tænk dig nu om”
… I samme nu smældede kobenet atter mod Steel ”men bare rolig… jeg har tid nok til at vente på dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...