At skulle sige farvel

Det er ikke altid nemt at sige farvel. det tror jeg at alle ved. nogle gange er det nemmere. for det meste hvis man ved, at man skal ses igen. Men når man står dér, lige over for en person, som man aldrig kommer til at se igen, og skal sige farvel. se, dét er hårdt. det har jeg personlig erfaring med, og jeg tænkte at jeg ville dele den skrækkelig oplevelse

2Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

1. Sommerferie start

Det var lørdag, juni, og rigtig dårligt vejr. Vi havde fået lov til at sove lidt længere, for alle vidste at det ville blive en hård dag. Allerede fra morgenstunden var der en underlig tavshed, ikke uforklarlig, for det var fuldt ud forklareligt.  Vi mødtes alle til morgenmad, omkring klokken 8. Folk var trætte fra dagen forinden. Det havde været en god dag. Faktisk helt fantastisk. Men når man tænker tilbage, så var den også nødvendig. For ellers var ingen kommet igennem denne dag.

Vi skulle selvfølgelig gøre rent, bare lidt, for der kom mange mennesker. Allerede omkring klokken 9 var nogen i tårer. Omkring halv 10 var jeg også en af dem. Ikke helt af samme grund som de andre. Jeg var bekymret. Alles forældre var så småt begyndt at dukke op. Men min mor var forsinket. Jeg vidste at hun ville komme for sent, at hun ville dukke op og se stedet ligge øde hen, og at hun ville bekymre sig. Men jeg kunne ikke gøre noget, for vi skulle være i kirken klokken 10.

Jeg satte mig på en bænk, alene. Rummet var kun lyst op af stearinlys. Alle fra kirkeholdet stod alene, rundt omkring på gangene i kirken. Der blev holdt en times gudstjeneste af disse, godt 10 unge mennesker fra kirkeholdet. Her var næsten alle i tårer. Det var simpelthen ubærligt. Hårdt. Og noget meget få har lyst til at gennemføre, men mange ender i alligevel.

Fuldstændig ude af mig selv, forlod jeg, grædende, kirken. Jeg fandt straks min mor, og hun tog mig ind i et stort kram. Hun var også i tårer. Vi snakkede kort om hvordan det havde været og hvad der skulle ske nu. Vi var omme bag bygningen, da jeg lagde mærke til hvor gråt og sørgeligt vejret var. Jeg grinede højlydt og min mor så spørgende på mig. Jeg pegede på himmelen, og flere kiggede op. Men det var virkelig kun mig der lagde mærke til det. I stedet for at svare de spørgende mennesker, tog jeg en kasse mere og førte den ud af bygningen.

Da vi var færdige, skulle vi spise. Klokken 12 mødtes vi igen. Denne gang i en anden bygning. Her var der for alvor stille. Jeg havde sat mig på rækken foran mine grædende veninder. Jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge det hele skete i, for jeg havde travlt med at græde og lytte til de voksnes taler. Koret var også oppe og synge. Selvom de havde øvet sig i et år, var deres præsentation ikke heldig. Sopranerne var i tårer, og nogle af alterne hulkede. Ja selv nogle få basser græd. Da jeg ikke selv var i koret, var det hjerteknusende at se.

Bagefter var det vores tur. Dem af os der havde noget at sige og kunne, måtte stille sig op foran og tale. En dreng, som jeg engang havde kaldt min bedsteven, rejste sig for at tale. Jeg kendte ham ikke længe, før jeg mistede ham. Så da han snakkede, og det han sagde, overraskede mig. Jeg havde godt vidst at han var følelsesmæssig ustabil på visse punkter. Men da han rejste sig, tror jeg at vi var mange der blev overrasket. Og selvom vi alle reagerede forskelligt på det han sagde, tror jeg min mors reaktion var forbløffende. Min mor havde ikke kunne lide ham siden jeg mistede ham. Men udover ham selv, tror jeg det var min mor der var i fleste tåre efter halvdelen af hans tale.

Et par andre var oppe og tale bagefter og selvfølgelig var det også rørende og sørgeligt. Men jeg lyttede ikke rigtigt. Jeg havde travlt med at være forbløffet over min mor.

Bagefter, var det værste af det hele. Det var nu vi skulle sige rigtigt farvel. Det var nu at vi blev klar over at en time efter vil vi aldrig se hinanden igen. Nogen vil se hinanden igen. Men det vil aldrig blive det samme, og det vidste vi alle på dette tidspunkt.

Vi stillede os i en rundkreds, alle 52 unge grædende mennesker, og var helt stille. Vi vidste godt hvad der skulle ske nu, men der var ingen som tog initiativ til at starte. Pludselig var der en dreng som startede med at kramme hende ved siden af. Og så fortsatte han hen til den næste. Og så var vi i gang. Vi skulle alle kramme hinanden og fortælle hvor meget vi havde holdt af dem, eller noget andet.

Den sidste jeg skulle sige farvel til var min gamle bedsteven. Vores venskab var stoppet pludseligt og vi havde ikke snakket sammen i 5 måneder. Så at stille sig foran ham var hårdt. Det var akavet, for jeg kendte ham ikke længere. Han tog mig ind i et stort langt kram, og sagde hvor meget han savnede mig og at han aldrig havde haft lyst til at miste vores venskab. Jeg havde ikke lyst til at give slip, alt den had og skyldfølelse jeg havde lagt over på ham i sorg, forsvandt. Jeg var mundlam. Derfor vendte jeg mig om, og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...