It´s my choice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 2 nov. 2014
  • Status: Igang
Skal jeg vælge mellem alle andre folks ønske eller mit eget? Skal jeg vælge at redde alles liv undtaget mit eget og den ene person jeg der betyder noget for mig? Min forlovelse nærmer sig men jeg elsker ikke den person som jeg er blevet sat sammen med. Mit hjerte tilhører en anden men ingen forstår mig. Ingen tror på at den store kærlighed findes. Men det er mit liv og derfor burde det være mit valg og ikke alle andres ?

2Likes
0Kommentarer
213Visninger
AA

3. Skænderiet

" Det er lige det jeg taler om! Du er hører aldrig efter hvad man siger til dig og du opfører dig som en sølle bonde! Du er overhovedet ikke klar til at blive dronning!"
Jeg stirrer helt  perpleks på ham. Men som ordene synker ind vokser vreden i mig. Jeg rejser mig op og klasker min hånd ned i bordet. "Præcis! Det er jeg nemlig ikke og det vil jeg heller ikke være! Du hører aldrig hvad det er jeg ønsker. Hele mit liv er planlagt ned til mindste detalje uden min mening. Det er som om i alle vil have mig til at leve en andens liv! Hvornår kan jeg få lov til at leve mit liv?!" Tårerne triller ned ad mine kinder og jeg kan se en lille gnist af følelser bag min fars øjne men de er væk igen lige så hurtigt.
Jeg vender rundt og løber ned ad bakken igen. Jeg løber ned til bækken for enden af haven. De højhælede glimtende sko bliver sparket af og jeg løber tværs igennem bækkens kølige vand. Stenene på bunden skærer mig i fødderne men det betyder ikke noget. Skoven ligger foran mig og skønt jeg har leget i den som lille har jeg aldrig været særlig langt inde i den. Bag mig hører jeg løbende fødder og folk der råber mit navn. Uden at se mig tilbage løber jeg ind i skoven. Grenene river mine arme og kinder, min kjole bliver flænset og beskidt og mit hår bliver vådt af sved.
Jeg stopper først med at løbe da det føles som om glasskår river mig i halsen.
Min hånd finder støtte på en høj sten og for et øjeblik er den eneste lyd jeg kan høre min egen vejrtrækning. Et smil spreder sig på mine læber. Ingen er efter mig, ingen råber ad mig!
" Du kunne heller ikke klare det længere?" Spørger en stemme og jeg vender mig om i et spring. Oppe i et af træerne sidder en skikkelse jeg ikke kan se for solens skarpe stråler. " Hvem er du?" Spørger jeg.
Vedkommende kommer med et lille grin og hopper ned fra træet. Han lander elegant og rank på de tørre brune blade.
"Mit navn er William og du er?" Hans stemme er lidt hæs som gør den endnu mere tiltrækkende. Han minder mig på flere måder om  James men alligevel ser de så forskellige ud.
William har lyst brunt hår, grønne øjne og et pænt ansigt. James har mørkt brunt hår, brune øjne og et mere råt ansigt.
William løfter sit ene øjenbryn da jeg ikke svarer. " Har man glemt sit navn?"
Jeg griner lavt og giver slip på stenen jeg støttede mig op ad. " Øhm nej. Jeg troede bare jeg var alene. Mit navn er Marian".
" Flot navn men er det okey jeg kalder dig Mary? Marian lyder så fint og fornemt. Mary lyder lidt mere rebelsk som jeg gætter på passer bedre til din personlighed?" 
jeg ser mig lidt omkring og ved ikke helt hvad jeg skal svare. Hvordan ved han jeg er stukket af? Hvem er han og hvorfor er han midt ude i skoven? 
Han begynder at gå væk fra mig mens  han siger over skulderen: " Ud fra udsenet på din kjole gætter jeg på du er prinsessen og nu er du løbet væk fra alle reglerne og forventningerne. I øvrigt kender jeg følelsen".
Jeg ser lidt efter ham og da det går op for mig at han ikke har tænkt sig at stoppe eller sige mere løber jeg efter ham. Han er et halvt hoved højere end mig og hvis muligt endnu pænere tæt på. Hans blik er rettet frem ad men jeg når lige at se han ser ned på mig. " Og hvordan kender du så den følelse?" Spørger jeg.
Han stopper op med et charmerende smil og kigger mig i øjnene. Mine knæ bliver bløde og jeg er bange for de snart giver efter. " For jeg har gjort det samme. Jeg stak af fra syd slottet for tre år siden og har siden levet som enhver anden bonde".
En masse tanker og spørgsmål flyver rundt i mit hoved og jeg er ikke klar til allerede at sige farvel til William så inden jeg har tænkt over ordene hører jeg mig spørger: " Må jeg ikke komme med dig?"
Et lille grin undslipper hans mund. " Sikker på du tør det Mary? Jeg kunne jo være en der kun er ude på at rive den grimme kjole af dig og udnytte dig eller måske holde dig som gidsel til jeg kan få penge for dig".
Jeg bliver ikke bange eller nervøs for jeg ved et sted i mit hjerte at han ikke vil gøre mig noget. Det er som om jeg har mødt ham før og kender hans sans for humor.
" Det er der jo kun en måde at finde ud af på", smiler jeg og han rækker sin hånd ud mod mig. Jeg tager den og samme løber vi gennem den skinnende brune skov væk fra slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...