See no Evil. Hear no Evil. Speak no Evil

En mand får sin tro på videnskaben testet

0Likes
2Kommentarer
64Visninger
AA

1. See no Evil. Hear no Evil. Speak no Evil

Natten var mild. Mild I forhold til at det var sidst i oktober, og at vinteren så småt burde være på vej. Det kunne dog også mærkes, men det var nu mest på regnmængden, og på den tiltagende vestenvind. Derudover var det selvfølgeligt også begyndt at blive mørkere og træerne havde tabt deres blade. Man kunne tydeligt fornemme at folk var ved, at gøre sig klar til den kommende vinter. På trods af de forholdsvis høje temperaturer, var alle trukket i de store frakker og man så sjældent folk på gaden efter solnedgang. Det kunne godt virke en smule intimiderende, pludselig at stå helt alene på en mørk vej med en strid vind og regnen haglende ind i ansigtet, men han forkastede altid følelsen af frygt. Det var irrationelt. Der fandtes ikke ondskab i verden. Alting kunne forklares rationelt. Mord, for eksempel, var blot produkter af syge menneskers manglende behandling. Og med hensyn til overtro, så var det til at brække sig af grin over. Hvem ved deres fulde fem ville tro på ånder og alt muligt andet pjat? Det var jo fuldstændigt til grin.                        

Han gik forbi de store victorianske palæer, der prægede den indre by. De havde altid tiltalt ham, og han ville med sikkerhed købe et af husene, når han havde færdiggjort sine studier og fundet sig en kone. Indtil da, måtte det lille loftsværelse være tilstrækkeligt. Hans onkel havde arrangeret, at han kunne leje et loftværelse hos en gammel dame, da hun alligevel ikke gjorde brug af det. Det var indrettet i gammel stil, med en kæmpestor seng og et stort skab. Skrivebordet var et han selv havde haft med, og det stod foran vinduet. I sengebordets skuffe lå der en gammel King James-bibel. Det havde han haft det lidt dårligt med, men damen havde insisteret på at den skulle blive der, så han lod den ligge. I hvert fald indtil i går, hvor han, beruset, var kommet hjem efter en tur i byen med nogle studiekammerater. Aftenen var endt dårligt, da emnet blev sporet ind på ”Gud”. Han havde selvfølgelig ingen sympati for fantasi-skabninger og ytrede da også denne holdning, hvilket havde ført til et heftigt skænderi. Han havde til sidst forladt forsamlingen i vrede, og da han kom hjem havde han smidt den gamle bibel ud af vinduet. Forbandede hyklere, havde han tænkt, hvordan kunne de kalde sig mænd af videnskaben og samtidig oprigtigt tro på sådan noget pjat.                                                                                                                                                  

Dagen inden cirkusset de kaldte ”Halloween” gik i gang, havde han en forelæsning om menneskets psyke. Professoren havde talt om hvordan menneskets hjerne, selv er i stand til at manipulere med fakta, og dermed kunne emner som ”ånder” og dets lige forklares som en forsvarsmekanisme i menneskehjernen. Derudover så var der tilfælde, der reagerede mere på magnetiske felter og det kunne påvirke hjernen til at tro, at den var i en faresituation og dermed skabe en ”ånd” til at forklare denne irrationelle frygt. Overbevist om at professoren havde haft fuldstændigt ret, gik han straks efter forelæsningen over på biblioteket, hvor han fandt en stak bøger om ”det åndelige” og ligeledes en stak bøger om menneskets evne til at håndtere frygt.       

Det var for længst blevet mørkt, da han pakkede sin taske og forlod læsesalen. Dagen havde virkeligt givet ham meget. Han forstod nu, at hans studiekammeraters overtro skyldtes en indre frygt. Det var derfor de troede på ”Gud”. For hans eget vedkommende, var gudsbegrebet dog stadigvæk en latterlig tanke, hvilket han glad konstaterede, måtte skyldtes at han ikke havde den indre psykologiske konflikt som de andre havde. Tankerne kørte stadigt rundt i hovedet på ham, da han lagde sig til at sove i den store seng på loftsværelset.                                                                   

Han vågnede ved at nogen stod foran ham. Han kunne ikke helt se hvem det var, så han sluttede at det var den gamle dame, der havde noget på hjertet. Han blev straks vred. Hvor var respekten for privatlivet blevet af? Hun burde da kende privatlivets grænser. Hende som havde arbejdet som tjenerske i sine unge dage. Han spurgte hvad problemet var. Hun svarede ikke. Det var mærkeligt, hun stod som indhyllet i skyggen og han kunne kun ane hendes skikkelse. Hun havde taget noget anderledes tøj på, end hvad hun normalvis bar: en lang sort kjole og et ligeledes sort tørklæde til at dække hendes hår. Han tændte stearinlyset der stod på sengebordet, og da han vendte sig om for at skælde den gamle dame ud, var hun gået. Det var dog besynderligt, tænkte han. Men det kunne selvfølgelig være at hun ikke havde haft noget at sige alligevel.                                          

Næste morgen spurgte han damen om, hvad hun havde villet ham i går aftes, og sagde at næste gang måtte hun godt banke på, inden hun kom ind på værelset. Hun forstod ikke hvad han mente. Hun havde da ikke været i nærheden af hans værelse. Desuden så syntes hun det var en lige grov nok beskyldning, at hun skulle være gået ind på hans værelse uden tilladelse. Det syntes han var meget underligt. Det havde jo været hende, der havde stået foran hans seng. Måske det bare havde været en drøm?                                                                                                                  

Om aftenen, imens han stod og barberede sig, tænkte han på hændelsen den foregående nat. Kunne det virkelig passe at det bare havde været en drøm? Det havde ellers føltes så livagtigt, at han ville have svoret, at det skete i virkeligheden. Imens han stod, dybt begravet i sine tanker, med barberbladet løbende op ad kinden lød der et massivt brag. Han fløj rundt for at se, hvad der var hændt og i farten skar han sig på kinden. Der var intet at se på badeværelset. Han gik over mod døren, hvorfra han havde syntes at lyden var kommet fra. Der var stadigt intet at se, men det var som om at lokalet pludseligt blev meget koldt. Han vendte sig for at gå tilbage til vasken, men idet han vendte sig om hørte han en hvæsen. Den kunne godt minde om en kats hvæsen. Problemet var bare at der ikke var nogen kat. Måske var der rotter på loftet? Det ville også forklare den pludselige kulde. De kunne have gnavet sig igennem isoleringen, så der sivede kold luft ind på værelset. Han var dog stadigt rystet og da han havde vasket sit ansigt og lagt sig i seng, kunne han ikke ryste følelsen af usikkerhed af sig. Ligesom i går var det som om, at der foregik noget, som han ikke kunne forklare eller vide sig sikker på. Det generede ham grænseløst.               Morgenen efter gik han igen til den gamle dame spurgte om hun før havde haft skadedyr i huset. Hun blev irriteret over spørgsmålet og sagde at de eneste rotter hun kendte til, var dem han havde på sit eget, personlige, loft. Det provokerede ham, at hun ikke tog problemet seriøst, og forklarede at han havde hørt en væsen i går aftes, og at lokalet var blevet koldt, hvilket nødvendigvis måtte skyldes et hul i isoleringen, forsaget af rotter. Den gamle dame kiggede bange på ham, og spurgte hvad tid det var sket. Det var et fuldstændigt irrelevant spørgsmål, og han svarede at det kunne da være ligegyldigt. Men den gamle dame insisterede på at få tidspunktet at vide, og han regnede sig frem til, at det måtte have været omkring midnat. Hun spurgte om, det havde været samme tidspunkt, som han havde set en skikkelse på sit værelse, og selvom spørgsmålet virkede endnu mere underligt end det foregående, så regnede han sig frem til, at det havde været omkring samme tidspunkt, altså midnat. Den gamle dame blev helt hvid i hovedet, skubbede ham til siden og hastede op ad trappen. Hun brasede ind på værelset og selvom han protesterede højlydt og påberåbte sig privatlivets fred, så ignorerede hun ham, og gik over til sengebordet. Hun åbnede skuffen og da hun kunne konstatere at den gamle King James-bibel var væk, blev hun straks meget vred. Hvordan i alverden kunne han være så tykpandet? Havde han aldrig hørt historierne?! Det begyndte nu at gå op for ham, hvad den gamle dame mente der var sket, og han kunne ikke skjule et smil. Det var hendes overtro der spillede hende et puds. Ånder fandtes ikke. Det vidste han selvfølgelig godt, og for ikke at såre damens følelser, undlod han at fortælle om det psykologiske aspekt af overtroen, men kørte bare med på vognen. Han lovede at skaffe den gamle bibel tilbage – selvom han ikke havde tænkt sig at gøre det. Biblen havde han ikke set, siden han smed den ud, så nogen måtte have taget den med sig. Hans plan var dog bare at finde en bibel der lignede, for at damen kunne blive rolig igen.                                                                       

Han fandt en god slidt King James bibel – ikke meget ulig den han havde haft på værelset – ved en gammel antikvar. Han måtte slippe en god sum penge for den, men han tænkte alligevel, at han skyldte damen en form for kompensation for at have voldt hende så voldsomme hjertekvaler som han oplevede i morges. Da han kom hjem til huset, stod den gamle dame i døren og ventede. Hun ville se om han havde skaffet biblen tilbage inden hun ville lukke ham ind. Glad viste han den gamle bibel, som han havde købt, frem. Den gamle dame tog den i hånden og bladrede den igennem. Efter et par minutter rakte hun den tilbage til ham, og gik ind i huset. Hun havde godtaget, at det var den selvsamme som han havde smidt ud af vinduet. Efter at have spist aftensmad og sagt godnat, gik han på sit værelse. Han lagde den nyerhvervede bibel i sengebordets skuffe, og lagde sig i sengen. Igen var rummet koldt, så han aftalte med sig selv, at han i morgen ville tage kontakt til skadedyrsbekæmperen.                                                                                    

Da han næste morgen gik ned i køkkenet, for at tage den madpakke som den gamle dame havde smurt ham, lå hun på køkkengulvet. Død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...