Jealousy ~ 1D*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2014
  • Status: Igang
"Jeg selv er så det man med det samme stempler for at være en ikke særlig godt udrustet ting. Kort leverpostejs-brunt hår. Ja, det ligner sgu nok mere en klat bræk som er placeret på toppen af mig. Så har jeg et par matte grønne øjne der egentlig helst kun vil se indersiden af mine øjenlåg. Min krop er lang, tynd og når jeg håber på at få nogle former spørger den mig altid så kækt; hvad er former?"

0Likes
1Kommentarer
136Visninger
AA

2. Conception

Så stille som vi sad der, en ganske almindelig lørdag aften, i sofaen og kiggede livløse ind i fjernsynets skarpe billeder. Et nyt reality show om håbløse mennesker er et hit til dato. Jeg selv mener at det er en form for latterliggørelse af sit eget ego. De burde vide bedre, og ikke få sig selv bragt i en dårlig omtale om noget de måske i virkeligheden ikke er, da de alligevel bliver betalt for alt hvad der kommer ud af deres mund. Jeg rækker ud efter fjernbetjeningen da reality serien ærlig talt går mig på nerverne. Jeg når kun lige at snitte hånden imod, da jeg bliver stoppet af min åh så værdifulde søster.

Ja, det er ikke nemt med en tvilling som egentlig kun er din tvilling af ren biologi, men mentalt er hun din største modsætning. Langt, fyldigt, blondt hår, klare blå øjne og en attitude der kunne slå folk ihjel. Hendes former har en værdi af millioner og hun skal blot knipse med fingrene og der er en flok af hankønsvæsener omkring hende.

Jeg selv er så det man med det samme stempler for at være en ikke særlig godt udrustet ting. Kort leverpostejs-brunt hår. Ja, det ligner sgu nok mere en klat bræk som er placeret på toppen af mig. Så har jeg et par matte grønne øjne der egentlig helst kun vil se indersiden af mine øjenlåg. Min krop er lang, tynd og når jeg håber på at få nogle former spørger den mig altid så kækt; hvad er former? Dog har jeg været heldig og har fået intelligens som en af mine positive sider, nu hvor udseendet ikke er noget at råbe hurra for. Jeg hader at studere, men jeg hader også ikke at lære. Jeg skulle nødig ende som min søster. Perfekt med det uperfekte. Hun udstråler endda dumhed. Et øjekast – dum. Måske er det bare mig der ser hende som dum, men der skal jo også være nogen her i verden der kan se realiteterne.

”Caro! Det er så lige mig der ser nu!” Hun vrisser og kommer med ”mig”-bemærkninger. Og er det i orden at tilføje at det faktisk er blevet konstant? Som en kronisk smerte på rygmarven og hver gang du bevæger dig så hyler den efter at få sin vilje. Det er det jeg vil kalde hende fremover – Den Hylende Rygmarv. I stedet for Cassandra, så er det Den Hylende Rygmarv.

Først nu er det gået op for mig at hun egentlig burde være inde i fjernsynet i stedet for at kigge på det. Måske er det hendes måde at lære? Altså, hun minder da meget om Snookie. Lige på nær hårfarven og at hun er gravid. Så i stedet for Snookie and Jwow, så er det Snookie and Den Hylende Rygmarv. Fantastisk.

En besked kimer fra min telefon. Jeg behøver ikke kigge på den uden at vide hvad der står. Hjælp, jeg kan ikke finde ud af at danne en latinsk sætning! Den får jeg alt for ofte af folk fra klassen. Jeg er jo trods alt nørden, lektiehjælperen eller den sidste udvej. Deres undskyldninger er stort set altid at de havde travlt.

Travlt med hvad? Har du travlt når du har brugt hele din aften i byen, hele din morgen på tømmermænd, hele din eftermiddag på at spille spil og først en time før final countdown giver du opgaven dit første øjekast. Tja, du må få hjælp den dag du sidder fast ude på toilettet på grund af diarré. Men det bliver ikke af hjælp fra mig. Nærmere din studievejleder som skal høre om dit lille ’uheld’.

Alligevel lod jeg blikket fange den lysende mobil og til min overraskelse var det et en helt anden besked end forventet. Det var en pige fra arbejdet. Hej, kan du tage min vagt i morgen? Ja, nu skal jeg da lige se. Hvad siger klokken? 22:12, det var sørme sent at spørge. Hun er højst sandsynligt i byen og er blevet for fuld til at stå op igen klokken 05 om morgenen. Jeg kunne vælge at være barmhjertig og tage vagten, så jeg kunne få de ekstra penge ud af det. Eller være egoistisk og sige nej, selvom at jeg alligevel skal bruge min søndag på at høre på Cassandra og hendes kæreste, som så skal på besøg i morgen. Og det er bestemt ikke en fornøjelse.

Jeg valgte at være barmhjertig og svare at så skulle hun tage min fredag eftermiddag. Klart! Tak! Så må vi se om hun overholder den aftale.

”Hvem chit-chatter du sådan med?” Cassandra har drejet hovedet væk fra fjernsynet og nu ned mod min mobil. Åh, gider hun da ikke godt stoppe.
”Egentlig bare med Julia. Skal du blande dig?” Jeg skubber hårdt til hendes skulder. Hun skal ikke sidde her og snage i mit privatliv. Specielt når hun ikke engang er en del af mit sociale. Hun vrisser igen og mener at jeg ikke kan være det bekendt. Whatever, det er ikke mit problem at hun opfører sig mere forkælet end jeg.

”Fint hvis du er væk i morgen, det er alligevel så surt når du altid skal være så mobset.” Hun lægger sig irriteret over i en anden sofa. Så slap jeg da for at lugte til hendes skrappe parfume.

 

**

”Godmoooooorgen!” Råber bagermesteren idet jeg kommer ind ad døren. En blid duft af nybagt franskbrød møder mig. De er lige kommet ud af ovnen og er klar til at blive sat på plads inde i butikkens hylder. Der er ikke noget værre end at møde om morgenen uden at have fået noget at spise. Chokoladebollerne fanger min opmærksomhed og selvom at min fornuft siger nej, så siger mit madglade hjerte ja. Jeg ryster på hovedet og lader fornuften sejre. Sådan!

Den første time er hurtigt fløjet forbi og den næste ansatte møder op så butikken kan åbnes. Klokken siger 06:55. Andrew stormer igennem butikken og undskylder for den forsinkelse han ikke havde. Han lader mig sætte de sidste rundstykker på plads før han åbner.

”Tømmermænd?” Spørger jeg en smule genert om. Andrew har en forfærdelig medfødt gave; han er fuld af charme også selvom at han er en smule usikker på sig selv. Han ryster på hovedet og fortæller om hvordan han ikke kunne finde sin arbejdstrøje. ”Jeg var nærmest ved at gå i panik!” nævner han. Det er bare typisk Andrew. Han fortæller aldrig om sit byliv, men jeg ved at han altid er ude at drikke aftenen inden han skal arbejde. Det må han jo om. Så længe at han ikke forsømmer noget.

Eftersom at kunderne begynder at komme gabende ind i butikken, formår tiden at fortsætte på fast forward. Klokken når allerede at blive 08, så bliver den 09 også har vi pause, eftersom en af de voksne ansatte er mødt op. Andrew og jeg sidder ude i opholdsrummet med hver vores kaffe og rundstykke.

Jeg prøver at undgå den øjenkontakt han forsøger at ramme. ”Såå..” starter han kort ud, da stemningen er en smule anspændt. ”Laver du aldrig noget? Du ved i fritiden og sådan..” Jeg når kun lige at få kaffen på tungen, da jeg hurtigt må spytte det ud igen. Det var lige en tand for varmt.
”Hvad skulle jeg lave?” Jeg prøver forgæves at redde situationen med kaffen. Et fnys kommer ud fra hans mund. I hans selskab kan man føle sig noget så åndssvag.

”Det er jo lige det.” Han rejser sig fra bordet og vandrer ud mod butikken. Hvordan kan jeg altid fejle, når jeg taler sandt? Hvad skulle jeg dog lave når jeg ikke har nogen social kreds?
 

**

Hjemme i køkkenet spørger min mor ind til arbejdsdagen. Jeg har så evigt ondt af hende. Hun blev naivt gift med vores far, men så snart hun fik beskeden om at hun var gravid, stak han halen mellem benene. Stakkels mor, som skulle bruge sine nætter på to små skrigende babyer. Hun er en sej kvinde, og ikke mindst mit helt store forbillede. ”Hvem arbejdede du så sammen med?” Jeg undlod at svare hende, idet Cassandra kom ind i køkkenet med David i hånden.

”Kan vi ikke snakke om noget andet?” Skyndte jeg mig at udmelde. Desværre hørte Cassandra det og lod sig fryde over at hun nu havde lejlighed til at nedgøre mig. ”Hvorfor dog det? Vi ved da godt at du har en lille forelskelse på Andrew!” Hun grinte og gjorde nar, desværre hoppede min mor med på dillen og lod sig grine med.


”David og jeg synes at det er synd for dig. Du har ikke en eneste chance hos Andrew. Så vi har diskuteret om hvorvidt vi synes du mangler hjælp. Derfor…” Jeg måtte hurtigt afbryde hende. ”Synd? Jeg kan da få hvem jeg vil. Men nu ligger landet sådan at jeg faktisk ikke har brug for nogen!”
Jeg lod min stemme hæve sig. Cassandra kiggede forbavset og ignorerede mit argument. ”.. Derfor tillod jeg mig at oprette en profil for dig.” Hun blinkede kækt med det ene øje.

”Profil på hvad?” Jeg kunne mærke hvordan min vrede hobede sig op inden i. ”Dating.com selvfølgelig!” Cassandra hoppede helt af glæde og igen grinte mor med. Nu rejste flammen sig og jeg skreg højt af raseri. ”FUCK JER ALLE!” Rasende løb jeg ind på værelset og smækkede døren hårdt i. Aldrig har jeg følt mig så elendig og uduelig. Selv min mor var en del af det at gøre nar. Hun grinte da i hvert fald med. Kan hun virkelig være det bekendt? Også endda foran David! Han må virkelig tro at jeg er en stor taber. Men det er vel egentlig også det jeg er? En stor følelsesstærk og deprimeret taber på 18 år og aldrig nogensinde finder kærligheden. Det er mig. Caroline Baker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...