Make Me Invisible

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2014
  • Status: Igang
Er det muligt at blive forelsket i et spøgelse? I følge Ali, så er det meget nemt. Følg med Ali der møder et spøgelse, Jace, som beskytter hende i mod dæmoner, der vil gøre Ali til en af deres egne.

0Likes
1Kommentarer
103Visninger

1. 1

Mine fødder var endnu kolde. Jeg viklede mine tæer ind i dynen, hvorfor var der så koldt?  Jeg kiggede over på klokken og sukkede da jeg så at den allerede var 2:30. Jeg havde ligget og gloet i to timer i sengen. Jeg vendte mig og overvejede at tage min telefon og men lod være, fordi jeg gad ikke at få stærkt lys fra skærmen i ansigtet. Så jeg lukkede øjnene igen.

Vinden smækkede sig ind i væggene og vinduerne. Det var tidspunkter som disse at jeg var taknemlig for at jeg boede inde i et dejligt hus. Og det var ikke ofte jeg var taknemlig. Tankerne vandrede rundt i mit hoved fra skoledagen. Hvad havde jeg gjort de andre? Hvorfor skulle de få mig til at føle mig så.. så værdigløs? Jeg vidste godt at jeg havde gjort nogle ting jeg ikke burde, men jeg viste virkelige hvor ked jeg var af det, men alle udstødte mig fuldstændig fra deres liv. For mig var det uvirkeligt, bare at skulle gennemgå det helvede alene også skulle de minde mig om det hverdag. Jeg hadede mit liv.

Jeg tørrede et tåre af kinden og et mere. Mit hoved begyndte at gøre ondt, så jeg rejste mig og gik ned i køknet for at få mig noget vand. Alle sov i huset. Min ”dejlige” familie.  ”Hvad laver du” jeg vendte mig, det lød som om nogen hviskede bag mig, men der var ingen. Jeg kiggede rundt i vores mørke køkken, men der var kun mig. Jeg var sikkert også ved at blive sindssyg. ”Hvorfor er du ked af det?” Igen hviskede nogen. Jeg fik kuldegysninger af det og forstod ikke hvor det kom fra.  I den seneste tid havde jeg oplevet bizarre ting, jeg havde haft et følelse af at jeg havde ikke været alene, som om nogen kiggede på mig. Alle mine planter døde inde i mit værelse, selv om jeg prøvede alt hvad jeg kunne at holde dem i live. Min lampe begyndte at blinke og nogle andre ting også. Men det kunne jo ske af forskellige grunde. 

Jeg løb op igennem trapperne for at undgå at nogen ikke tog i mine fødder, hvis altså nogen gad at ligge under vores trappe.. som ingen vist gad. Hvorfor skulle nogen gide at komme til denne familie? Jeg var jo værdigløs og min ”familie” var heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg satte mig i vindueskarmen og kiggede ud i mørket og uvejret. Jeg tog min dagbog i min hånd, men blev siddende med den. Jeg havde ikke noget særligt at skrive om, dette var endnu bare en typisk dag. Snart kom Emma hjem igen, og det ville blive fantastisk at få en ven igen. Jeg begyndte at finde på undskyldninger om hvorfor jeg ikke kunne tage i skole i morgen, jeg måtte spille syg. Min Mac stod foran mig med sort skærm, så jeg kunne se mit eget spejlbillede i den. Jeg kiggede ned på mine fødder og siden igen på den sorte skærm. Jeg så en dreng så bag mig og selvfølgelig blev jeg forskrækket og kiggede bag mig i et forsøg om at se om nogen var der. Men jeg var stadig alene. Jeg rystede på hovedet og lukkede min Mac.  Jeg rejste mig og besluttede mig for at binde mit hår op i en hestehale. Jeg gik stille over til spejlet og kiggede på mit lange mørke brune hår. Nu var det snart på tide at klippe det af, jeg var træt af det lange hår. Jeg fik sat håret op i en hestehale. Mit hjerteslog nogle slag over og jeg vendte mig om, fordi igen stod den der dreng bag mig. Og denne gang forsvandt han altså ikke da jeg vendte mig om. Jeg stod der og lænede mig mod kommoden med begge hænder på den og stirrede på ham. Han så helt harmløs ud, mørkt hår og et sødt smil med smile huller i kinderne. Han var i ført en hvid T-shirt og løse Adidas trænings bukser. Hans overarme fyldte ret godt ærmerne i T-shirten ud, og han blev bare ved med at smile, et lille skævt smil.

- Hej. Sagde han og stod i samme sted og ventede efter et svar fra mig.

- Hvad laver du i mit værelse?!

- Jeg så dig i parken..

- Det er da slet ikke uhyggeligt.. afbrød jeg ham med en smule sarkasme, selv om dette nok ikke var det rette tidspunkt at være sjov.

- Jeg så bare noget interessant ved dig, så jeg måtte til dig. Sagde han.

 

Mit hjerte bankede løs, men der var bare noget stille ved ham som fik mit hjerte til at banke normalt igen. Jeg kunne se på ham, at han ikke ville mig noget ondt. Jeg var ikke god til at læse folk, overhoved. Men der var noget i hans ansigt, bag hans smil. Der virkede som om han var ødelagt. Og det gjorde mig lidt interesseret i at ikke at smide ham ud af mit værelse med det samme. Hans smil forsvandt stille af hans ansigt og hans ansigt så mere ulykkeligt ud, men man kunne godt se at han prøvede at holde ”jeg er okay”-masken.  

 

- Jeg ved godt at du er bange for mig.. Sagde han i en meget stille tone.  Og det var da det gik op for mig at jeg stod stadig i forsvarsposition i mod kommoden. Jeg rettede mig op og gik en smule nærmere i mod ham, men da jeg kom nærmere, så gik han to skridt tilbage.

- Faktisk, så virker det lidt som om du er bange for mig. Jeg er ikke bange for dig. Sagde jeg.

- Men det kommer du til. Hans ulykkelige ansigt blev endnu mere ulykkeligt, han satte sig ned på min seng. Jeg vidste ikke helt hvad han mente, det gav mig en mistanke om at han var kommet ind i mit værelse for at dræbe mig i mod sin egen vilje, men der var stadig noget over ham, der bare slet ikke virkede morderisk.

-Rør mig. Han rakte sin hånd ud i mod mig. Jeg kiggede først på den, så gik det op for mig at han bad mig røre den. Stille bevægede jeg min hånd op i mod hans, og hans ansigt fald mere og mere ned, som om han vidste hvordan jeg ville reagere. Jeg fokusere igen på hans hånd og min hånd rørte aldrig hans. Jeg prøvede, men min hånd gik lige igennem hans hånd. Det var da det gik op for mig, hvad han var. Men han sagde intet.

 

Jeg var målløs. Og bange, selvfølgelig var jeg bange. Jeg kiggede på ham og frygten inde i mig var lige ved at komme rablende ud. Men han kiggede bare ned i gulvet. Stille så jeg ham løfte sit hoved op og så mig ind i øjnene, med et lille ødelagt smil, og jeg lagde igen mærke til hans smilehuller. Jeg lagde mærke til at min frygt var væk. Bare hans blik gjorde mig rolig. Det var som om jeg vidste at jeg ikke skulle være bange for ham. Men det lå stadig i min bagtanke, at jeg burde frygte ham. Men på en eller anden måde, så kunne jeg ikke. Han løftede et øjenbryn og så overrasket på  mig, det var meget tydeligt at han ikke havde forventet denne reaktion fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...