Ti noveller til dem der keder sig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2015
  • Status: Igang
Jeg har på det seneste tvivlet på den virkelige eksistens. Jeg har besluttet mig for at få læsset nogle af mine mærkelige påfund og oplevelser ned på skrift. Håber I kan bruge dem til noget, og håber I ikke bliver traumatiserede...

0Likes
6Kommentarer
209Visninger
AA

3. Udstødt

Jeg kan huske da det begyndte. Vi gik i børnehave, og det var en regnfuld dag at vi dansede i regnen. Vi var først indenfor, men så fik en af jer, mine nære venner, en idé om, at vi skulle ud og lege i regnen. Vi var alle med på den, og inden længe dansede vi til regnens trommen på træer, buske, vinduer, taget, jorden, alle vegne var regnen. Det var sjovt, kan jeg huske, og jeg følte mig som centrum af alles opmærksomhed da I stod og klappede imens jeg dansede med blikket rettet mod himlen. Lidt efter lidt aftog lyden af klap, og jeg så rundt. Nogle af jer var gået indenfor, men der var stadigvæk et par stykker med mig. Vi løb rundt og legede, råbte til hindanden og gemte os. Jeg havde lige fundet et rigtig godt sted at gemme mig; i ly af den store hasselbusk, da jeg indså at I ikke ledte længere. Jeg rejste mig og kaldte på jer, men I svarede ej. Jeg løb rundt omkring på pladsen, men ingen steder var I at se. Jeg kan huske den dér underlige fornemmelse. En prikken i brystet. Da jeg ikke fandt jer løb jeg over til døren, da I nok var indenfor. Jeg kan huske, at ruden i døren var helt til dugget. Jeg tog i håndtaget, men det gav sig ikke. Døren var låst. Fornemmelsen blev tydeligere. Jeg bankede på ruden og råbte til jer imens jeg vinkede, men I hverken så eller hørte mig. Heller ikke de voksne. Mine råb blev efterhånden svagere, og blev overdøvet af regnens trommen. Ruden duggede til sidste helt til, og jeg kunne ikke se jer. Jeg lod mig dog ikke mærke med det, og besluttede mig for at lege videre i regnen. Det var nok alligevel min skyld, at jeg ikke havde været hurtig nok. Jeg dansede rundt imens jeg sang min sang. Derhjemme havde jeg ofte leget alene i haven eller på mit værelse, så det var ikke så svært. Mine forældre var nemlig skilt, min far havde altid uendelige mængder arbejde og til min mors side havde jeg lige fået en lillesøster, som min mor skulle tage sig af. Ikke så ualmindeligt i det hele taget. Sådan havde alle børn det nok, troede jeg, men efterhånden som jeg blev større blev dansen i regnen mere sløv og ensom. Jeg havde stået ude i regnen i mange år, og jeg havde flere gange sagt mig selv at den nok ville stoppe før eller siden. En enkelt gang havde solen kastet en sparsom stråle mod jorden, men den blev kvalt af de mørke skyer. Fornemmelsen i brystet havde jeg ikke mærket meget til i lang tid, men pludselig vendte den eftertrykkeligt tilbage. Det gjorde ondt, det var koldt og vådt. Jeg ville gerne ind, men døren var som altid låst. I sad derinde, varmt og trygt og sang, grinede, tegnede eller legede. Jeg ville så gerne være med, men ingen så mig ej hørte mig for regnen. Den sagte prikken i mit bryst blev til stikken. Som knive skar den mig, men jeg dansede videre i regnen. Som tiden gik fik jeg en ny tanke. Alle disse år i regnen havde fået mig til at indse noget. Det var ikke min skyld at I var gået ind, og da slet ikke at I havde låst døren. Det var ikke min skyld at jeg var våd. Det var jeres skyld alt sammen. Hvor jeg dog hadede jer. Hadede jer alle sammen. Fornemmelsen i mit bryst ændrede sig ved denne tanke. I stedet for at det stak begyndte det at føles koldt. En dulmende kold fornemmelse, som koldt vand. Fornemmelsen voksede. Først bød jeg den velkommen, det var rart at noget af smerten fortog sig, men efterhånden som det voksede blev jeg mere utilpas. Jeg kunne ikke føle den samme smerte som før, men ej heller den samme glæde. Glæden ved legen forsvandt i takt med at vandet i mit hjerte steg. Jeg prøvede at løbe fra det, men det var blevet en del af mig. Sådan forløb yderligere et år. Isvandet var til sidst nået helt op til kanten af mit hjerte, jeg kunne ikke rumme mere. Mine skridt blev langsommere, jeg gik rundt, min sang var stoppet. Jeg gik stille og roligt for ikke at spilde noget. Af og til kom jeg dog til at læne mig for langt frem mod døren, og vandet skvulpede ud og ned i mine ben, helt ned i mine fødder, gjorde dem tungere. Det endte med at jeg satte mig ned på en bænk for at holde det i ro. Pludselig så jeg en skikkelse. Jeg rejste mig brat op, og noget af vandet skvulpede ud. Som jeg gik hen mod skikkelsen begyndte vandet at forsvinde, fordampe. Jeg satte op i løb. Jeg rakte ud efter den, men lige da jeg nåede den forsvandt den, og jeg snublede over en sten og faldt. Jeg faldt ned i en stor kold vandpyt. Den var så kold at der lå is på toppen. Jeg frøs da jeg langsomt, med slæbende skridt gik tilbage mod bænken. Før jeg nåede derhen begyndte jeg at kunne mærke det igen. Vandet. Det steg med en rasende fart. Jeg tog mig til brystet, der var helt koldt og vådt. Vandet havde fyldt mit hjerte på ny, men denne gang stoppede det ikke. Det blev ved med at stige til det til sidst flød over. Det kolde vand fossede ind alle vegne. Jeg gispede efter luft og prøvede at løbe væk fra det, da jeg opdagede at jeg ikke kunne løbe. Mine ben var fyldt med vand, var så uendeligt tunge. Jeg kunne kun lige løfte dem. Jeg gik med tunge skridt over mod døren. Selvom den var låst vidste jeg, at jeg var nødt til at komme ind, ellers var det forbi. Jeg vidste ikke hvad fornemmelsen var, kun at det gjorde ondt indeni, og at det ville drukne mig hvis ikke jeg gjorde noget. Jeg tog desperat i håndtaget som var låst. Jeg prøvede at sparke på døren, men kunne ikke. Jeg skulle til at hamre på døren da jeg opdagede at mine arme var låst fast. Det føltes som om nogen havde bundet jernkugler fast til hver arm. Jeg kunne knap nok løfte mine fingre. Vandet steg. Det kom helt op i halsen, gjorde det svært at trække vejret. Jeg gav helt op på døren og satte kurs mod bænken. Vandet var nu over min mund. Pludselig gled jeg på noget og jeg udstødte hvad der skulle have været et skrig da jeg faldt ned på mine knæ. I stedet blev det til et gurgl, og vandet væltede ud. Jeg skyndte mig at lukke igen, men det var som om noget af vandet var væk. Jeg prøvede igen, men det virkede ikke. Vandet holdt tilbage så det ikke røg ud, som om nogen holdt en hånd over min mund. Den isnende kolde fornemmelse fyldte hele min krop nu. Vandet steg. Jeg begyndte at klynke imens jeg tænkte ting som ’hvorfor mig? ’ og ’hjælp! ’ forgæves. Jeg kunne ikke tale, næsten ikke engang trække vejret længere. Stadigvæk var der ingen der så mig, I så alle den anden vej. Hadet indeni fik vandet til at svulme, stige, overtage alt. Jeg fik trukket mig selv hen til det store træ og satte mig med ryggen op ad det. Jeg begyndte at græde. Dér sad jeg i lang tid, og bare græd i regnen. Ingen hørte mig. Ingen hjalp mig. Ingen så mig. Jeg var helt alene. Min gråd ledte noget af vandet væk, men vinden tørrede snart mine tårer, til-kalkede mine tårekanaler så jeg ej kunne græde mere. Jeg sukkede dybt da vandet endelig nåede op over mig, druknede alle mine følelser i sit iskolde favntag. Vinden kom igen, med frost denne gang. Mit hjerte frøs, alt frøs til is. Intet var tilbage. Stadig er intet kommet igen. I forlod mig, udstødte mig, gjorde mig til dette. Jeg vil aldrig blive hel igen, mine følelser har forladt mig. Stadigvæk står jeg ude i regnen. Jeg har en sten i min hånd. Den er kold og hård som mit hjerte. Måske er det mit hjerte, jeg ved ikke om det stadig sidder fast inden i mig. Fordi I har gjort alt dette imod mig vil jeg nu kaste stenen igennem ruden. Jeg vil smadre alt hvad I har lavet igennem årene, smitte jer med denne sygdom, selvom jeg dog ikke tror den smitter. Jeg vil aldrig tilgive jer. I kan sige hvad I vil, komme med trøstende ord som ’vi legede jo bare ’ og ’undskyld, vi så det ikke ’, men de vil ikke virke på mig. Jeg ved at I så mig. Jeg har løjet over for mig selv så mange gange før, jeg har bevidst glemt de stjålne blikke I kastede ud mod regnen, de hviskende stemmer har jeg ladet overdøve af regnen og legene… jeg har glemt legene. Jeg ved ej længere hvad der er sjovt eller kedeligt, godt eller ondt. Kun ét spørgsmål har jeg at stille jer, når jeg træder ind gennem det knuste glas og river jeres tegninger itu; … Hvorfor? ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...