Ti noveller til dem der keder sig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2015
  • Status: Igang
Jeg har på det seneste tvivlet på den virkelige eksistens. Jeg har besluttet mig for at få læsset nogle af mine mærkelige påfund og oplevelser ned på skrift. Håber I kan bruge dem til noget, og håber I ikke bliver traumatiserede...

0Likes
6Kommentarer
210Visninger
AA

2. Tre dage

 

Det var et uheld. Bare… et uheld. Det kunne hun jo ikke gøre for, vel?
Det var en grå eftermiddag. Himlen truede med at bryde ud i regnvejr, og træerne svajede voldsomt i den brutale vind.
Hun cyklede afsted så hurtigt hun kunne. Hendes hår piskede hende i ansigtet, hun havde ikke haft tid til at sætte det op i en hestehale. Hun skulle skynde sig. Ellers ville de blive vrede på hende. Det var hendes ansvar, at Taiga kom i bad før middag. Hun havde bare rent glemt tiden. Men det ville de ikke forstå. Hun trådte hårdere i pedalerne da hun rundede det næste gadehjørne. Kun 100 meter igen...
Hun smed cyklen og løb indenfor. Det lignede at de alle var hjemme. Alle skoene stod pænt i par i gangen, og jakkerne hang på deres knager, den lille lyserøde på en lidt lavere knage. Hun smed sin jakke oven på den lille og sparkede skoene af. Hun listede forbi køkkenet så stille som muligt for ikke at vække opmærksomhed fra moderen, der stod i fuld gang med madlavningen. Faderen sad vist inde på sit kontor og arbejdede, til hendes held. Hun listede op ad trappen og ind på Taigas værelse. Den lille pige sad på gulvet. Hun vendte hovedet. Hendes lille ansigt lyste op i et smil da hun så hvem det var.
- Hej Yuki! Hun rejste sig og løb hen til søsteren.
- Ikke lige nu, Taiga. Vi skal skynde os og få dig i badet før aftensmad, ellers får Yuki ballade, og det vil du ikke have, vel?
Hun smilede og gik mod badeværelset. Taiga fulgte efter, og snart var hun i badekarret.
- Maden er snart færdig! Kommer I ned? Lød moderens stemme for enden af trappen.
Yuki vendte hovedet i et ryk. Taiga sad stadigvæk i badet, men var næsten færdig med at vaske sig med den lille lyserøde svamp, som Yuki havde givet hende i fødselsdagsgave.
Det ville nok ikke være en god ide… Yuki hørte moderens stemme runge i sit baghoved. Hun måtte gøre det. Der ville nok heller ikke ske noget, vel?
Hun rejste sig fra den lille skammel og åbnede skabet over spejlet. Hun tog den gamle hårtørre ned og satte den i stikket ved siden af spejlet.
- Se, vi er nødt til at blive færdige før aftensmad, så vi tørre lige dit hår imens du gør dig færdig, ikke? Hun tændte for hårtørreren.
Taiga nikkede smilende og hev sit våde hår op ad vandet, stadig med svampen i hånden. Yuki skulle til at gå hen til hende, da hun gled i en smule vand der lå på gulvet. Hun gav slip på hårtørreren for at kunne tage fra. Som var det i slowmotion, faldt hun bagover. Hun så ud ad øjenkrogen hårtørreren falde ned… ned… Taiga udstødte et gisp, da hårtørreren faldt ned i badekarret. Yuki så med forfærdelse til, imens hendes søster gik i nogle underlige, ufrivillige kramper, stadig med den lyserøde svamp knuget i hånden. Hendes hoved ramte gulvet hårdt. Sorte prikker dansede for hendes øjne, men hun satte sig brat op alligevel. Hun kastede sig mod ledningen og rev den ud af væggen. Hun skyndte sig, halvt kravlende over til sin søster, der lå ned i badkarret.
- Taiga? Taiga! Er du ok? Svar mig!
Hun kastede sig ned imod hende og trak hende halvt op af karret. Hendes spinkle arm faldt ned over kanten, og tabte svampen på gulvet med et klask…

Dag 1
Verden, er ikke et sted for mennesker som mig, tænker Yuki, nu hun tavst stiger op på sin cykel. Det eneste hun kan tænke på, er Taiga. På hendes smil, hendes lysende øjne og overstrålende glæde.
Hun sætter afsted mod skolen. Prøver at lukke af for sin hjerne.
Ikke min skyld…
Hun stopper op ved et butiksvindue nede i hovedgaden. Hun stiger af sin cykel, der vælter ind på fortovet. Hun går langsomt hen og lægger en hånd på ruden.
… og du lover at vi kommer igen? gør du? Du er den bedste, Yuki!
Hun trækker hånden til sig og sætter sig hurtigt op på sin cykel igen. Sætter kursen mod skolen. Ikke flere distraktioner, lover hun sig selv.
Ovre i skolen er tingene… anderledes. De andre er ligeglade. De ser hende slet ikke, men hver gang hun ser på dem føler hun det, som om nogen havde lagt en løkke om hendes hals. Hun kan mærke de svagt anklagende blikke, til trods for at ingen af dem ved noget, ingen af dem vender hovedet. Blikkene kommer heller ikke fra dem, men fra noget andet, nogen…
Hun pjækker resten af skoledagen og tager hjem. Hun lader som om hun er dårlig, hvilket ikke er langt fra sandheden.

Dag 2
Den nat har hun de underligste drømme. Verden snurrer omkring hende, hun kan ikke få tingene til at stå stille selvom hun desperat prøver at gribe fat i noget. Hun får endelig fat på noget, noget vådt… hun ser ned i sin hånd og finder svampen… hun skriger og taber den på gulvet med et klask, hun ser en tynd arm falde mod gulvet…
Hun sætter sig brat op. Hun minder sig selv om at hun er vågen, til trods for at hele verden snurrer igen. Rundt og rundt, en lille svamp og en tynd, hvid arm… hun ryster hovedet og prøver at fokusere på noget for at få det til at gå væk.
Hun ser på sit vækkeur. Klokken er 1 om natten, men hun tør ikke lægge sig til at sove igen. Hun står op og går ud i badeværelset for at tisse. Bare for at gøre et eller andet distraherende. Hun tænder på kontakten, og lyset tænder blinkende. Bruseforhænget er trukket for. Hun ser den anden vej.
Da hun er færdig trækker hun ud og går over til håndvasken. Så hører hun noget, der får hårene i hendes nakke til at rejse sig. En lav fnisen. Hun vender sig om og stirrer intenst på badekarret.
Hun ryster hovedet efter et par minutter og tænder for vandet. Så hører hun det igen. Hun stopper midt i den bevægelse hun er i gang med. Hun ser langsomt op i spejlet. En silhuet! Bag bruseforhænget! Hun vender langsomt hovedet. Silhuetten er der stadigvæk.
Langsomt går hun over til badekarret. Hun løfter armen, og med en lynhurtig bevægelse trækker hun fra. Der er ikke nogen. Hun går over for at vaske sine hænder igen. Den lave fnisen genoptager, men hun ignorerer den.
Ovre i skolen går det ikke bedre den dag. De andre ser skævt til hende, og den ubehagelige fnisen følger hende hvor end hun går. Den er der hele tiden, lige i baghovedet, men når hun vender sig er der ikke noget. Hendes hænder ryster når hun griber fat i ting, hun kan ikke koncentrere sig.
Pludselig kan hun se nogen bag læreren. Yuki rejser sig og går lydløst hen til tavlen. Alle de andre bliver helt stille. Alle ser på hende, men hendes øjne er fikseret på skikkelsen bag frk. Himekawa. Den rykker sig ikke, i modsætningen til i morges.
Da hun passerer læreren begynder den lave fnisen igen. Den bliver højere, bliver til latter, men da hun når helt hen til tavlen forsvinder den. Det samme med skikkelsen.
Hun tager sig til hovedet.
- Er der noget galt Yuki? Spørger Himekawa bekymret.
Yuki ryster på hovedet og går tilbage på sin plads. Resten af dagen sidder hun med hovedet i tåger, kan ikke fokusere på noget som helst, heller ikke da hun kommer hjem.

Dag 3
Yuki vågner igen tidligt fra et mareridt. Det stopper bare ikke. Hun har mest af alt lyst til at gå til sine forældre og søge trøst, men hun kan ikke, ikke efter hvad der skete… men det var ikke hendes skyld, vel? Hun tager sig til hovedet med begge hænder. Hun skulle jo skynde sig, det var forståeligt, var det ikke? Ikke?
Hun kan ikke holde ud at blive siddende i sin seng. Hun slentrer ud på den mørke gang, ned og ind i et rum. Et koldt og øde rum. Taigas værelse.
Kan vi ikke godt lege i dag? Vær nu sød!
Yuki vender hovedet med en lynbevægelse. Taiga sidder på sin seng.
- Jo, jo det kan vi da godt. Mumler hun og åbner skabet.
En masse ting vælter ud. Hun rækker sin hånd ned i bunken og tager et sjippetov op.
- Lad os lege efter skole, ik’?
Hun bliver siddende på gulvet til solen er stået op. Stirrer tomt ud i luften over sengen. Langsomt rejser hun sig og tager tøj på. Hun lægger sjippetovet i sin skoletaske.
Skynd dig nu! Jeg hader at vente!
- Selvfølgelig skynder jeg mig! Jeg kan jo ikke lade min søster vente, vel?
Hun smiler til luften ved siden af hende. Skynder sig at tage cyklen til skole.
Så cykler vi sammen igen, ikke?
- Jo, jo det gør vi! Alt er som det skal være!
Undervejs i alle timerne kan Yuki se Taiga i vindueskarmen. Hun undrer sig over at de andre ikke ser hende, men undrer sig ikke længe. En gang imellem vinker hun til hende, og hun vinker tilbage. De andre ser ikke noget.
Efter skole skynder Yuki sig ud på cykelparkeringen. Taiga står der allerede. Hun vinker til hende og hun vinker tilbage. Alt er som det plejer.
Skynd dig!
- Ja ja, det skal jeg nok! Siger hun og smiler ud i luften.
En gruppe piger går forbi hende og begynder at hviske. Hun er ligeglad. Hun har lovet Taiga at de skulle lege, og sådan bliver det.
Skal vi ikke tage ud og lege i skoven?
- Det kan vi godt, men vi må ikke gå for langt ind, ok?
Hun sætter sig op på sin cykel og begynder at cykle hen imod skoven så hurtigt hun kan.
Pludselig kan hun ikke se Taiga længere. Skyerne trækker sig sammen over hende, truer med at bryde ud i regn.
- Taiga? Taiga! Hvor er du? Svar mig!
Råber Yuki. Hun fortsætter med at cykle. Hvis Taiga farer vild i skoven får hun skylden. Skoven er også meget skræmmende, de har egentlig fået besked på aldrig at gå derhen. Kun sindssyge mennesker går derhen, har mor sagt. Dem der ikke kunne leve med sig selv.
Hun bliver ved med at kalde på sin søster til hun når skoven. Hun ånder lettet op. Taiga står i skovbrynet og vinker. Yuki smider sin cykel og tager tasken af bagagebæreren.
- Du må altså ikke bare forsvinde sådan, tænk nu hvis jeg ikke fandt dig igen!
Råber hun og skynder sig over til skoven. Taiga fniser og løber ind mellem træerne.
- Hej, vent! Råber Yuki.
Sådan bliver det ved lidt. Hver gang Yuki haler ind på sin søster forsvinder hun imellem træerne. De er efterhånden kommet så langt ind i skoven at hun ikke kan se stien længere. Træerne er store og krogede, alt er mørkegrønt eller mosfarvet. Skoven er meget gammel. Den har også et par andre navne, et af dem er især kendetegnende…
Taiga er nu helt forsvundet. Uanset hvor højt Yuki kalder kan hun ikke se eller hører svar. Hun begynder at græde.
- T- Taiga! Kom nu ud! du må ikke blive væk fra mig!
Hun sætter sig med en dump lyd på jorden. Hvis hendes søster bliver væk, hvad gør hun så? Hvad skal hun sige? Pludselig går det op for hende.
Taiga er allerede væk. Hun har aldrig ville lege i skoven. Hun… hun har…
Langsomt ser hun op. Noget tape hænger og flagrer i vinden fra et træ. Tape… det er det de bruger når de er i tvivl, så de kan finde ud igen hvis de fortryder.
Hun rejser sig.
Hej, søster! Hvorfor finder du mig ikke? Jeg troede vi skulle lege! Lege for evigt, og evigt…
Hun ser op. Hun smiler.
- Ja, det skal vi da også. Jeg kommer nu…
Hun kravler op i træet og fastgør sjippetovet til en tyk gren. Den anden ende rundt om hendes hals.
Hun kommer i tanke om hvad skoven hedder. Havet af træer, vulkanskoven… selvmordsskoven.
- Jeg kommer nu, Taiga…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...