Ti noveller til dem der keder sig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2015
  • Status: Igang
Jeg har på det seneste tvivlet på den virkelige eksistens. Jeg har besluttet mig for at få læsset nogle af mine mærkelige påfund og oplevelser ned på skrift. Håber I kan bruge dem til noget, og håber I ikke bliver traumatiserede...

0Likes
6Kommentarer
208Visninger
AA

4. Templet

 

Det var jo Helenas skyld. Marie havde sagt nej, men hun var blevet ved med at presse på. Så det at hun lå dér, var jo ikke Maries ansvar… eller var det?...

Det hele startede da de tog til Cairo. På ferie med begge familier. Smadder hyggeligt og alt det, selvom Helena skulle bestemme alt hvad de gjorde.

”kom” havde hun sagt da de var på rundtur ved et af de mange forhistoriske templer ude i ørkenen. Der var mange templer tilbage på turen, så Helena syntes godt at de kunne tage en smutvej og lave noget andet i mellemtiden. Marie fulgte irriteret efter.

Guiden og resten af flokken lagde ikke mærke til det, da de to små piger sneg sig ind imellem sandbankerne imellem to templer.

Det var bare lidt `opdagelser´ sagde Helena altid. Marie var efterhånden ret træt af `opdagelser´. Der gik altid noget galt, og hun ville typisk få skylden for det. Hun havde dog aldrig forestillet sig hvor galt dette ville ende.

Efter en kort stunds fisen omkring fik de øje på et tempel, lidt skjult under en klippe og en masse sand. Kun indgangen var synlig, men den var til gengæld også meget mere overdådig end noget de havde set nogle af de andre steder. En stor, trekantet sten udgjorde toppen af indgangen ved templet, og var dekoreret med billeder i guld. Det forestillede en masse sole, en fuglemand og en masse mennesker der lå på knæ med hænderne i luften. De små piger forstod ikke meget af det.

I et kort øjeblik så det ud som om der var nogen derinde. Marie stoppede op.

”jeg vil ikke derind” sagde hun.

”der er noget derinde, noget jeg ikke vil ind til. ”

Helena vendte sig om og så på Marie. Hun rynkede brynene og lo så sin lillepigelatter.

”ha! Der er ingen derinde! Ingenting bortset fra måske… ”

Hun holdt en lang pause, ventede på at Marie skulle sige noget.

”måske hvad? Hvad kunne der være derinde? ” Marie kunne ikke hindre sig selv i at være en lille smule nysgerrig.

”hvorfor skulle jeg sige det? ” Helena strakte sin hånd frem for sig og betragtede sine negle.

”fordi vi er venner? ” Marie skævede om bag Helena. Hun så intet. Ikke noget der så farligt ud.

”nej ”.

Marie hadede når Helena var sådan. Lige om lidt ville hun sig ’medmindre’, og så et eller andet modbydeligt. Ligesom dengang med regnormen. Helena havde hugget hendes yndlings legetøj og truede med at smide det i søen medmindre hun åd en regnorm.

Eller ligesom dengang hun skulle lave hendes lektier. Eller…

Helena havde aldrig været nem at være sammen med. Men hun var den mest populære pige på hele 2. årgang, så det måtte være godt at være sammen med hende.

Helena vendte sine øjne mod hende.

”medmindre… ”

Nu kom det.

”medmindre at du krammer en af mumierne i templet ”

Marie så på sine fødder. Det ville være hurtigt overstået.

” fint. Hvad var det så man måske kunne finde? ”

” skatte, selvfølgelig! Store guldskatte, med funklende juveler og overdådige smykker! ”

” nå, det ” Marie var skuffet. Men et løfte er et løfte.

” kom ” sagde Helena og smuttede indenfor.

Snart var de langt inde i templet, for de skulle jo finde skatte og mumier, og såddannoget lå ikke ved indgangen sagde Helena. Af og til så Marie en skygge der ikke var deres.

Heldigvis for Marie fandt de ingen mumier.

” snyd! ” vrissede Helena.

” du fik hvad jeg lovede, men det gør jeg ikke! Snyd! ” hun stampede i gulvet.

” men vi har jo heller ikke fundet nogen skatte ” sagde Marie.

” jeg sagde jo også ’måske’, og i det her tilfælde betyder det ’ikke’ ”.

Marie trak på skuldrene. Hun ville ikke have ballade. Det ville alle de andre på årgangen jo høre om.

De kom ud i en stor centerhal lige ved indgangen hvor de startede. Men denne gang var den overdådige sal ikke tom. Den var fuld af… ikke mennesker, i hvert fald ikke levende mennesker.

Helena var så optaget af sit raseri at hun ikke opdagede dem før hun stod i midten af salen. Det var da hun vendte sig rundt for at kalde på Marie der stod stivnet i døråbningen hvor de lige var kommet fra.

Helena ville løbe, men kunne ikke. Marie så rædselsslagen til, mens nogle af skikkelserne svævede over mod Helena.

” NEJ! ” skreg Helena. Tingesterne stoppede. Marie følte at hun måtte gøre noget. Hun tog modet til sig og løb ud ved siden af Helena.

” Nå ” rungede en dyb stemme.

” der er flere ”.

De stod begge to stivnet af skræk da en særlig fint udklædt skikkelse kom ned fra et mærkeligt piedestal i den anden ende af salen. Den var trappeformet, og førte op til en slags trone, næsten helt oppe i loftet. Tingesten kom hen til dem, svævende to-tre centimeter over gulvet.

” Hvem er I? ”

Helena rykkede sig om bag ved Marie, der modigt svarede:

” to piger der gerne vil hjem. Må vi gå? ”

Hun rystede over det hele.

Skikkelsen svævede om bag dem. Helena hev næsten Marie bagover for at værne for sig selv.

” hvem af jer er Herre? ”

Marie vidste ikke rigtigt hvad hun skulle svare, men pludselig tog Helena initiativ.

” d.det er m-m-mig! ” hun gik et lille bitte skridt frem. Skikkelsen så underligt på hende, så knælede han.

” hvem er denne din ledsager? ” spurgte han.

” hende? Hun er min… min… tjener! ” Marie vendte hovedet i et ryk. Det var ikke sandt. Eller var det? Hun havde jo mere eller mindre altid gjort som hun sagde.

Skikkelsen rejste sig op, og bredte armene ud mod mængden af… hvad det så end var.

”vi har fået en villig ”

Hele salen mumlede monotont og lavt, da de to piger blev ført gennem den. Alle ansigterne var tomme, uden sjæl. De havde også alle sammen en plet midt på brystet, der var lidt mørkere end resten af dem.

Helena begyndte underligt nok at slappe af. Marie fik hurtigt at vide hvorfor, da Helena så sit snit til at hviske det til hende.

” nu gør de mig til dronning eller noget. Og så tilbeder de mig, og giver mig gaver. Dét dér er sikkert min trone ” hun pegede på den underlige trappe.

” hvad hvis de ikke gør? ” spurgte Marie forsigtigt med blikket rettet stift mod trappen. Hun syntes den så bekendt ud…

Helena så på hende med ’ved-du-nu-hvad’ blikket, og sagde:

” helt ærligt, ser du aldrig film? De tager jo altid den smukke og gør hende til deres gud ”

Hun tilføjede ondskabsfuldt

” de gør tjenerne til slaver ”

Sådan en film havde Marie aldrig set. Hun så for det meste dokumentarer.

” det vil jeg ikke ” sagde hun.

” nå, men… så dør du! Så kaste de dig sikkert for krokodillerne eller noget! ”

Marie tav. Helena gik triumferende og vinkede til tingene. Da de nåede trappen standsede den store ting og bredte armene ud mod dem.

” vil din tjener også indvies til solguden, Raa, den mægtige? ”

Marie skulle lige til at sige ja, for så ville hun jo også blive dronning, men Helena kom hende i forkøbet og svarede på hendes vegne:

” nej, det vil hun ikke ”

Hun vendte hovedet mod Marie med et ondt smil. Tingen tav et stykke tid.

” så lad dommen falde på dig, og kun dig, pigebarn ”

Helena fnisede hele vejen op ad trappen.

” hvorfor må jeg ikke være med? ” hviskede Marie.

” fordi ” hviskede Helena ” jeg vil ikke dele mit folk. De vil også kun havde mig, ikke dig ”.

Marie så på sine fødder. Da de nåede toppen så de en mærkelig sten i midten. Den var aflang og flad. Den var ca. to meter lang, og så var den farvet sort-brun.

Det gav et sæt i Marie da en af tingene tog fat i hende og førte hende til et hjørne. Helena trippede på gulvet foran stenen.

” hvornår går vi i gang? ” klagede hun.

” når du er klar ” sagde tingen.

Hun strålede som solen. Ja, solen…

”kom i gang nu! Jeg vil krones nu! ”

Tingen så undrende på hende, men glemte hurtigt hendes udsagn.

” offer, læg dig på stenen ”.

Marie undrede sig over ordet ’offer’. Hun troede det betød en slags overgud, da der aldrig var nogen der havde forklaret det til hende.

Helena hoppede op på stenen og slog hovedet imod kanten i iver.

” AV! ” hylede hun og satte sig op. Marie begyndte langsomt at indse hvad hele sceneriet mindede hende om. Hun havde engang set en dokumentar om det gamle Egypten med sin mor. Den sidste del havde hendes mor dog ikke tilladt hende at se, men hun vidste hvad det var det handlede om. Det endte ikke i en lykkelig kroning.

Da det gik op for hende, hvor de var, spærrede hun øjnene op i frygt. Hun havde egentlig vidst det hele tiden, hun ville skrige, men kunne ikke. Noget havde taget hendes stemme.

Helena så intet. Ikke før nogen greb hende bagfra, og tvang hende ned på stenen.

” hvad er det for en måde at behandle en dronning på? ” sagde hun forarget, stadievæk optaget af sin egen teori. Et par ekstra hænder greb hendes fødder og arme, gjorde hende ude af stand til at rykke sig. Den fint påklædte tingest fra før forsvandt et øjeblik, men vendte så tilbage, holdende på en lang udsmykket kniv. Da Helena fik øje på den fyldtes hendes øjne med rædsel.

Tingen kom nærmere, helt op på siden af stenen og hævede kniven med begge hænder. Marie prøvede desperat at sige noget, men hun var ikke i stand til hverken at tale eller bevæge sig.

” NEJ! STOP! HVAD ER DET I LAVER? STOP! STANDS! JEG BEFALER DET! ” tingesten tog ingen notits af hvad Helena sagde, men begyndte at tale selv.

” Vi taler til dig, oh mægtige Raa! Modtag dette offer som tak for at lade solen skinne ned på os hver dag! Denne frivillige vil i dag slutte sig til os! ” han hævede kniven yderligere.

” NEEEEJ! JEG BEDER DIG! JEG LØJ! JEG ER IKKE LEDER ELLER HERRE OVER NOGEN SOM HELST! DET… DET ER HENDE, HENNE I HJØRNET! JEG BEDER DIG! TAG HENDE, IKKE MIG! ”

Tingesten hørte det ikke midt i sin trance. Ikke at den ville have gjort noget alligevel. Når først det er i gang kan det ikke stoppes. Han jog med et hurtigt hug kniven i hende. De eneste sanser der virkede for Marie i det øjeblik var syn og hørelse.

Helena skreg. Skreg i smerte imens blodet sprøjtede ud over stenen. Tingen gjorde det ikke af med hende, ikke endnu. Den trak langsomt kniven ned langs Helenas brystkasse og flækkede hele ribbenskassen. Helena skreg, og skreg, gurglede blod op og skreg. Da kniven havde været hele vejen blev den lagt væk, og skikkelsen tog fat i hendes brystkasse, hev den fra hindanden med hænderne. Adskillige knase lyde kunne høres, iblandet med Helenas dødsskrig. Tingen rakte ind i hendes krop og flåede hjertet ud. I det øjeblik blev Helena stille. Marie kunne ikke gøre andet end at stå og se på, imens blodet fossede ud af den åbne spalte mit på Helenas brystkasse. Skikkelserne der havde holdt hende svævede tilbage til deres pladser.

Den fine tingest tog hjertet og placerede det i et hul i væggen, ved siden af en masse magen til. Så gik den hen til Helena, stak en hånd igennem hendes hoved og trak noget ud. En sølv-lignende masse der foldede sig ud til at være en kopi af Helena. Den stod på svagende ben med det samme tomme udtryk som de andre, og den samme mørke plet midt på brystet. Hun svævede ned blandt de andre. Tingesten stillede sig foran offerstenen og løftede armene. I et glimt af lys var de alle sammen væk. Først da kunne Marie bevæge sig. Hun løb over til stenen hvor Helenas maltrakterede lig stadievæk lå med brækkede ribben og gennemsavede indvolde stikkende ud. Marie prøvede at kalde på hende, men der kom ikke en lyd. Hun havde helt mistet sin stemme.

Hun løb ud. Væk. Hun fandt gruppen og guiden igen, men hun kunne ikke fortælle hvad der var sket. Men det var jo ikke hendes skyld alligevel.

Eller var det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...