Ti noveller til dem der keder sig...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2015
  • Status: Igang
Jeg har på det seneste tvivlet på den virkelige eksistens. Jeg har besluttet mig for at få læsset nogle af mine mærkelige påfund og oplevelser ned på skrift. Håber I kan bruge dem til noget, og håber I ikke bliver traumatiserede...

0Likes
6Kommentarer
211Visninger
AA

1. Novelle 1. Støvregn (symbolik: mobning)

 

Karmen ser ud ad vinduet. Sidste time, så har de fri. Det ser ud som om skyerne trækker sig sammen. Gråt og mørkt, men tørt endnu.
Klokken ringer med en hul lyd, og hun ifører sig sit slidte overtøj. Hun svinger tasken over ryggen og går udenfor. Hun hører pigerne fnise og de begynder at bagtale hende så snart hun er ude. Det preller nu bare af som det plejer.
Hun begynder at gå. Hun har langt hjem og skal ned langs søen undervejs. Der er så smukt ved søen, tænker hun ofte når hun går forbi.
Som hun går hjem, begynde det at støvregne. Det er ikke så slemt at det gør noget, det preller bare af. Hun trækker dog jakken tættere ind om kroppen. Lyner den helt op i halsen. Så, nu rører den hende ikke.
Mens hun går videre tager regnen til, bliver til let regn. Hun rækker en hånd frem, og den bliver lidt våd. Nå, det gør ikke noget, tænker hun og trækker hætten over hovedet. Hendes taske bliver våd, men der er ikke noget værdifuldt i den alligevel. Hun opmuntrer sig selv til at sætte farten op. Det skal nok blive bedre, tænker hun, men som hun går bliver det værre og værre. Hun har trukket hætten så langt ned over ørene som hun kan, men lige meget hjælper det, regnen trænger ind alle vegne og gør hende helt kold. Det plasker ned over hende, gør alt vådt og koldt og følelsesløst. Hun er nået til søen. Hun ser på sine fødder mens hun går. De slidte Sorel-støvler der har været hendes mors, plasker vand op på hendes ben mens hun fortsætter. Hun stopper så op. Hun retter hovedet op og ser ud over søen. Hele overfladen er i oprør, brudt af den tunge regn. Ringe i vandet når ikke langt før de bliver brudt af andre. Hendes ben er mudrede, hun er våd ind til skindet. Hun står lidt og overvejer. Hun har før overvejet at springe i søen. Det var en tid ligesom denne, hun var helt våd og kold, men hun havde fundet mod til at fortsætte.
Regnen bliver til hagl imens hun står der. Hun sukker og begynder at trække støvlerne af. Hun smider tasken og jakken, selv den sweater hun havde inden under. Hun stiller sig ved kanten af søen og lader sig falde ned i det endeløse sorte dyb, lader sig opsluge af sorgen og døden…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...