Forglemt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Louis Tomlinson er ulykkelig efter bruddet med sin kæreste Eleanor. Alting virker pludselig så ligegyldig for ham, så i et forsøg på at muntre ham op, bliver han tvunget med på ferie. Ferien udvikler sig dog ikke helt som håbet, da Louis lige pludselig ender med at stå med ansvaret for en pige som ikke har nogen anelse om hvem hun selv er. Langsomt bliver der gravet mere og mere frem fra pigens fortid, som viser sig at være noget mystisk.

5Likes
1Kommentarer
269Visninger
AA

4. Kapitel 3: Velkommen til familien

~~       Hekate kigger med store øjne rundt i lokalet, samtidig med at hun knuger Louis’ hånd ind til sig. Hun har ikke sluppet hans hånd siden hun blev udskrevet fra hospitalet. Ikke engang da de sad i taxaen på vej mod hotellet han og hans forældre bor på, havde hun sluppet sit hans hånd.
       Ikke at han har noget imod det. Hun har en meget lille, blød og dejlig varm hånd, som synes at passe perfekt ind i hans. Det går pludselig op for ham at hun er den første pige han holder i hånden siden Eleanor forlod ham. Og underligt nok generer navnet Eleanor ham ikke længere helt så meget. Han kan stadig mærke en lille skarp smerte i sit hjerte over hende, men han er ikke længere ved at drukne i følelsen.
       ”Louis, jeg har været så bekymret. Hvor har du været henne?” spørger Joannah, da han lukker døren i bag sig. Hun kommer ud i gangen, men stopper brat op, da hun ser Hekate, som står ved hans side. ”Hvem er det? Og hvad dælen er der sket med pigebarnet?”
       ”Undskyld, jeg er ked af at jeg gjorde dig bekymret. Jeg ville have ringet til dig, hvis ikke jeg havde mistet min mobil, da jeg kørte Hekate her ned, så jeg har sådan lidt siddet på hospitalet de sidste par timer,” mumler han hurtigt, og sender Joannah et nervøst blik. Nervøsiteten er velbegrundet, for hun sender ham et forfærdet blik, inden hun nærmest overfalder ham med knus og kys.
       ”Er du okay? Du er ikke kommet til skade vel? Bliver vi nødt til at tage hjem nu? Bare sig til hvis der er noget, så skal jeg nok hjælpe. Alting for dig, Boo Bear.”
       ”Jeg har det fint, mor. Det er ikke mig der blev kørt ned.”
       Hun kniber øjnene sammen, og sender ham et vredt blik. ”Louis William Tomlinson, hvordan kunne du være så tåbelig? Har jeg ikke altid sagt at du skal passe på når du kører bil? Hvordan kunne du dog ende med at køre galt?”
       ”Undskyld,” siger han bare, for han ved hun med rette kan skælde ud. Han burde have kigget sig bedre for, og han burde have holdt øje med vejen, men det gjorde han ikke, så det er helt hans egen skyld at det hele er endt sådan her. Eller mest af alt hans skyld. På sin vis så har Hekate vel også en del af skylden. Hun burde ligesom ham have kigget sig for. Så alt i alt, er de vel begge to godt dumme, han er bare den eneste som rent faktisk kan huske sin dumhed, og det er nok en af grundene til at den dårlige samvittighed tynger ham på den måde den gør. Hvis hun i det mindste havde kunnet huske hvem hun er, så havde det hele ikke været helt så slemt.
       Joannah ignorerer dog bare hans undskyldning, og vender sig om imod den noget forslåede Hekate.
       ”Hvordan har du det? Har du brug for at sidde ned?” spørger hun blidt. Hekate trækker usikkert på skuldrene, og sender Louis et bedende blik. Han forstår først ikke hvad det er hun gerne vil have ham til, men så går det op for ham, at hun vil have hans tilladelse. Af en eller anden underlig grund, har hun fået den ide at han skal bekræfte alting, inden hun accepterer noget, så han nikker venligt til hende, hvilket så får hende til at gøre det samme til Joannah.
       Joannah rækker ud efter hendes hånd, for at trække hende med ind i stuen, men kun meget modvilligt får hun den hånd som ikke holder fast i Louis i et fast greb. Han bliver trukket med ind på sofaen, hvor hans mor finder et tæppe frem, som hun forsigtigt putter omkring Hekate. Hun går ud af stuen, for så lidt efter at komme tilbage med et varmt krus i hænderne. Hun giver det til Hekate, som kigger noget mistroisk på det, inden hun forsigtigt snuser til krusets indhold.
       Til sidst beslutter hun sig åbenbart for at det godt kan gå, for hun tager i hvert fald en tår af den varme kakao, inden hun overrasket kigger op på ham.
       ”Smager det godt?” spørger han hviskende, med et grin i stemmen. Hendes øjne er store, da hun hurtigt nikker, for derefter at tage endnu en slurk. Begærligheden i hendes øjne får ham til at grine, selvom han virkelig prøver på at holde masken.
       Louis har slet ikke lagt mærke til at Joannah igen er forsvundet ud af stuen, før hun kommer tilbage med to krus mere. Den ene rækker hun til ham, inden hun sætter sig ned i den lille sofa. Det er stille i stuen et stykke tid, hvor det eneste man kan høre er Hekates slubren når hun tager små slurke af kakaoen. Da Louis er halvvejs gennem sin kakao rømmer Joannah sig stille. Han kigger hurtigt på hende.
       ”Nu vil jeg gerne have du fortæller mig hele historien, Boo Bear,” siger hun blidt. Han sukker lidt, men begynder så at fortælle alt hvad der er sket, lige fra da hun sendte ham af sted efter chokoladen, som han nu har mistet, til han fik af vide at han nu stod med ansvaret for Hekate.
       ”Men, Louis, det kan du jo ikke. Du er knap nok selv voksen, og nu skal du passe på et andet menneske. Det burde der ikke være nogen som kunne forlange af dig, især ikke når man tænker på hvor travlt du har i hverdagen,” indvender hun.
       ”Jeg prøvede at få dem til at finde på noget andet, men Dr. Morrison var meget stædig i beslutningen om at jeg skulle passe på hende. Ærlig talt, mor, så tror jeg ikke han kan lide mig, og han sagde ligeud at han er fuldstændig ligeglad med min karriere. ’Du har forpligtelser nu Mr. Tomlinson, og de forpligtelser er over for vores unge ven, og ikke resten af verdenen. Alle andre kan du tage dig af, når hun ikke længere har brug for dig.´,” citerer han ironisk.
       ”Jeg ringer til Dr. Morrison, og får ham til at rette denne misforståelse! Ingen burde kunne forlange dette her af dig. Og ikke nok med det, så ville det være direkte uansvarligt at overlade hende i dine hænder!”
        Av! Det var ondt, men det værste af det hele er nok at det rent faktisk er sandt. Ikke engang han selv, ville overlade et andet menneske i sine hænder, men han ønsker da Joannah alt mulig held med hendes forehavende, for han har allerede selv forsøgt. Og hvad kom der så lige ud af det? Jo, nu skal I høre, han endte alligevel med at tage Hekate med sig hjem.
       Joannah rejser sig hurtigt op igen, og forlader stuen. Der er helt tavst, indtil han hører hende sige sit navn, og spørge efter Dr. Morrison. Hurtigt og skarpt fortæller hun ham hvilken fejltagelse han har begået ved at overlade ansvaret til Louis.
       Han må indrømme at han begynder at føle sig en anelse fornærmet, selvom det på ingen måde er det hun prøver på. Pludselig hører han hende sukke højst, inden hun kommer tilbage til stuen. Hekate kigger interesseret på hendes vrantne ansigtsudtryk, hvilket så får Joannah til at sukke igen.
       ”Nå, noget kan tyde på at hun bliver et stykke tid,” mumler hun, og kigger på Louis, som ikke kan lade være med at grine. ”Velkommen til familien, Hekate. Du kan kalde mig, Jay.” Ordene får Louis til at stoppe med at grine igen, og kigge alvorligt på sin mor. Se det var en overraskelse. Han har ikke hørt hende kalde sig selv Jay i flere år nu.
       Noget kunne tyde på at Hekates tilkomst i deres liv, vil ændre det hele meget drastisk, men ikke nødvendigvis på den dårlige måde. Louis kan ikke lade være med at tænke på, at det måske var meningen at det hele skulle ske?
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...