Forglemt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Louis Tomlinson er ulykkelig efter bruddet med sin kæreste Eleanor. Alting virker pludselig så ligegyldig for ham, så i et forsøg på at muntre ham op, bliver han tvunget med på ferie. Ferien udvikler sig dog ikke helt som håbet, da Louis lige pludselig ender med at stå med ansvaret for en pige som ikke har nogen anelse om hvem hun selv er. Langsomt bliver der gravet mere og mere frem fra pigens fortid, som viser sig at være noget mystisk.

5Likes
1Kommentarer
265Visninger
AA

3. Kapitel 2: Hekate

       ”Hvem er du?” Pigens skrøbelige stemme river Louis ud af sine dystre tanker. Han vender blikket imod hende, og ser at hun kigger på ham med store skræmte øjne.
       ”Ved du ikke hvem jeg er?” spørger han overrasket. Han har endnu ikke mødt en pige som ikke har nogen ide om hvem fanden han er, siden han blev berømt. Det skulle ikke overraske ham hvis hun bare lyver for at få mere opmærksomhed, men så alligevel er der en del af ham der siger at pigen ikke lyver for ham. Udtrykket i hendes øjne siger det hele.
       ”Jeg ved ikke engang hvem jeg selv er,” hvisker hun. Eller måske ikke alligevel. Se det her kunne han ikke se i hendes øjne. For helvede da! Først kører han hende ned, og nu har hun fået hukommelsestab på grund af ham. Det her er bare ikke din dag, Louis, tænker han fuld af dårlig samvittighed.
        ”Ved du slet ikke hvem du er? Ikke noget navn eller noget?” Hun ryster bare på hovedet af hans spørgsmål. ”Men du må da kunne huske et eller andet! Hvem er din familie? Hvor bor du henne? Har du en kæreste? Hvad er din yndlings tv-serie? Et eller andet?” Pigen bliver bare ved med at ryste usikkert på hovedet. Hun ved vitterligt ikke hvem hun er. Louis tager en dyb indånding, for ikke at gå i panik. Hvad skal han dog gøre ved det her? Han kan ikke bare efterlade hende her, når hun ingenting husker.
       ”Okay, mit navn er Louis. Hvad vil du gerne have jeg kalder dig?” spørger han blidt.
       ”D-det ved jeg ikke.”
       ”Hvad med Abby? Du ligner en Abigail.” Hun rynker panden dybt over hans forslag, og kigger på ham som om han er en idiot. Han kan ikke lade være med at smile skævt. ”Okay, ikke Abby eller Abigail. Hvad så med Elizabeth? Nej, heller ikke? Nu ved jeg det! Vi kan kalde dig Idun. Det er et meget smukt navn synes du ikke?”
       ”Idun lyder skrøbeligt, og desuden er hun ikke nogen videre interessant gudinde. Jeg kan godt lide Hekate,” hvisker hun. Nu er det Louis’ tur til at se skeptisk ud.
       ”Hekate? Er det ikke gudinden for magi? Måske ville Kate være mere passende?”
       Pigen fnyser af ham, og lægger sine arme over kors. ”Jeg vil ikke hedde Kate! Jeg vil være gudinden med de tre ansigter. Dine navne er kedelige, og lyder som navnene til nogle svage kvindelige hovedpersoner. Jeg kan ikke udstå svage hovedpersoner. Jeg vil være gudinde, eller også vil jeg slet ikke være noget som helst,” siger hun stædigt.
       ”Du huskede noget! Måske ikke noget synderligt vigtigt, men du huskede rent faktisk noget,” udbryder Louis ivrigt.
       ”Betyder det at jeg må hedde Hekate?”
       ”Jeg kan vel ikke overtale dig til at vælge noget andet vel?” sukker han.
       ”Nej, bestemt ikke.”
       ”Fint, så kalder vi dig Hekate, indtil du kan huske hvem du virkelig er.”
       ”Fint! Hej, Louis, mit navn er Hekate,” hvisker hun og rødmer svagt, inden hun rækker ham hånden. Han glor bare åndssvagt på hende et øjeblik, indtil han til sidst overgiver sig og tager hendes hånd. Han ryster den forsigtigt, for ikke at gøre hende mere ondt, men hun klynker alligevel en anelse.
       Det er som om det først er nu at det går op for hende at hun rent faktisk er kommet til skade. I hvert fald ømmer hun sig lidt, og begynder at undersøge sin krop forsigtigt. Louis er ikke synderlig begejstret for hendes forehavende, for han ved udmærket godt hvordan hun tager sig ud. Hun har store plamager af blå mærker over hele sin krop, og desuden har hun tre bøjede ribben, en brækket arm, fire brækkede fingre, og sidst men ikke mindst en hjernerystelse, hukommelsestab, og en stor flænge hen over panden, bare for at fuldende det hele.
       Ganske langsomt bliver hendes øjne større og større for hver skade hun opdager.
       ”Hvad er der sket med mig? Det gør ondt over det hele!” Ja, se det er så nu det bliver pinligt. Louis rømmer sig, og sender hende et flovt blik.
       ”Det er min skyld. Jeg så mig ikke for, det var mørkt, og du løb lige ud foran bilen. Jeg vil meget gerne vide hvorfor du gjorde det, men det kan du nok ikke huske, så jeg må leve uden at få svar på det.”
       ”Så det er din skyld jeg ligger her? Hvor er her egentlig?”
       ”Øh, på et eller andet hospital, ikke så langt fra der du blev ramt,” siger han tøvende. Han har faktisk ikke nogen ide om hvor de helt præcist er henne.
       Hendes øjne bliver undrende, og rynken i hendes pande vender tilbage. Det er tydeligt at hun prøver på at huske noget, som hun har glemt. Hvad det er, ved han ikke, men det finder han ud af lidt efter, da hun ender med bare at spørge ham.
       ”Hvad er et hospital?”
       ”Et hospital? Det er et sygehus,” prøver han at forklare, men hendes øjne forbliver bare forvirrede. ”Øh, okay, det ord kan du heller ikke huske. Et hospital er et sted hvor nogle dygtige mennesker hjælper folk som er kommet til skade. Hvis folk har brug for hjælp, kan de komme hertil, og blive hjulpet.”
       ”Åh, du er vågnet. Mit navn er Henrik Morrison. Kan du fortælle mig dit navn, Miss,” siger lægen som kommer gående ind på stuen. Hekate, som hun gerne vil kaldes, kigger forvirret hen på ham et øjeblik for derefter at vende blikket hen imod Louis, som for at få svar på hvem manden er.
       ”Det er en af dem der vil hjælpe dig,” hvisker han hurtigt til hende. Hun lyser op i et stort smil, inden hun vender blikket hen imod lægen igen.
       ”Jeg er Hekate.”
       ”Hekate?” Dr. Morrison løfter skeptisk sine øjenbryn, og kigger derefter hen på Louis, som for at få det bekræftet. Louis trækker bare usikkert på skuldrene, og ryster derefter forsigtigt på hovedet. ”Kan du huske hvad der skete, Hekate?”
       ”Louis siger at han kørte mig ned med en bil,” siger hun med et strålende smil.
       ”Men du kan ikke selv huske noget fra begivenheden?”
       Hun ryster forsigtigt på hovedet, og må derefter skære en grimasse da smerterne rammer hende. ”Jeg kan ikke huske noget som helst, men mig og Louis er blevet enige om at Hekate er et pænt navn, ikke Louis?” Hun kigger forventningsfuldt på ham, og han kan ikke gøre andet end at erklære sig enig. Umiddelbart så nej, han er ikke synderlig begejstret for navnet, men når man tænker på at det er hans skyld hun ikke kan huske sit rigtige navn, så er det mindste han kan gøre da at sige at hendes selvvalgte navn er meget smukt.
       ”Jaså,” mumler Dr. Morrison, og begynder forsigtigt at undersøge Hekate. Hun klynker lavt når han rører hende, men ligger helt stille og lader ham gøre det. ”Hvordan har du det så nu?”
       ”Louis siger at folk her hjælper andre folk når de kommet til skade, så jeg har det vist ikke særlig godt, når jeg ligger her,” konstaterer hun tænksomt.
       ”Nå så det siger Mr. Tomlinson? Hvis du nu selv skulle forklare hvordan du har det, hvad ville du så sige?” Hun trækker bare usikkert på skuldrene over hans spørgsmål. Det er som om hun ikke er i stand til at forklare hvordan hun virkelig har det. Måske er det bare Dr. Morrison der gør hende usikker, for hun kunne sagtens sige at hun havde ondt, da det bare var hende og Louis der var der.
       Det går hende tydeligvis på at hun ikke kan forklare sig, for lidt efter begynder hun lavmælt at snøfte, samtidig med at hun sender fortvivlede blikke hen imod dem begge to.
       ”Det er helt okay, Hekate. Prøv at tænk over mit spørgsmål, og så vil jeg komme tilbage senere. Hvis du får brug for hjælp til noget, så kan du ringe efter en sygeplejerske, eller også kan du få Mr. Tomlinson til at hjælpe dig. Han er her for det samme, ikke også Mr. Tomlinson?”
       Dr. Morrison sender ham et skarpt blik, som hurtigt får ham til at nikke enigt. Doktoren er åbenbart ikke særlig begejstret for ham, men så igen, det er hans skyld at pigen foran ham ligger her. Når han nu tænker efter, så er han faktisk heller ikke særlig glad for sig selv lige nu. Den dårlige samvittighed tynger ham. Efter at have sendt ham et sidste skarpt blik, forlader Morrison stuen.
       Tiden går, og de sidder i tavshed sammen. Hekate kigger bare tomt ud i luften, og Louis betragter hende bekymret. Til sidst sukker hun, og kan ikke holde sine øjne åbne mere. De glider langsomt i, og tager hende med sig til drømmeland.
       ”Mr. Tomlinson må jeg have lov til at tale med dig et øjeblik?” Morrisons stemme river Louis ud af sine tanker, og han rejser sig hurtigt op.
       ”Ja, selvfølgelig,” mumler Louis, og følger efter Doktoren ud på gangen.
       ”Politiet har undersøgt den taske som pigen havde hos sig, da hun blev påkørt. I tasken fandt de blandt andet et kørekort med pigens billede og navn på. Hvis man skal dømme efter kørekortet, er hendes navn Diana Christine Wesley, men en sådan person findes ikke. Efter en grundig undersøgelse har politiet fundet ud af at kørekortet er falskt, men det betyder så at vi står lige vidt med hvem hun er.”
       ”Hvad gør de så nu?” spørger han forsigtigt.
       ”Indtil de finder ud af hvem hun er, er der ikke rigtig noget at gøre. Så vidt vi ved, er der ingen som leder efter hende. Hun ved lige så lidt hvem hun er, som vi gør, så vi har ingen steder at sende hende hen, og vi kan ikke beholde hende her så indtil hendes identitet er klar. Derfor, Mr. Tomlinson, er der blevet besluttet at du skal passe på vores unge ven, indtil det er klart hvem hun er.”
       Louis lytter interesseret med i hvad der blev sagt, men det tager ham alligevel et par sekunder før det går op for ham hvad der egentlig er blevet sagt. Han taber kæben, og hans øjne bliver store, da han uden at tænke halvkvalt udbryder: ”Hvad skal jeg?!”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...