Forglemt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Louis Tomlinson er ulykkelig efter bruddet med sin kæreste Eleanor. Alting virker pludselig så ligegyldig for ham, så i et forsøg på at muntre ham op, bliver han tvunget med på ferie. Ferien udvikler sig dog ikke helt som håbet, da Louis lige pludselig ender med at stå med ansvaret for en pige som ikke har nogen anelse om hvem hun selv er. Langsomt bliver der gravet mere og mere frem fra pigens fortid, som viser sig at være noget mystisk.

5Likes
1Kommentarer
266Visninger
AA

2. Kapitel 1: Sirener i det fjerne

       ”Hey, Pumpkin, jeg er ankommet nu.” Louis gaber træt, og trækker kufferten ud af lufthavnen. Harry gaber lige så højt, i den anden ende af røret.
       ”Det er godt, Louis, jeg håber du kommer til at hygge dig,” mumler Harry så lavt at han næsten ikke kan høre det.
       ”Helt ærligt, Harry, jeg befinder mig i Newcastle. Jeg vil bare gerne hjem igen,” siger Louis tvært, da det går op for ham at han ikke længere kan se sin mor og hendes mand nogen steder. Det er da typisk! Der går ikke mere end to minutter inden de er blevet væk fra ham!
       ”Tror ærlig talt det er godt for dig at komme lidt væk fra alting. Lige siden Eleanor skred fra dig, har du været i sindssygt dårligt humør. Vær nu lidt positiv. Hvem ved, måske vil Newcastles friske luft hjælpe på dit dårlige humør?”
       ”Ja, klart. Og måske vil julemanden vise sig at være virkelig,” siger han ironisk.
       ”Det kunne være sejt, mand, men så tror jeg nu alligevel mit forslag er mere sandsynligt. Ikke meget ganske vist, men dog en lille smule. Jeg bliver nødt til at smutte nu, Lou, Niall kalder.”
       ”Okay, Hazza, vi ses om et par uger,” sukker Louis.
       ”Vi ses, Louis, husk nu og ring og opdater os, hvis der sker noget spændende!”
       ”Ja-ja, skal jeg nok.” Han lægger på i samme øjeblik som han får øje på sin mor, som meget desperat kigger sig omkring for at finde ham igen. Han vinker til hende, indtil hun får øje på ham, og begynder derefter at gå hen imod hende.
       ”Var det Harry du snakkede med?” Hans mor, Joannah, kigger spørgende på ham da han kommer hen til hende.
       ”Jep, han prøvede at overbevise mig om at jeg skulle have det sjovt,” sukker han skeptisk.
       ”Så er knægten da ikke helt dum. Kom nu, Louis, kan du ikke være glad for min og Marks skyld?” Hun sender ham de største hundeøjne, som hun kan præstere.
       ”Helt ærligt, mor, hvis du ville have en hyggelig og sjov ferie sammen med Mark, burde du måske ikke have taget mig med af alle dine børn. Du kunne have taget Charlotte, Félicité og tvillingerne med i stedet for.”
       ”Ja, det kunne jeg jo have gjort, men du var den der trængte mest til det. Nu kommer Mark, så smil!” Louis himler med øjnene, men sender hende dog et lille smil. Eller han forsøger. Smilet bliver vist mest af alt bare en grimasse, men det er stadig det tætteste han har været på et smil i lang tid nu.


ooOoo


       ”Chokolade. Fucking chokolade,” mumler Louis irriteret, og smækker bildøren i efter sig. Joannah fik selvfølgelig lige pludselig lyst til chokolade, og så forventede hun selvfølgelig også at han skulle hente noget til hende. Hvis det stod til ham, så var han bare blevet hjemme på hotellet, og sovet indtil han i morgen var tvunget til at skulle udenfor på en af alle de ture som Joannah og Mark har planlagt.
       Han trykker speederen på lånebilen, og suser hen af vejen. Bremserne hviner højt, da han stopper foran en lille butik, som heldigvis stadig har åben. Så behøver han da i det mindste ikke lede efter en anden en.
       Foran butikken står en lille flok piger, som begynder at hviske ophidset da de får øje på ham. Han smiler stort til dem, og denne gang er det rent faktisk et smil. Uanset hvordan han har det, vil han ikke kunne klare tanken om at skuffe sine fans. Det er trods alt dem som har gjort ham til den han er.
       Pigernes hvisken bliver endnu højere og ophidset. Et øjeblik puffer de lidt til hinanden, inden der er en af dem som tager mod til sig, og går hen imod ham. ”Må vi ikke nok få din autograf?” spørger hun hviskende, og en anelse usikkert. Louis smiler igen til dem, og kommer helt hen til dem.
       ”Har I noget at skrive med?” spørger han venligt. Straks begynder de alle sammen at rode rundt i deres tasker for at finde noget at skrive med. En af pigerne udstøder et sejrrigt råb, da hun finder en tusch som hun rækker ham. Da han har skrevet på en taske, en trøje, to stykker papir og en hat, får pigerne lov til at tage et par billeder, inden han går ind i butikken for at finde chokoladen.
       Louis tager en tilfældig plade chokolade på hylden, og går derefter op for at betale den ved kassen. Den halvsovende pige som sidder bag den, vågner straks op, da hun ser hvem der står foran hende. Stammende fortæller hun ham hvor meget hans skal af med. Han betaler hurtigt, og forlader butikken.
       På trods af at klokken nok kun er omkring syv om aftenen, er mørket faldet på, da Louis sætter sig ind i bilen, og kører tilbage mod hotellet. Han er ikke synderlig opmærksom på vejen, og farten i bilen er høj. Det plus mørket udenfor gør at han ikke opdager pigen som løber ud på vejen før han er et par meter fra hende. Det er som om tiden går i slowmotion, da han hamrer foden mod bremsen, men alligevel går alting så hurtigt at det er for sent.
       Han kører direkte ind i hende, så hun ender med at flyve hen over bilens kølerhjem, inden hun glider ned på vejen foran ham. Med bankende hjerte fumler han sig ud af bilen. Hans ben ryster, da han løber hen imod pigen som ligger helt stille på asfalten, og falder på knæ ved hendes side.
       ”Vågn op. Kom nu, vågn nu op,” mumler han febrilsk, og rører forsigtigt ved pigen. En lav stønnen kommer fra hende, så han kan lettet ånde op, da han så kan konstatere at hun i hvert fald ikke er død. Hans hænder ryster frygtelig meget, da han finder sin mobil, og ringer alarmcentralen op. Med en skælvende stemme fortæller han hurtigt hvad der er sket.
       Der går et par minutter efter at han har ringet, før han kan høre en sirene i det fjerne. Alt imens han venter, prøver han at få kontakt til pigen, men hun reagerer ikke på han forsøg. Han kan ikke lade være med at bemærke hvor køn pigen er. Hun er tydeligvis af asiatisk afstamning. Hendes træk er blide og fine. Håret er kulsort, og så ser det ud til at være rimelig langt. Ned til midten af ryggen, måske?
       Louis lader sine fingre glide igennem håret, som på en og samme tid er blødt og stridt. I samme øjeblik som han rører hendes hår, slår hun øjnene op, så han får et kort glimt af de mørke ædelstensøjne, inden hendes lange øjenvipper fejer ned over og dækker dem til igen.
       Hendes vejrtrækning begynder at blive besværet. Der lyder en svag rallen hver eneste gang hun trækker vejret ind. Til at starte med ville Louis ønske at lyden ville holde op, men da den så gør det, og hun ikke længere trækker vejret overhovedet, ønsker han pludselig at den vil komme tilbage igen for fuld styrke.
       Ambulancen stopper op foran dem, og de blå blinklys opsluger aftenens mørke. Et par mænd kommer løbende hen til dem.
       ”Hun trækker ikke vejret,” siger han panisk, hvilket hurtigt får mændene til at koncentrere sig om pigen. De giver hende mund til mund, indtil hun igen trækker vejret af sig selv. Dog stadig noget besværet, men hun trækker i det mindste vejret. Det er nok den bedste lyd Louis nogensinde har hørt.
        ”Er du kommer til skade?” lyder en stemme pludselig. Spørgsmålet trækker ham ud af hans tanker, og han trækker usikkert på skuldrene. Umiddelbart er han nok mere chokeret og ude af den, end virkelig tilskadekommet. ”Du må nok hellere følge med, så vi kan undersøge dig,” siger manden blidt. Louis nikker bare fortvivlet, og følger langsomt med hen imod ambulancen. Han tror ikke han er kommet til skade, men han bliver nødt til at finde ud af om pigen overlever.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...