Please just save me from the darkness

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 12 dec. 2014
  • Status: Igang
Annabelle flygter fra sin far efter mange års misbrug. Hun bliver senere fundet af drengen med de fortryllende øjne. Han tager hende med hjem, og de bliver hurtigt gode venner... -Dette er en julekalender som vil blive opdateret hver dag (håber jeg) Jeg har arbejdet meget på den, så håber i kan lide den. Drengene er kendte (bare lige så i ved det)

16Likes
7Kommentarer
849Visninger
AA

2. 1. December

 


"Nej jeg vil ikke!" råbte jeg.

"kom nu din lille kælling!"

Jeg løb fra soveværelset hen mod stuen, med ham i hælende. Han rev fat i min bluse

"slip mig" skreg jeg.

Han fik fat om begge mine sider så jeg ikke kunne komme nogle vegne. Han trak mig med besvær, hen mod soveværelset igen. Tårene trillede ned ad mine kinder, hvorfor skulle det gå ud over mig? Hvorfor! 
Jeg holdt fast i dørkarmen ind til soveværelset, han skulle fandme ikke få mig derind igen!

"giv slip din lille luder!" råbte han.

Jeg tog fadt i en høj lysestage som jeg lige akkurat kunne nå. Jeg sparkede ham så hårdt jeg nu kunne over skinnebenet,

"aah forhelvede" råbte han højt, og slap mig med den ene hånd. 

Jeg vendte mig om mod ham, jeg førte lysestagen op mod min ene skulder, og før jeg selv vidste af det havde jeg ramt ham på den ene arm. Blodet strømmede ned fra armen jeg havdet ramt, hullerne der var kommet af de takker der var på lysestagen havde simpelthen boret sig ind i ham. Han slap grebet om mig, og lænede sig op mod dørkarmen. Mit hjerte spurtede afsted. Jeg løb forvirret hen mod hoveddøren, og ud på fortorvet. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg kiggede flere gange bag mig, men han var der ikke. Kulden jeg kunne mærke fra mine iskolde nøgne fødder steg, det steg højere op, op til knæet, op til låret, op til maven og ud i mine fingerspidser. Hele min krop rystede, ikke kun af kulde, men også fra hele episoden.

Jeg løb ind i parken, ind i mellem alle træerne. Da jeg synes at man ikke kunne gemme sig mere, faldt jeg ned i sneen. Jeg rystede, og tårerne løb ned af mine kinder, de løb med 120 km. i timen. Jeg følte at noget sveg i min ene side. Jeg løftede min tynde t-shirt. Jeg havde to blødende sår på min ene side. Jeg slap grebet om min t-shirt, og lagde mig så helt ned i sneen.

Jeg frøs som en sindsyg, og der lå en stor plet med blod nedenunder mig. Jeg havde ingen tids fornemmelse, men jeg tror at jeg har ligget her ude i godt og vel 2 timer. Jeg satte mig op og kiggede så efter et sted uden sne, der var ingen steder, ikke engang et lille bitte hul i sneen var til at se. Jeg kunne høre at der var flere mennesker i parken, men de var ikke så tæt på lød det som om. Jeg kigge over mod lydende, det var nogle drenge der spillede fodbold. Hvem gider overhovedet at spille fodbold i snevejr?!  

Det eneste der kunne underholde mig bare en lille smule, var drengene der spillede. Jeg havde observeret dem i langt tid, da de begyndte at gå. Tre af drengene gik, imens en af dem sparkede hårdt til bolden så den fløj hele vejen over mod mig. Den landte et par meter ved siden af mig. Jeg krympede mig sammen til en lille aflang og flad kugle, så den der ville komme og hente bolden ikke så mig. Den sidste dreng løb, som forventet, hen imod bolden. Jeg førte mit blik ned mod den lille sne bunke jeg lå på, jeg lod mit hoved falde ned i sneen. Jeg hørte fodtrin der gik i sneen, de kom nærmere og nærmere. De stoppede, jeg havde en underlig fornemmelse af at der stod en og kiggede på mig. Jeg fjernede mit blik fra den hvide sne og førte det langsomt op mod himlen. Og til min store frygt, kunne jeg allerede se nogle sorte sko af en art, stå foran mig. Med stor overvejelse førte jeg bange mit blik længere op. Mit hjerte sprang et hop over, jeg mistede pusten på et split sekund, mit blik var fast låst. Mit blik var blevet fastlåst af et par smukke krystalblå øjne. De sugede mig ind til dem, det var ligesom om at de læste alt om mig bare ved at kigge. De kunne finde ud af alt, om hvem jeg var, alt om min fortid, hele min historie. Det var skræmmende, og på en måde også lettende. I al den tid det har stået på, har jeg ville sige det til nogle. Til nogle der forstår mig, til nogle der vil lytte. Men, det er som om at det hele er kommet ud, jeg har fortalt den fremmede hele min historie, uden ord. 

"er du okay" den mandlige bløde stemme, havde en accent. 

Jeg nikkede. Vi holdte stadig blikket, men det så anderledes ud nu. Det var stadig fortryllende, men en utroværdighed blev smurt hen over det, og dækkede det krystal blå.

"her" han rakte mig hans hånd. 

Den utroværdighed jeg havde haft inde i mig i flere år nu, kom frem som et lyn. Skal jeg tage imod hånden, selvom jeg ikke ved hvem han er, hvad han laver eller hvordan han er. Eller skal jeg med besvær fjerne mit blik fra hans, og lade som om at han ikke er her?  Begge valg er risikable, for hvis jeg ikke går med hvad vil der så ske med mig? Jeg har et åbent sår på min ene side, og hvis det ikke bliver behandlet så kan jeg dø af blodmangel, eller bare af kulde.


Han rystede lidt på hånden som tegn på at jeg skulle komme med. Hans blik var roligt, og blidt. Jeg tog efter langt tids overvejelse, imod hans hånd. Han hev i min hånd, men det var alt for hurtigt og hårdt. 

"aaah" jeg klemte mine øjne sammen i smerte.

Han kiggede forskrækket på mig, også ned på snebunken med en stor mørkerød blodpøl. Han lod sin arm støtte mig, imens han forsigtigt løftede min blodige tynde t-shirt. 

"vi må få dig hjem" sagde han hurtigt.

"hvor bor du" hans stemme lød forskrækket og forvirret.

Jeg rystede på mit hoved. Jeg havde ikke lyst til at snakke, jeg havde det alt for dårligt til det. 

"kom" sagde han så, efter et stykke tids stiren på mig. 

Han tog forsigtig sin ene arm under mine knæ, og løftede mig så forsigtigt op. Jeg kunne mærke at han ikke ville gøre mig nogen skade, og at han passede rigtig meget på med ikke at ramme mit blødende sår. 

Jeg lagde forsigtigt mit hoved ind til hans bryst. Hans brystkasse pustede sig langsomt op og lagde sig langsomt ned igen. Hans hjerte gallopperede afsted. 

Han begyndte at gå. Han gik mod stedet hvor de havde spillet fodbold. Forbi fodbolden, også videre mod udgange til parken. Mit åndedrag blev hurtigere og tungere, og mit hjerte slog endnu hurtigere end det gjorde før, da han bar mig ud på gaden og over mod parkerings pladsen. Han stoppede udenfor en sort bil, med mørke ruder. Han låste bilen op, og åbnede for døren. Han hjalp mig ind i bilen, og lukkede døren efter. Han satte sig så ind på føresædet, og startede så bilen.  

 

***

Han parkerede bagved en stor hvid bygning. Han bar mig ud af bilen, også over mod bagindgangen.

Han bar mig ind af en hvid hoveddør også ind i stuen. Han lagde mig på sofaen, med mit åbne sår ud mod midten af stuen. Han gik, men kom hurtigt tilbage med en rød førstehjælps kasse. Han bandt forsigtigt mit sår ind i bandage.

"har du meget ondt" spurgte han mig om.

Jeg nikkede. Han gik, og kom tilbage med noget vand og en pille. Jeg slugte pillen, også gik han...

Jeg kiggede op på uret, den var lidt over halv seks. Hvad skal jeg gøre?! Hvor skal jeg gå hen? Må jeg blive her? Skal jeg bare regne med at jeg kan blive her? Eller bliver jeg smidt ud på gaden! Der er nok ikke nogen chance for, at jeg kan blive "boende" her. Jeg er en pige som han har fundet såret i en snebunke, jeg siger ikke noget, og jeg er hjælpeløs, hvem gider at have sådan en boende?! 
Mine forvirredet tanker forsvandt bag duften af mad, rigtig hjemmelavet mad. Noget mad som jeg aldrig ville have fået hvis jeg stadig var hjemme. Det var ligesom om at jeg var et lille barn der løb ned i stuen, efter de gaver julemanden havde lagt. Den følelse som jeg aldrig har følt, men som jeg rigtig gerne ville føle.

Duften af mad blev kraftigere, og der lød fodtrin bag mig. Et stort fad lasagne blev sat på stuebordet, sammen med en skål salat, og to tallerkener. Han gik, men kom derefter hurtigt tilbage med et glas, og en cola. 

"Vil du have cola?" spurgte han om.

Jeg nikkede for tredje gang idag. også tog han mit glas og fyldte det op. 

Vi spiste lasagnen og salaten i stilhed. Jeg sagde ikke noget, og han sagde heller ikke noget. Det var kun maden der fyldte noget her.

Efter vi havde spist, tog han ud af bordet. Jeg følte at jeg var til besvær, han er så venlig og jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke engang sige tak...

"Vil du sove her? Jeg har et gæsteværelse som du godt må låne" spurgte han mig så om.

Mine øjne spillede op, så de lignet to bolde.

"mmh" jeg havde stadig ikke fundet modet til at sige noget, så jeg mmh'ede som svar.  

Han forsvandt, også kunne jeg høre fodtrin gå op af nogle trapper. Et stykke tid efter kunne jeg igen høre fodtrin komme ned af trapperne, også ind i stuen. 

"Så det værelse klar" smilede han til mig. "jeg tror måske at det er en god idé hvis du får lidt søvn" sagde han så stillet. 

Jeg nikkede endnu engang. Han tog forsigtigt sin ene arm under min nakke, og den anden under mine knæ. Han bar mig op af trapperne og op til et værelse. Han lagde mig ned i den ny redte seng, og lagde forsigtigt en dyne over mig. 

"sov godt, jeg er lige inde ved siden af, så hvis du har brug for noget så kalder du bare" 

Jeg smilte som svar. Han gik over mod døren.

"Tak" kom det ud af mig.

Han kiggede forbløffet på mig. 

"det var så lidt" sagde han med et stort smil på læberne.

Han gik ud af værelset, slukkede lyset og lukkede langsomt døren.

"Annabelle"

Han åbnede døren.

"hvad?" spurgte han om.

"jeg hedder Annabelle" svarede jeg

"Niall" sagde han.

Jeg nikkede tilfredst.

"godnat Annabelle" 

"godnat Niall"

 

~|-|~

Det var så det første kapitel. Jeg synes selv at det var et meget langt kapitel, i forhold til at det er det første. Men ja... Synes i at det var for langt, for kort, eller lige tilpas?

I må også meget gerne give noget feedback :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...