Røde Papirer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2014
  • Status: Igang
”Har jeg noget valg?” sukker jeg til sidst mens jeg trækker på skuldrene. Et akavet grin breder sig i forsamlingen, og det er næsten ubehageligt. For svaret er nej. Det er derfor de kalder det tvangsindlæggelse. _______ (under udvikling)

0Likes
0Kommentarer
122Visninger
AA

2. Dag 1

Dag 1. Søndag.

Det havde regnet hele natten. Jeg elskede når det regnede. Jeg sad i vindueskarmen og kiggede på dråberne som ramte ruden, for så langsomt at løbe i uforudsigelige baner, nedad altid nedad. Nogle gange delte dråberne sig, andre gange mødte de andre dråber, smeltede sammen til én, og løb resten af vejen nedad ruden. Sammen. Det virkede som selskab, en selvopfunden tosomhed, hvor jeg var dråbernes iagttagende tredjehjul. Men det føltes ikke ensomt, for jeg var der jo. Jeg sad opad den iskolde rude, hvor duggen langsomt bredte sig fra hvor jeg sad, som en aura af kondens, der opstår når man blander kropsvarme og kolde ruder. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, ventede.

”Husk at sove” havde hun sagt, min mor, inden hun lukkede døren og gik i seng. Det var ren formalitet, en ting som mødre skal sige. Vi vidste begge at søvnløsheden havde sit faste greb i mig. Kronisk insomni kaldte de det. Symptom på depression. Bivirkning af Zoloft, behandles med Halcion. Én tablet inden sovetid, tages enten stående eller siddende med et glas vand. Garanteret tur til drømmeland indenfor 15-60 minutter.

*

Det var den mekaniske lyd af en maskine der langsomt trak mig tilbage til bevidstheden. Indimellem bippede den, en fast rytme. Bip. Jeg trak vejret. Bip. Træk vejret. Bip. Åbn øjnene Bip.

Det er vores definitioner af drømmeland der adskiller os. Jeg endte ikke på bunden af Alices kaninhul, eller dybt inde i junglen på Ønskeøen sammen med Peter Pan. I stedet endte jeg i en hospitalsseng.

Der sidder en person i stolen ved siden af sengen, og på trods af slørede øjne og skarp belysning i værelset kan jeg lugte på parfumen, at det er min mor. Hun sidder helt stift, reagerer ikke på min opvågnen. Måske sover hun, tænker jeg, men i samme øjeblik læner hun sig frem, så hendes hoved er tæt på mit.

”Marie” hvisker hun, ”er du der?” Hendes stemme lyder helt skrøbelig, så bekymringsfuld. Jeg stønner i et forsøg på at slippe søvnen helt, hvilket får hende til at springe op af stolen, og ud på gangen efter en sygeplejerske. Jeg forsøger at sætte mig op, men mærker først nu, hvor øm hele min krop er. Min arm er blå og det mærkes som om, at nogen har tævet mig med bat mens jeg svævede rundt mellem kaninhuller og intetheden.

”Ja, du er vist nok vågen” siger damen, som jeg antager er sygeplejerske da hun er helt klædt i hvidt og behagelige sko, idet hun kommer ind på værelset. ”Skal vi se på sagerne?” Hun træder hen til sengen og tjekker først droppet som sidder i overfladen på min højre hånd, fastgjort til et tykt plasticrør, hvorigennem der løber væske. Derefter aflæser hun tallene på den bippende monitor ved siden af sengen, som hun noterer på et dokument. Hendes ansigtsudtryk er ikke til at aflæse. Det må være noget de lærer, at holde ansigtet i neutrale folder, så ingen helt kan vide hvad der foregår, medmindre man ejer medicinsk kundskab.

”Marie, du må forstå, på grund af omstændighederne..” min mor står bag sygeplejersken og ser på mig, med det blik hun plejer at have. Opgivende og tårevædet. Hun ser gammel ud. Hun har klippet håret af ved skuldrene, ligesom alle andre gamle damer klipper håret af når grå hårstrå begynder at dominere i flokken. Selv hendes øjne ser gamle og trætte ud. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det er min skyld. Ligesom hun føler, at det er hendes skyld jeg ligger her. Og sådan stjal vi så hinandens liv.

”På grund af omstændighederne, vil der komme en psykiater og snakke med dig” Ordene hænger som sæbebobler i luften, langsomt brister de én efter én.

”Jeg er ikke gal” Brummer jeg, men det lyder helt forkert at sige, for det er præcist sådan jeg føler. Galskab. Jeg kan se i deres øjne, at de ikke tror mig, deres blikke som falder på mit skaldede hoved. Af refleks løfter jeg venstre hånd og mærker min bare pande. Psykotisk kalder de det, når man opfører sig sådan. Manisk, sindssygt. Uforklarligt og skræmmende. Jeg kan huske fornemmelsen af blodet der løb ned i mine øjne og farvede mit spejlbillede rødt. Der havde været så meget blod, det hele var rødt. Følelsen af hårstrå der klistrede sig fast under mine fodsåler. Saksen i min hånd, der gravede sig ind i hårlokker og underarme. Ben og maveskind. Kvalmende fedt maveskind.

”Det er heller ikke det vi siger, Marie” der løber en tåre fra min mors kind, nedad altid nedad. Og selvom hun ikke siger det, så ved jeg hun tænker det. Selvfølgelig er jeg gal, ellers ville vi ikke sidde her på medicinsk afdeling. Det er tredje gang nu. Jeg var klar til at dø i nat. Det ville også have lykkedes mig, hvis jeg ikke havde siddet i vindueskarmen, da Halcion-pillerne endelig begyndte at virke, og den simulerede søvn greb mig. Ligesom gulvet greb min livløse krop, da jeg faldt ned af vindueskarmen. Det hule dump havde vækket min mor, og jeg kan kun forestille mig hendes blik, da hun så mig ligge der på gulvet, det tomme pilleglas ved siden af. Jeg havde været klar til at dø.

”Jeg gider fucking ikke indlægges på en eller andet skide galeanstalt, for jeg hører ikke til der!” Jeg kan mærke vreden boble op i mig, vreden over deres bebrejdende blikke, deres trang til at pakke mig væk i et fængsel, deres ligegyldighed. De hader mig sikkert, og jeg forstår dem godt. For jeg hader mig også.

”Det vil være det bedste for dig” stemmer sygeplejersken i, og det er som om at hendes fornuftige stemme blandet med praktisk fodtøj er alt hvad hun er. Det er for ordentligt. Og jeg er kaos. Af afmagt og vrede hiver jeg droppet ud af huden på min hånd, og det er som om hele rummet bevæger sig på én gang. Jeg hyler, skriger. Slår ud og slår mig selv. Jeg når at hive plasticrørene i min næse ud, inden de tilkaldte vagter griber fast om mine arme, og holder dem i et jerngreb. Det går op for mig at jeg stadig skriger og græder på samme tid.

”Jeg vil bare gerne,” dø ville jeg have råbt, men synet af min grædende mor i den anden ende af rummet stopper mig

”- hjem!” En kanyle gennemborer huden i min overarm, musklerne spænder da væsken injiceres i blodbanen. Efter virkningen er begyndt at sætte ind, slipper de mig, og jeg ruller sammen på siden i sengen, hulkende. Min ansigt er belagt af en blanding af tårer og snot, men jeg er ligeglad. Altid ligeglad. Jeg er ikke gal.

*

Gruset skurrer mod bilens dæk, da vi langsomt kører op ad den lange, lige grusvej, hvor den hvidkalkede, nærmest middelalderagtige bygning tårner sig op for enden. Ved grusvejens indgang kørte vi under en buegang i metal, hvor institutionens navn står flettet ind i metalkroppen. ”Lykken - Børne- og ungdomspsykiatrisk”. Der skal en stor dosis sort humor til, før man kalder en institution for psykisk syge børn for løkken. Der var noget dystert over det, men efter flere år i mit hoveds dystre verden, var Lykken ikke andet end et legeland. Bag den afsidesliggende bygning kredser en mørk skov af nåletræer, som langsomt bliver bredere og bredere i områderne bag Lykken. Solen er på vej ned mellem træerne, og himlen en blanding af mørkeblå, violet og rød. Disen ligger over marken som et spøgelseslagen. Forlygterne fra vores eskortes biler blænder sidespejlene på min mors bordeauxfarvede Polo fra ’98. Hun har ikke sagt et ord til mig, siden vi forlod sygehuset. Selv har jeg ikke sagt et ord i et år uden at blive spurgt, og køreturen i dag er ingen undtagelse. Min kind hviler mod passagersædets rude, og jeg har trukket fødderne op under mig selv på sædet.

”Du må ikke sidde sådan Marie, du brækker ryggen, hvis vi kører galt!” havde hun hvinet de første par gange, hun så mig sidde sådan. Gad vide hvornår hun blev ligeglad.

Da vi når enden af vejen, står der allerede nogle folk og venter udenfor. Min mor slukker bilen, og motoren dør langsomt hen, det samme gør radioen. Der er helt stille, og det er først da min mor snøfter, at jeg opdager tårerne der løber ned ad hendes kinder. Hun siger ikke noget, i stedet klikker hun bare selen op, åbner døren og smækker den efter sig, da hun er trådt ud af bilen. Gruset knaser under hendes fødder, da hun går hen til folkene foran Lykken. Temperaturen falder langsomt i kabinen, men jeg bliver siddende i bilen. Rundt omkring på bygningens tag, lige over tagrenderne sidder projektorer monteret. De lyser effektivt pladsen foran Lykken op, og på grund af modlyset er det svært at se, hvad der er for nogle personer, der er der for at tage imod mig. Bilen bagved slukker også motoren, og jeg kan se og høre politimændene passere vores bil. Den ene, en ung mand med tætklippet brunt hår og lysegrønne øjne, kigger ind på mig, og jeg tænker et kort øjeblik på hvad han mon ser. Sindssyge? Måske en lille, bange pige, som har klippet alt sit hår af? Uanset hvad han ser, fjerner han blikket, idet han opdager, at det også ser på ham. Min mor rækker hånden frem til en af de hvidklædte mænd fra Lykken, som straks reagerer og griber den.  Mens min mor snakker med manden slår hun ud med hånden hen mod bilen og mig, men det er ikke en vred bevægelse. Træt ville jeg nok kalde den. Deres samtale er ikke lang, og ender i papirer som underskrives af både min mor, lægen fra sygehuset og manden fra Lykken, lidt mere snak og så giver de hinanden hånden igen. Politimændene bag min mor har hidtil stået stille, blot observeret og lyttet, sørget for formaliteterne blev overholdt. I en unison bevægelse vender hele selskabet sig mod bilen, og hermed er mit stikord givet. Jeg gør mig fri af selen, åbner stille døren og går hen til min mor uden at lukke den.

”Velkommen til, Marie” siger Lykkemanden, som min mor har snakket med, mens han smiler til mig. Han ser venlig ud, men reaktionen fra mig begrænser sig til et nik med hovedet og et svagt forsøg på at sige hej uden at sige noget. Det lader dog ikke til at gøre ham noget, da han idet samme siger:

”Er du klar til at komme med?” mens han slår hånden ud mod døren til Lykken, og vender kroppen i en åben bevægelse. Mit blik følger først hans hånd, men fortsætter ud mod grantræerne, som efterhånden er blevet helt sorte i takt med solens evige nedgang. Hvor langt ville jeg nå, hvis jeg løb nu? Og hvor ville jeg ende? Som var han tankelæser, træder politimanden med de grønne øjne frem og blokerer min flugtrute.

politimanden med de grønne øjne frem og blokerer min flugtrute.

”Har jeg noget valg?” sukker jeg til sidst mens jeg trækker på skuldrene. En akavet stilhed breder sig i forsamlingen, og det er næsten helt ubehageligt. For svaret er nej. Det er derfor de kalder det tvangsindlæggelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...