Escapers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2014
  • Opdateret: 19 nov. 2014
  • Status: Igang
*Dette er ikke en kopi af Divergent, nærmere en fanfiction bare lidt omskrevet*

5Likes
0Kommentarer
345Visninger
AA

2. Kapitel to

Hvordan ville testresultaterne se ud? Hvad ville den fortælle mig? Hvad hvis jeg ikke engang selv ved hvad jeg er, hvilket jeg ikke gør. Jeg ville skuffe min familie hvis jeg ikke valgte Amity, eller nu hvor jeg tænker over det er de jo altid glade.- tankerne fløj gennem hovedet på mig hele morgenen. Jeg var fuldstændig væk i første lektion, hvilket var en rigtig dum ide. Første lektion var den sidste forberedelse vi fik til prøven, da jeg gik ud af klassen blev jeg rasende på mig selv, hvordan kunne jeg være så skide dum ikke at høre efter i en af de vigtigeste timer i mit liv?!  Det eneste jeg kunne komme i tanke om som Mrs. Caro havde sagt var 'husk det er ikke kun en prøve, det her er en livs beslutning.' og 'Tag det roligt, hvis i stresser...' mere kunne jeg ikke huske, jeg er overrasket over at hun ikke så jeg var totalt i staver. Måske lignede jeg bare de andre, som sagt så var der jo meget at tænke over hvis vores lærer har sagt at vi om et øjeblik skal tage en prøve som ville beslutte vores skæbne. Det VAR stressende. Jeg stod og ventede på Sarah, menneske strømmen kom masende ud gennem døren. Så så jeg Sarah's forvirrede ansigt, jeg skyndte mig at tage fat i hendes arm og give den et lille klem. Hun blev forskrækket og gav et lille hop, min hånd slap hendes arm mens et grin sneg sig ind på mig. Hold kæft hun så latterlig ud

"det er ikke sjovt! jeg var nær ved at tisse i mine bukser" hviskede hun, men jeg kunne se hun gemte et lille smil. Faktisk havde hun ret, der var intet sjovt ved denne situation. Menneske mængden gik i en lang bred linje ind i kantinen, det var her vi skulle vente på at højtalerne ville sige vores navn blandt 5 andre. Vi blev vist hen ved forskellige borde af en dame med en stram sort nederdel til knæene, og en sort blaser med en hvis skjorte inden under. Hun viste mig hen til et bord tættest på den dør vi lige havde trådt ind i, jeg kiggede forvirret på Sarah 

"held og lykke" hviskede hun. Hendes øjne var våde, fik vi ikke engang lov til at sidde sammen? jeg vidste at Sarah havde svært ved mange mennesker i et rum, især når der ikke var nogle til at berolige hende. Jeg gav hendes hånd et hurtigt klem, mens jeg smilte.

"I lige måde" med tøvende skridt gik jeg hen mod mit udpegede bord, folk så nervøse ud. Ved mit bord sad en dreng med mørkebrunt hår og brune øjne, en pige med page hår og to andre. Jeg satte mig ned på en ledig stol ved siden af pigen, hun kiggede koldt på mig i nogle sekunder hvilket gav mig kuldegysninger. Det så ud som om at bordene var planlagt, fem på hvert bord alle sammen fra 5 forskellige faktions. Jeg prøvede at kigge efter Sarah, men jeg fandt hende ikke. Efter som salen blev fyldt op med mennesker, kom en dame ind i salen med en stram knold og samme tøj som damen der viste mig denne plads.

"Velkommen til test dagen mit navn er Jeanine" der gik et sekund eller to "idag ville i skulle sammen med 5 andre ind i testrummet, ligesom vi har gjort alle de andre år. der ville blive råbt numre op, som vises på jeres bord og sammen ville i følges ind i jeres testrum af min assistent" jeg kastede et hurtigt blik ned på bordet og rigtigt nok, med store hvide tal stod der 36. hun kiggede et kort øjeblik på os "forstået?" folk nikkede og mumlede et lille ja, jeg sagde ingenting.

"Bord nummer 16!" lød der et råb, det kom fra en mand i sort tøj. Men der var garanteret ingen rækkefølge, bare forskellige bordnumre. Nogle stole blev skubbet ud, og en gruppe mennesker rejste sig. Pludselig genkendte jeg en mørkhåret pige med briller, det var Sarah hun så meget nervøs ud. sammen med 4 andre fulgtes de op til Jeanines assistent, som førte dem videre ud af en anden dør. 

der gik 8-9 minutter og døren blev åbnet, og ud kom de 5. Sarah kiggede rundt og vi fik pludselig øjenkontakt, hun smilte hvilket måtte betyde at hun fik det svar hun gerne ville have, jeg gengældte smilet. Assistenten gik hen til Jeanine og stilte sig hvor hun stod før. En mand kom hen til gruppen som ikke vidste hvad de skulle gøre nu, og fulgte dem ud igen. Nu gik der endu et minut, og han kom ind igen. 

tiden gik utrolig langsom, mens bord efter bord blev råbt op. Nogle kom ud glade mens andre så triste ud, der var ingen der rigtig talte sammen, udover et par mumlen her og der.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...