Escapers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 nov. 2014
  • Opdateret: 19 nov. 2014
  • Status: Igang
*Dette er ikke en kopi af Divergent, nærmere en fanfiction bare lidt omskrevet*

5Likes
0Kommentarer
345Visninger
AA

1. Kapitel et

Min mor's fingre glider hen over tangenterne med flydende bevægelser, som om hun slet ikke trykker på dem. men det gør hun. Lyden af klaveret fylder rummet med dejlige toner, og min mor begynder at synge. Jeg sidder ved siden af og studere omhyggeligt alle hendes bevægelser, hun svajer en lille smule frem og tilbage. Jeg mærker hendes blik på mig, som får mig til at se op på hende hun smiler blidt og gør et tydeligt tegn til mig som viser at hun ville have mig til at synge med. Jeg synger med min lille barnestemme som lyder smukt sammen med min mors, en dag ville jeg være lige som hende, lige så smuk og yndig.

 

Jeg slå øjnene op, og kigger ud i et mørkt rum. der går noget tid før jeg opdager at jeg er på mit værelse i min seng, uret på mit nat bord viser 5:06, et øjeblik går med at stirrer op i loftet. En til drøm omkring min barndom, jeg får dem næsten hver nat, ikke at det genere mig men jeg undrer mig over hvorfor det lige er min barndom. Det er køligt i mit værelse, hvilket giver mig kuldegysninger. Jeg svinger benene ud over kanten og går over til min bunke tøj jeg lagde frem igår aftes, der er ingen grund til at sove hvis man alligevel er lysvågen. Efter jeg har taget det efterhånden så slidte tøj på, går jeg stille nedenunder og begynder at tage mad ud af køleskabet, og lave morgenmad til de andre. i vores miljø er det svært at tjene penge, som gør det svært at få nyt tøj bedre mad og ting som det, nogle er rige mens andre fattige også er der dem imellem. Mine to søskende Amber, Andrew og jeg hjælper tit til her i huset, nogle gange er stemningen dårlig efter en hård dag for min far og mor. Amber er 5 og Andrew er 18, Andrew valgte Dauntless. Den dag han valgte, så han så sikker ud. Mon han overhovedet var i tvivl om hvor han hørte til? Jeg kan huske en tåre falde ned på min kind da Abnegation lederen Marcus råbte

"Andrew Priscill, Dauntless". Jeg er i high school, idag er det lørdag hvilket ville sige skole.. Jeg har hørt historier om folk i gamle dage som havde fri to dage om ugen, og havde noget kaldet ferier som er sådan noget hvor man holder fri i UGER. Hvis det er sandt, ville jeg ønske at det var nutid. Efter en halv times tid kommer Amber ned ad trapperne, hun trasker ned med bare tæer så hendes lange lyse hår svinger frem og tilbage. Jeg var pænt misundelig på hendes hår og øjne, hun havde langt gyldent hår til halebenet og krystal blå øjne, mens mit lyse brune hår hang om skuldrene på mig. Amber kiggede lidt på mig

"jeg havde et mareridt." hendes øjne var fugtige og helt røde, Amber havde tit mareridt. Hun sagde at hun ikke kunne huske dem efter nogle minutter.

"Ikke igen.." jeg rystede svagt på hovedet, idet mindste havde jeg ikke mareridt. Engang begyndte hun at skrige midt om natten, mor kom løbende ind til hende, og om morgenen ville hun ikke fortælle hvad der var sket. Hun sagde bare 'åh det var ikke noget specielt', men jeg kunne se i hendes øjne at hun var bekymret.

"sæt dig bare over i sofaen" siger jeg og nikker over mod sofaen, jeg kan se hun tøver lidt, men så går hun hen og sætter sig.

efter maden er klar, sender jeg Amber op for at vække de andre. Lidt efter høre jeg min fars stemme

"nånånå, hvem vover på at vække far når han sover?" siger han med en legende klang i stemmen

"det gør jeg!" og Amber begynder at grine, lidt efter kommer mor ned i morgenkåbe og med et smil på læben, Amber havde den effekt på de fleste. At få folk til at smile. Efter maden kysser mor os på panden, far giver os vores madpakker

"husk at testen ikke fortæller jer hvem i er herinde" hun lagde blidt en hånd mod mit bryst, jeg smilte og gav hende et knus mor vidste altid hvordan hun skulle få andre til at bekymre sig mindre. Vi vinker indtil døren bliver lukket bag os. Vi bor på et kollektiv sammen med 80 andre, vores hus ligger ned til marken bag marken er der et busstop sted, så vi krydser altid marken for at komme derhen. I bussen sidder Sarah, min veninde. Hun vinker os hen til hende, jeg med raske skridt ned ved siden af hende. I bussen er der tre sæder på hver side hele vejen ned til chaufføren.

"Hej Amilia, hej Amber" siger hun med et kønt smil på læben, hendes lange mørke hår sad i en hestehale som sædvanligt. Sarah's briller var måske en anelse for store, så de gled ned på næsetippen hele tiden

"Hej.." svarede Amber, hun er genert omkring ALLE. Jeg himlede med øjnene og vendte opmærksomheden hen til Sarah

"heldigvis har vi fri klokken 3 idag. jeg er så træt, stod alt for tidligt op!" Hun rynkede på næsen.

"hvordan kan du overhovedet det?" svarer hun "jeg ville sove HELE dagen hvis jeg kunne" et grin undslap mine læber. Jeg lænede mit hoved tilbage og lukkede dem et kort øjeblik. 

"hey!" var der nogle der vrissede, mens personen ruskede min arm.

"Jorden kalder Amilia" jeg spærrede øjnene op med et sæt og der stod Sarah og Amber og gloede på mig. "vi er her nu, man kan da godt se du kom for tidligt op" jeg gned mine øjne, hm jeg husker ikke jeg faldt i søvn. folk var på vej ud ad bus døren, vi rejste os og fulgte med strømmen. Idag gik Amber selv over til børnehaven, hvilket var nyt. Mig og Sarah gik halvt grinende halvt snakkende hen mod skolen's døre, pludselig skiftede hun totalt emne og hendes blik blev fjernt.

"jeg ved ikke om jeg er parat." hun stopper op. Jeg kigger forvirret på hende, hvad fabler hun om? hun så  hurtigt forvirringen i mit ansigt. så sukker hun og smiler

"Du ved den helt store test?" Sarah's øjne bliver store, hun kigger på mig som om jeg havde fået det største hukommelsestab nogle sinde. Men det skulle man også tro. Hun begynder at gå, og jeg kommer joggende efter hende.

"Gud ja" pludselig begyndte tankerne at flyve rundt i hovedet på mig. det var rigtigt hvad hun sagde, hele vores liv havde vi forberedt os til dette tidspunkt. Sarah åbner døren for mig.

"du er den værste glemmer jeg noglesinde har mødt" fniser hun. Den prøve skulle alle have på sit sidste semester, 

5 faktions

Abnegation

Amity

Candor

Erudite

Dauntless

alting er perfekt med de 5 faktions. helt perfekt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...