Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
602Visninger
AA

1. Prolog

Jeg husker tydeligt den dag, det hele skete. Året var 24000 jeg var lige blevet otte år, og far havde endelig givet mig love til for første gang, at gå alene hjem igennem den ege skov, som der lå imellem mit hjem og skolen. Jeg husker hvordan jeg mærkede regnen komme, hvilket også fik mig til at sætte farten op, så jeg ikke skulle blive gennemblødt. For jeg havde meget nemt ved at blive syg, hvis jeg først blev kold og afkølet. Hvilet var en ting som jeg havde arvet fra min elskede afdøde mor, som døde da jeg ikke var andet end et par måneder. Der var aldrig særlig mange på den gamle grussti, og den eneste jeg stødte på, var en mand som kom gående på en sti, der krydsede min. Han så ud til at være en flik nok mand, så jeg forstod aldrig hvorfor der kørte en angst igennem min krop, når det jo kun var os to på stien. Jeg gik forsigtig forbi ham, og hilste venligt som jeg jo havde lært, og han hilste skam også igen. Jeg grinede lidt af mig selv, hvad havde jeg dog været bange for. Men det nåede jeg aldrig at tænke længe over, før at alt med et blev sort for mine øjne.

Jeg ved ikke hvor længe, der gik før jeg kom til mig selv. Men jeg husker en voldsom hovedpine, som om nogen havde slået mig hårdt i nakken. Jeg mærkede en klar frygt i min krop, for hvor i alverden var jeg henne. Jeg kunne se nogle mennesker, som lignede læger, og så dog ikke alligevel. Jeg brød mig ikke om, at der var så mange fremmed mennesker rundt om mig. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville hjem, jeg ville ikke være her. Jeg så en dame komme hen til mig, hun havde en sprøjte i hånden, som hun stak mig i armen med. Jeg skreg af det, men hun smilede bare. "Så er drengen klar til forvandlingen sir" sagde hun, og gav mig en maske på. Der måtte være noget bedøvende i den, for der gik ikke lang tid før at jeg var faldet i søvn. Men hvad var det for en forvandling, hun havde snakket om, og hvorfor skulle jeg dog bedøves. De fjernede mit tøj, og gik hen til et stort kar. De sænkede mig ned i det, og holdt øje med at jeg nu fik ilt ned i mine lunger, mens jeg var der nede i. Desværre holdt bedøvelsen de havde givet mig ikke, og jeg vågnede i karet, med et kæmpe hjerteskærende skrig. For en umenneskelig smerte gik igennem min krop, og jeg kunne mærke at jeg fik blod frem i min mund. De holdt mig dog nede i karet i adskillige timer, før de endelig tog mig op og fik mig tørret. Jeg så bange på dem, også da de gav mig noget rent tøj på. De havde åbenbart ødelagt mit tøj, da de havde klædt mig af tidligere. Jeg blev sat foran et kæmpe spejl, og jeg stivnede af skræk, da jeg så hvad de havde gjort ved mig. Jeg kunne se ulve ligende øre og hale på mig, jeg var blevet til en neko. Normalt blev den slags født, men de havde åbenbart forvandlet mig til en. Jeg græd dybe hjertens tårer, for jeg ville jo ikke være en neko, jeg ville være mig selv. Uden øre og hale, jeg ville bare være en normal dreng igen. 

En kvinde satte sig på hug foran mig, og rakte mig en bamse. Jeg turde ikke tage imod den, men hun virkede blid. Hun nussede mig kort bag det ene øre, og lod mig falde til ro. Hun tog mig op, og jeg rystede over hele min krop. Hun så vredt hen på ham, der havde ledet det hele. "Du sagde til os, at forsøget skulle hjælpe barnløse nekoer, du nævnte aldrig for os, at du ville udføre det på børn. Kan vi ikke forvandle drengen tilbage til sit gamle jeg" sagde hun, og så lidt på mig. Lederen rystede på hoved. "Hvis vi sænker drengen ned i sådan et kar igen, vil hans organer og krop stå fra. Man kan kun forvandle til neko, ikke tilbage igen. Drengen må leve sådan" sagde han, og de begyndte at slukke for alt lys. Kvinden bar mig ud i sin luftsvævende bil, og satte mig ind på bagsædet. Hvor ville hun dog føre mig hen, skulle jeg nu udsættes for mere. Hun lagde min skoletaske ved mig, og tjekkede det id kort som ad på min taske. "Jeg vil bringe dig hjem, og så vil jeg forklare dine forældre det" sagde hun, og gav mig sele på. Hun fik mig helt hjem, og hun fortalte også min far, hvordan det hele lå. Far blev rasende, og sagsøgte dem i flere måneder. For ingen skulle udsætte hans søn for dette. Far vandt dog også heldigvis, og de folk fik aldrig lov til at udsætte et andet barn for det, som jeg havde været udsat for. En neko forvandling var det mest smertefulde, jeg nogensinde havde været udsat for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...