Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
614Visninger
AA

19. Livet som bestefar

Vinteren stod nu for døren, og vi alle havde meget travlt. For julen stod snart for døren, og Rose skulle også snart være mor, så vi holdt ekstra øje med hende. Både Annik og jeg sørgede for, at hun ikke bar tunge ting. Shino spillede for hende, og ellers sad hun bare med Christina og strikkede på baby tøj. Det var nemlig også sådan, at hun havde fortalt os alle dengang, at hun var gravid, og nu skulle det også snart være. Det morede hende da også ret så meget, at vi holdt så meget øje.

Dog syntes hun ikke det var sjovt, da hendes vand med et gik, og vi fik hende hurtigt til hospitalet. Både Annik og jeg gik i cirkler, hvilket Shino så valgte også at gøre. Annik var næsten et nervevrag, så jeg forsøgte på at berolige ham, s godt som jeg nu overhoved kunne. Han så lidt på mig, og satte sig ned, og folede sine hænder. "Hvad nu hvis noget går galt" sagde han uroligt. "Annik rolig nu, alt skal nok gå fint, bare vent og se" sagde jeg. Han nikkede, og hvilede hoved mod sine hænder. Christina tog om mig, og så mod døren til fødestuen. Jeg lagde mine arme om hende, og kyssede hendes pande blidt.

I det samme kom en læge ud, og kom direkte hen til os. "Er I Rose Miyashiros familie?" spurgte han. "Ja det er vi, jeg er hendes far, dette er hendes mor, og den nervøse og urolige unge mand der er hendes mand" sagde jeg. "Fødslen gik godt, og I kan gå ind til hende nu. Men hun vil være lidt svækket, da fødslen var lidt hård" sagde lægen, og viste os ind til Rose. Annik for hen til hende, og tog hendes hånd. Hun smilede til os, og man kunne fornemme hun var træt. "Jeg er okay, bare lidt træt. Men den lille blev en pige Annik, en sund og rask pige" sagde Rose. Annik lyste helt glad op, og kyssede blidt Rose på panden. Jeg satte mig på en stol, og smilede. "Du klarede dig flot Rose, se nu at få hvilet lidt" sagde jeg, og det ville Rose også gøre.

Som tiden den gik, så hjalp vi Rose og Annik alt det vi kunne. Christina lærte Rose hvordan man skiftede ble, og hun lærte også Annik det. Jeg kunne høre på dem, at de fandt det meget svært, og det fandt jeg ret så morsom. Især fordi jeg selv havde haft det sådan, dengang hvor Christina og jeg blev forældre til Rose. Shino var også meget glad for sin niece, og det glædet virkelig Rose en stor del. For så vidste hun, at hun altid ville kunne regne med os. Vi ville altid stå ved deres side, og hjælpe så meget som muligt.

Jeg blev især meget glad for mit barnebarn Kayla, for hun blev mere og mere legesyg. Trods for at jeg jo også blev ældre. Det gode ved mit hår var hvidt, var at så kunne det ikke ses, når jeg blev gråhåret. Hvilket altid fik mig til at le, når jeg faktisk tænkte over det. Jeg blev især meget glad, da jeg fandt ud af, at Kayla var meget glad for roser. Hun havde arvet glæden for roser, og det var nemt at opdage, for hun havde altid roser med ind. 

En dag fandt ud vi ud af, at Kayla havde arvet min evne, og det fik faktisk Rose til at juble. Det gjorde mig stolt, og jeg valgte at lære Kayla, hvilke angreb der var gode, og hvilke der var meget dårlige at bruge. Kayla lyttede meget til det, og prøvede sig da også frem. Det gik ikke så godt i starten, der ramte hun mig et par gange, men efter det, så gik det virkelig godt. Hun holdt sig især fra de sorte roser, for jeg regnede med, at hun sikkert ikke kunne tåle dem, ligesom jeg ikke kunne. Jeg ønskede ike, at hun skulle opleve den samme smerte, som jeg havde oplevet dengang med de sorte roser. Hun trænede meget med mig, og kunne godt lide at drille sin mor, når hun forsøgte på at skrive. Jeg stoppede hende tit i det, selvom det var som at se Rose dengang, hvor hun var lille. Kayla havde en drøm, som hun dog ikke ville fortælle os om. Ville hun mon være forfatter, eller sanger som stor, eller ville hun være noget helt tredje, det kunne tiden kun vise os.

Dog var der en ting, som jeg virkelig var sikker på nu. Det var at jeg virkelig nød livet som bedstefar, og kunne ikke ønske mig andet. Jeg havde min familie nær mig, mine børn, og barnebarn. Så hvad mere kunne jeg dog ønske mig, det kunne da lige være flere børnebørn. For det kunne hver en bedstefar ønske sig, og hvem vidste, måske ville jeg en dag få mig nogle flere børnebørn, det kunne man ikke vide. Shino var hvertfald begyndt at interessere sig meget for piger, så der var da håb for det endnu. Jeg ville lære dem alt jeg vidste, så de også vidste det. Man kunne jo aldrig lære for meget, og især ikke om hvad der var sket i ens egen familie. Hvilke historier der lagde skjult, og hvilke hemmeligheder, der engang blev holdt. Det så jeg som min pligt at videreføre, det var min pligt som bedstefar, at lære mine børnebørn familiens hemmeligheder. Det var mit liv som bedstefar, et liv jeg virkelig elskede overalt på jorden, det var livet.


SLUT

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...