Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
604Visninger
AA

12. Lille ny i familien

En dag mens jeg skrev på min nyeste bog, og forfatterskole eleverne sad i klassen, hårdt skrivende på deres historier. Så jeg Christina løbe fra den anden klasse, og direkte ud på wc. Jeg gemte min tekst, og gik hen til badeværelses døren. "Søde er du okay?" spurgte jeg lidt bekymret, for jeg kunne høre hende kaste op. "Jeg er okay Hauraki, gå bare tilbage til eleverne" sagde hun bag døren. Jeg var ikke helt vild med det, for at hun kastede op, gjorde mig virkelig urolig. Men jeg gik tilbage til mine elever, og tjekkede deres tekster. Dog var alle stoppet med at skrive, de så bekymrede ud. "Er Mrs. Christina okay?" spurgte pigerne meget urolig. "Skal vi få fat i en læge?" spurgte drengene kort efter. Jeg beroligede dem så godt som muligt. "Hvis der var brug for læge, ville Christina jo give mig besked om det" sagde jeg venligt. De alle nikkede, tænk virkelig at de var urolige for Christina. Det gjorde faktisk mig urolig igen, så jeg satte mig lidt ned.

Jeg gik hen til badeværelset igen, og hvilede mine hænder imod døren. "Søde er du helt sikker på du er okay? spurgte jeg, og satte min pande mod døren. Den gik op, og Christina stod i åbningen. "Jeg er okay søde, det er bare lidt kvalme" sagde hun, og kyssede min kind. Jeg nikkede, og lagde mine arme om hende. "Men jeg har også en lille nyhed til dig" sagde hun, og hev mig med hen til hendes strikke kurv. Jeg så lidt på hende, da hun tog noget op fra den. Det lignede en baby trøje.... det var en baby trøje! "Christina er du gravid!" udbrød jeg så, og hun nikkede me et smil. Jeg satte mig på armlænet af sofaen, og skulle lige sluge den. Men jublede så derefter, jeg tog hende op i mine arme og svang hende lykkelig rundt. Tænk virkelig at jeg skulle være far, at vi skulle være forældre. Det var helt utroligt, tænk at det var sandt. Jeg kyssede hende ømt, og holdt hende tæt ind i mine arme. "Du ved ikke hvor lykkelig du har gjort mig" sagde jeg med et smil. 

Alle eleverne kom ud af klasserne og så os. "Hvad sker der, I virker så super glade" sagde pigerne i kor. Jeg smilede bare, og kunne ikke få et ord ud af munden. "Jeg fortalte skam bare Hauraki, at han skal være far, og han blev virkelig glad over nyheden" sagde hun. De så på os, og jublede så i kor. "Tillykke med det, hvor er det fedt. I bliver sikkert verdens sejeste forældre" sagde de. Jeg smilede over dem, tænk at de blev så glade på vores vegne. Det var ikke til at fatte, men det var faktisk også lidt rart. Jeg kyssede Christina på kinden, og havde helt lyst til at kysse hende hedt, hvilket ville være en dum ide nær eleverne. "Kan vi ikke lave ting til jeres baby så, tror mange af os har skriveblokade lige nu?" spurgte May Lin. De andre var enige med hende. Jeg så på Christina, hvad skulle det dog være. "Tja Christina stikker jo baby tøj, og det kan pigerne vel hjælpe med, men hvad med drengene" sagde jeg. "Vi kunne lave en vugge sammen med dig" sagde Niyo, da drengene jo var gode med værktøj. Det lød faktisk ikke som en dum ide, plus jeg havde jo masser af træ ude i vores ekstra værksted. Så den var alle sammen helt med på.

Jeg tog drengene med ud i værkstedet, og pigerne tog hver nogle af de ekstra strikke pinde som Christina havde i sin kurv. Nogle af pigerne ville strikke et babytæppe sammen, og andre ville lære at lave babytøj. Imens tegnede jeg en skitse i værkstedet af vuggen, og en af drengene forslog, at vi kunne lave mange, så kunne de også sælges.  Det ville jeg så ikke beslutte uden Christina var med på den, da vi jo var man og kone trodsalt. Jeg begyndte at tegne vuggens former i noget træ, og nogle af drengene skar det, mens andre sleb det helt glat. 

Dog skar en af drengene sig i hånden, og jeg fik ham med ind, så vi kunne kunne få forbundet hans blødende hånd. Christina kom hen til os med plaster og bandage, som hun bandt om hans hånd. "Hvordan i alverden kunne du ramme dig selv Zenre? Jeg viste da alle hvordan de skulle skære" sagde jeg lidt forvirret. "Jeg var ved at skære forkert, så jeg ville hurtig rette det, men ramte min hånd i stedet" sukkede han og så ned. Jeg rystede på hoved af ham, og uglede ham i håret. "Sid lidt her inde, få dig noget at drikke. Imens vil jeg hente de andre, så I alle kan få jer noget væske" sagde jeg, og gik ud til de andre, og sendte dem ind. Jeg ville nemlig ikke være med til, at de glemte væske. Især ikke når vi arbejdede med træ, der fik vi jo træ støv i halsen, og det kunne jo tørre helt ud, så væske var meget vigtigt. Hvilket alle også var enige med mig i.

Vi slappede alle af, og jeg lagde lidt i sofaen med hoved på Christinas skød. Jeg var helt smadret, og det samme var drengene. Men da de skulle hjem, var der en slem lyn storm udenfor. Det kunne jeg da ikke sende dem hjem i, så jeg stoppede dem alle. "I kan overnatte her, vi har masser af dyner I kan bruge. For jeg sender jer altså ikke hvem i det vejr" sagde jeg. "I nyhederne har de advaret folk om at gå ud, så vi sender da heller ikke jer ud i det" sagde Christina, og nussede mig over ørene. De alle takkede, og jeg gik hen for at finde nogle dyner frem, som jeg gav alle. Nogle af dem satte sig dog i hinandens arme, da de alle frøs lige nu. Så jeg gik hen for at lave en kop varm solbær saft, da det virkelig var godt, hvis man frøs. Jeg gav alle en kop, og tog også en til mig og Christina, da vi heller ikke skulle fryse.

Jeg hentede nogle snacks til alle, så vi bare kunne hygge os. Jeg så dog lidt ud, tænk at der skulle være så slem en lyn storm. Det havde jeg ikke set i flere år, og den så virkelig slem ud. Da et ordenligt brag lød, kunne jeg høre nogle af pigerne skrige. Christina sprang ind i mine arme, stormen skræmte hende virkelig. Jeg lagde mine arme om hende, og nussede hende kærligt ned af ryggen. "Så rolig skat, jeg er her. Alt skal nok gå det lover jeg dig, så længe vi er her inde. Jeg har slået lyn skjoldet til, så hvis et lyn rammer, vil det kun give lyn batteriet mere strøm til huset" sagde jeg og kyssede hendes pande. Hun nikkede bange, og holdt sig tæt på mig. Jeg lagde min hånd på hendes mave, og smilede blidt til hende. Hun så på mig, og faldt så til ro igen. 

Stormen blev ved hele aften, så jeg satte noget musik på, for at overdøve bragene. Jeg holdt dynen rundt om Christina og mig, hun puttede sig helt ind i mine arme. Jeg smilede, og så på de andre. Flere af dem, havde lagt en dyne på gulvet, og brugte en anden dyne over sig. Jeg smilede, og kunne da også selv begynde at mærke trætheden. Christina kunne godt mærke det, og hev mig med ind i soveværelset, så vi kunne komme i seng. Jeg smilede, da vi lagde os ned i sengen. Jeg gabte og krøb under dynen, dog lagde jeg mine arme om Christina. Hun lagde sit hoved imod min brystkasse, og hun var da også meget tæt på at falde i søvn. Selvom stormen vækkede hende, hver gang der kom et stort brag. Så jeg tænkte på, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe hende. Dog endte det da med efter noget tid, at både Christina og jeg sov.

Da jeg vågnede næste morgen, var stormen stadig på sit højeste. Jeg lod Christina sove, og gik ud i køkkenet for at lave morgen te og kaffe til alle. Jeg opdagede at en sad oppe, det var Sia. Hun så helt smadret ud, så jeg gik hen til hende med en kop te. "Har du ikke sovet min ven?" spurgte jeg, og satte mig i lænestolen. Hun rystede på hoved, og gabte meget træt. Hun drak sin te, og gned derefter sine øjne. "Lig dig og sov lidt, det er stadig meget tidligt min ven. Alle de andre sover endnu, jeg er kun oppe, fordi jeg aldrig kan sove længe, selv ikke når jeg prøver" sagde jeg. Hun nikkede og lagde sig ned, og sov da også ret hurtigt. Jeg lagde dynen godt om hende, og gik hen for at tjekke til Anzia. Hun havde fået hvalpe i løbet af natten, jeg smilede helt over det. For nogle af dem var helt hvide, andre helt sorte, og nogen var mere end en farve. Jeg så på Anzia, for at se om jeg måtte tage en af dem op. Hun slikkede min hånd, og jeg tog en lille sort hvalp op. Den var helt sød og nuttet, jeg glædet mig helt til at fortælle Christina det. Men der var virkelig mange hvalpe, og jeg kunne se stoltheden i Alliyco og Anzias øjne. "Tillykke i to, det er virkelig nogle skønne hvalpe" sagde jeg og fyldte deres skåle. Alliyco ville gø, men jeg stoppede ham. Han skulle jo ikke vække de andre, som stadig sov endnu.
Der gik dog ikke lang tid, før at der begyndte at være nogen som rørte på sig. Jeg smilede, og lavede te og kaffe, som jeg gav alle. Christina vågnede også, og kom ud til os andre. Jeg kyssede hendes kind, og rakte hende en kop te. "Sikke du er tidligt oppe søde, hvad er der sket mens vi andre har sovet?" sagde hun, og tog en tår af sin te. "Hvalpene er kommet, de er kommet i løbet af natten" sagde jeg, og tog hende med hen til kurven. Hun så alle hvalpene, og smilede helt glad. "Hvor er de dog kære, og hvor er der dog mange. Det er helt utroligt, når man tænker på at det er hendes første kuld" sagde hun. Jeg var helt enig med hende, jeg havde ikke engang tal på hvalpene. "Især når man tænker på, at for mange år siden. Så var 5 hvalpe normalt, men her må der vel være 40 hvalpe. Vores hunde har udviklet sig meget, fra den slags hunde der var for flere tusind af år siden" sagde jeg. Hun nikkede og smilede helt. Det var måske lige for mange hvalpe for os at have, så vi måtte vel af med dem. Men først når de var gamle nok til det, de skulle først være hos deres mor i 12 uger, før at man overhoved måtte tage dem fra hende.

Jeg gik tilbage til køkkenet, og begyndte at lave morgenmad til alle. Nogen fik havregryn, andre ostemader, og nogen få ville have havregrød, så jeg fik ordnet det hele. Jeg gav alle deres morgenmad, og tog mig selv en ostemad. Jeg tænkte lidt på opvasken, men smilede dog bare af det. Den skulle jo bare vaskes op, og så ned i opvaskemaskinen. Jeg ringede dog til alle elevernes forældre, at på grund af stormen turde jeg ikke sende dem hjem. Men om de kunne sende alle rent tøj, og toilet sager. Så de bare skulle se det som om, at deres børn var på lejre hos mig. Jeg lovede også, at jeg ville sende dem hjem, når stormen engang havde lagt sig. Forældrene gik med på det, og en efter en blev der sendt tasker med tøj og toilet sager til eleverne.

Jeg rakte alle deres tasker, og smilede. Nogle af pigerne gik direkte i bad som det første, andre satte sig til at ordne deres hår. Drengene gik alle ind i et rum, og skiftede om til rent tøj. Jeg havde givet alle en pose til deres snavsetøj, som de kunne putte det i, så det ikke flød på nogen måde overhoved.  Jeg selv redte mit hår, og satte det i hestehale. Hvor jeg derefter gik hen til min vejrmåler, for at se hvor længe denne storm skulle vare. Der stod den ville vare i 3 måneder, og den besked sendte jeg så til forældrene, så de vidste det. Nogen var ikke vilde med det, men alle stolede dog på mig. Så de så ikke fare i, at lade deres børn være hos mig i alle de måneder.

Jeg bestilte varer over vores teletorter, for så skulle ingen ud i det vejr, og vi ville stadig kunne få os noget mad. Christina og pigerne lagde alle dynerne sammen, og lagde dem ind i gæsteværelset, så der var pænt og rydeligt. Drengene gik til deres Grotto Co. og satte sig til at skrive, andet kunne vi jo ikke, nu da vi ikke kunne komme ud. Pigerne satte sig også ind til deres, og med et sad alle og skrev. Jeg gik rundt og så på det. Jeg smilede over hvor gode de var blevet, og hvor meget de egentlig havde udviklet sig siden de startede. Flere var begyndt på at skrive nye genre, andre prøvede på at gøre teksterne længere, og nogen skrev kun digte og en bestemt genre. Jeg selv havde holdt mig til kærligheds genren, og mystikken. Hvilket var det folk kendte mine bøger på.

Jeg havde fået lavet 4 reoler, hvor alle havde hver deres hylde til mapper, sådan hvis de ny fyldte mere end en mappe. Christina og jeg havde også en hylde i reolerne. Jeg havde nogle dage før lige sendt en tekst til forlaget, så nu tjekkede mig mine kladder igennem, for at se hvilken jeg så skulle skrive. Jeg havde på et tidspunkt fået så mange ideer, at jeg havde fyldt 6 hele a5 hæfter med bare rene ideer. Så jeg havde meget at kunne tage fat i, problemt var bare, så når man nu havde så mange, så var det virkelig svært for en at vælge imellem dem. Så jeg hørte eleverne om de ville hjælpe mig med at vælge mellem dem, hvis jeg skrev kladderne op på tavlen. De ville gerne hjælpe mig med det, så de tog hvert et papir frem. Jeg skrev kladderne op, og så derefter på eleverne. Christina stod i døren og så på os, hun gik hen til mig, og satte en streg ud for en af kladderne, da det var den hun syntes at jeg skulle skrive. Jeg smilede, og kyssede hendes kind. Der gik da heller ikke særlig lang tid, før at alle kom med deres stemme på hvilken kladde som der skulle skrives. Jeg skrev ned på et papir hvilken kladde, som havde fået hvilke stemmer. 

Da alt var talt sammen, kunne jeg nu se hvilken tekst, det var at jeg skulle skrive. Jeg takkede dem, og gik igang med det samme. Christina tog om min nakke, mens jeg skrev. Hun elskede at læse med, når det var jeg skrev på mine tekster. Jeg smilede over hende, og skrev næsten tyve sider, før Niyo og May Lin spurgte om man ikke kunne tage en pause, mange var stadig virkelig tætte. "Ja slap i bare af venner, I skriver bare, når I ser lysten til det okay" sagde jeg. De nikkede, og flere valgte at gå ind i rummet med dynerne, og lagde sig der for at sove. Jeg smilede lidt, og gemte teksten. Jeg gik med Christina ind i stuen, og slappede meget af. Selv jeg var ikke fuldt af energi, som jeg ellers plejede at være. Stormen havde nemlig også påvirket min natte søvn, men sådan var det jo en gang imellem. Jeg strakte mig lidt, og lænede mig tilbage i sofaen, christina lænede sig dog ind til mig. Hun hvilede hånden på sin mave, for hverken hun eller jeg, vidste hvor langt hun egentlig var henne. Vi kunne jo ikke tage til lægen, og hvilken læge havde tid til hjemme besøg.

Jeg kunne høre vores telefort larme, og gik hen til den. Josh stod der sammen med sin hustru, havde han virkelig brugt den. Han plejede da ellers aldrig at ville det. "Hej med jer, hvad bringer jer her til" sagde jeg. "Vi så på Intralive, at du og Christina skal være forældre. En af jeres elever har lagt nyheden op, så jeg tænkte kunne komme forbi, for at høre om rygtet var sandt" sagde han. Jeg smilede blidt, og begyndte så at le. "Ja rygtet er skam sandt, vi skal være forældre" sagde jeg, og tog dem med hen til Christina. Hun smilede, da hun så dem. "Ved I hvor langt, det er at du er henne Christina?" spurgte Josh. Både Christina og jeg rystede på hoved. "Nej desværre ikke" sagde jeg, og satte mig med Christina. Joshs hustru Nikki smilede, og tog Christina med ud på badeværelset. Først der kom jeg i tanke om, at hun jo var læge, og at hun altid bar sin læge taske med sig. Så hun kunne jo faktisk se, hvor langt Christina måtte være henne.

Jeg ventede, imens de var der inde. Josh gik rundt, og så alle de forskellige steder, som eleverne lagde og sov. "Øh Hauraki? Hvorfor ligger de rundt omkring?" spurgte han. Jeg så lidt på ham, og smilede lidt. "Stormen har holdt de fleste vågen, så de sover alle lige nu. Stormen er så slem, at forældrene har godkendt, at de her hos mig. Forældrene ser det som en lejr for dem, og alle sammen er vilde nok med det, for de kan skrive, og lave andet hyggeligt" sagde jeg blidt, og strakte mig lidt. Jeg gik hen til badeværelset, og satte hånden mod døren. Jeg var virkelig spændt på at vide, hvor langt Christina var henne. Et skrig lød der inde fra, og jeg nærmest slog døren ind. Christina sad på toilettet med hånden for munden, og Nikki så noget overrasket på mig. "Rolig nu Hauraki, hun skreg jo bare efter at have fået af vide hvor langt hun er" sagde Nikki. "Hvor langt?" spurgte jeg, og gik hen til Christina og tog hendes hånd. "Faktisk seks måneder, troede jeg ikke i starten, da un jo er så tynd som hun er. Men prøven lyver ikke, Christina er seks måneder henne. Var det ikke også næsten seks måneder siden, at I to blev gift?" sagde hun. "Det er lidt over seks måneder siden ja, tænk virkelig at hun er så langt henne" sagde jeg og lagde hånden imod min pande. Christina så på mig, og mærkede et jag i maven, hvilket gjorde hende bange. Nikki så på hende og smilede. "Rolig Christina, det er sikkert den lille. Du har jo mærket små jag før, men nu da du er så langt henne. Så er sparkene du får, jo også med mere styrke end før. Det er derfor de er lettere at mærke nu, og I burde også kunne høre den lilles hjerte" sagde Nikki, og gav os et billede fra en lille printer, hun havde i tasken. Jeg så på det, og kunne se det var et billede at Christinas mave, et billede af vores baby. Jeg smilede helt glad af det, og kyssede Christinas pande. Hun var stadig helt paf over det, men hun var skam også virkelig glad over det.

Efter det var jeg ekstra forsigtig nær hende, da hendes vand jo ikke skulle gå før tid. Alle var faktisk forsigtig med hende, og hjalp hende. Da eleverne var hos os, så tog drengene hele tiden de tunge ting fra hende, jeg gjorde skam også. Hun så lidt på mig, og pigerne hev hende hen i sofaen. De havde alle fået fat i deres strikke pinde og garn, da de gerne ville hygge strikke sammen med Christina. Hun gav sig, og strikkede med pigerne. Jeg fik fat i noget pil, og vi drenge satte os til at flette kurve til hver af pigerne. Drengene tænkte på at vi skulle sælge, og jeg grinede af dem. For alle de ting vi lavede, forslog de hver gang at vi skulle sælge. "Ikke alt skal man sælge venner, vi laver dette til pigerne, ikke for at tjene på det" sagde jeg.

 Med et fik jeg et smæld i ansigtet af en en bambus pind som der slog tilbage. Jeg bakkede og tog mig til øjet, da jeg mærkede noget varmt løbe ned af mit ansigt. Niyo for hen efter en våd klud, som han gav mig. Imens for Roy ud på badeværelset efter nogle bandager, som han forbandt mit øje ret hurtigt med. Christina for hen til mig, og lagde hånden på min kind. "Jeg er okay min elskede, fik bare et rift tror jeg. Daniel vil du være sød at kontakte dr. Malia, bed ham komme, og fortæl ham at jeg bløder nær mit øje" sagde jeg. Daniel nikkede, og ringede hurtigt. Imens satte jeg mig i sofaen, for at Christina ikke skulle bukke sig for langt ned. Hun tog bandagen af mig, og så på det. Hun bad pigerne hente førstehjælps kassen, for så ville hun rense det. De nikkede og hentede den til hende. Jeg tog den våde klud mod mit øje, og så på hende. Det sveg ret så meget, og og det skulle være tørret rent, før at hun ville rense det. 

Jeg fjernede kluden efter lidt tid, og bed sammen da Christina begyndte at rense det. Hun havde fået mig ned at ligge, så det ville være lettere for hende at ordne såret. Dr. Malia kom også ret hurtigt, han lyste ind i mit øje med sin lygte, for at se hvordan det regerede på det. Han rømmede sig lidt, og lagde så en bandage for mit øje. "Hvis det ikke holder op med at svig efter nogle dage, så kontakt mig igen Hauraki. Denne bandage scanner dit øje, mens du går med den, og jeg vil få alle oplysningerne. Før jeg har dem, kan jeg ikke sige dig, om der er sket skade eller ej" sagde han. Jeg nikkede, og sukkede lidt.

Christina rejste sig op, og gik mod køkkenet. Men hun tog sig lidt til maven, og jeg blev bange for, om hendes vand var gået før tid. Jeg for hen til hende, og lagde mine arme om hende. Jeg så bekymret på hende, og lagde min hånd mod hendes mave. "Rolig skat, den lille sparker bare ret hårdt" sagde hun kærligt, og kyssede min kind. Jeg sukkede lidt lettet, men jeg var stadig meget urolig for hende. Jeg satte mig på hug foran hende, og kyssede hendes mave. Hun smilede, og nussede mit i håret. Jeg så lidt på hende, og rejste mig så op. Jeg gik hen og takkede Dr. Malia, som derefter også tog afsted igen.

En af drengene var løbet ud, og kom ind med en værre maskine. Jeg kunne kende det som kurvflette maskinen. Den havde jeg da glemt alt om, at vi faktisk havde. Jeg valgte at holde mig fra det, men drengene satte den til. Christina tog om mig, og tog mig ind i soveværelset, da hun gerne ville sove i mine arme. Jeg smilede, men hvad så med eleverne. "De klare sig mens vi sover søde, drengene er optaget af den maskine, og pigerne strikker. Plus du skal hvile dig på grund af din skade, og jeg skal på grund af den lille" sagde hun. Jeg nikkede, og satte mig i sengen. Hvor jeg kort efter lagde mig ned, og slappede af. Selvom hele mit hoved faktisk snurrede af det slag. Christina lagde sig, og var tæt på at ligge sig direkte på maven.  Jeg stoppede hende hurtigt, og så på hende. Hun lagde sig på siden, og lagde så hoved mod min brystkasse. På den måde kunne hun også slappe af, og helt uden at ligge sig på maven. Jeg kyssede hendes pande, og lukkede mine øjne for at slappe af. Men det var svært, da det føltes som om at nogen hamrede mig oven i hoved med en hammer.

Både Christina og jeg passede meget på efter, jeg undgik fletning af kurve for hver en pris. Da jeg ikke ønskede at få endnu et slag i ansigtet, jeg var nemlig sluppet heldigt fra det sidste. Hvis det havde været spidsen der havde ramt mig istedet for selve pinden, så ville jeg kune have mistet mit syn af det slag. Jeg holdt øje med Christina, især da det nu var næsten tre måneder siden, at vi fandt ud af det med babyen. Så det var snart op over, og jeg ville være forbedret. Jeg lod hende aldrig bære noget tungt, eller bære noget overhoved. Hvilket måske gik hende en del på, for jeg lod hende næsten intet lave. Men jeg mente det jo kun i den bedste mening, og det vidste hun også godt.

Jeg så på hende, og var nervøs. Da hun var gået over sin termin, og den lille kunne komme til verden når som helst. Så jeg tog hende med til læsning for syge børn på hospitalet, mest for at have hende på hospitalet. Jeg satte hende i en kørestol, og trillede hende med ind til en lille pige, som jeg tit havde læst for. Pigen var blind, men kendte min stemme godt. "Hej Maria, det er mig Hauraki. Jeg har min hustru med idag" sagde jeg. Hun drejede hoved mod mig. "Hej mr. Hauraki, er du kommet for at læse et kapitel mere for mig?" spurgte hun. "Ja det er jeg" sagde jeg og fandt bogen. Jeg nåede bare ikke at begynde, for Christina tog sig til maven i smerte. "Hauraki det er nu!" sagde hun. Jeg stivnede meget, og lagde bogen. "Jeg beklager Maria, men jeg må løbe, jeg skal være far nu. Jeg kommer senere, det lover jeg dig" sagde jeg, og løb hen til fødestuen med Christina, så hurtigt som jeg overhoved nu engang kunne.

Lægerne tog sig af Christina, og imens gik jeg i cirkler udenfor fødestuen. Jeg måtte nemlig ikke stå der inde, mens hun fødte. Så jeg var helt ude af mig selv, og satte mig ned i ventesalen. Jeg kunne høre lyden af en kørestol, og så en sygeplejekse komme med Maria. "Kan du ikke læse for hende, mens du sidder her. Det vil gøre dig mere rolig, og hun vil nyde det. Din hustru vil også kunne høre din stemme, så det vil måske berolige hende lidt" sagde hun. Jeg nikkede og tog bogen, hvor jeg derefter begyndte at læse op. "Den lille hare sprang lystigt rundt, små hop frem mod engen. Hop hop hop, lød der for hvert et hop den lille brune hare tog. Den havde aldrig set så mange andre hare før i sit liv, men den havde også holdt sig i hulen hos sin mor hele tiden. Mon de andre ville lege, eller ville de være onde. Nu da lille hare var så lille som han engang var. Men selvom lille var en meget lille hare, så var han en af de hurtigeste, det kunne man ikke tage fejl af. Han kunne komme steder, som de andre nu ikke kunne. Han kunne endda lettere slippe fra rævene, da han var så lille, at han kunne gemme sig i et egernes nøde skjul. Han tænkte dog på, hvad hans liv ville bringe, men det kunne han jo kun vente og se" læste jeg, og beskrev billederne i bogen for hende. Hun klappede, og jeg så lægen komme ud. 

Jeg rejste mig op, og kørte hånden over Marias hår, så hun vidste jeg ikke længere sad foran hende. "Hvad er der Dr.?" spurgte jeg lidt nervøst. "Fødslen var hård for din hustru, men hun klarede det flot. I har fået jer en lille sund og rask pige, med søde små brune øre. Sir tænkte lidt på, hvordan kan hun havde brune øre, når ingen af jer hr det" sagde han. "Let at forklare, jeg var rigtig brunhåret, men mine øre,hale og mit hår blev sølv/hvidt af smerte, da jeg opdagede min rose evne" forklarede jeg med et smil, og gik er efter ind til Christina og vores datter. 

Jeg nåede kun at komme ind, da jeg så dem. Men jeg så Christina græde, og så at en læge tog vores datter. Jeg stoppede Ham, og tog hende hen i mine arme. "Hvad sker der, hvorfor vil i tage vores datter" sagde jeg. "Pigen kan da umuligt være Deres sir, hun er brunette, og ingen af jer er det, så enden er deres hustru rugemor, eller så har hun været Dem utro" sagde lægen. Der blev jeg gal i skralden og gav ham en på skrinet. "Jeg er født brunhåret, men... damt skal jeg nu til at forklare igen, hvorfor mit hår er som det er" sukkede jeg, og gav vores datter til Christina. Lægen for ud, og jeg kunne høre ham kalde på vagten. Christina så bange på mig, og knugede vores datter ind til sig. Jeg tog fat i en rose der stod, og fik lavet min rosenpisk, til hvis de var ude på noget. Jeg satte mig ved Christina, og kyssede vores datter på panden. "Jeg lader dem ikke tage hende Christina, det lover jeg dig" sagde jeg, og hørte derefter døren gå op. En vagt kom ind, og jeg var klar med pisken til at slå ham, hvis han kom nærmere. "Sir vil De følge med mig, vi skal have en snak om det overfald på dr. Nirou" sagde han. "Hvad er der at snakke om, det kryb ville fjerne vores nyfødte datter, og kalder min hustru løs på tråden. Bare fordi vores datter er brun håret, for gud skyld jeg er født brun håret. Mange her i byen ved hvad der skete med mig, første gang jeg brugte mine evner. Så ja, jeg flippede på ham, og det vil jeg skam gøre igen, hvis han siger sådan noget en gang til" sagde jeg vredt, og knyttede hånden mere om pisken. Vagten så på Christina, for at se om jeg talte sandt. Hun nikkede til det, og så på vores datter. "Så må De meget undskylde" sagde han og gik ud af rummet igen, han lukkede også døren efter sig.

Jeg fik pisken om til en rose igen, og satte den i min hestehale. Jeg satte mig på en stol ved Christina og så ned, hvad hvis jeg aldrig måtte vise mig her igen. Ville jeg kunne miste Christina og vores datter for det, det gjorde mig helt bange. Christina så lidt på mig, og lagde sin frie hånd på min kind. "Sæt dig her hos os min elskede, du forsvarede jo din familie, mere kan man ikke forlange" sagde hun. Jeg nikkede, men lagde bare mit hoved ved hendes hånd. Jeg havde kun en gang før haft sådan et vrede udbrud, og det var da vi blev git, hvor William ville ødelægge det hele. Christina nussede mig lidt bag øret, så jeg så op. "Kom nu skat" sagde hun, så jeg satte mig på sengen ved hende. Hun kyssede min kind, og lagde vores datter over i mine arme. Jeg smilede lidt stolt, eller jeg var meget stolt over at være far. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det med lægen, og tænkte at jeg vel måtte snakke med overlægen, og hospitalets ejer om det. 

Jeg gav Christina vores datter igen, og gik ud for at rette dette. Jeg fandt hurtig overlægen, og gik hen til ham. Jeg forklarede ham hvad der var sket mellem mig og dr. Nirou, og hvad grunden til jeg havde slået ham var. "Så han beskyldte din hustru for at være løs på tråden, på grund af jeres barns hårfarve. Jeg taler med ham om det, for det tillader jeg ikke her. Vores vagt fortalte dog, at de var truende over for ham. Men nu kan jeg så se grunden, jeg skal nok ordne det. De skal bare tænke på deres familie, så tænker jeg på mit personale" sagde han. Jeg nikkede og gik så tilbage til Christina og vores datter. 

Da jeg kom ind, havde Christina lagt hende i en vugge. Jeg satte mig lidt og så på vuggen. "Hvad skal vi kalde hende min skat?" spurgte jeg. Christina så på mig og smilede. "Jeg er ved at finde på nogle navne, og så må vi se hvilket et, vi begge to kan lide" sagde hun og viste mig listen. Jeg læste navnene igennem, og så derefter et jeg godt kunne lide. "Hvad med vi kalder hende for Rose eller Rosa" sagde jeg, og grinede lidt. Havde jeg nu fået roser på hjernen, siden jeg kom med de to navne. "Lad os kalde hende for Rose, det passer godt til hun er din datter, og din evne søde" sagde hun med et smil. Jeg nikkede og skrev navnet på sedlen der hang på vuggen. "Rose Miyashiro, det lyder meget godt min skat" sagde jeg med et smil. Christina var enig og satte en rød rose i vuggens kant. Sikke en start på livet Rose nu havde fået, at en ville fjerne hende. Mig der hævede stemmen, og ville forsvare. Men det var nu også rart nok, at hun ikke ville kunne huske det når hun blev ældre. Eller det håbede jeg da hvertfald ikke, at hun kunne. Men en ting var da helt sikker, vores familie var blevet større, nu da vi havde fået vores datter. En ting som virkelig gjorde mig stolt, jeg var endelig blevet far, og en ting var sikkert, jeg ville altid forsvare min familie. For de var mit et og alt, de var mit liv. Det var hvad jeg levede for, og jeg kunne ikke ønske mig andet, end min dejlige familie, at have i mit liv. Christinas glæde kunne også ses, hun lyste helt, og det var virkelig rart for mig at se, at hun virkelig var så glad, over at være blevet mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...