Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
629Visninger
AA

17. Krig

En aften kom der dog en besked, jeg ikke havde regnet med overhoved. Der var krig, og jeg skulle åbenbart deltage, på grund af mine evner. Selvom jeg var blind, når jeg bar almindelig bandage. Jeg kontaktede den der havde sendt brevet, og prøvede på at få talt mig ud af det, men det lykkes ikke. Alle mænd som var stærke, skulle bruges, og det galt så også mig. Jeg sukkede, og fortalte det til Christina. Hun ville ikke have det, men vi kunne jo ikke stoppe det. Hun begyndte at græde, og det samme gjorde Rose og Shino. Jeg sukkede lidt over det, og tog dem s ind i mine arme. "I ved jeg helst vil være hjemme, men jeg skal jo følge de ordre" sagde jeg trist. "Ved vi godt Hauraki, men hvorfor lige dig" sagde Christina trist. "Jeg ved det ikke" sagde jeg.

Så vi hyggede så længe, som det var muligt for os. Men der gik heller ikke særlig længe, før at nogle soldater hentede mig, og jeg skulle afsted. Så jeg kyssede min familie farvel, og fik mit rose elastik i håret, sådan at jeg ville kunne bruge roserne som våben. På vej mod slagmarken tænkte jeg kun på min familien, og hvor meget jeg hadet at skulle i krig. Men jeg ville gøre alt for at overleve den, da jeg ville bare hjem igen.

Da vi nåede helt frem, kunne jeg fornemme kaoset. Jeg slog en rosepisk frem, og angreb hurtigt. Da der var mange planter, og naturens energi var stærk, så gjorde det også mig ret hurtigt. Jeg slog mine hænder i jorden, og naturens planter greb fat i mindst ti fjender, og svang dem op i luften. Jeg fik også roserne der var, til at lave et skjold om os. Imens angreb de andre fjenderne så hurtigt som de nu kunne, jeg tog en rose og fyrede den afsted som en kniv, og den var også ligeså skarp som en. Jeg kastede en rose op i luften, og fik den til at danne et tornet krat om slagmarken. Alle stivnede, både venner og fjender. Jeg fik tornede grene til at angribe fjernerne, og bad de andre søge i sikkerhed bad skjoldet. For dette angreb var kraftigt, og det fik jeg da også at mærke, for da grenene angreb fjenderne, angreb de også mig, og jeg blev også hårdt såret.

Jeg blev lagt på en båre, og blev bagt til en som der kunne heale mine sår, da jeg virkelig var slemt såret. En healer stod klar, og begyndte så at hele mig. "Brug ikke så stærkt et angreb igen unge Hauraki, det er et angreb, som du først lige skal lære at mestre" sagde healeren, og forbandt min brystkasse. Jeg nikkede, og var lidt urolig for de andre. "Hvad med de andre, de regner med mine angreb" sagde jeg, og bed sammen, da bandagen blev strammet meget. Jeg sukkede, jeg skulle jo hjælpe dem, alle regnede jo med min evne. "Så lav et stort skjold først Hauraki, sådan at hvis du skal lave det angreb igen, så er du og de andre i sikkerhed. Ingen skal jo meldes død, af dine evner vel" sagde healeren. Jeg nikkede, og forstod det godt.

Så jeg løb ud til dem igen, og lavede et skjold, som sikrede os mod de andres angreb. Jeg pustede blomsterblade afsted, som svævede hen til fjenderne. De blev med et til tusindvis af skarpe roser, som skar dem. Jeg hørte en af mine venner hoste, og gik hen til ham. Han havde fået en slem rift. Så jeg lavede en rosebandage, som jeg gav ham på. Jeg havde endda givet healeren opskriften på bandagen, da den virkelig var godt til at heale sår. Jeg fik lavet mange bandager, og alle blev forbundet. Jeg så hen imod fjenderne, og fik min egen rosebandage skiftet. 

Med et var der helt stille, hvilket faktisk syntes var meget underligt. Så vi alle satte os i lejeren og fik os lidt at spise. Jeg blev klappet på ryggen, og underligt nok rost af de andre. De syntes min evne var sejt, og også et virkelig godt våben. Jeg smilede lidt, og spiste lidt. For at bruge mine evner i så stor et omfang var også virkelig hårdt for mig, for jeg brugte jo af min egen energi når jeg brugte evnen på den måde. Så de andre forslog at jeg tog en lur, mens der nu var så stille. Hvilket jeg faktisk var ret meget med på, så jeg lagde mig i et rose bed, og fik sovet en del.
Roserne lavede et kæmpe skjold om hele vores lejer, så de beskyttede os alle, mens vi samlede vores energi. Jeg vågnede dog, af at jeg kunne lugte ild. Så jeg rejste mig op, og gik hen for at tjekke. Vores fjender havde sendt ild mod os, og det var noget af det eneste, som mine planter ikke kunne klare. Jeg advarede de andre, og de fandt vores andre skjold frem, og fik aktiveret et andet skjold. Hvad kunne jeg nu gøre, jeg kunne ikke bruge mine evner mod dem. Men jeg fik alligevel kørt rødder og planter om deres maskiner, og fik dem splittet af. Vi kæmpede alt, hvad vi overhoved kunne. Hvilket også var grunden til vi vandt, men mange af os var også hårdt såret.

Selv jeg var hårdt såret, og fik min arm forbundet. Jeg havde brækket den, ved et slag som jeg havde fået. Men hvor lang tid mon vi havde været afsted. Jeg kunne nemlig ikke finde rundt i det mere, da jeg syntes det havde været længe. Det viste sig da også, at jeg havde været afsted i næsten fem hele lange år. Desværre blev jeg indlagt med mine skader, så jeg kunne ikke komme hjem. Selvom det var det eneste jeg så brændende ønskede mig. Dog kom det ikke til at ske, kaptajnen som styrede os, sendte mig direkte i en ny krig, da mit sår var healet.

Det ville jeg ikke, og de andre angreb ham da også, og bankede ham. Jeg stoppede dem, og ville se om jeg kunne snakke alvorsord med ham. "Sir jeg har været afsted i fem år, det er på tide at jeg kommer hjem. Jeg er ikke den eneste her med stærke evner, men nu ønskede jeg bare at komme hjem til min familie igen, det burde De da kunne forstå" sagde jeg, og hjalp ham op. Han så lidt på mig, og nikkede så. Jeg kunne også komme hjem den næste dag, og det glædet jeg mig til.

Den følgende dag sad jeg i et fly på vej hjem, jeg glædet mig virkelig til at se min familie igen. Men en frygt kom over mig, hvad nu hvis Christina ikke havde haft lyst til at vente på mig, ville hun så have fundet en anden. Jeg blev helt bange, og hørte så steadessen, om der muligvis var en mulighed for at jeg kunne ringe. Hun nikkede, og tog mig hen i et telefon rum, hvor jeg så ringede direkte hjem til Christina. Jeg bed mig nervøst i min læbe, og håbede så brændende at hun ville tage telefonen. Jeg kunne da også høre den blive taget, desværre viste det sig bare at være telefonsvaren. Jeg sukkede og prøvede et par gange mere, men det samme skete, så jeg opgav.

Da flyet landet, satte jeg mig lidt i ventesalen. Hvad havde det mon betydet, at Christina ikke svarede. Havde hun mon virkelig fundet en anden, jeg kunne ikke holde den tanke ud. Jeg blev helt ked af det, og følte mig fortabt. Lige til jeg hørte en velkendt stemme, så jeg rettede mig op. Det var Josh, og hans familie. "Hauraki hvad laver du her, jeg troede du var i krig. Det vil glæde din familie at du er hjemme" sagde han, og bød mig på en kop kaffe. "Måske Josh, har ringet hjem flere gange, og Christina svarede ikke på nogen af mine opkald. Så sig mig, har hun fundet en anden, blev hu træt af at vente?" sagde jeg trist, og tog en tår kaffe. "Nej Hauraki, hun har ikke fundet en anden. Din familie er her hver dag for at høre om dit fly er kommet, det har de været hver dag de sidste fem år" sagde Josh, og betalte for kaffen. 

Han hev mig med, og gik hen til informationen. Han fortalte damen bag disken, hvad det gik ud på, og hun lod ham låne mikrofonen. "En ung soldat leder efter sin familie, så beder Christina, Rose og Shino om at komme til informationen, hvor soldat Hauraki venter på dem" sagde han ind i den. Jeg så lidt på ham, og gned min arm. Mon de ville komme, det vidste jeg ikke. Så jeg satte mig lidt ned på en venteplads, og forsøgte på at tage slyngen af min arm. "Hauraki!" lød en råben, og jeg så mod stemmen. Christina kom løbende hen og tog om mig. Hun græd helt af glæde, og gav mig da også et stort kys. Jeg gengældte kysset længe, hvor havde jeg dog savnet hende. Shino kom hen, han var jo blevet en stor deng. Rose kom også, hun var blevet en ung kvinde, og lignede sin mor ret så meget. Alle krammede mi, og jeg kom helt il at græde af ren glæde.
Da vi kom hjem, var det første Christina gjorde var at tjekke min arm. Hun var ikke vild med at jeg var skadet, så jeg lod være med at fortælle om det angreb der slog tilbage. "Blev nogen af jer dræbt?" spurgte hun og så lidt bekymret på mig. "Nej skat, ingen af os blev dræbt. Det sørgede jeg for med mine planter, noge af os blev slemt såret, men vi klarede os. Alle var stærke som en løve" sagde jeg og mærkede, hvordan hun begyndte på at give mig massage. Jeg bed sammen, da jeg havde ret så mange nerver i klemme efter krigen. Christn hvilede hoved mod imod min ryg, og tog fat i min skjorte. "Jeg var så bange Hauraki, jeg frygtede at du var død" sagde hun og begyndte at græde. Jeg vendte mig om, og tog hende ind i mine arme. "Men det er jeg ikke skat, jeg er hjemme igen, og jeg bliver hjemme" sagde jeg kærligt og kyssede hendes pande. Hun lagde sig i mine arme, og ville bare ligge der lidt. Tænk at jeg endelig var hjemme igen, og blandt min elskede familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...