Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
608Visninger
AA

4. Kreativ Weekend

Da jeg vågnede den næste morgen, hørte jeg et skrig. Jeg kunne kende stemmen som Christinas, så jeg for ud, for at se hvad der skete. Jeg nåede ikke andet end ud af min dør, før Christina kom løbende ind i mine arme. Hun rystede over hele kroppen, og jeg kunne se spor efter negle på hende. Nogen havde haft fat i hende, meget hård siden man kunne se negle mærkerne i hendes arme. Jeg tog hende med hen til rektors kontor og bankede på, i følge vores skema, havde vi weekend fri. Så vi havde ingen timer, at skulle forberede os på. Hun græd så hjerteskærende, at det pinte mig helt ind i hjertet.

Der gik ikke særlig lang tid, før at rektor åbnede op. Jeg skubbede Christina frem, sådan at han kunne se mærkerne på hendes arme. Han sukkede, og tog os med hen til skole lægen. Det viste sig, at en havde forsøgt at gøre overgreb på hende. Jeg blev rasende, da jeg hørte det. For hvem kunne dog være sådan et kryb, at gøre sådan noget. Christina skulle blive lidt ved skole lægen, og imens ville jeg finde det kryb, og banke lidt fornuft ind i hans tykke hoved. Dem jeg havde fået som venner, havde hørt hvad der var sket med Christina, og de ville hjælpe mig med at fange den person, som der havde skadet hende. Jeg havde overtalt lægen til at tage aftryk af mærkerne, og så sammenligne det med alle vores negle. Jeg havde nemlig lært, at ikke en eneste person havde negle der havde samme aftryk, eller havde samme fingeraftryk. Jeg gav mine aftryk som den første, da jeg ville hjælpe, alt hvad jeg overhoved kunne. Jeg fik hurtigt mit tøj på, og fik alle skubbet hen til aftryk tagning. 

Christina kom ud fra lægen, og gik hen til mig. Hun puttede sig ind i mine arme, som om hun følte sig tryg der. Jeg nussede hende i håret, og fulgte hende tilbage til hendes eget værelse. Hun gik ind for at skifte, og jeg stod udenfor værelset, for at holde vagt. Jeg lyttede til lydene omkring mig, og jeg lyttede især efter Christinas vejrtrækning.  Jeg kunne høre den lød svag, så jeg bankede på døren. Der lød lyden af en vase der blev smadrede, så jeg slog døren ind. Jeg så det kryb der havde brugt hundefløjten på mig dagen før, han stod og forsøgte på at kvæle Christina. Så jeg for hen og sparkede ham væk fra hende, og holdt hende ind i mine arme. Jeg fik hende hurtigt i sikkerhed, og sprang i hoved på det kryb. Han kradsede mig på brystkassen, og jeg slog ham ud. Jeg hev ham hele vejen til rektor, og gik derefter hen til lægen, for at få min brystkasse forbundet.

Da jeg havde fået ordnet såret, gik jeg mod mit værelse. Christina stod op af min dør, og det så ud som om at hun ventede på mig. Hun rystede en del, men stivnede så da hun så bandagen om min brystkasse. Hun lagde sin ene hånd mod min brystkasse, og så ind i mine øjne. "Du blev såret, fordi du ville forsvare mig" hulkende hun ulykkeligt. Jeg sukkede, og lagde mine arme om hende. "Tænk ikke på det Christina, det var jo ikke din skyld" sagde jeg, og nussede hende bag øret. Hun nussede sit hoved mod min brystkasse, og svang sin hale om min. Jeg rødmede en del, og måtte synke. Hun var jo en sød og dejlig pige, det kunne man ikke væk fra. Jeg tog hende med ind på mit værelse, og satte mig på sengen. Hun satte sig ved siden af mig, og tog bandagen af mig. Det forvirrede mig, og blev især overrasket, da hun begyndte at slikke såret. Jeg bed sammen, for det sveg en del. Det fik mig dog også til at rødme, for hun slikkede jo min brystkasse. Min hale begyndte at svinge fra side til side, i takt med hendes. Jeg så på hendes øre, og gav det ene et slik. Hun satte sig, og så direkte på mig. Hun slikkede sine smukke røde læber, og kyssede mig derefter. Jeg gengældte hendes kys, og skubbede hende forsigtig ned at ligge i sengen. Hun så på mig med lettere røde kinder, og kærtegnede blidt med højre kind. Jeg smilede og sank, før jeg gav hende et slik op af hendes smukke og bløde hals. Der lød en katte ligende spinden, og jeg opdagede at det kom fra hende. Nød hun virkelig så meget, at jeg slikkede hende på halsen. Det fik mig helt til at rødme, for det havde jeg dog aldrig oplevet før. Så jeg kyssede hende mere lidenskabeligt end før, og hun gengældte det endda endnu mere lidenskabeligt. Hun holdt mig tæt ind til sig, og kyssede mig bag øret,

Vi nåede dog aldrig nået sexuelt, for vores musiklæreinde stod med et i døren. Jeg rødmede noget overrasket, og hjalp derefter Christina op at sidde igen. Vores lærerinde gik direkte hen til os, og rev mig væk fra Christina. Hun troede nemlig, at jeg havde overfaldet Christina. Selvom jeg overhoved ikke havde gjort det, hvilket Christina og jeg også forsøgte på at forklare. Jeg sænkede utrygt mine øre, for var jeg mon i problmer nu. "Men Hauraki har ikke gjort noget galt, jeg ville selv. Jeg nød at mærke hans tunge mod min hals, det fik mig til at spinde, og ingen har nogensinde kunne få mig til det før" sagde Christina, og tog om mig. Hun hvilede hoved mod min brystkasse, og da hun virkelig var bange. Hun gned hoved under min hage, for at falde til ro. Hun frygtede, at jeg nu ville komme i dybe problemer.  

Men da jeg selv valgte at gå hen til rektoren, og forklare hvordan tingene de lå, så fik jeg ikke nogle problemer. Christina var fulgt med mig, for at stå ved min side, hun holdt endda om min arm. Måske ville andre mene at vi var faldet hurtigt for hinanden, men det syntes hverken jeg eller Christina ikke, for det var ægte kærlighed som der var imellem os. Hun stilte sig ind i mine arme, og holdt kærligt om min hals. Jeg smilede varmt til hende, og hørte så rektoren le. Hans latter var så varm, og det var underligt for mig at høre ham le. "Åh den unge kærlighed, til trods for at I er så forskellige" sagde han med et smil. "Selvom for at vi er forskellige, så holder vi af hinanden, og elsker hinanden. Det er det vigtigeste for os, at vi følger vores hjerter" sagde jeg fast. Christina var helt enig med mig, for kærligheden var det vigtigeste for os, trods at vi ikke var samme slags neko. Så da samtalen var forbi, gik vi ud af kontoret, med hinanden i hånden. Det var faktisk nemmere end hvad jeg lige havde troet, at snakke med rektor angående det.

Christina rødmede, mens vi gik sammen. Jeg syntes det var virkelig sødt, så jeg kyssede hendes kind. Hun stoppede op, og tog fat om min hale. Hvilket fik mig til at grine, så jeg løftede hende op i mine arme. Hun lagde hoved imod min skulder, og viftede med halen, mens jeg bar hende ind i skolens store fællessal. Jeg satte hende ned, og ville gå hen efter mine historier. Men Christina viftede med et hæfte, og jeg kunne kende det som mit. "Må jeg ikke nok høre lidt Hauraki, så er du virkelig sød" sagde hun nuttet, hvilket jeg ikke kunne modstå for. Jeg tog hæftet fra hende, og grinede. Det var mit kladde hæfte, med mine ideer. "Vil du virkelig høre en af mine kladder søde?" sagde jeg og så på hende. Hun nikkede ivrigt, og så bedende på mig. Jeg tjekkede mine kladder kort, for at finde en som jeg ville kunne læse op for hende. Jeg fandt dog også en, og tog hende med hen i sofaen for at fortælle kladden. Jeg slog op på en, og så at Christina lænede sig ind til mig. "Jeg har kun en indledning til den her Christina, jeg har ikke nogle færdige historier" sagde jeg blidt. Hun smilede og kyssede min kind. "Jeg vil stadig gerne høre Hauraki, please" sagde hun blidt. Jeg kløede mig bag øret, og begyndte så at læse op. "At leve et liv i frygt, hvor man ikke har nogen selvtillid, er ikke det sjoveste. Jeg ved det, da jeg selv lever sådan. Jeg har aldrig haft nogen selvtillid, og det eneste der beroligede mig, er troen på min drøm. Drømmen om at skrive historier g bøger. At skrive om en anden verden, som man kan leve sig ind i. At finde det sted man høre til, at finde mit sande hjem" læste jeg, og så på hende. Hun lyttede virkelig meget, og viftede med halen. "Den lød god, må jeg høre en mere" sagde hun. En mere? Ville hun virkelig høre en mere? Det var ikke til at forstå. "Måske senere Christina, det lover jeg dig" sagde jeg blidt. Hun nikkede, og løb ud af rummet. Mon jeg havde gjort hende sur, det håbede jeg virkelig ikke. Mon jeg skulle læse en mere for hende, eller var det mon for sent nu. Jeg sukkede, og gik så selv ud af rummet, for at gå til mit værelse. Jeg havde ørene sænket hele vejen, der dummede jeg mig virkelig. Hun ville jo bare høre mere, så hvorfor i alverden nægtede jeg hende det. 
Jeg lagde mig i min seng, og holdt puden over mit hoved. Hvordan kunne jeg være så dum, jeg sukkede trist. Jeg fornemmede en dumt, og fjernede puden. Christina stod der, med et af sine egne hæfter i hånden. "Hvorfor gik du Hauraki?" sagde hun med sænkede øre. "Men det var da dig der gik, så jeg troede, at jeg havde gjort noget dumt" sagde jeg og satte mig op. "Nej overhoved ikke, jeg ville bare hente mit hæfte, for ville vise dig det jeg selv har" sagde hun og satte sig på sengen. Jeg tog hendes hæfte, og læste det igennem inde i mit hoved. Det lød virkelig godt det hun havde skrevet, så jeg roste hende helt til skyerne. Hun rødmede meget, som om hun ikke var vand til ros. 

Jeg smilede, og fik en ide. Vi kunne da starte en kreativ klub, for dem som gerne ville være kreative. Christina syntes, at vi skulle lave en forfatte klub. Jeg syntes faktisk hendes ide var god, så jeg tog hende med hen til rektor, og forslog det. Han var vild med ideen, og viste os en klasse som altid var tom. Jeg smilede, og fik lov at hente hæfter i det store rum. Rektoren lagde også en kasse med blyanter, og jeg gik til en, som jeg vidste kunne male. Han lovede at male et skilt til forfatter klubben, hvis jeg lod ham tegne en forside til en tekst jeg skulle skrive, og det gik jeg med på. Christin satte en løbesedl op om klubben og smilede, for hun håbede nogen ville. 

I mens satte jeg nogle kasser op inde i lokalet. Jeg rykkede på bordene, så det så mere hyggeligere ud. Trods for jeg rev mig på en af bordene. Jeg slikkede min hånd, og så Christina komme ind. Hun gik hen til mig, og bandt sit lommetørklæde rundt om min hånd. "Du skal altså være forsigtig Hauraki" sagde hun blidt, og bandt en knude. "Skal jeg nok søde, jeg rev mig jo bare på en af bordene ikke andet" sagde jeg. Hun kyssede min kind, og vi gik hen og delte hæfterne ud på de forskellige borde plus blyanter. Jeg skrev på tavlen reglerne fra en selvhjælpsbog, om hvad man skulle huske for at skrive en god historie. Jeg satte derefter mit eget navn på en kasse, så der kunne jeg ligge mine historier i. Vi skulle jo skrive i hånden, før vi overhoved kunne få en af de vildt seje Grotto Co. computere hvor tastaturet bare blev lyst frem foran en, dog ville man også kunne få et rigtigt tastatur til det. Man kunne endda få en der lignede de helt gammeldags computere, og bærbare. Jeg tænkte lidt på, om jeg måske kunne skaffe nogle af de gamle modeller, bare så vi kunne skrive det og gemme det, istedet for i papir. For det var faktisk svært at holde styr på det, hvis man fx fik startet på mange. Det vidste jeg, for det havde jeg nemlig gjort. 

Da alt var gjort klar, satte jeg mig for at skrive. Nu måtte vi jo se, om der overhoved ville komme nogen medlemmer til klubben. Christina satte sig ved mig, og læste det jeg skrev. Hun tog sit eget hæfte, og begyndte også at skrive. Hun havde en virkelig smuk håndskrift, det kunne man ikke tage fejl af. Vi skrev nogle timer, uden at nogen kom. Det fik mig til at miste troen, og det brød Christina sig ikke om overhoved. Hun tog om min nakke, og bed mig kælen i øret. Jeg så på hende og smilede lidt, man kunne ikke være trist nær hende særlig længe. Hun hev mig hen i et pude hjørne vi havde lavet, til hvis man ville slappe af for skrivningen. Hun skubbede mig ned i puderne, og lagde sig ind til mig. Jeg så på hende, og hørte så døren gå op. En mindre gruppe kom ind, og jeg rejste mig fra puderne. "Hvad kan jeg gøre for jer" sagde jeg blidt. Christina tog et hæfte hvor hun havde skrevet medlemmer uden på, inde i hæftet stod kun vores navne. "Vi vil gerne være med i klubben, skal vi skrive os nogle steder" sagde de. Christina lagde hæftet, og rakte dem en blyant en efter en. De skrev sig ind, og det viste sig at de var hele tyve. Det gjorde mig helt overrasket, men jeg gav dem alle et hæfte, og en god blyant. De satte sig ved hvert deres bord, og begyndte rask at skrive. Jeg smilede, og skrev alles navne på kasserne. Mon jeg havde fået for lidt hæfter, tja det måtte tiden jo vise. Da nogen skrev virkelig hurtigt, og andre skrev langsomt. Jeg tænkte at det måske ville være en god ide, hvis man havde musik til mens man skrev. Men skulle jeg spille, eller skulle jeg finde en afspiller. Så jeg en afspiller til, og alle skrev på liv løs, selv Christina gjorde.

Jeg gik uden for lokalet, og fik fat i rektor. Jeg ville se om jeg kunne overtale ham, så vi ikke skulle skrive så meget i hånden. Det lykkes skam også, han lovede at hvis jeg fik halvtreds medlemmer til klubben, så ville han give hele skolen de nye computere. Så jeg gik tilbage, og forsøgte på at overtale medlemmerne til at skaffe flere medlemmer, når de selv følte sig trygge ved klubben. Det var de med på hver og en, og det gjorde mig glad at høre. For måske kunne vi blive de helt kreative på skolen, både med musik og skrift. Jeg måtte endda hente flere efter kort tid efter, da en havde fået en tekst til at fylde hele otte hæfter, hvilket jeg syntes virkelig var flot. 

Da alle trængte til en pause, satte jeg mig til at lave en hæfte med alle medlemmernes titler på deres tekster, og skrev ned hvor meget de havde skrevet. En af drengene var løbet ud og hentede en hel kasse colaer til os, og en anden hentede rektoren. Sådan at han kunne se det, som vi alle havde skrevet. Et par stykker havde lagt sig i puderne og sov, da de havde ondt i hoved af at skrive så meget. Selv jeg havde ondt i hoved, men jeg ville bare ikke sove. "Sir vi er ved at gå tør for hæfter, flere af medlemmerne har over 8 hæfter på en tekst. Vi har hentet hæfter 3 gange allerede, så hvor mange gange mon det bliver, når vi når aften" sagde jeg og strakte mig lidt, og rakte ham bogen der viste hvor mange hæfter hvert medlemmer havde brugt. Han blev helt overrasket over det, og så på os. "Hvis alle køber sig et usb, som der skal være deres helt eget historie usb, så skaffer jeg de nye computere til jer, i løbet af et par timer" sagde han. Alle så på hinanden, og for ud af rummet, og hen for at købe et usb stik. Jeg selv købte et som der var formet som en ulv, Christina købte et der lignede en hvid rose. Hvilket jeg syntes passede meget godt til hende.

Vi alle satte os i puderne, da vi alle havde købt usb. Et par stykker af os sov, og et par andre skrev videre. Rektor holdt sit ord, for efter et par timer fik vi hver en Grotto Co. computer. Jeg rakte alle deres kasser, og vi instalerede alle skriveprogrammet på dem. Vi fik alle også en taske, som passede til den. Jeg lagde min kasse med hæfter, og begyndte så at skrive ind. Rektor fandt på at vi alle skulle en skrivekonkurrence, som han havde læst om i et blad. Den slags konkurrence havde åbenbart kørt i flere 1000 år, men mange var allerede over det antal ord, som der skulle skrives. Hvilket jeg også forklarede ham, og det kunne han også godt forstå. Han ville se om han kunne få fat i forlag til klubben, sådan at alle færdige tekster ville kunne blive en bog. Der stoppede vi alle ham dog, det syntes vi lige var for tidligt. Han tænkte lidt over det, og var så enig med os.

Da vi var færdig med klubbens time tid søndag aften, låste jeg døren til klassen, og gik med de andre til aftensmad. Vi var alle virkelig sulten efter at have tænkt så meget, og vi havde alle vores Grotto Co. med os, så der ikke skete noget med dem. Alle vores usb var sådan, at de lignede et smykke, hvilket også var godt. For så ville dem der ikke skrev, ikke kunne se at det var et usb. De ville jo sikkert bare tro, at det var vedhæng til halskæder. Vi satte os blandt vores venner, og spiste alle vild godt, nogen spiste endda for meget. Det gjorde jeg hvertfald, så jeg måtte ud på toilettet og knække mig. Christina for med mig, og så bekymret på mig. "Du burde ikke have spist den femte skål pasta med kødsovs, det er altså virkelig meget at spise" sagde hun. Jeg så på hende, og var enig med hende. Vi gik ind i salen, og jeg satte mig igen. Christina sørgede for, at jeg fik noget vand i mig. Jeg smilede over hende, og alle der var med i forfatter klubben var enige om at mødes i klubben igen hverdag, selv i hverdagen. Om det så var i pauserne, eller efter timerne, det var lige meget, for vi hyggede os virkelig meget med at skrive.

Men da vi alle var færdige med at spise, var vi så trætte, at mange af os gik direkte i seng. Jeg gik hvertfald ind på mit værelse, og lagde mig i sengen for at slappe af. Jeg gabte træt, og gned mine øjne. Måske burde jeg hellere komme i seng, så jeg skiftede tøj og smuttede direkte under dynen. Jeg gabte, og der gik heller ikke særlig lang tid før at jeg sov. Det havde været en perfekt weekend.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...