Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
606Visninger
AA

13. I familiens skød

Der gik nogle uger før vi kunne forlade hospitalet, da de ville sikre sig at alt var helt okay med Rose. Jeg smilede over endelig at kunne komme hjem der fra, da jeg ikke havde forladt Christina og Rose et eneste øjeblik overhoved. De var min familie, og det vigtigeste for mig. Jeg havde endda taget nogle billeder af Christina og Rose, selvom Christina ikke rigtig gad billeder. Især ikke, når hun ikke havde været i sit eget tøj, men havde været i hospitalstøj. Jeg rystede lidt på hoved af hende, og hun sov da også hele vejen mens vi tog hjem. Det samme gjorde Rose også, og jeg selv var også ret så træt.

Da vi kom helt hjem, tog jeg dem begge op i mine arme, og bar ind. Jeg ønskede ikke at vække dem, så jeg puttede dem i sengen, og lagde forsigtigt dynen over dem. Det var helt dejligt at se dem sove, det gav mig en form for indre ro. Christina holdt sin arm om Rose, og holdt hende tæt ind til sig. Jeg smilede, og lagde mig i sengen med dem, hvor jeg derefter lagde mine arme om dem begge. Christina vågnede lidt af det, og så på mig. Hun smilede blidt, og kærtegnede min kind. Jeg smilede og gav hende et kærligt kys på panden. Det var stadig meget underligt for mig, at jeg var blevet far.

Christina forstod mig meget godt, da det nemlig også var meget underligt for hende, at blive mor. Nu var vi jo også første gangs forældre, så kunne man ikke tænke eller forlange andet af os. "Det er helt underligt søde, tænk at vi virkelig er forældre, det er helt utroligt" sagde hun, og lagde sit hoved imod min brystkasse. Hun var meget træt, og trængte bare til at få sovet. Så hun lukkede sine øjne, og faldt da også i søvn, og sov tungt. Jeg smilede, og så lidt på hende, og derefter hen på Roses vugge. Jeg kunne høre hende trække vejret, og det gjorde mig helt rolig og faktisk også ret så tryg. For jeg havde læst, at man skulle holde øje  med nyfødte det første stykke tid af deres liv. Så det ville jeg gøre, dog faldt jeg også i søvn.

Dog fik hverken Christina eller jeg sovet særlig længe, for Rose var vågnet og græd som en gal. Så jeg rejste mig op, og gik hen til vuggen. Jeg tog Rose op, og vuggede hende i mine arme. Hun græd meget, så jeg gav hende til Christina. Hun hev sin kjole lidt ned, og begyndte at amme Rose. Det viste sig nemlig, at Rose var meget sulten, hvilket også havde været grunden til hendes hjerteskærende gråd. Der var virkelig så meget, som det var at vi skulle lære nu. Men det skulle vi nok også få lært, plus vi ville jo kunne få hjælp af vores venner, hvis vi havde brug for det. Josh, min mor og Christinas familie havde lovet det, og det var vi meget glade for, især vi ikke vidste særlig meget. Jeg gjorde hverfaldt ikke, for jeg havde ikke læst på det. Men nu når Christina og jeg havde hinanden, så skulle vi nok få givet Rose en god og tryg barndom. Hun var jo vores et og alt, vores lille rose.

Da Rose var blevet mæt, tog Christina hende op til sin skulder, sådan at Rose kunne få bøvset, og måske også få gylpet. Det gjorde hun skam også, og Christina var glad for at have et viskestykke over sin ene skulder. Jeg satte mig ved dem, og kyssede dem begge på panden. Christina smilede, og gik hen og lagde Rose blidt ned i vuggen. Rose sov ganske hurtigt, så Christina kom tilbage i seng. Hun kravlede under dynen, og lagde sig derefter op af mig. Jeg smilede, og lagde mine arme om hende. "Hun har stærke lunger min skat" sagde jeg med et smil. "Ja søde, men når den tid kommer, så lader i hende tage sine egne valg" sagde hun, og det var jeg helt enig med hende i.

Da vi vågnede op igen, sov Rose meget tungt i sin vugge. Jeg rejste mig op, og gik ud i køkkenet for at lave morgenmad. Imens kunne Christina komme i tøjet, og få Rose i noget tøj også. Jeg var træt, men hvad kunne man forvente, når ens datter vækkede en fire gange i løbet af natten. Enden fordi hun var sulten, eller havde lavet i bleen. Men sådan var livet som nybagte forældre jo, så skulle jeg ikke brokke mig over det. Selvom man nu blev ret så træt, dog kunne jeg altid tage mig en lur med Rose på min brystkasse, hvis det nu var. Så ville jeg også kunne aflaste Christin lidt, hvis hun trængte til et lille pusterum. For jeg ville altid hjælpe hende, hun var jo mit livs lys.

Jeg prøvede at skifte Roses blev, og man hvor den dog stank. Især da hun slog en prut, som gav hende et chok, og fik hende til at græde. Jeg trøstede hende, og sang da også for hende, for at få hende til at stoppe med at græde. Det hjalp da også på hende, og det gjorde mig glad. Christina syntes at det klædte mig, at gå med Rose i mine arme. "Hun bliver sikket en fars pige, og hvor ser I dog søde ud" sagde hun med et smil på sine læber. Jeg kom helt til grine over det, og smilede af det. "Det kan vi jo aldrig vide min elskede, det kan jo også være at hun bliver en mors pige" sagde jeg, og kunne mærke at Rose sov igen. Så jeg lagde hende i vuggen, og gik derefter hen til Christina.

Hvem kunne også vide, hvordan vores datter ville blive. Det ville jo kun tiden vise, og hvem vidste hvad den ville gøre for vores datter. Jeg tog om Christina og kyssede hendes kind. "Vi vil altid være i fors families skød min elskede, ligemeget hvor gammel Rose bliver, så vil hun altid være vores pige. Så tænk ikke sorgerne på forskud" sagde jeg kærligt. Christina nikkede med et smil. "Du har ret Hauraki, du har så meget ret" sagde hun glad, og lænede sig godt ind i mine arme. Jeg kunne ikke være mere stolt lige nu, jeg havde min hustru, og vores elskede datter. Jeg kunne virkelig ikke ønske mig mere, følte mit liv var som det skulle være.

Da Christna og jeg satte os i sofaen efter middagsmaden, hørte jeg nogen banke på døren. Så jeg gik hen og tjekkede, og så til min glæde, at det var Christinas forældre, og min mor. Så jeg åbnede døren, og lukkede dem ind. "Hej med jer, hvad bringer jer dog her til" sagde jeg med et smil. "Vi ville alle gerne se den lille Hauraki, og se hvordan Christina havde det" sagde min mor. Jeg nikkede, og viste dem ind i stuen. Christina så mod mig, og rejste sig, da hun så vores familie. "Sikke en dejlig overraskelse alle sammen, er I kommet for at se Rose. Men hun sover lige nu, så hun skal helst ikke vækkes. Hun holdt Hauraki og mig vågen i nat, så vi er ret så smadret" sagde Christina. Jeg var enig med hende i, at vi var meget trætte, så jeg satte mig lidt ned. Jeg lagde min hånd for min mund, og gabte lidt. 

Jeg lagde mig ned i sofaen, mit hoved snurrede helt. Christina satte sig ved mig, og så på vores familie. "Undskyld, men vi er helt udkørte. Vi kommer heller ikke til at få særlig meget søvn i nat, både Hauraki og jeg vågner af det" sagde Christina, og tog tæppet og lagde over mig. Da jeg var faldt ret hurtigt i søvn, så ville Christina lade mig sove lidt. "Tag dig også en lur Christina, vi vækker jer, hvis Rose begynder at græde af sult, ellers så skal vi nok skifte hende" sagde mor. Christina nikkede, og lagde sig under tæppet med mig. Hun sov med hoved imod min brystkasse, dog var jeg ved at vågne, da jeg kunne fornemme Rose græde. Jeg nåede kun at åbne mine øjne lidt, da mor bad mig sove videre. Hun havde ordnet Roses blev, så jeg skulle bare sove. Jeg gabte og sov derefter meget tungt igen.

Da jeg vågnede igen, kunne jeg dufte mad. Jeg vækkede Christina, og vi gik begge ud i køkkenet, hvor min mor stod og lavede mad sammen med Christinas mor. "Hvad er det i laver?" spurgte jeg, og strakte mig lidt. "Vi laver jer lidt aftensmad Hauraki, så noget af det også kan fryses ned. Men I har sovet i nogle timer, Rose faldt i søvn kort tid efter jer, og hun sover endnu. Så hun vil snart vågne sulten op tror jeg" sagde mor. Christina tog sig et æble, og så på mig. Hun gik hen og så til Rose, som faktisk vågnede op, lige da Christina rørte vuggen. Hun tog hende op, og nynnede lidt for hende. Christina satte sig i sofaen, og begyndte at amme Rose. Jeg satte mig ved siden af dem, og kyssede Christina på kinden. Hun smilede, og lænede sig op af mig, imens hun ammede Rose. 
Der gik heller ikke særlig lang tid før at Rose var mæt, og denne gang var det mig, som tog hende op til min skulder, så hun kunne bøvse. Jeg skulle jo lære det, og Rose skulle også se at blive vand til at være i mine arme.Jeg kunne høre hende bøvse og gylpe, og jeg tørrede også hendes mund bagefter. Hun var så nuttet, hvilket jeg mente, hun havde efter sin mor. Dog mente Christina, at hun havde det efter mig. Det kunne jeg dog ikke få til at passe, for jeg var ikke nuttet. Men det var jo Christinas mening, og sådan var det også. Christina tog Rose, og fjernede viskestykket fra min skulder. Hun lagde sig ind i mine arme, og holdt Rose mod sit bryst. "Søde vær sød at synge lidt for os" sagde Christina med et smil. "Ikke lige nu søde, jeg kan synge i aften. Men ikke nu hvor vi har gæster" sagde jeg, og kløede mig i nakken. Den forstod Christina godt, selvom hun gerne ville høre mig synge. For hun elskede virkelig lyden af min stemme.

Vi lagde Rose i vuggen, og gik hen for at spise. Dog sad både Christina og jeg sådan, at vi kunne se direkte ned i Roses vugge. Jeg kunne se, hvordan Rose sparkede lidt med sine ben. Det fik mig helt til at grine, da det så ret sødt ud. Christina så på mig, da hun tog en bid i munden. Hun smilede helt over det. Jeg smilede, og tog selv i bid i munden. Det var helt underligt, at få noget af mors mad. Men det smagte også virkelig godt, så det var jo bare godt. Jeg endte endda med at spise tre hele store portioner, selv Christina spiste meget. Men ved hende var grunden jo også, at hun produceret mælk til Rose. Ved mig var det bare fordi, at jeg faktisk var skrub sulten. Det var helt hyggeligt, at spise hele familien samlet. Det var virkelig længe siden, at vi sidst havde gjort det. Jeg kom helt til at grine over en joke, som Christinas far fortalte. Jeg kunne se på Christina, at de glædet hende, at jeg kom så godt ud af den med hendes far. Men han var da også en virkelig venlig mand, og jeg følte mig altid velkommen nær ham.

Efter maden vaskede jeg op, så de andre kunne slappe af. Christina kom dog hen, og tog om mig bagfra. Jeg smilede blidt, og lagde viskestykket fra mig. "Du burde også slappe af søde" sagde hun. "Ved jeg min elskede, men jeg kommer over når jeg har taget glassene, det andet er kommet i opvaskemaskinen" sagde jeg. Christinas far kom hen til os, og tog viskestykket. "Gå bare hen med jer, jeg klare det sidste" sagde han. Jeg nikkede, og gik med Christina hen i stuen. Mor og Christinas mor havde hver sat sig i en af stolene, så Christina og jeg satte os i sofaen. Christina tog tæppet, og lænede sig ind til mig, med det rundt om sig. Jeg smilede og lagde derefter mine arme rundt om hende, og holdt hende tæt ind til mig. Hun smilede glad, og puttede sig godt i mine arme, og gjorde sådan, at jeg også havde tæppe om mig. 

"Hvordan fandt i dog på navnet Rose til hende?" spurgte mor. "Det gjorde vi, ved at tænke på min evne med blomster" forklarede jeg. Mor så noget overrasket på mig. "Har du....." sagde hun, og tav helt. Jeg nikkede, og smilede blidt. Jeg prikkede til en rose, og den snoede sig rundt om min arm, og ændrede sig om til en pisk. De alle gispede helt, og Christina tog fat i min arm. Jeg ændrede pisken om til rosen igen, og satte den tilbage i vasen. Jeg kyssede hende på panden, og gned lidt min arm, da nogle få roser faktisk gav mig mærker. Hvilket Christina ikke brød sig op, hun hentede en bandage, og bandt den rundt om min arm."Vi må finde ud af, hvad det er for nogle blomster du kan, og hvilke du ikke kan" sagde hun. Jeg nikkede, og så lidt på hende. "Lige nu ser det ud til, at dem jeg ikke kan, er de sjældne sorte roser" sagde jeg, og bed sammen, da hun strammede bandagen.

Christinas far gik ud i vores have, og fjernede alle de sorte roser, og plantede dem i et bestemt bed, og satte et skilt hvor der stod hvad slags roser det var. Jeg så det og smilede lidt, og så derefter på Christina. Hun havde taget Rose op, og sang stille for hende. Jeg lyttede lidt med, og fulgte derefter vores forældre ud. Jeg takkede dem, for at de havde kommet, men nu ville Christina og jeg også gerne være lidt alene med vores datter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...