Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
619Visninger
AA

14. En rose blomstre op

En aften sad jeg foran min Grotto Co, og forsøgte at skrive. Jeg havde Rose på mit skød, imens at Christina vaskede tøj, og gjorde rent. Da vi skulle fejre Roses fødselsdag meget snart, det var helt underligt at hun snart fyldte år. Jeg gemte det, som jeg havde skrevet, og slukkede derefter. Jeg tog Rose med ned på gulvet, og begyndte på at lære hende at gå. Chirstina var begyndt på at lære hende, at bruge en potte. Selvom jeg nu syntes, det var ret tidligt, nu da Rose kun var 1 år gammel. Men okay, jeg var jo også begyndt på hendes gå træning, så der havde jeg intet at have skulle sagt. Det var lidt svært, at lære Rose at gå, når Christina ikke var der, til at tage imod hende. Men når der var vasketøj der skulle ordnes, så skulle det klares først.

Dog kom Christina hen til os, da hun havde sat en vask over. Hun satte sig over for mig med en vis længde, og jeg sendte derefter Rose hen mod hende. Christina holdt sine arme ud, til nu hvis Rose skulle falde, så ville hun blive grebet med det samme. Rose faldt da også, og Christina greb hende hurtigt. Jeg smilede lidt, og efter kort tid prøvede Christina at sende Rose hen til mig, også jeg var klar til at gribe. Selv her faldt Rose også, hvilket hun ikke syntes var sjovt, så hun begyndte at græde. Jeg tog hende ind i mine arme og trøstede hende lidt. "Du kan godt min pige, lad os prøve igen. Bare gør dit bedste" sagde jeg med et smil, og satte Rose ned på gulvet igen. Det lykkes hende, selv at komme op at stå, og hun prøvede da også på at gå hen til Christina. Hvilket faktisk lykkes for hende, og jeg klappede af hende. "Se min pige, du kunne jo godt" sagde jeg med et smil. Christina smilede, og sendte Rose hen til mig. Rose gik hele vejen, dog faldt hun, da hun nåede mine arme. Jeg tog hende ind til mig, og gav hende et kram. Jeg var virkelig stolt af hende, hun havde klaret det godt. En ting var lært, så nu manglede hun kun 2 ting mere. Så kunne hun gå, tale, og bruge potte. Hvilket vi håbede på, at få hende lært.

Men vi valgte at tage en pause, hun skulle jo ikke lære alt på en dag. Så jeg tog hende op i mine arme, og satte hende i højstolen, og gik hen for at hente hendes babymos. Christina fandt Roses eget bestik, som havde små roser på sig. Jeg fandt æble babymosen, og begyndte derefter at give Rose det, selvom hun slog skeen ud af min hånd, så jeg fik det på kinden. Jeg grinede, og tørrede min kind. Hun så på mig med sine store grønne øjne, og klappede så med hænderne. Jeg hentede en ny ske, og prøvede så igen. Denne gang tog hun det da også i munden, og spiste det hele. Jeg smilede blidt, da de hele var spist, og tørrede så hendes mund. "Du er så dygtig" sagde jeg, og tog hende op. "Hun lære hurtigt, det har hun fra sin far" grinede Christina, hvilket faktisk også fik mig til at grine. Rose holdt fast i min skjorte, og ville derefter ikke give slip på mig.

Så jeg gik hen i sofaen, og lagde mig med hende på brystkassen. Rose gabte lidt, og sov ret hurtigt. Jeg smilede blidt, og lagde min hånd på hendes ry, så hun ikke skule falde ned. Christina kom hen til os, og lagde tæppet over os. Hun kyssede min pande, og kærtegnede Rose i håret. Jeg smilede lidt, og så på hende. "Rose faldt da ret hurtigt i søvn" sagde jeg med et smil. "Ja, men hun har jo også spist virkelig godt, så hun er vel mæt. Det kan gøre babyer trætte søde" sagde Christina, og satte sig lidt på kanten af sofaen. Jeg rykkede mig lidt, sådan at hun bedre ville kunne sidde. Hun lagde sig op af mig, og jeg svang min arm om hende, sådan at hun heller ikke skulle falde ned af sofaen. Det var helt hyggeligt at ligge på sofaen alle sammen, så kunne vi alle få en lur.

Christina lagde hoved mod min brystkasse, og så lidt på Rose. "Hun vokser godt, det er helt underligt at hun fylder et år snart" sagde hun. "Det har du ret i min elskede, tænk der allerede er gået et år, siden at vi fik hende ind i vores liv" sagde jeg med et smil. Christina smilede, og lukkede derefter sine øjne. Selv hun var meget træt, og det kunne jeg godt mærke på hende. Hun sov lidt mod mig, og jeg lukkede da også mine øjne for at sove.
Med et vågnede Christina op, og gik hen for at ligge tøjet i tumbleren. Da det var ordnet, kom hun hen og lagde sig ved os igen. Jeg vågnede, og så lidt på hende. Jeg lagde Rose på Christinas bryst, og fik hende helt ind på sofaen, hvor jeg derefter gik ud på wc. Jeg tænkte lidt på at rydde op, så kunne de sove imens. Men jeg kunne måske også sætte mig til at skrive lidt på min nyeste historie, for havde ikke skrevet i lang tid. For når man var far, så skulle man bruge det meste af sin tid på sit barn. Hvilket jeg var enig i, men lige nu sov Rose lidt. Så jeg kunne vel godt sætte mig til at skrive lidt, bare en lille smule, så jeg ikke ville gå helt død.

Jeg kom ind i stuen igen, og lagde tæppet om Christina og Rose. De sov tungt begge to, hvilket var virkelig godt. Især fordi Rose igen havde holdt Christina vågen, så Christina var smadret. Jeg smilede, og gik derefter hen til min Grotto Co. og satte mig til at skrive lidt. Dog kunne jeg stadig holde øje med dem, så kunne altid hjælpe hvis det var. Jeg begyndte at skrive på min historie Lysets måne, og der var jeg nået til side tres, ud af de seks hundrede sider, som der var mit mål. Men jeg var også kun i starten af historien, så der var jo lang vej endnu. 

Mens jeg skrev, kunne jeg høre Rose pludre. Hun var vågnet igen, så jeg gik hen til dem, og tog hende op i mine arme. Hun så på mig, og tog fat i mit hår. Jeg smilede, og fik mig fri igen. "Nej lille skat, du skal ikke hive mig i håret" sagde jeg, og lagde derfor mit hår om på ryggen. Rose begyndte at græde, for hun ville jo lege med mit hår. Jeg trøstede hende, men hun var jo nød til at lære, at man ikke skulle hive i håret på folk. Jeg fandt hendes rangle, og rystede den foran hende. Hun greb fat i den, og begyndte at sutte på den. Jeg smilede, og satte mig ned i stolen med hende. Hun så på mig, og derefter på min Grotto co. Hun rakte ud efter den, så jeg satte en lille baby skærm foran hende. Der på kunne hun taste alt det hun ville, uden at jeg ville miste noget på min Grotto Co. 

Rose så meget på mig, da jeg begyndte at skrive igen. Hun tastede på sin baby skræm, hun lod nærmest som om, hun var mig. Jeg så lidt på hende, og kom til at grine. Hun klappede, for hun syntes det var sjovt, når jeg grinede. Især fordi at når jeg grinede, så rystede hele min brystkasse med, og det kunne hun mærke, da hun sad op af mig. "Dit lille fjollehoved" sagde jeg blidt, og nussede hende i håret. Hun viftede lidt med sin lille hale, og kravlede op af min skulder. Jeg fik hende da hurtigt ned igen, for hun skulle jo ikke slå sig. Det kunne vi jo nemlig ikke have, men hun have da meget krudt i rumpen så og sige, men ja okay, det havde jeg vel også.

Da Christina vågnede, så hun rundt efter Rose. Så jeg drejede stolen rundt, sådan at Christina kunne se Rose. Hun smilede lettet, og gik hen til os. "Hun vågnede kort efter, at du havde lagt dig igen søde. Så for hun ikke skulle vække dig, tog jeg hende med hen i stolen her" sagde jeg. "Det var godt" smilede Christina glad, og løftede min hage. Hun kyssede mig ømt, men fik da også et chok, da Rose forsøgte på at kravle ind i hendes kjole. Jeg stoppede hurtigt Rose, og satte hende hen i kravlegården lidt. Den syntes Rose ikke om, og så på os med sænket øre. Jeg bukkede mig over hende, og nussede hende blidt bag ørene. "Ikke blive ked min pige, du er en stor pige jo" sagde jeg blidt. Hendes øre strittede igen, og hun lagde sig ned, og faldt faktisk helt i søvn. Jeg smilede, og lagde hendes lille baby dyne over hende, så hun kunne sove trygt og varmt.

Christina kom hen, og lagde sine arme om mig. "Har du overhoved fået sovet Hauraki, du ved jo, at hun sikkert vil holde os vågen i nat igen, ligesom hun plejer" sagde Christina. "Ved jeg min skat, og nej, efter jeg vågnede, kunne jeg ikke få sovet igen. Så jeg satte mig ved min Grotto Co. og begyndte at skrive. Men da Rose vågnede, tog jeg mig af hende" sagde jeg med et smil. Christina smilede, og skubbede mig hen i sofaen. Hun fik mig ned og ligge, og lagde sig ved mig. Jeg smilede og nussede hende i håret, og kyssede derefter hendes pande.
Jeg nød meget, når Christina og jeg lagde i hinandens arme. Det var den bedste måde at slappe af på, syntes jeg. For jeg var altid helt afslappet efter det, og det samme var Christina. For det var virkelig hårdt at være forældre, men også rart på samme tid. Så det kunne man ikke klage over, det kunne jeg hvertfald ikke. Vi havde verdens dejligeste datter, og jeg havde verdens dejligeste hustru. Hvilket jeg også tid fortalte Christina, så tit som jeg nu også kunne. Det gjorde hende altid så glad, og jeg gjorde mig glad. At se hende være lykkelig og glad, var den største glæde i mit liv.

Nogle uger senere valgte vi, at træne Rose i at snakke. For på den måde, ville det også være lettere for hende, hvis hun f.eks var sulten, så at kunne fortælle os et. Dog vidste jeg godt, at der ville gå tid, før at hun ville kunne snakke hele sætninger. Men at høre hende sige små ord, var også en glæde. Dog var det spændende at tænke på, hvad mon hendes første ord, det ville blive. Mon det ville blive far, eller måske mor. Det måtte tiden jo vise os, men ligemeget hvad ordet blev, var vi meget spændte.

Rose så på os, og forsøgte på at gå efter mig, da jeg ville hente mig en kop varm te. Christina stoppede hende dog, og tog hende op i sine arme. Rose så på hende, og pegede på mig. "Dada" sagde hun, og rakte ud efter mig. Jeg hørte det, og så på dem. "Sagde hun lige dada?" sagde jeg, og gik hen til dem. Christina nikkede med et smil. "Ja min elskede, hun sagde dada" grinede hun glad, og smilede også over det. Tænk at Rose virkelig havde sagt sit første ord, jeg kunne virkelig ikke være mere stolt af hende, end jeg allerede var lige nu. Rose blev dog ved med at række ud efter mig. "Dada! Dada!" skreg hun, og jeg så tårer i hendes øjne, så jeg tog hende over i mine arme. Jeg fjernede hendes tårer, og gav hende et kys på kinden. Rose klappede, og Christina lagde sine arme om livet på mig. "Se hvad jeg sagde dengang Hauraki, se selv søde, hun ville blive en rigtig fars pige" sagde hun, og gav mig blidt et kys på kinden. Den havde hun jo haft helt ret i, og det ville jeg skam heller ikke modsige hende i. Rose så på os, og fik fat i mit hår, og tog en tot af det i sin mund. Hun rakte dog hurtigt tunge af det, den smag brød hun sig virkelig ikke om. 

Jeg satte hende i højstolen, og lavede hende en flaske, som jeg også gav hende. Hun drak godt, og jeg satte mig ved hende, for at nyde min kop te. Christina svang sine arme om min hals bag fra, og kyssede mig blidt på det ene øre. Jeg drejede hoved, og så lidt på hende. Hun satte sig på mit skød, og svang sine arme om mig. "Vores liv kunne ikke være mere perfekt lige nu" sagde hun. Jeg var meget enig, men havde dog stadig en underlig fornemmelse, af at der ville komme nogen som ikke ville os det godt.

Jeg fik da også ret, for nogle dage senere stod William og hans slæng i døren. William stod med en kniv, og jeg bad hurtigt Christina om at gå ind i soveværelset med Rose, og ringe efter politiet. Hun nikkede, og gjorde det med det samme. Jeg greb fat i en rose, og gjorde den til et våben, og jeg fik andre roser til at danne et skjold ved døren. Sådan at William ikke kunne komme helt ind i vores hjem, han skulle nemlig ikke nær min familie overhoved. Han så på mig med et is koldt blidt, og skar nogle af rose rankerne over. Jeg fik hurtigt flere til at blomstre, men hvor længe ville jeg mon kunne holde ham ude.

Det viste sig så, at det kunne jeg ikke særlig længe. Han kom ind, og jeg fik hurtigt tusinder af roser til at blomstre og danne en mur foran soveværelset, så Christina og Rose i det mindste var i sikkerhed for ham. Jeg ville nemlig ikke kunne bære, hvis han fik fat i dem. Jeg kunne da også høre politiet var på vej, så jeg måtte bare holde William i skak så længe som nu overhoved var muligt. Jeg fik en rosepisk frem i hånden, og slog den imod William, for at slå ham tilbage. Men jeg kunne mærke, at han var blevet meget hurtigere, siden den sidste gang vi kæmpede mod hinanden.
Med et forsvandt han for mine øjne, og jeg lyttede efter hans vejrtrækning. Så han havde fået lært lyn fart, det ville ikke holde længe. Det kunne man nemlig max holde op til fem minutter, og ikke mere end det, da det tog alt for hårdt på dem som brugte det. "Så du tror du er bedre, bare fordi du er neko, hva lille Hauraki. Jeg vil ramme dig hvor det skader mest, nemlig din lille familie. Måske starter jeg med at dræbe din datter, eller din hustru måske. Jeg vil tvinge dig til at se dem lide, en freak som dig fortjener ikke en familie" sagde han, og jeg mærkede en stikkende smerte i min ryg. Jeg sank sammen, og så på ham med sammenbidte tænder. "Du rør dem ikke William, hvad har min familie gjort dig" sagde jeg og kæmpede mig op at stå, til trods for det blod der løb ned af min ryg.

Dog nåede jeg intet at gøre, før at William svang kniven over mine øjne. Jeg skreg af smerte, og mærkede hvordan blodet det løb fra mine øjne. Jeg holdt min arm mod mit ansigt, for at stoppe det i at bløde. Men det kunne jeg ikke, det blødte for slemt. Jeg lyttede efter ham, for at finde ud af hvor han var nu. Jeg måtte bruge mine andre sanser, for at få ramt på ham, nu da mine øjne var ødelagte. Jeg satte min hånd imod gulvet, og kunne med et høre Williams hjerteslag. Jeg mærkede hvordan bløde blade kom rundt om mine øjne, som om at roserne forsøgte på at hjælpe mig. Jeg lyttede, og kunne høre flere skridt. "Hvem der" sagde jeg lidt uroligt. "Politiet mr. Miyashiro, vi er her for at hjælpe" sagde en, og jeg kunne høre en snakke om en ambulance. "Slip mig I kryb!" skreg William, og jeg kunne høre en blive smidt i jorden.

Med et lød en dør der åbnede, og jeg mærkede nogle arme rundt om mig. "Christina?" spurgte jeg, da jeg mærkede varme imod min pande. "Ja søde det er mig, hvad har han dog gjort ved dig. Du skal på hospitalet med det samme" sagde hun, og hjalp mig op at stå. Jeg mærkede en form for stok komme frem i min hånd, og jeg kunne dufte roser. Havde mine roser virkelig lavet sig til en stok, for at jeg kunne gå, uden at falde ved det. Christina hjalp mig hele vejen til hospitalet, og sad også ved mig, mens vi ventede på lægen.

Jeg følte ventetiden som en evighed, men jeg kunne også høre Christina og Rose græde, og det gjorde mig trist. Jeg fik min arm om hende, og holdt dem ind til mig. "Søde selvom jeg ikke kan se jer, så er det vigtigeste for mig, at I er okay" sagde jeg blidt. "Men Hauraki, han skadet dine øjne. hvis hvis de er så ødelagte, at lægerne ikke kan redde dem. Godt nok kan vores læger meget, de kan gendanne knogler og organer, men de har stadig ikke nået der til, hvor de kan gendanne folks øjne" græd hun, og tog fat i min skjorte. Jeg sukkede lidt, for det pinte mig, at hun var så ked af det. Bare jeg dog kunne berolige hende, men jeg vidste allerede, at det kunne jeg ikke, nu hvor mine øjne var ødelagt, som de nu engang var.

Jeg fik mig et værre chok, da lægen lagde sin hånd på min ene skulder. Jeg havde overhoved ikke hørt ham komme, så mine sanser var vel ikke skarpe nok endnu. "Undskyld min ven, det var ikke for at skræmme dig, men skal vi se på dine øjne nu" sagde han. Jeg nikkede, og rejste mig op. Christina tog om min arm, da hun gerne ville støtte mig hele vejen. Jeg kunne stadig høre Rose græde, og det fik mig til at sænke mine øre. Jeg mærkede en brix, og satte mig på den. "Vil du forklare mig hvad du gør, hvis jeg ikke kan se det?" spurgte jeg. "Ja da, det skal jeg nok gøre mr. Miyashiro, det lover jeg dig" sagde han. Jeg takkede, og mærkede Christinas hånd i mind. Jeg tog den op til min mund, og kyssede den meget blidt og kærligt. 

Jeg kunne høre en klik lyd, og vente mit hoved hen imod lægen. "Sir?" sagde jeg lidt forvirret. "Jeg har tændt min lommelygte, og skal til at lyse dig i øjne. Du skal bare nikke, hvis du kan se det" sagde han. "Det skal jeg nok" sagde jeg, og kunne mærke varmen fra lygten. Men selve lyset kunne jeg overhoved ikke se, så jeg sænkede lidt trist mine øre af det. Jeg kunne endda høre, hvordan lægen sukkede. "Dine synsnerver er ødelagte i begge øjne, den scanning jeg tog har vist mig, at de er så ødelagte, at jeg intet kan gøre" sagde han. Jeg blev helt trist af det, ville det så betyde at jeg intet kunne mere. Jeg mærkede, hvordan tårerne løb ned af mine kinder. "Jeg elsker ham ligemeget hvad, om han så har mistet sit syn. Han er stadig min elskede Hauraki" sagde Christina, og jeg mærkede hende hive mig ind i sine arme.

Da vi tog hjem, støttede jeg mig til stokken og Christina. Hun så på mig, og kærtegnede blidt min kind. "Alt skal nok gå skat" sagde hun kærligt. "Ser vi" sagde jeg trist, og begyndte meget at tænke. Hvad hvis nogen angreb os, så ville jeg ikke kunne forsvare, jeg kunne jo ikke se dem. Hvad hvis William slap ud, jeg ville jo ikke kunne slå ham tilbage, hvis det var. Var jeg mon en dårlig mand og far nu, når jeg intet kunne se overhoved. Det plagede mig virkelig, og gjorde mig urolig for alt jeg hørte. Christina holdt Rose imod mig, og jeg kunne mærke de små hænder imod mit ansigt. "Dada" sagde hun sødt. Jeg rettede mit hoved mod hende, og fandt hende med min hånd, og nussede hende i håret. "Jeg er okay prinsesse, skal bare lige blive vand til at være blind" sagde jeg blidt. "Du har os alle ved dig søde, og jeg skal nok kontakte de andre, og fortælle dem hvordan sagen den er" sagde Christina kærligt. Jeg nikkede, og slog staven mod trappen til huset, før vi gik ind.

Det første jeg gjorde, da vi kom ind i stuen var, at finde ud af hvor alt det lige stod. Sådan at jeg kunne lære at undgå det, også selvom jeg ikke kunne se det. Men var det mon så slut på min forfatter karriere, nu hvor jeg ikke kunne se. Christina kærtegnede min kind, og lagde sine arme om min hals. "Vi finder en måde skat, alt skal nok blive okay" sagde hun, og gned sit hoved under min hage. "Håber jeg søde. Men det som virkelig påvirker mig, er at jeg ikke kan se Rose vokse op. Se hvordan hun udvikler sig, det vil jeg jo kun kunne høre. Jeg vil ikke engang kunne hjælpe hende med lektierne til den tid, og læse... hvordan skal jeg kunne det" sagde jeg sukkende. "Tænk ikke på det elskede, det finder vi ud af til den tid" sagde hun, og tog min hånd. 

Jeg satte mig lidt i sofaen, og tog mine sko af. Jeg måtte finde en måde at mærke mig frem, når jeg gik rundt. Men hvordan skulle jeg kunne det, og kunne man overhoved det. Jeg kløede mig bag det ene øre, og lagde mig ned for at slappe af. Christina var urolig for mig, hun vidste det var et chok, men det havde virkelig slået mig ud. Hun tog telefonen, og ringede til en. "Hej Josh, jeg har brug for din hjælp. Hauraki har mistet synet, og nu ved han ikke, hvordan han skal skrive sine historier, han er helt nede over at have mistet synet. Så har du en måde, hvor an kan skrive, selvom at han ikke kan se?" sagde hun trist. Jeg rejste mig, og mærkede bordet med min hånd. Jeg tog stokken, og fandt mig hen til Christina. "Søde du skal ikke bekymre de andre med det, jeg skal bare lige lære at jeg er blind" sagde jeg, og lagde mine arme rundt om hende. "Okay Hauraki" sagde hun, og lagde på, plus hun slukkede telefonen. Jeg smilede, og holdt hende tæt. At jeg havde mistet mit syn, havde ikke kun påvirket mig, men også påvirket min familie. Men det skulle ikke ramme mig psykisk, jeg måtte jo bare få det bedste ud af det, og måske lære noget nyt.                                                                                                                                                                       
I nogle måneder trænede jeg i huset med at finde rundt, jeg faldt da nogle gange over sofa bordet. Lige til at jeg faktisk kunne finde rundt over alt i huset, til trods for min blindhed. Jeg havde fået en bog med blindskrift, så det studerede jeg, og tænkte lidt på, om man kunne få blindskrift til min Grotto Co. For så ville jeg måske kunne skrive igen, og måske kunne man gøre andet for det. Jeg skulle ikke miste troen, selvom jeg dog var meget på vagt over alle lyde. For hvad var det jeg hørte, og det viste jeg først, når Christina fortalte mig det. Rose var stadig meget far glad, selvom jeg ikke kunne se hende.

Men en aften hvor jeg var alene hjemme, da Christina var til baby svømning med Rose, kunne jeg høre nogen banke på døren. Jeg gik hen til døren, og klikkede på samtale anlægget. "Hvem er det?" sagde jeg ind i den. "Hej Hauraki, det er mig Josh. Jeg har noget med, som vil kunne hjælpe dig, med at kunne skrive igen, trods for din blindhed" sagde han. Jeg kunne genkende hans stemme, og åbnede derfor også døren for ham. Han kom ind, og jeg kunne høre ham sætte noget på gulvet. "Hvad har du med, det lyder tungt?" spurgte jeg, og ramte det med stokken. "Jeg har en blind spray og en stak blindskrift bøger med" svarede han. Hvad i alverden var en blind spray, og rystede lidt på hoved af det. Jeg nåede ikke engang at spørge ham. "Det er en spray, som man sprøjter på dine ting. Man kan f.eks sprøjteden på din Grotto Co. og så vil du kunne skrive der igen, jeg kan også installere noget, så du bare skal give beskeden at den skal sende til forlaget, og læse dine mails op for dig" sagde han. Det syntes jeg lød som en god ide, og nikkede derfor til det. "Men er den giftig, jeg tænker lidt på Rose angående det" sagde jeg. "Nej overhoved ikke Hauraki, det er der blevet sørget for" sagde han, og gik igang med at spray rundt omkring.

Efter noget tid var han færdig, og førte mig hen til min Grotto Co. "Prøv at røre ved tastaturet Hauraki, du kan jo blindskrift nu, så kan du mærke det er på tastaturet" sagde han. Jeg kørte min hånd over en af tasterne, og kunne mærke de små prikker. Jeg smilede helt glad, over at jeg nu kunne føle bogstaverne. "Men Josh, jeg kan jo ikke se hvad jeg skriver, så hvad vil det hjælpe, at jeg kan mærke tastaturet" sagde jeg. Josh trykkede på tastaturet, og med et lød en stemme. "Kat," Jeg drejede hoved overrasket mod ham. "Den siger ordene, og hvis du trykker på denne tast her, så vil den sige ordet mere end en gang" sagde han og førte min hånd hen til en knap nederst på tastaturet. Der blev jeg vildt glad, og hvis ikke vi havde været mænd, så havde jeg skam krammet ham. For han havde virkelig gjort mig rigtig glad af det.

Da han tog hjem igen, satte jeg mig foran min Grotto Co, og begyndte at skrive. Det var helt rart at skrive, og jeg glædet mig virkelig til at skulle fortælle det til Christina, når hun og Rose kom hjem. Jeg ved ikke hvor længe, jeg sad der og skrev. Men jeg måtte have været meget fordybet, for jeg hørte overhoved ikke Christina og Rose komme hjem. Jeg fik gemt, og lyttede efter. Nej jeg kunne ikke høre dem. "Christina?" sagde jeg, og valgte at tjekke værelserne. Jeg fik min Grotto Co. til at sige klokken, den var næsten 22. De burde have været hjemme for længst, bare der nu ikke var sket dem noget. Jeg fik fat i telefonen, og ringede hen til svømmehallen, for at høre om de var der. Der fik jeg af vide, at Christina var gået sammen med Rose for over en time siden. Det gjorde mig meget urolig, så jeg ringede derefter til Josh. Han havde ikke set dem, han var selv først lige kommet hjem. Nu var jeg virkelig bange, så jeg ringede derefter til politiet, og fortalte dem, at min hustru ikke var kommet hjem, og at hun var gået fra svømmehallen for over en time siden. Politiet lovede at lede, og imens gik jeg rundt i cirkler.

Jeg sad længe og ventede på svar ved telefonen, da jeg hørte døren gå op. "Hvem der" sagde jeg uroligt. "Rolig Hauraki, det er bare os" lød Christinas stemme.. Jeg nærmest for hen til dem, og tog dem ind i mine arme. "Ved du hvor urolig jeg har været søde, ingen vidste hvor I var, selv politiet leder efter jer. Da I ikke kom hjem ved normal tid, så troede jeg at noget var sket" sagde jeg uroligt.  Christina kyssede mig blidt, for at få mig til at slappe af. "Undskyld søde, jeg burde have ringet. Men efter svømning faldt jeg i snak med en anden mor, og jeg opdagede ikke hvad tiden var. Da jeg så opdagede det, skyndte jeg mig hjem" sagde hun ked af det. Jeg holdt hende tæt, og hørte telefonen. Christina tog den. "Ja det er Christina, åh godaften kommisær. Nej jeg er lige kommet hjem, alt er okay. Ja, jeg skal nok få Hauraki beroliget. Så hav en god aften sir" sagde hun og lagde på. Hun gik hen til mig, og kyssede min kind. "Alt er okay nu, så lad os komme i seng" sagde hun, og den var jeg helt med på.
I den følgende tid viste jeg Christina, hvad Josh havde gjort med tingene. Hun var helt vild med det, og især at jeg kunne skrive på max som jeg nu engang plejede. Det glædet hende, at jeg havde fået min glæde igen. Men som tiden da også gik, så blev hun lidt urolig for, når Rose skulle starte i skole på et tidspunkt. Jeg tog hendes hånd, og smilede til hende. "Vær nu ikke så urolig skat, ja nu er det næsten fem år siden at jeg mistede synet, og jeg klare da ret godt, at gå rundt, trods for at jeg er blind. Jeg kender huset udenad, og jeg kender også byen. Så det går ikke galt når det er, plus hvis jeg går forkert, så kan jeg jo altid spørge om vej" sagde jeg. "Det er rigtig nok søde, men stadig. Hvad hvis hun bliver vred, hvis folk påpeger at du er blind" sagde hun. Jeg smilede lidt over hende, og kaldte derefter på Rose.

Jeg kunne høre hendes værelses dør gå op, og jeg kunne fornemme hende. "Du kaldte fa" sagde hun, og gik direkte hen for at kramme mig. "Ja min pige. Din mor er lidt urolig for om du vil blive vred på folk, hvis de påpeger over for dig, at jeg er blind. Men det gør du ikke, vel min pige" sagde jeg. "Hvis de gør, så fortæller jeg bare, at du er en helt, som ofrede synet, for at redde mor og mig" sagde hun sødt. Det gjorde mig helt glad at høre, så jeg nussede hende blidt i håret. Christina smilede over os, tænk at Rose så mig som en helt.

Rose tog min hånd, og hev mig med hen til min Grotto Co. Hun trykkede på knappen, som fortalte hvad der stod i et dokument. Jeg lyttede til det, og syntes det lød godt. "Har du skrevet dette Rose?" spurgte jeg, og vendte hoved mod hende. "Ja, men det er stadig ikke ligeså godt som dit" sagde hun, og jeg kunne høre tristhed i hendes stemme. Jeg uglede hende i håret, og smilede blidt. Tænk at hun sammenlignede sig med mig, det skulle hun jo ikke, så var det jo først man fik sig selv i lås. "Rose hør, du er god. Jeg skriver som jeg gør, og du gør på din egen måde. Vi skriver begge forskelliget, ikke to skriver på den samme måde. Så lad være med at sammenline dig med mig, jeg har jo skrevet i flere år, og du er næsten lige begyndt" sagde jeg venligt, og gik hen til reolen i stuen. 

Jeg følte på skabet, og fik mig ned til den nederste skuffe. Rose var fulgt efter, og så på hvad jeg lavede. Jeg tog en pakke op af skuffen, og drejede hoved hen imod Christina. "Ja bare giv hende den, hun er stor nok til den nu" sagde hun. Jeg smilede, og rakte Rose pakken. Hun satte sig på gulvet, og begyndte at pakke op. "Wow min helt egen Grotto Co. tak far, tak mor. Men hvorfor får jeg den?" sagde hun og så på os, hun var både glad og forvirret. "Vi havde bare lyst til at give dig en Rose, du er allerede begyndt at vise interesse for forfatterskab, og du skal først til at starte i skolen" sagde jeg, og satte mig ned i sofaen. Rose sprang om min hals, og gav mit et kæmpe kram. Det var vist den bedste gave, som vi havde givet hende længe.

Den følgende morgen fulgte jeg Rose hen i skolen, så hun vidste, at jeg var lige i nærheden. Hun holdt fat i min hånd hele vejen, sådan at jeg kunne vide vejen, selvom jeg nu engang faktisk kendte den ret så godt. "Far når jeg bliver stor, så vil jeg være en forfatter som dig og mor" sagde Rose, da vi endelig nåede hen til skolen. "Det gør mig glad at høre Rose, men husk at du ikke kun skal skrive, men også være nær familie og venner" sagde jeg blidt. "Skal jeg nok far" sagde hun glad, og gav mit hånd et klem. Jeg fulgte hende helt ind i klassen, og hørte da også på hendes præsentation af sig selv. Hun præsenterede endda også mig for klassen, hvilket fik mig til at le en smule. Især over at hun kaldte mig en helt, og at hun fortalte hele sin klasse, om at jeg var en berømt forfatter. Man kunne også høre i hendes stemme, hvor stolt hun var over at have mig som far. Tror den af os der var allermest stolt lige nu, var mig. At høre glæden i min datters stemme, mens hun fortalte. Det varmede mit hjerte så meget, at det ville glæde mig længe ud i fremtiden. For når hun var glad og lykkelig, så ville jeg være det samme. Hun var min lille blomstrende rose, hun var min pige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...