Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
629Visninger
AA

3. En ny start

Det var svært for mit at tro, at jeg skulle afsted. Mrs. Dall havde lovet mig at køre mig ind til byen, og mr. Smith ville holde William langt væk fra os. Imens vi kørte sad og og så ud, min hale logrede lidt, for jeg var i mine helt egne tanker, da jeg med et mærkede noget på mine bukser. Mrs. Dall havde smidt en chokolade plade på mit skød. Jeg så lidt på hende, og greb fat i min logrende hale, for at den ikke skulle genere hende. "Spis lidt af det Hauraki, det vil tage lidt tid før vi vil være fremme" sagde hun blidt, og nussede mig med et bag det ene øre. Jeg så på hende, og nikkede. "Ja mrs. Dall" sagde jeg og knækkede et stykke af chokoladen, og puttede det ind i min mund. Men da jeg til sidst havde spist hele pladen, havde jeg fået mig en værre kvalme, og følte mig også træt.

Vi holdt ind på en resteplads, for at vi kunne strække vores en lidt, da der var lang vej endnu. Jeg nåede kun lige at komme ud af bilen, før at jeg stod og kastede op. Jeg sænkede mine øre, da mrs. Dall kom hen til mig med en flaske vand. Det viste sig at jeg ikke havde kunne tåle chokoladen, og at jeg samtidig også var blevet køresyg, fordi jeg ikke havde kigget ud, imens vi kørte. Så det havde slået mig helt ud af kurs, hvilket gjorde mrs. Dall lidt urolig for mig. Jeg lagde mig ind på bagsædet lidt, bare til min mave var helt okay igen. "Lad os få spist vores frokost Hauraki, så du kan få noget normalt mad i maven" sagde hun. Jeg så på hende og nikkede. Jeg så at min bog var faldet ud, så jeg lagde den i tasken igen, og gik ud til hende. Mens vi spiste mindede hun mig om, at jeg skulle huske at kigge ud, for ikke at blive køresyg igen. Jeg nikkede af det, som hun sagde, for hun havde ret. Jeg tog en bid af den sandwich, som hun havde givet mig. Hun virkede virkelig sød, næsten som en mor. Jeg ystede på hoved, for nu kom jeg jo til at tænke på min egen afdøde mor, som jeg knap længere kune huske.

Da vi var færdige med at spise, satte vi os ind i bilen og kørte afsted. Denne gang huskede jeg at kigge ud, for jeg ønskede ikke at blive køresyg igen. Jeg nynnede lidt på en melodi, og tog så min bog, hvor jeg skrev melodien ned i, plus noder og selve en sang. Jeg logrede helt af bare glade, for nu havde jeg endnu en sang. Mrs. Dall så på mig og smilede helt af glæde, tænk at komme på en sang kunne gøre mig så glad. Jeg gabte kort, og lagde så bogen i tasken igen. Selvom vi kørte kravlede jeg over på bagsædet, og tog selen på det. Jeg lagde mig så godt ned, som jeg overhoved kunne med sele på. Jeg faldt ret hurtigt i søvn og opdagede ikke, at mrs. Dall lagde et tæppe over mig, mens vi holdt for rød.

Jeg sov hele den sidste del af vejen ind til byen, og det havde jeg faktisk også godt af. For min kvalme forsvandt helt, og jeg strakte mig kort tid efter. Jeg satte mig op, og så at vi var inde i byen. Det fik helt mine øre til at rejse sig, tænk at vi virkelig var her. Den store by endelig, det var ikke til at fatte. Jeg logrede, og steg ud, da vi holdt stille. Mrs. Dall tog mig med ind på en musik skole, hvor man også kunne bo. Jeg skjulte min hale i mine bukser, og tog en hue på, for at skjule mine øre. Men mrs. Dall hev min hale frem, og huen af mig. "Vær stolt af det Hauraki, det er en del af dig" sagde hun blidt, hvilket også fik mig til at smile. 

Vi stod med et foran en stor dør, hvor der stod Rektor med guld bogstaver. Jeg sænkede lidt nervøst mine øre, da vi gik der ind. Mrs. Dall nussede mig bag øret, for at berolige mig. Tænk at hun havde fundet ud af, at det faktisk hjalp mig med at slappe af. "Jeg vil gerne indskrive Hauraki her på musikskolen, han har talent. Jeg vil også betale for det, da jeg ved, hvor meget musik fylder i hans hjerte" sagde mrs. Dall. Jeg så noget overrasket på hende, ville hun virkelig betale for det. Rektoren gik rundt om os, og tjekkede min hale og mine øre ud. Hvilket gjorde mig bange for, om han ville have jeg skulle skjule dem. "Så han er en neko, det er godt. Alle vores elever får et kæledyr her, når de starter. Så enden det sker, så vil jeg gerne høre dem spille mr....Hauraki" sagde han. "Jeg kalder mig nu for Sanzo Hauraki Izumi Miyashiro, men det glæder mig, at De kalder mig for Hauraki" sagde jeg, og tog min guitar, og begyndte at spille for ham.

"You are the rose in the heart,
You make me dream again.
You are the angle in sky,
You are the music I play.

You are so kind and full of live,
You make me sing from the heart.
I trust on what I make,
because it come the heart.

I am a neko my friend,
half human and half wolf.
But I am who I am,
and I like what can do.

You see me now,
You hear my voice.
I love to sing,
sing about the life."

Sang jeg med et smil på min læbe, og fik endda et kram af mrs. Dall. Jeg så lidt på hende, og så så på rektoren. "Han kan starte med det samme, og hvis du tænker på det med ørene og halen. Så behøver du ikke skjule det her" sagde rektoren. Jeg smilede, og min hale begyndte at logre. "Lad mig vise jer rundt på skolen, og vise dig hvor dit værelse skal være unge ven" sagde han. Jeg nikkede, og vi gik med ham. 

Det var underligt at være her nu, for flere så ud af deres værelse. Jeg fik endda et chok, da en hev mig i halen. Jeg hev min hale til mig, og så det var en meget ung dreng. Han så ud til kun at være fem år gammel. Jeg smilede over ham, og satte mig på hug. "Hej med dig min ven" sagde jeg blidt. Han gemte sig lidt bag rektoren. "du må undskylde, min egen søn går rundt her engang imellem" sagde han. "Det er helt okay, hvis det er han gerne vil røre min hale og mine øre, så er det helt okay med mig" sagde jeg blidt. Drengen så på rektoren, som nikkede. Rektor skubbede sin søn lidt frem. "Jeg hedder Sanza Hauraki Izumi Miyashiro, men du kan kalde mig Hauraki hvis du vil" sagde jeg. "Vovse" sagde drengen sødt, hvilket fik mig til at se lidt på ham. Havde han lige kaldt mig for vovse, og kløede mig bag øret. Jeg var ikke nogen vovse, jeg var en neko. "Nej min dreng, Hauraki er ikke en vovse. Han er en af skolens elever. Hauraki du må undskylde, min søn Alexander kan godt lide alt med øre og hale" sagde rektor. Jeg smilede lidt, så det kunne han. Jeg uglede drengen i håret, og rejste mig så op. "Det er helt okay, bare han ikke kalder mig for vovse igen" sagde jeg, og kom lidt til at grine over det. Det var faktisk ret så sødt. Jeg tog ham op på mine skuldre, hele vejen hen til det der skulle være mit værelse. Nu skulle jeg endelig starte et helt nyt liv, et nyt sted, og hvor jeg kunne have en chance, for at forfølge min drøm.

Den næste dag var jeg oppe før solen, jeg tog min børste og redte mit hår og min hale med. Jeg havde fået nogle dumme knuder, hvilket gjorde nas at redde ud. Da det var ordnet, gik jeg ud på gangen. Der så jeg en pige stå og læne sig op af væggen. Jeg stivnede, da hun faldt om, så jeg sprang hurtigt hen og greb hende. Jeg sænkede lidt ørene, hun så ikke ud til at have det godt. Jeg bar hende hen til rektoren, som hurtigt fik hende til skolens læge. Jeg gik hen til den klasse, som jeg skulle starte i. Jeg skulle nemlig starte med at have Nodetydning, et fag som jeg ville være god til, da jeg allerede i forvejen var godt til at læse noder. Men jeg kunne nu ikke lade være med at tænke på den unge pige, hvad mon der var galt med hende.

Da timen skulle starte, skulle jeg stå oppe ved tavlen og præsentere mig selv. Det gik også helt fint, selvom de andre i klassen kiggede lidt på mig, som om jeg var et eller andet dyr. Det fik mig til at sænke ørene lidt, og de forblev sænket, da jeg satte mig ned hvor min plads skulle være. Jeg skulle sidde ved en pige med langt sort hår, og katte grønne øjne. Hun så lidt på mig, og prøvede så at nusse mig bag øret. Hvilket gav mig lidt af et chok. "Hej jeg hedder Keiko, hyggeligt at møde dig. Må jeg kalde dig Hauraki, dit navn er nemlig meget langt" sagde hun og rakte mig hånden. jeg smilede blidt og gav hende hånden. "Hyggeligt at møde dig Keiko, ved du hvem det var, som jeg måtte bringe til rektoren her til moren. Hun så nemlig ikke ud til at have så godt" sagde jeg. "Det lyder som Christina, hun er en neko, ligesom dig. Men nogle drenge syntes det er sjovt at give hende katte urt, da hendes dyre del er kat. Hun skjuler altid sine øre og sin hale, så jeg syntes det er frisk, at du viser det" sagde hun. Jeg smilede lidt over hende, sikke hun kunne snakke. Men tænk at give en katte urt, bare fordi dyredelen var kat. Så var man da ikke helt rask oven i hoved.

Jeg tog et hæfte frem, og skrev opgaverne ned i det, plus i det jeg selv skrev i. Jeg tænkte, at jeg ville skrive opgaverne ned til hende Christina, så hun ikke kom bag ud, nu da hun var syg af katte urt. Jeg kløede mig lidt bag øret, og skrev mit navn på det ene hæfte. Keiko forklarede mig hvordan Christinas navn blev stavet, så det skrev jeg på det andet. Jeg ville skrive alle opgaverne ned for hende, og det ville jeg så aflevere i pausen. Jeg tænkte lidt på, om jeg skulle fange de kryb der havde lavet det nummer med hende, for det var ikke særlig pænt gjort. Keiko var med på, at vi skulle fange dem, for Christina viste sig at være hendes bedste ven. Så hun ønskede hævn, for hvad der var sket med hendes veninde, og jeg kunne godt forstå hende.

Da vi skulle have vores anden time, var det i skrift. Hvilket jeg ikke helt forstod, nu da det jo var en musik skole. Jeg så der stod en stor stak hæfter, så jeg tog ca tyve stk, og lagde dem i min taske. Jeg så på tavlen, at vi skule skrive en stil. For selvom det jo var en musik skole, så var det også stadig en normal skole. Jeg bed i blyanten, og kunne ikke finde på noget at skrive overhoved. Mine øre sænkede sig, og det opdagede Keiko. Hun rakte mig et hæfte, hvor der stod digte i. Jeg så på hende, men så så på digtene. Det hjalp ikke, men så tænkte jeg på min mors melodier, og begyndte så at skrive ned i mit hæfte. Jeg sled endda min blyant helt op, så den måtte i tur igennem blyant spidseren. Jeg smilede, tænk at jeg også kunne skrive historier. Jeg lagde blyanten ned, og gned min hånd. Jeg havde helt fået skriveblokade af det, så jeg ville tage mig en lille pause. Imens læste jeg det igennem jeg havde skrevet. Jeg havde endda sat det i kapitler og afsnit, så det var vel ret godt.

I pausen fulgte jeg med nogle af de andre, som også ville finde dem, der havde lavet det nummer med katteurten. Det første vi gjorde var, at tjekke til den unge Christina. Jeg så resterne af katteurten, jeg tog det, for at få færden af hvem der havde givet hende det. Jeg opfangede duften og kløede mig bag øret, og gik ud. Jeg viste de andre vej, og der gik heller ikke særlig lang tid, før at vi fandt dem. Min hale pjuskede op, da en af dem grinede. "Ser man det, en køter der vil spille smart" sagde de grinende. Jeg snerrede, og viste tænder. Keiko hev mig i halen, for at stoppe mig. Jeg så på hende, og så at alle de andre sprang på drengene, og nærmest gennem bankede dem. Jeg faldt til ro, og tog fat i en af dem. "Stop med at genere dem af os som der er neko, bare fordi vi har øre og hale, så skal I ikke behandle os som dyr. Et katte neko kan ikke tåle katteurt" sagde jeg og smed ham ind i muren, før jeg gik tilbage med de andre. Vi gik alle til vores klasse, da vores næste time snart skulle begynde.

I den tredje time skulle vi have pleje af krop, hvilket var en time kun for dem af os, som der var neko. Jeg så en børste, og tog min egen frem fra tasken. Jeg havde slidt min op, så den smed jeg ud. Vores lærer var selv neko, hendes øre og hale var fra ræv. Jeg viftede min hale, og stoppede det, da hun stod foran mig. Hun tog en af børsterne, og rakte mig den. "Start med din hale, selvom man er mand, så skal halen holdes ved lige, så der ikke kommer knuder. For hvis halen samler for mange knuder, bliver den svær at bevæge. Så hold den knude fri" sagde hun. Jeg sænkede ørene, men gjorde som hun havde sagt, og begyndte at redde min hale. Det var mine øre jeg syntes var slemme, for der var børster jeg brugte altid for hårde. Mens jeg prøvede at fjerne en dum knude i min hale, mærkede jeg nogen redde mine øre. Jeg drejede hoved, og så det var hende Christina. "Hej med dig" sagde jeg. Hvorfor i alverden ordnede hun mine øre, det forstod jeg nu ikke. "Hej, du er Hauraki ikke sandt. Den neko der hævnede, at jeg havde fået katte urt" sagde hun. Jeg nikkede og fortsatte med at redde min hale. Jeg havde alt for mange knuder i, hvilket gjorde ondt at få fat i. Christina tog fat i min hale, og begyndte at redde den. "Lad mig hjælpe dig, så du slipper for de knuder" sagde hun. Jeg takkede, men rødmede lidt over at en pige havde fat i min hale. Da min hale var ordnet, sprøjtede hun noget på den. Hvad pokker var det, for det lugtede sært. Jeg rystede min hale, og så på hende. "Hvad er det du putter i min hale?" spurgte jeg, og snuste til den. "Det er sådan at der ikke går knuder i, det er en form kur til vores haler" sagde hun, og gik hen til sin egen plads igen. Jeg rystede lidt på hoved af hende, og tog imod en kurv vores lærer gav os med forskellige ting til vores haler og øre. Nu ville det være lettere for mig, at holde mine øre og hale ved lige.

Den fjerde time var i et stort køkken, hvor vi alle skulle være med til at lave mad. Vi nekoer havde fået hår net, så hårene fra vores øre og haler ikke ville komme ned i maden. Jeg havde lidt problemer med at få det på, så jeg stak min hale ned i mine bukser, og gik hen for at vaske mine hænder. Hvorfor i alverden skulle vi hår net til halerne, dem kunne vi jo bare have i bukserne. Jeg gik hen til vores bord, og skyllede salaten, og begyndte at skære den. Christina skar sig i hånden, og jeg fik hende hurtigt hen til vandhanen. Hun græd lidt, for det sveg meget på hende. "Christina hvad med du dækker bord, så skal jeg nok skære de agurker, som du skulle ordne" sagde jeg venligt, og gav hende et plaster på. Hun nikkede, og sækkede bordene, imens skal jeg grønsagerne færdig. De andre så lidt på mig, for jeg var hurtig med en kniv. Keiko så på mig, for hun kunne ikke finde ud af at skære tomaterne. Jeg viste hende hvordan, og hun forsøgte så bag efter. Vi kunne ikke lade være med at grine, da tomaten sprøjtede. Selv Keiko grinede af det, og det var hende, der havde fået det i ansigtet. Christina gav hende et håndklæde, og imens ordnede jeg dem for hende, og lagde det ned i vores salat. Ved kødet fik jeg en ide, og formede farsen til forskellige former, og stegte dem. De andre var vilde med ideen. De normale så lidt på os, deres brændte helt på. Jeg så kort hen på vores lærer, og tog en ny omgang fars og lavede nogle bøffer, som jeg stegte, og lagde på de normales fad, man skulle jo hjælpe hinanden.

Da vi alle var færdige, skulle vi endelig spise vores frokost. Jeg tørrede lidt mel af min kind, og smilede lidt. Christina tog den af vores bøffer som lignede en fisk, jeg selv tog den der lignede en stjerne. Vores lærer så på os, og kom til at grine af vores bøffer. "De ser da noget sjove ud" sagde han. "Det var Haurakis ide, han er virkelig kreativ" sagde Christina, og de andre var enige med hende. Jeg havde kun lige nået at få en bid i munden, da de andre kom hen og takkede mig for bøfferne. Jeg slugte og smilede. "Det var da så lidt, vil da altid hjælpe" sagde jeg blidt. Jeg smilede og spiste færdig sammen med de andre, og vi delte også om opvasken.
I vores pause for de andre efter hinanden, jeg havde taget hæftet med min mors melodier frem og kiggede lidt i det. Det fik mig til at smile, men også til at savne hende en del. Jeg lagde bogen i min taske, og så på pigerne der legede tagfat. Jeg hørte med et en lyd, som skar i mine øre. Jeg så efter hvor den lyd kom fra, jeg kunne nemlig kende lyden som en hundefløjte, da den altid skar mig i ørene. Det var en af de bøller igen, han pustede så hårdt i hundefløjten, at jeg skreg af smerte over det. Christina og Keiko hørte mig, og løb hen til mig. Christina tog mig ind i sine arme, og holdt mig for ørene. Keiko løb til rektor og fortalte det. Jeg bed tænderne sammen, hvorfor skulle han også puste i den. En af de normale så hvad der skete, så han kom hen, og satte et par høretelefoner på mig, og tændte sin imusic 5000. Der var lyden af rolig musik, hvilket fik mig til at kigge op. Han smilede og gik hen til ham der havde hundefløjten, og slog ham direkte i maven. Vores rektor kom ud, og gik hen til mig. Han tog høretelefonerne af mig, og tjekkede mine øre. Christina fortalte om hundefløjten, og det gjorde rektor vred, at nogen kunne finde på at bruge sådan en, især når mange af os ikke kunne klare den lyd.

Da vi gik ind til vores sidste time, havde jeg ret ondt i hoved. Christina så på mig, og nussede mig bag øret, for at hjælpe mig lidt. Jeg smilede lidt til hende, og var glad for at vi skulle have sidste time. Vi skulle nemlig have musik, så jeg kunne slappe af med at spille melodierne, og lytte til hvad de andre skulle spille. Jeg så at jeg var en af de eneste, som der havde guitar. De andre havde enden violin, eller et andet klassisk instrument. Jeg fandt min bog frem med mors noder, og glædet mig faktisk til at skulle spille dem. Vores lærer var en gammel neko kvinde. Hendes øre og hale så ud til at være fra en perser kat, så hendes hale var mere pjusket end hvad min egen hale var. Hun tjekkede en liste, for at se om vi alle var her. "Unge Hauraki vi starter med dig, vil du synge til melodien, eller vil du bare spille" sagde hun. Jeg smilede, og så på hende. "Jeg synger skam til" smilede jeg, og fandt den helt rigtige melodi, og begyndte derefter at spille.

"En rose kom,
fra dit hjerte.
Det er som om,
der ikke er smerte.

Rosen betød,
at jeg var din.
Du er sød,
og du er min.

Du kyssede mig,
da jeg fik rosen.
Jeg elsker dig,
men er den fra mosen.

Den er flot,
og den er rød.
Er den fra et slot,
og den dufter sød"

Sang jeg med den klareste stemme, som jeg overhoved kunne. Det var den sang, som var en af dem, mor havde skrevet dengang. Det havde sikkert været en sang til far, det gjorde mig glad at have sunget den, da den fyldte mit hjerte med håb. Alle kiggede på mig især Christina, hendes hale viftede fra side til side. Jeg smilede helt over hende, og kørte min hånd over hendes øre. "Du synger virkelig fantastisk Hauraki, må vi ikke nok høre en mere please" sagde hun. Jeg så overrasket på hende, og så derefter på vores lærer. "Hvis jeg da må igen, det er jo ikke noget jeg lige bestemmer Christina" sagde jeg blidt. "Syng du bare igen Hauraki, jeg tror gerne, at alle høre dig igen. Men kun en mere, for de andre skal jo også have en chance for at spille, og synge" sagde hun. Jeg nikkede, og tænkte lidt over hvad jeg skulle spille og synge nu, og jeg fandt hurtigt den perfekte. En sang kaldet Stjerneskær, en sang min mor havde sunget til sin allersidste koncert før sin død.

"Lad dit hjerte vise vej,
du er en stjerne i det blå.
Men du er jo bare en drøm,
vi kan ikke være sammen.

Stjerneskær bliver ved og ved,
ligesom vores kærlighed.

Er der en der elsker dig,
du må gætte på mig.
Jeg vil nemlig hjælpe dig,
til at kom til mig.

Stjerneskær bliver ved og ved,
ligesom vores kærlighed.

Jeg vil håbe du er hos mig,
for jeg savner dig.
Du er den, jeg elsker højt.
Du er min, jeg elsker kun dig.

Stjerneskær bliver ved og ved,
ligesom vores kærlighed.

Du er den, jeg holder af.
Jeg vil ikke miste dig.
Nej miste dig, det vil jeg ej.
For du er alt for mig.

Stjerneskær bliver ved og ved,
ligesom vores kærlighed.

Hvis jeg mister dig igen,
er mit liv forbi.
Jeg kan ikke leve uden dig,
for du er mit liv.

Stjerneskær bliver ved og ved,
ligesom vores kærlighed.

Du er fra en drøm,
en rigtig ønske drøm.
Du er den fra min drøm, 
du er min drømmeprins.

Stjerneskær bliver ved og ved,
Ligesom vores kærlighed."

Sang jeg, og følte mig lidt øm i halsen efter det. Alle klappede, og jeg fik overraskende et kram af Christina. Mine øre strittede helt op i vejret, og hun slap mig rødmende. Jeg rødmede selv, og kløede mit ene øre. Hun sænkede sine øre, og så lidt ned. Hun begyndte at undskylde, og jeg opdagede tårer i hendes øjne. Jeg sænkede lidt mine øre, og tog hende ind i mine arme for at trøste hende. "Græd ikke Christina" sagde jeg, og fjernede hendes tårer. Hun snøftede, og så på mig. Hun tog lidt fat i mig, og hvilede forsigtigt hoved mod min brystkasse. De andre spillede det de skulle, og da det blev Christinas tur, spillede hun virkelig vidunderligt på sin violin.

Da hun var færdig med at spille, klappede jeg af hende. Hun så rødmende på mig, men jeg smilede venligt til hende. Jeg løftede hendes hage blidt, men en skubbede mig i ryggen, så jeg faldt ind i Christina, og vores læber mødtes i et kys. Jeg rødmede meget, og ligeledes gjorde hun. Vi trak os hurtigt fra hinanden, og jeg sænkede flovt hoved, og sænkede derefter mine øre. Christina sank, og løftede mit hoved. Jeg så ind i hendes øjne, og rødmede endnu mere, da hun med et kyssede mig af egen vilje. Mine øre strittede helt, og jeg valgte at gengælde kysset. Hun lagde armene om min hals, og jeg lagde mine arme om hende. Hun så på mig med sine smukke grønne øjne, og jeg sank genert. Havde jeg virkelig lige kysset med hende, det var ikke til at fatte.

Efter timen gik hen hen for at hente mig nogle hæfter til noder, og til tekst. Kunne jo ligeså godt øve mig på begge dele, for at være mere kreativ. Jeg gik til mit værelse, men blev stoppet af en dreng der var neko som jeg, hans øre og hale var bare kul sorte, men stadig ulv. Jeg så på ham, da han tog fat i min krave for at hjælpe mig op. Jeg havde kort haft fornemmelsen af, at han ville slå, men der skete jo intet. Så da jeg var på benene igen, gik jeg ind på mit værelse. Jeg lagde hæfterne i to forskellige bunker, og tog et normalt hæfte. Jeg spidsede min blyant, og satte mig til at skrive. Hvem skulle have troet, at jeg også kunne skrive historier, når mit hjerte jo brændte for musikken. Uden på hæftet skrev jeg titlen Historie ideer, og slog derefter op på den første side. *En pige skal sælges for hendes by kan overleve økonomisk. En vagt køber hende i håb om, at hun vil kunne få den unge konge til at smile og le igen* tænkte jeg, og skrev min ide ned, med et smil på mine læber. Jeg bed lidt i blyanten, og tog derefter et nyt hæfte, og der i begyndte jeg at skrive historien. 

Da jeg havde skrevet nogle sider i hæftet, lagde jeg det fra mig, og gik hen til vinduet. Jeg kunne høre nogle af de andres musik, men jeg lyttede især efter Christinas violin. Jeg kunne ikke glemme kysset, og tænkte på om jeg var faldet for hende. Selvom jeg kun havde været her en dag, så hamrede mit hjerte afsted. Jeg rystede lidt på hoved, og opdagede at jeg ikke havde hørt aftensmad klokken. Jeg sukkede, og valgte at finde mit nattøj frem. Men med bankede det på døren, og jeg så Christina stå med en bakke varm mad. Hun satte den på mit bord og rødmede. "Du kom ikke til aftensmaden, så tænkte at du nok var fordybet i musk eller forfatterskab. Så jeg ville lige bringe dig lidt mad" sagde hun. Jeg smilede over hende, og gik hen til hende. "Mange tak Christina, jeg blev alt fordybet i en historie. Jeg er virkelig glad for, at du ville bringe mig noget" sagde jeg. Hun smilede, og gik derefter ud af døren. Hun var nu en sød pige, det kunne man ikke sige andet til. Så jeg spiste maden, og gik derefter i seng og sov. Da jeg skulle fordøje alle disse nye indtryk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...