Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
600Visninger
AA

15. En ny evne

Hver dag kom Rose og fortalte mig om hendes dag, og hun nærmest jublede, hvergang at hun var gået igang med en historie. Men en dag, havde jeg virkelig ondt i hoved, og jeg vidste virkelig ikke hvorfor. Jeg bar rosebandagen igen, da den plejede at hjælpe på min hovedpine. Jeg satte mig i sofaen, og tog mig til hoved. Christina var virkelig bekymret, fordi det var værre end normalt for mig. Hun satte sig ved mig, og kyssede min kind. Jeg lagde mig ned, og lagde mit hoved derefter på hendes skød. Jeg ville bare hvile mig lidt, måske ville det gå over igen. Jeg havde døjet med det i nogle dage, og det var blevet værre på det sidste. Ikke engang hovedpins pillerne hjalp mere på mig, så jeg måtte vel snart kontakte lægen angående det. For det var virkelig begyndt at gå mig på nerverne, og det var heller ikke sjovt for mig. 

Efter lidt tid satte jeg mig op igen, og gned mine øjne. Det kunne da umuligt komme af at jeg var blind, det havde jeg været i fem år nu. Jeg fik skiftet min rosebandage, da den faktisk næsten havde fjernet aret over mine øjne. Jeg tænkte lidt, og opdagede så at jeg med et kunne se, dog var alt bare rødt for mine øjne. Jeg blev helt forskrækket, og tog bandagen af. Men så var alt sort igen for mine øjne, jeg blev helt forvirret, og tog bandagen på igen. Hvad skete der lige, hvorfor kunne jeg se, når jeg havde bandagen på, men ikke når den var af. Det måtte jeg finde ud af, og fik Christina til at køre mig hen til lægen.

Da vi kom der hen, spurgte jeg som det første efter den læge der tjekkede mig dengang, hvor jeg mistede synet. Jeg kunne høre han blev kaldt på over radioen, og der gik da helle rikke særlig lang tid, før at han da også dukkede op. "Jamen dog, er du her igen. Hvad kan jeg gøre for dig" sagde han. "Sir der er sket noget underligt for mig, når jeg har min bandage her på, så kan jeg se alt i en rødlig farve, men når den er af, så er alt sort som normalt når jeg er blind. Det forvirre mig virkelig rigtig meget" sagde jeg, og sænkede mine øre. Han tog mig med hen til en læge, som kendte til evner, og bad ham tjekke mine øjne. Han startede med at lyse ind i dem, og bagefter lagde han en scanning af mine øjne, mens jeg bar rosebandagen. "Det er som om at roserne i din bandage, giver dig mulighed for at se. Jeg kan også se i din journal, at du har den form for evner, så du har vel fået en ny evne sir" sagde han. Jeg var helt forvirret, og smilede så glad. Så der ville være en mulighed for, at jeg ville kunne se min familie igen, bare at jeg bar rosebandagen, istedet for den normale.

Jeg for hurtigt hen til Christina, og fortalte hende det. Hun jublede helt, og kyssede mig længe. "Det vil glæde Rose at høre, og tænk at du så også kan se nu, hvordan det er at din datter ser ud min elskede" sagde hun. Jeg nikkede med et smil, og glædet mig helt, da vi kørte hjem ad. Jeg ringede til Josh og fortalte det til ham, han var jo min bedsteven, så han skulle da også høre den virkelig gode nyhed. Tænk at jeg så nu, også ville kunne hjælpe Rose med lektierne. At jeg vil kunne skrive igen, som jeg gjorde normalt før i tiden. At jeg ville kunne læse normale bøger igen, det var helt skønt at tænke på. Jeg så på Christina, og kyssede hendes kind, lige da vi kom ind i vores indkørsel. 

Da vi gik indenfor, var det første jeg gjorde, at løbe direkte på wc. Af en eller anden grund, så skulle jeg altid vild meget tisse, når jeg havde været ved lægen. Hvad skete der lige for det, var der mon noget med min blære, eller var det var utryghed ved læger, der gjorde det sådan for mig.  Jeg sukkede lidt opgivende af det, men tænkte så på, at jeg snart skulle fortælle Rose, at jeg kunne se igennem roserne. Hvordan mon hun egentlig ville regere, Christina mente hun ville blive glad, men hvad hvis hun nu ikke gjorde. Hvad hvis hun hellere ønskede mig blind, hvordan ville hun så have det nu, med det her. Jeg fik helt ondt i hoved af at tænke, så jeg lagde mig ind i soveværelset. Måske ville det hjælpe lidt, hvis jeg tog mig en god lang lur, bare til at Rose kom hjem fra skole.

Da jeg vågnede fra min lur, mærkede jeg at en lagde i mine arme. Så jeg så mod det, og kunne kende Roses duft. Lagde hun virkelig i mine arme, og sov live nu. Jeg smilede lidt, og fjernede håret fra hendes ansigt. Hun drejede sig, og jeg kunne se hendes ansigt. Jeg smilede meget, for gud hvor hun dog lignede sin mor meget. Jeg kyssede hendes pande, og satte mig så op, for at rejse mig. Rose vågnede, og greb fat i mig. "Far hvad skal du?" spurgte hun, og gned sine øjne. Jeg så på hende og smilede. "Jeg skal ind og skrive Rose, vil du med. Det er sjovt nu, for jeg kan læse dine historier nu, istedet for bare at høre dem" sagde jeg blidt. Hun så lidt overrasket på mig. "Kan du læse? Men far du er jo blind" sagde hun. Jeg nikkede med et smil. "Sandt nok min pige, men på grund af en ny evne jeg har fået, så kan jeg både se og læse takke være min rosebandage. Dog kun når jeg bære den" sagde jeg med et smil. Hun sprang glad om min hals, og hev mig så med ud til vores Grotto Co, så vi kunne begyndte at skrive, og så jeg kunne læse Roses historier.

Christina så på os, da vi kom ud af værelset. Hun tog børsten og begyndte at rede både Roses og mit hår, så det ikke strittede så meget, som det gjorde lige nu. "Sikke I to fik sovet, Rose gik ind til dig som det første, da hun kom hjem" sagde Christina. "Så det gjorde hun, ja hun trængte vel til det, ligesom jeg selv trængte til at sove" sagde jeg lidt, og tog Christina ind i mine arme. Hvor jeg derefter gav hende et kærligt kys på munden, og holdt hende helt tæt ind til mig. Rose krammede vores ben så meget, at helt var ved at falde af det. Hvilket vi faktisk også gjorde alle tre.

Så der lagde vi på gulvet, og var ved at flække af grin over det. Det var helt sjovt, at vi stadig kunne grine sådan over at falde. Men det var helt rart at le, så der gik noget tid før at stoppede igen. Da vi så endelig gjorde, hjalp vi alle hinanden op at stå. Rose ønskede dog stadig, at hænge rundt om mit ben. "Lille skat vær nu en sød pige, og slip så din fars ben. Han kan jo ikke gå rundt, når du hænger der" sagde Christina. Rose ville ikke, og tog bare mere fat om mit ben. Christina sukkede over det, og jeg fik en ide. "Nå Rose, når du så hænder der. Vil du så med far ud på wc, nu da jeg skal tisse" sagde jeg. Det fik hurtigt Rose til at slippe, det var nemlig kun ved Christina, at hun gik med på wc. Rose syntes ikke, at jeg var sjov, når jeg brugte det med wc. Hun kunne virkelig ikke lide det.

Jeg smilede, og gik hen i køkkenet for at lave mig en kop te. Rose gik hen til sin Grotto Co. og startede den op. Jeg kunne høre hende taste på tastaturet, og sænkede så et glas kakao op til hende. Jeg satte det ved siden af hende, og hun så på mig. "Tast nu ikke for hårdt Rose" sagde jeg blidt, og satte mig ved siden af hende. "Men far, det er så svært. Vil have en melodi med, men kan virkelig ikke finde på en sang overhoved" sagde hun, og snøftede lidt. Jeg tog hendes hånd, og smilede. "Så os tjekke nogle af mine sange, måske er der en du gerne vil bruge" sagde jeg blidt, og tog hende med hen til reolen, og tog en af mine sangbøger ned fra reolen. Den rakte jeg hende, og satte mig lidt i stolen. Hun kiggede dem igennem, men ville ikke bruge dem. "Far det er dine sange, jeg skal nok finde på en" sagde hun blidt, og satte sig på mit skød. "Sandt nok Rose, sandt nok" sagde jeg.

Nogle dage senere valgte jeg at gå mig en tur, havde stokken med mig, hvis jeg nu skulle forsvare mig selv. Hvis der nu var nogen, som der ville angribe mig. Mange ville jo sikkert se mig som et let mål, en blind mand i byen. De skulle bare vide, kun mine nærmeste kendte til min nye evne, og hvem vidste, om jeg måske ville få flere evner endnu. Det kunne jeg ikke engang selv vide, også selvom det var mig, som der nu engang havde evnerne. Men jeg var begyndt at tænke på hævn, jeg ville have ramt på William, om så jeg måtte skade ham med roserne igen. Han var min fjende, og han skulle ryddes af vejen, enden han skadet mig og min familie igen. Det var nok skade, som han allerede havde påført os alle.

Jeg skulle da heller ikke vente særlig længe, før at jeg hørte at William var fri. Så nu skulle jeg have min hævn, og jeg sagde intet til Christina om det, da hun ikke skulle stoppe mig i det. Jo mindre hun vidste om hævnen, jo bedre var det. For så kom de ikke til skade, når jeg skulle kæmpe mod William. Så jeg gik til træning i smug, både for at få bedre balance og muskler, men også for at blive stærk nok til at knuse William.

Så jeg aftalte et møde med William, for nu skulle han virkelig have rent besked. Ingen skulle røre mig og min familie, uden at få problemer med mig. Jeg burde have taget kampen med ham for længe siden, havde dog aldrig tænk over det før nu. Han skulle ikke træde på mig længere, bare fordi han var min idiotiske storebror. Men jeg havde udviklet mig meget nu, og det kunne han overhoved ikke ændre. Jeg gik rundt i cirkler, og svang min slav lidt.

Men med et, så kunne jeg høre William, og vendte mig mod ham. "Ser man det, så kom du altså" sagde jeg, og slog staven kort i jorden. Jeg hadet ham af hele mit hjerte, men hvis ikke han havde skadet mig dengang, så ville jeg aldrig have opdaget mit rosesyn. Jeg rettede staven i min hånd, og angreb ham så. Han blev da noget overrasket over, at jeg kunne angribe ham så hurtigt, nu da jeg jo var blind. Jeg smilede bare, og slog ham så hårdt i hans ribben, at de brækkede. Jeg så på ham, mens han knækkede sammen. Han ville ikke kunne høre sig længe, dog valgte jeg da stadig at ringe efter en ambulance. Selvom jeg hadet ham, så var jeg jo ikke hjerteløs, som han nu engang var.

Da ambulancen kom, fortalte jeg hvor jeg havde ramt ham, så de vidste det. Jeg fortalte også grunden til det, og da de kørte afsted med ham, tog jeg hjem. Men mens jeg gik, tænkte jeg lidt på, om Christina ville smide mig ud, når jeg fortalte hende det. Jeg stoppede foran huset, og turde næsten ikke gå ind. Så jeg gik hen i vores garage, og hentede et tæppe, som jeg så tog med ud, og lagde mig i haven, blandt de sorte roser. Jeg vidste de ville stikke mig, men det var jeg ligeglad med det. Så jeg trak tæppet om mig, og fornemmede roserne lave nærmest et bur om mig.

Jeg fik ikke sovet særlig længe, før at jeg hørte noget. Jeg vågnede, og gned derpå mine øjne. Hvem var dog ude så sent, ifølge rosernes stemmer, så var klokken over 22. "Hvem er det" sagde jeg, og rørte roseburet med min stav, og kunne høre det trække sig tilbage. "Det er mig Hauraki, hvorfor kom du dog ikke ind. Vi blev virkelig urolige for dig" sagde en stemme, og jeg kunne høre det var Christinas stemme. "Åh Christina... Jo jeg har jo banket William for hævn, og vidste ikke om du ville tillade mig at komme ind, hvis du vidste det. Så jeg lagde mig her i roserne, tog stikker de. Så jeg må vel have lagt mig i blandt de sorte roser" sagde jeg, og rejste mig op, og svang tæppet over min ene skulder. Jeg mærkede et kys på kinden, og smilede. "Søde at du tog din hævn, gør altså ikke, at du ikke er velkommen. Du er min mand og det ændre sig ikke" sagde hun, og hev mig derefter med inden for.

Hun satte mig i sofaen, og lavede mig en god kop te. "Søde altså" sagde hun, og satte sig ved mig. Jeg smilede lidt, og drak af teen. "Søde vinden er begyndt at blive meget kold, så vinteren er vel på vej nu. Så dør alle roserne jo også snart, og jeg vil ikke kunne bruge dem til at forsvare med" sagde jeg, og tømte derefter min kop med te. "Søde vi tørre nogle rose blade til din bandage. og har plantet nogle roser i vores varme hus. Så de får stadig sol og varme, så der vil stadig være nogle roser" sagde hun. "Tak skat" sagde jeg og satte koppen. Christina hentede vores dyne, og lagde sig ind til mig. Hun trak dynen over os, og jeg lagde mine arme rundt om hende. Jeg kunne godt mærke jeg var virkelig træt, men de skulle ikke ødelægge vores hygge nu. Det ville jeg ikke lade ske, også selvom jeg var virkelig meget træt. Der gik da heller ikke særlig lang tid, før at jeg sov meget tungt med hende i mine arme. Sikke nogle dage med nye evner, og en hævn der blev fuldført.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...