Hauraki S.H.I.M

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hauraki er en ung mand, som drømmer om at blive sanger, da hans afdøde mor var sangerinde. Så en dag stikker han af, og får hjælp af naboen, som køre ham til byen. Han synger rundt omkring, og møder folk. Men vil han blive en stor sanger? Blive forelsket? eller vil han gå en helt ny vej? Vil hans liv blive som han ønsker, eller vil det virkelig ændre sig til noget helt andet? //Prolog, kapitel 1, kapitel 2 var skrevet før 1. November 2014//

5Likes
0Kommentarer
606Visninger
AA

6. Den værste fjende

En aften sad jeg og så ud, da jeg kunne høre en stemme. Jeg stivnede og så ud fra mit værelse, det kunne da ikke passe, det kunne ikke være ham. Men desværre viste det sig at være, dem som jeg frygtede allermest. Min idiotiske storebror William, hvad i alverden skulle han her. Det eneste sted, hvor jeg kunne være væk fra ham. Jeg sukkede, og gik ind i klubben og lukkede døren efter mig. Af alle verdens væsner, så skulle det lige være ham. Jeg sænkede mine øre, og kravlede ned under puderne for at slappe af. Selvom jeg overhoved ikke kunne, jeg var jo skrækslagen nu, hvor William var her, og hvad ville de andre mon syntes om ham.

Jeg kunne høre døren gå op, og jeg lyttede direkte efter stemmer. "Sært døren plejer at være låst nu, har Hauraki mon glemt at låse... det ligner ham ikke" sagde stemmen. Jeg sukkede lettet, det var Christina. Så jeg kravlede frem fra puderne, og rejste mig op. "Hej søde, nej jeg har ikke glemt at låse, der er bare kommet en, som jeg helst ikke ønsker at møde lige nu" sagde jeg, og kunne se, at han var på vej mod os. Jeg for under puderne igen, og jeg hev Christina med mig, og holdt hende for munden. William kom hen til klubben, og så rundt. Jeg holdt vejret, og så på Christina. Hun fornemmede min frygt, og kyssede mig ømt. Vi forblev begge under puderne, til at William havde forladt klubben.

Da jeg ikke længere kunne høre ham, skyndte vi os begge hen til rektor. Jeg huskede, fra da jeg selv startede, at man skulle se værelserne først. Så rektor ville jo være på sit kontor, hvilket han også var. Jeg fortalte ham om min frygt for William, og om hvordan han havde haft gjort mit liv surt. Rektor så lidt på mig, og mine meget sænkede øre. "Da han ikke er en neko, kommer han ikke til at være meget sammen med dig. Men din bror kan male, så han skal være for det meste i tegnernes lokale. Så I vil kun se hinanden ved frokost og aftens tid" sagde han. Jeg nikkede, selvom jeg ikke var helt tryg ved det.

Christina tog mig med hen til de andre, og hun fortalte dem det. Jeg satte mig på en stol, og så ned. Jeg havde nu været så længe på skolen, at mit hår var blevet langt igen. Christina satte sig på gulvet foran mig, og hvilede sit hoved mod mit skød. Jeg så på hende, og så på de andre. "Han er ikke til at spøge med, hvis han høre, at jeg er her. Så vil der ikke gå en dag, før han vil forsøge på at gøre livet surt for mig igen" sagde jeg, og dækkede mit ansigt med min hånd. "Vi står alle ved dig søde, han skal ikke få ramt på dig" sagde Christina, og kyssede mig. De andre var enige med hende, og vi aftalte, at når jeg gik rundt, så ville vi gå i gruppe, sådan at William ikke kunne få fat i mig. Jeg smilede, tænk at jeg havde så gode venner. Men jeg tænkte dog stadig, at William sikkert ville kunne få de normale til at hade mig.

Jeg havde også ret, for den følgende dag, kunne jeg høre de normale bagtale mig på det groveste. Jeg sænkede mine øre, da jeg gik mod klassen. Jeg skulle have Neko pleje som den første time, men mine tanker var et helt andet sted, nemlig på hvad mon William sagde om mig. Christina havde fortalt vores lærer om mit problem, og jeg så at alle havde sænket deres øre. Påvirkede mit humør dem virkelig så meget, det var jo ikke meningen. Jeg lagde mine arme på bordet, og gemte mit hoved imod dem. Christina lagde sin hånd på min ene skulder, og satte sig helt hen til mig, og hev mig så ind i sin favn, og nussede mig bag ørene. Jeg så lidt på hende, men slappede faktisk af i hendes arme. "Han bagtaler mig på det groveste Christina, det gør mig virkelig ked af at høre. Jeg tog jo væk hjemme fra dengang, for at slippe fra ham, og nu er han her" sukkede jeg trist. "Du skal ikke lytte på dem søde, han er sikkert bare en værre skid... en lor....." sagde Christin, og kunne ikke sige ordet. "Han er en værre lort, når han bagtaler dig på den måde Hauraki. Man skal respektere hinanden her, ikke gør andres liv til et sandt hel...." sagde Josh, som faktisk var klar til at banke William, hvis han blev ved med at bagtale mig. Jeg var glad for at have dem hos mig, men ønskede ikke at de kom i problemer, bare fordi at William ville ødelægge mit liv.

I pausen gik jeg hen i salen, for at hente mig lidt frugt. Mine øre var sænket meget, da jeg fyldte min lille frugt kurv. Christina kom ind, og ville tage sig noget frugt. William så hende, og gik direkte hen og rev hende ind i sine arme, og kyssede hende på munden. Der blev jeg rasende, ingen skulle kysse min Christina ud over mig. Jeg sprang i hoved af ham, og begyndte bare at slå og rive alt hvad jeg kunne. To lærere kom og tog fat i mig, for at få mig til at slappe af. Men det var svært, for jeg var helt oppe i det røde felt. Christina stak William en lussing, og gik så hen til mig, og lagde sine arme om mig. Hun nussede hoved imod min brystkasse, og jeg så på hende. "Rør du hende igen William, kan du bande på at jeg slår dig ihjel, mærk dig mine ord. Jeg slår dig ihjel, hvis du rør Christina igen" sagde jeg, og gik med Christina tilbage vores klasse. Christina så lidt bange på mig, for min trussel til William, havde virkelig skræmt hende. Jeg så på hende, og så så ned. Det var jo ikke meningen at skræmme hende, jeg var jo bare så rasende over, at William havde kysset hende. Christina gik lidt væk fra mig, og jeg valgte at gå tilbage til mit værelse, og låste døren efter mig. Jeg satte mig i vinduet, og tog nogle smøger frem, som jeg havde i min skuffe. Jeg tændte en, og så ud. William havde ødelagt alt for mig nu, fordi han havde gjort mig så rasende, ville Christina jo sikkert ikke turde være nær mig overhoved. Jeg tog et sug, og knyttede min hånd.

En banken lød på min dør, og jeg kunne høre at nogen tog i håndtaget. Jeg var ligeglad, lige til at jeg hørte gråd. "Søde var nu sød at luk mig ind, jeg beder dig. Jeg kan ikke lide at være væk fra dig, et mig... din Christina" græd hun. Jegslukkede min smøg, og gik hen og åbnede døren. Jeg så lidt på hende, og tog hende så med ind og lukkede døren efter mig. Jeg holdt hende mod døren, og så direkte ind i hendes øjne. Hun rødmede usikkert, men lagde så hånden på min kind og kyssede mig. Jeg gengældte kysset, og løftede hende op i mine arme. Hun svang sine ben om min hofte, og kørte hænderne ind i mit hår. Jeg smilede og kyssede hendes hals, og jeg hørte hende spinde. Hun rødmede, og jeg kunne se en lyst i hendes øjne. Jeg bar hende hen i sengen, og låste døren for en sikkerheds skyld. 

Da jeg så hen på min seng, havde Christina løsnet sin kjole. Jeg rødmede meget, men gik hen til hende, og satte mig. Hun tog skjorten af mig, og jeg tog kjolen af hende. Hun rødmede meget, og mine øre strittede da også, da jeg så hendes nøgne krop. Jeg viftede med halen, og kyssede hende lidenskabeligt. Hun gengældte kysset, og hev mig ind over sig. Jeg slikkede hendes hals, og hun rødmede. Da jeg så ville slikke hendes bryst, stoppede hun mig. Det var hun ikke klar på, måske gik vi for hurtigt frem. "Lad os tage en ting af gangen søde, hverfald til du selv er klar" sagde jeg, for jeg ønskede ikke at være for hurtig med hende. Hun nikkede, og tog sin kjole på igen. Hun lagde hoved mod min brystkasse, og var flov over ikke at være klar.

Vi lagde i lidt tid, og jeg kunne virkelig mærke, at det gik Christina på. Men jeg ville hellere vente, end at gøre det, når hun ikke var klar til det nu. Det skulle jo være fordi vi begge ville, ikke kun fordi jeg ville. Jeg mærkede, hvordan hun nussede min brystkasse, så jeg kyssede hende på øret. "Søde det er helt okay, tænk nu ikke mere på det" sagde jeg kærligt. "Men søde, du vil jo gerne. Så måske burde jeg bare giv mig" sagde hun. Der stoppede jeg hende, og fik os begge op at sidde. "Søde du skal aldrig give dig, når det handler om sådan noget. Der er det vigtigt, at begge er klar, før man overhoved går så langt. For når først det er gjort, vil det nemlig ikke kunne laves om igen søde" sagde jeg, og kærtegnede hendes kind. "Men Hauraki..." sagde hun, og begyndte at rødme. Jeg kyssede hendes pande, og fik min skjorte på.

Klokken for at timen skulle starte igen lød, så jeg låste op, og vi gik hen til vores næste time som var nodetydning. Christina satte sig ved siden af mig, da hun stadig havde problemer med node tydningen, især hvis det ikke var violin noder. Jeg kunne hver en node, fordi jeg tit studerede dem om aften også. Med et hørte jeg en stemme, og vende mig om. Der stod william i døren, og jeg var klar til at springe i hoved af ham, hvis ikke at Christina havde haft fat i min hånd. Hun kørte sin frie hånd mod mit lår, og jeg valgte at se på hende, istedet for at tænke på William. Christina smilede kærligt, og vi kiggede på vores node hæfter igen. "Ser man det, lille Hauraki sidder her. Han kan jo intet, og især ikke tilfredstille en ung pige" sagde William koldt, og de normale der stod bag ham, var ved at flække af grin. Jeg forsøgte virkelig på ikke at lytte, men man hvor var det dog svært.

Med et gik vores lærer hen, og lukkede døren lige i hoved på William. Et rent hæfte blev lagt foran mig, og jeg så op. "Skriv dine følelser ned i melodi og noder, så det ikke æder dig op. Jeg snakker med rektor i frokost pausen om dette, for det han gjorde, var da under bæltestedet" sagde han. Jeg nikkede, og begyndte så at skrive ned. Jeg havde så meget lyst til at angribe William, hvis jeg dog bare fik chancen. For man hvor jeg dog også hadet ham, men jeg ville ikke skræmme Christina endnu engang. Christina kyssede lidt på mit øre, imens jeg skrev sangen, hvilket fik mig til at rødme ret så meget. Men det var nu også virkelig rart, og jeg fik da skrevet sangen virkelig hurtigt.

Da sangen var færdig, gav jeg vores lærer hæftet, og han læste den igennem. Jeg havde det faktisk meget bedre nu, så det havde hjulpet mig, lige at få skrevet mine følelser ned i en sang. Christina pakkede sine ting sammen, og hun ordnede faktisk også mine. Jeg smilede, og tog hæftet igen, da vi gik ud af glassen. Vi skulle læse til vores eksamen, så jeg ville snart være fri for William. Men desværre så skulle mange af os ikke samme vej, så jeg ville jo miste mange venner. Frygten for om jeg ville miste Christina kom også over mig, jeg sænkede helt mine øre, og gik så ind på værelset for at læse. Jeg håbede så brændende på, at jeg skulle bestå.

Jeg satte mig inde på mit værelse, og slog op i mine bøger og begyndte at læse meget. Alle havde fået en sedl med hvad de skulle op i, jeg skulle op i musik som det første. Jeg studerede mine noder, og trænede på min guitar. Da jeg havde fundet ud af, at nogen af os skulle op idag, og der var jeg en af dem. Det bankede på min dør, og jeg kunne høre Williams stemme, så jeg gad ikke engang rejse mig. Han skulle nemlig ikke pisse mig af, før jeg skulle op til eksamen. Jeg måtte holde mit fokus, og så ville det nemlig ikke kunne gå galt for mig, det var jeg helt sikker på. Jeg skrev den melodi ned, som jeg gerne ville spille til eksamen. Jeg skulle to eksamener ialt, musik og forfatterskab. Jeg havde skrevet teksten, som læreren skulle ske, og havde også fået den ordnet som en bog, så lærerene kunne få den bagefter.

Efter lidt tid trængte jeg til en pause, og gik ud af værelset, og gik hen efter noget vand at drikke. Jeg var nervøs, for nu havde jeg lavet det hele, og så manglede der jo kun fremvisningen foran sensor, mr. Shila og miss Cana. Men jeg vidste, at jeg kunne det, så jeg skulle jo bare gøre mit bedste. Jeg drak mit glas vand, og kunne se Wiliam gå mod Christinas værelse. Jeg knyttede hånden, og hørte ham så råbe op. Christina havde åbenbart låst sin dør, for at undgå William. Jeg gik hen til ham, og tog fat i hans krave. "Bd jeg dig ikke om at holde dig fra hende" snerrede jeg vredt. Han grinede bare over min vrede. "Når du er væk Hauraki, så bliver din lille veninde min" sagde han koldt. Der så jeg rødt, og slog ham i maven, og kradsede ham i ansigtet. Jeg smed ham ind i en væk, og gik derefter hen til rektor, for at fortælle hvad jeg havde gjort.

Jeg fik hverken en advarsel for det, eller en eftersidning. For William havde jo provokeret mig, så rektor forstod godt, at jeg regerede sådan. William kom dog, og klagede over mig, og jeg smilede lidt over det kradsmærke, som jeg havde givet ham i ansigtet. Jeg gik hen til Christinas værelse, og bankede på hendes dør, på en måde så hun vidste at det var mig. Jeg kunne høre, at hun låste op. Hun åbnede døren, og så på mig. "Hauraki!" sagde hun, og sprang om min hals, og kyssede mig længe på munden. Jeg gengældte det, og hun hev mig ind på sit værelse. 

Jeg så på hende, og hun rakte mig et lille kort. Jeg kunne se, at der stod en adresse på det. "Det er min families adresse, hvilket er hvor jeg skal bo, når jeg skal hjem efter eksamen" sagde hun. Jeg lagde det i min lomme, og tog hende ind i mine arme. Hun nussede hoved ind imod mig, og tog fat i min skjorte. "Jeg kommer sådan til at savne dig søde, lov mig at du vil skrive til mig hver dag" sagde hun med tårerene løbende ned af sie kinder. "Det lover jeg dig Christina, jeg vil skrive, og ringe til dig hver dag" lovede jeg, og kyssede hende blidt på panden. 

Jeg kunne ikke fatte, at vi virkelig skulle hver vores vej. Jeg skulle ud i verden, og hun skulle hjem til sin familie. Det var virkelig tortur at tænke på, så da jeg skulle ind til eksamen, havde jeg sænket ørene. Jeg tog en dyb vejrtrækning, og begyndte så at spille min sang til min første eksamen. Jeg tænkte på Christina, og på vores kærlighed til hinanden, imens jeg spillede sangen af hele mit hjerte. Men tanken om, at vi skulle rejse hver vores vej om, og jeg var tæt på at spille forkert. Jeg så på sensor, som sad og lyttede. Det så ud som om, at han nød min musik. Jeg smilede, og spillede sangen helt til ende. Sensor klappede, og sendte mig udenfor, mens de ville diskutere min karakter. Jeg satte mig ude i gangen, og ventede. Christina sad på bænken og smilede blidt, hun satte sig helt hen til mig, og tog min hånd. Jeg lagde min arm rundt om hende, og holdt hende helt ind til mig. Hun nussede sit hoved under min hage, og jeg kyssede blidt hendes pande. 

Døren til klassen åbnede sig, og sensor bad mig komme ind igen. Jeg rejste mig, og gik med ham ind. Jeg satte mig på stolen foran sensor, og sank lidt nervøs. "Det var den smukkeste melodi jeg nogensinde har hørt i alt min tid som sensor, så derfor giver vi dig 12. Du burde være stolt af dig selv unge Hauraki, meget få kan spille så smukt på en guitar" sagde sensor, og gav mig hånden. Jeg smilede helt glad, og jeg var helt paf. Jeg havde jo ikke regnet med, at jeg ville få 12. Jeg takkede, og gik ud af klassen, og fortalte det til Christina. Hun krammede mig, og gik så ind, for nu var det hendes tur. Jeg ville vente på hende, ligesom hun havde ventet på mig. Bare det nu ville gå godt for hende, ligesom det var gået godt for mig. Jeg krydsede fingre for hende, jeg ville ikke kunne bære, hvis hun blev ulykkelig af eksamen.

De andre kom også hen for at vente på hende, men desværre måtte jeg snart løbe, fordi jeg skulle min forfatterskabs eksamen. Jeg håbede så brændende, at jeg kunne nå at høre hvad hun fik. Josh så på mig og smilede. "Løb afsted Hauraki, vi bringer hende hen til dig, når hun er færdig" sagde han. Jeg nikkede, og løb alt hvad jeg kune for at nå det, jeg nåede lige at komme der hen, til at sensoren sagde mit navn. Jeg var forpustet, og afleverede så min historie, både som print, normal bog, og som virtuel. Jeg ville vente med at sende den til forlaget, ville først høre deres mening. Jeg satte mig ned på en stol, og havde en værre kvalme efter den løbe tur. Sensor så det ret hurtigt, og satte en flask vand foran mig, som jeg også drak det hele af. "Hvad vil du så gøre med teksten her, når du er færdig?" spurgte hun. "Når jeg er færdig her, vil jeg sende den til forlaget, og så vil den komme på klubbens hjemmeside. For selvom os der er i klubben, stopper nu her på skolen. SÅ vil vi stadig skrive, og sende vores bøger til forlaget. Hver af os, vil få vores egen hjemme side, til de bøger som vi skriver, min egen kontakt ved forlaget, er allerede igang med at lave min hjemmeside" sagde jeg. Sensor så lit i bogen, og smilede. Det så ud som om, at bogen fangede hende. "Kan du fortælle hvem din kontakt er, siden du allerede ved det med hjemmesiden?" spurgte hun. Jeg nikkede med et smil. "Min kontakt ved forlaget er min egen mor Marisol Desire, men selvom det er min mor, så behandles mine tekster ligesom andres, der gøres ingen forskel" sagde jeg. Sensor nikkede, og sendte mig derefter ud.

Da jeg kom ud på gangen, stod Christina og de andre der. Jeg gik direkte hen til hende, og tog hende ind i mine arme. "Hvad fik du søde?" spurgte jeg blidt. "Jeg fik 7, glemte at holde rigtigt et sted, men ellers roste de mig" svarede hun kærligt, og virkede glad nok for sit 7 tal. Jeg smilede, og kyssede hendes kind. "Det var virkelig flot søde, meget syntes jeg" sagde jeg. Christina viftede med sin hale, og smilede over at jeg roste hende. Jeg så mod døren, hvad nu hvis jeg dumpede. Det håbede jeg virkelig ikke, for jeg ville være som min mor. Hun var jo både sanger og forfatter, så det ville jeg også være. Jo længere tid der gik, jo mere sænkede jeg mine øre, for jeg blev mere og mere nervøs over det.

Sensor kom ud efter mig, og jeg gik med ind igen. Sensor nåede ikke lukke døren, før at Christina stod i den. "Må jeg stå ved ham, når han får sin karakter?" spurgte hun. Jeg så hen på hende, og gav hende et roligt smil. Sensor nikkede, og lod hende komme ind. Christina tog min hånd, og vi begge så hen på sensor. "Vi har set på det, som du har afleveret Hauraki, og vi mener begge at det er noget af det bedste, som vi endnu har set. Så derfor får du et 12 her, og jeg vil så gerne høre om jeg på beholde selve bogen" sagde sensor. Jeg så overrasket på hende, men jeg nikkede. "Behold du den bare, jeg kan altid bestille en ny bog" sagde jeg med et smil. Sensor rakte bogen hen til mig, og jeg så lidt forvirret på hende. "Kan jeg få dig til at signere den Hauraki?" spurgte hun. Jeg fandt en kuglepen, og signerede bogen, og gav hende den så igen. "Jeg siger mange tak" sagde jeg, og gik med Christins ud af rummet.

Da vi kom ud i gangen igen, stod de andre med en pakke, som de rakte mig. Jeg tog imod den, og åbnede den. I pakken lagde der en lille hvid ulv unge, og den så på mig med sit søde lille ansigt. Jeg tog den op af pakken, og nussede den bag øret. Den slikkede min kind, og logrede lidt. Jeg smilede helt, og så på dem. "Vi alle var enige om, at du skulle have et kæledyr" sagde de. Christina tog et lille halsbånd op af sin taske. "Vi vidste ikke hvad du ville kalde den, så tegnet til dens halsbånd er ikke kar endnu" sagde hun. Jeg tænkte lidt, og kom så på et navn efter lidt tid. Dog tjekkede jeg lige om det var en tæve eller en han. Det var en han, så nu havde jeg det perfekte navn til den. "Jeg kalder ham for Alliyco" sagde jeg, og gav ham halsbåndet på. Jeg smilede glad, og gav alle et kram. "Jeg siger mange tak venner, jeg kommer virkelig til at savne jer alle sammen" sagde jeg. Alliyco gav et live pivende gab fra sig, og jeg lagde ham i kassen igen.

Vi alle gik til hvert vores værelse, og begyndte at pakke. Christina var fulgt med mig, og rakte mig et billede af hende. "Du må aldrig glemme mig" sagde hun, og lagde sine arme rundt om mig. "Jeg vil aldrig glemme dig søde, det skal du vide" sagde jeg kærligt, og kyssede hendes kind. Hun græd ulykkeligt, og ville ikke slippe min hånd, da vi gik imod indgangen. Jeg kyssede trist hendes kind, da vi skulle til at gå hver til sit. Jeg ville aldrig glemme hende, hun ville for evigt være i mit hjerte. Men det gjorde ikke vores afsked lettere, det gjorde det faktisk meget svære for os, at sige farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...