Dara Navidad | One Direction

Dara lever et liv i skyggerne af det, hun ville ønske var hendes. Hun vil leve livet med dans i hendes hverdag og lade den vise hende vej. Men på grund af forkerte valg på vejen og mangel på både selvtillid og penge, er hun kommet ind på The Royal Dance School, men kun for at tørre sveden op fra de andre elever. Dem som lever det liv, hun drømmer om. Dog har hun ikke lagt drømmen helt på hylden, for når lyset slukkes og gulvene rene, lader hun fødderne lave sine rytmiske bevægelser på det rene gulv og musikken fylde hendes krop, mens hun lader den bevæge sig i yndige retninger og silhuetter. Men hvad sker der, når en af skolens bedste dansere opdager hendes skjulte talent, og Dara bliver pludselig interessant i hans øjne. Med kun 24 dage til årets største opvisning i sigte, sidder hun pludselig med byrden som den kvindelig danse hovedrolle. Vil hun kunne se en smule af hendes drøm foran sig, eller vil det hele ende i en fiasko? Hvem ved hvad der kan ske ved juletid. En fremtid måske?

71Likes
59Kommentarer
4982Visninger
AA

7. 6. december: Fase 1

Fase 1.

We're only getting older baby
And I’ve been thinking about you lately

6. december 

 

Solen skinnede ind gennem gardinernes sprækker, og lavede tynde streger på dynen. Jeg åbnede stille øjnene op, og kiggede ud ad den åbnede sprække.
Jeg tøvede med at stå op, men fik dog min slappe krop rejst og jeg fik trukket fødderne ud af dynen og ned på gulvet. Jeg strakte mine arme og sad i et øjebliks stilhed.

Jeg gik med sløve skridt hen til det dækkede vindue, og trak gardinerne fra. Solen skinnede direkte på min halvnøgne krop, og blændede mine øjne.

Jeg kiggede ned på den efterladte gade. En hund gik tøvende rundt og afmærkede hans lugt efter hver andet skridt.

Jeg gik tilbage til mig seng, og tog min mobil som lagde på natbordet. Klokken: 11:34.

Jeg traskede ud fra værelset og rettede direkte ud mod køkkenet. Som jeg gik forbi fordøren, kunne jeg lugte en dunst af nybagte boller, og jeg skiftede hurtigt retning, tog min cardigan på, og gik ud ad døren. Jeg gik ned af de gamle og knirkene trapper, drejede til venstre, og åbnede en dør.

”Godmorgen Dara. ” Fru Madison vendte sig om og kiggede imødekommende på mig. Jeg smilede venligt og satte mig ned på min faste stol. ”Jeg var lige ved at blive bekymret. ” Hun satte en lille kurv med boller i på bordet foran mig, og satte sig ned ved den anden stol over for mig. ”Har du sovet godt min kære? ” hun rakte mig brødkniven og hældte kaffe over til mig. Jeg nikkede langsomt, og skår bollen jeg lige havde taget, over.
Fru. Madison begyndte at hoste voldsomt, og jeg kiggede bekymret på hende; ”Fru. Madison, er du okay? ” spurgte jeg uroligt og skulle til at rejse mig op for at hjælpe hende, men hun førte bare en hånd op foran sig og hostede færdigt. ”Det er bare en forkølelse. Det okay. ” Svarede hun hæst, og smilede.
Jeg satte mig ned igen, men stadig med et bekymret sind.

Madison tog noget at drikke, og sagde derefter; ”Du ser lidt ødelagt ud kære. Hvad går du rundt og laver? ” spurgte hun, og tog endnu en slurk af hendes kaffe. Jeg smilede let på mundvigen og tykkede af munden. ”Du også så sent hjemme en gang imellem ” Brød hun ind og fortsatte. Jeg trak på skulderne og strammede min mund en smule; ”Det da som det plejer. ” Svarede jeg, og tog endnu en bid af Fru. Madisons nybagte boller.
Fru. Madison kiggede på mig ud over hendes briller og sagde; ”Hvordan har dine ben det? ” hun løftede det ene bryn og smurte en bolle ind i smør. Jeg rømmede mig en smule, ”Hvad mener du? ” spurgte jeg usikkert og satte mine albuer på bordet. Hun trækkede på skulderen; ”Syntes bare du gik meget tungt ind ad min dør, ” svarede hun, ”og du er meget langsom i dine bevægelser. ” forsatte hun og trak i sin egne mundvig. ”Du læser mig som en bog. ” Svarede jeg forbavset og lænede mig tilbage på stolen. Fru. Madison grinede; ”Jeg er en meget gammel og erfaren dame, ” sagde hun og hældte noget mere kaffe op til mig; ”og så kender jeg dig, Dara. ” Fortsatte hun. ”Lige siden den dag du stod uden for min dør, og ville leje min øverste etage, ” hun tog sine briller af, og lænede sig ind over bordet og kiggede mig dybt ind i øjnene; ”Har jeg kunne se noget i dig. Noget du skjuler. ” Hun rynkede brynene en smule. ”Hvem er du egentlig, Dara. ” I et øjeblik stoppede min krop med at producere luft, og jeg kunne ikke se andet end Fru. Madisons øjne skærer sig ind igennem mig.

Døren bag mig bankede på, og Madison fjernede sit blik. ”Hvem kan det dog være? ” Mumlede hun og rejste sig op, for at lukke op.
Jeg sad stadig og kiggede direkte ud i luften, og en masse tanker fløj igennem hovedet på mig. Hvordan gjorde hun det der?

Fru. Madison vendte sig om; ”Det til dig Dara. ” Fru. Madison satte sig ned igen, og kiggede spekulerende på mig. Jeg rynkede brynene og rejste mig diskret op fra stolen. Hvem kunne det dog være?

Jeg gik ømt hen til døren, og uden overhovedet at tænkte på, jeg kun stod i trøje og underbukser – og cardigan.
Da først jeg så personen løfte sit hoved og betragte mig. Var det først jeg undrede mig, og blev pænt overrasket. ”Louis? Hvad i alverden laver du her? ” spurgte jeg forbavset – og dog en smule forbløffet over, han kunne finde mig.
”Hvordan i alverden fandt du mig? ” spurgte jeg endelig, og kiggede med store øjne på ham.
Louis sagde ingenting i – hvad der føltes hundrede år. Men han fik dog spyttet nogle ord ud til sidst; ”Jeg er kommet for at hente dig. ” Svarede han endelig, og jeg blev pludselig meget forvirret. ”Hente mig? ” Gentog jeg og lænede mig op ad døren. Louis nikkede, som om han fortalte mig det i går. Som han så ikke gjorde. ”Jeg er ikke helt med? ” spurgte jeg en smule arrigt og rettede mig op igen. Louis kiggede bebrejdende på mig – uden nogen grund for det. ”Bare gå med mig. ” Sagde han koldt og lænede sig op ad dørkarmen. Jeg kiggede irritabelt på ham og fik lyst til at trampe ned i jorden. ”Men måske du skulle få noget andet tøj på. ”

 

❅❅❅

 

”Hvor fører du mig hen? ” spurgte jeg Louis, og kiggede afventende på ham. Han drejede forsigtig ind til venstre, og holdt for rødt. Han kiggede på mig; ”Fase 1, ” svarede han; ”og lad vær med at lyde som en der er ved at blive bortført. ” Et lille ryk viste sig på hans mundvig, men forsvandt dog igen da han skulle til at køre over for grønt. Jeg sad stadig med mit blik rettet mod hans koncentrerede ansigt.
Aldrig har jeg kørt med en så forsigtig chaufør. Han kørte bedre end Fru. Madison.

”Fase 1? ” gentog jeg nysgerrigt, og prøvede at få Louis’ opmærksomhed. Men intet svar eller - ord, røg ud af hans mund.
Jeg sukkede irriteret og kiggede ud ad vinduet. Tingende udenfor blev til kruseduller i mine øjne.

Louis drejede til højre, og en høj, firkanten bygning fandt sted og efter at være kørt tættere på, kunne jeg se et stort skilt; ”Skøjte? Skal vi ud og skøjte? ” spurgte jeg overrasket og kiggede næsten forskrækket på Louis.
Han parkede forsigtigt, og kiggede mindst 10 gange tilbage, inden han endelig fik sat bile på plads mellem de to hvide streger. Louis trak i bremseren og vi sad i et øjebliks stilhed. ”Bevægelse, ” sagde han lige pludselig, og kiggede på mig. ”Det er fase 1. ” Sluttede han, og klikkede på selen, så den gik op og gled af ham. Jeg nikkede uforståeligt. ”Og hvad skal skøjtning gøre godt for? ” spurgte jeg forundrende og klikkede min egen sele af. Louis slap et lavt grin; ”Alt, ” svarede han og kiggede på mig, - med et svagt smil. ”Din måde at udtrykke dig på. Dine hofter, og at få mere styr over dine fødder. Det gør en mere fleksibel, ” han trak nøglerne ud af tændingen og lagde dem ned i hans lomme. ”Plus, det giver flere benmuskler. ” Han åbnede døren og steg langsomt ud. Jeg sad lidt for mig selv, og panikkede. Jeg har aldrig i mit liv skøjtet før.

 

”Hvad størrelse bruger du? ” spurgte Louis, og fik fundet sine egne sko. Jeg fik tænkt lidt over det; ”En 38 – nej undskyld 37. ” Svarede jeg, og han nikkede inden han fandt størrelsen til mig og rakkede dem til mig.

Jeg satte mig ned på en stol lige bag mig, og fik trukket mine egne sko af, inden jeg begyndte kampen med at få de andre på.
Efter en lang kamp, fik jeg endelig mast min fod ned i den sidste skøjte, og jeg kunne påbegynde min opgave med at få dem bundet.

Jeg kiggede op, og Louis havde fra allerede flere minutter siden fået sine på.

”Du skal altså stramme dem godt ind, ellers sidder de ikke godt på dine fødder, ” brød Louis pludselig, og jeg kiggede forvirret på ham. Han tøvede en smule, og satte sig på hug foran mig. ”Det ville være ligesom, hvis du danser, og ville have alt for løse sko på, så risikere du bare at vride om, ” han tog fat om mit ben, og lod min fod hvile på hans skød; ”og det ville jo ødelægge dansen. ” Jeg nikkede forstående, og lod ham løsne dem op igen.
Han startede med at binde min venstre fod til, og han strammede virkelig til. En uventet lyd efterlod mine læber, og han kiggede forskrækket op på mig; ”Er det for stramt? ” Spurgte han – overraskende, bekymret.
Jeg nikkede roligt, og Louis løsnede den med det samme. ”Var det bedre? ” spurgte han og kiggede mig direkte ind i øjnene. Jeg nikkede roligt igen, og han løftede forsigtigt min fod ned fra hans skød igen, og fik taget fat om min anden fod. Men denne gang holdte han om mit skinneben, og spredte en varme gennem min krop. I det øjeblik han fjernede sin hånd igen, gav jeg et gisp og Louis’ øjenbryn løftede sig en smule – dog med et lille ryk i mundvigen. Han hørte det.

Louis havde rejst sig igen, og jeg mærkede efter, ved at bevæge mine ankler i cirkler. De sider meget bedre.
Jeg prøvede at rejse mig forsigtig op, men knækkede hurtigt. Det var mere besværligt, end jeg lige havde regnet med. Men jeg prøvede igen, og med støtte fra hylden bag mig, fik jeg mig rejst op og prøvede med forsigtige skridt, at føre den anden fod foran den anden. Langsomt, meget langsomt.

Louis vendte sig rundt, og – for første gang i, jeg ved ikke hvor lang tid. Former der sig et åbent smil på hans ansigt, og han gik hen mod mig. ”Har du aldrig skøjtet før? ” spurgte han og lagde sin arm om min ryg. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned. Et grin forlod hans læber.

 

❅❅❅

 

”Ja, du begynder at have den. ” – Louis skøjtede baglæns, men jeg stille fulgte efter ham. Et smil formede sig på mine læber, da det hele endelig begyndte at ligge sig i mine bevægelser. Men legen kan jo altid blive for god. Så uden jeg overhovedet nåede at ligge mærke til det, snublede jeg over en eller anden form for hak, og faldt frem. Men jeg nåede aldrig jorden før Louis havde grebet mig og mit hoved lagde mod hans mave. Han havde et godt greb om mine arme og løftede mig op, og holde nu sine arme om mig.
Vores kroppe stod tætte op ad hinanden, og jeg kunne mærke hans åndedragt ned mod min pande. I et øjeblik stod vi begge og kiggede på hinanden, som vores kroppe klistrede sig op ad hinanden. ”Måske, det var nok for i dag. ” Louis kiggede forlegent ned på mig, og havde stadig et greb om mig. Jeg nikkede – stadig med mine øjne rettet mod hans. Vores blikke var stivnet på hinanden, og slap ikke.

Louis har rørt mig mange steder på kroppen, og holdt mig mange gange. Men i dag var anderledes, når han rørte mig.

 


Dagens spørgsmål: Hvilken dansk tv-julekalender er din ynglings?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...