Dara Navidad | One Direction

Dara lever et liv i skyggerne af det, hun ville ønske var hendes. Hun vil leve livet med dans i hendes hverdag og lade den vise hende vej. Men på grund af forkerte valg på vejen og mangel på både selvtillid og penge, er hun kommet ind på The Royal Dance School, men kun for at tørre sveden op fra de andre elever. Dem som lever det liv, hun drømmer om. Dog har hun ikke lagt drømmen helt på hylden, for når lyset slukkes og gulvene rene, lader hun fødderne lave sine rytmiske bevægelser på det rene gulv og musikken fylde hendes krop, mens hun lader den bevæge sig i yndige retninger og silhuetter. Men hvad sker der, når en af skolens bedste dansere opdager hendes skjulte talent, og Dara bliver pludselig interessant i hans øjne. Med kun 24 dage til årets største opvisning i sigte, sidder hun pludselig med byrden som den kvindelig danse hovedrolle. Vil hun kunne se en smule af hendes drøm foran sig, eller vil det hele ende i en fiasko? Hvem ved hvad der kan ske ved juletid. En fremtid måske?

71Likes
59Kommentarer
4972Visninger
AA

11. 13. december - Lucia del 1.

Moving too fast, moon is lighting up her skin
She’s falling, doesn’t even know it yet
Having no regrets is all that she really wants

13. december

 

Hendes hånd lagde koldt i min, og jeg holdte om den med begge hænder, for at give hende noget varme. Lægerne sagde hun havde sovet hele natten, med kun få hosteanfald. Det lettede mit lille hjerte en smule, men det var stadig tungt. Hun trækkede vejret besværligt, og jeg vidste hun ikke ville kunne klare det uden respiratoren. Jeg agede hendes kind med vandfyldte øjne. Judiths hosten startede i Maj, og hun var inde og blive undersøgt, efter om hun havde fået svage lunger. Men lægerne kunne ikke rigtig se noget, og konstaterede det sandsynligvis nok bare var lungebetændelse. Siden da, har hun været på piller. Aldrig før i går, havde jeg oplevet hende hoste så voldsomt. Det kom som er chok.

Jeg kyssede blidt hendes hånd, og fortsatte med at holde fast om den. Pludselig bankede døren ind til hospital værelset på, og jeg kiggede forskrækket op, og tørrede med en hurtig fart om mine øjne fra tårer, og sad afventende.
Louis trådte med en stor overraskelse ind ad døren, og kiggede med ensomme øjne over på Judith.
"Hey, " sagde han lavt, og gik tættere på Judith og jeg. "Jeg tænkte du måske kunne bruge noget selskab. " Louis satte sig på stolen ved siden af sengen - over for mig. Han klemte Judiths hånd, og agede den svagt over håndryggen. "Tak ... " Min stemme var lav, og jeg kiggede ned på hendes hånd. "Jeg var hjemme hos dig, " Louis slap roligt Judiths hånd og rettede sit blik mod mig. "Men du var ikke hjemme. Så jeg gættede på du var hos her. " Han snøftede. Det må have sneet i al den tid jeg har siddet herinde. For Louis' hår var vådt i spidserne, og hans kinder røde og fugtige.

Han lagde sine handsker over hinanden; "Jeg tænke, jeg måske have noget, der kunne løfte humøret?" Han trak i mundvigen. "Ihvertfald en smule? " begge hans mundviger gav er træk, og min mave kunne ikke holde op med at snører sig sammen. Jeg kiggede op på ham med tomme og fugtige øjne. Jeg skulerede og hvilede mit blik mod Judith. Louis rykkede på sig, og lænede sig tilbage på stolen. "Jeg vil gerne være ærlig over for dig, " han snøftede endnu engang. "Men det en smule ... At træde på reglerne, " han efterlod en kort og lav latter. "På skolen. " Han tøvede ved den sidste sætning og kiggede spændt på mig. Jeg slap Judith og krydsede armene. "Hvad drejer det sig om? " spurgte jeg nysgerrigt og en smule bestemt. Louis trak igen i mundvigen. "Santa Lucia. " Han tværede et lumsk smil om hovedet og rettede sig op.
En fue formede sig mellem mine øjenbryn, og jeg trak hovedet en smule tilbage. "Hvad skal det betyde? " spurgte jeg irriteret og lagde min vægt mod sengen - stadig med armene krydset. Hans øjne blev lumske. "At vi to skal ind og se Lucia optog, " svarede han endelig, og jeg stirrede forvirret på ham. "Men, der er en lille ulempe. " Brød han ind og skævede. "Optoget er rimelig privat, og kun elever må komme ind og se det, " han kløede sig i nakken, og fastholdte roligt og uanfægtet mit blik. "Så jeg vil prøve at snige dig ind. " Sagde han, og man kunne tydeligt se spændingen i hans krop.
Jeg træk i brynet; "Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det? " spurgte jeg direkte og ligeglad. Han skulerede og rejste sig. "Få drengene til af hjælpe mig. " Svarede han, og trak sine handsker på. Drengene? Jeg løftede det ene bryn i forvirring. "Kom, " sagde Louis og gik hen mod døren. Jeg tøvede i et øjeblik. "Jeg tror ikke hun render nogen steder. " Tilføjede han, og hentyd til Judith. Jeg kunne ikke tage en joke omkring hende sjovt, men jeg vidste også det ikke var ondt ment. Jeg kiggede og låste mit blik fast på Louis, med mine tanker drønende i hovedet. Kunne egentlig godt trænge til påvirkningen af adrenalinen.
Jeg rejste mig op, og tog fat i min jakke og accessoires, og var ude af hospitalet på ingen tid.

 

 ❅❅❅

 

Louis drejede ind på skolens parkeringsplads, og holdte den perfekt mellem de to streger. Han tog pladsen tættest på skolen.
Han steg ud ad bilen med en hurtig fart, og jeg fulgte rask efter ham. Han satte retning mod dansesalen. Jeg rynkede brynet og undrede mig en del over, hvad han skulle derind for.

Louis var meget travl, og han gik med hurtige og lange skridt. Han gik ind i pige omklædningen, og først der, gik det op for mig, hvad det siges at være forvirret og rundt på gulvet. "Louis, hvad er det egentlig lige du har gang i? " spurgte jeg forundrende og stoppede op ved en bænk, og lænede mig op ad en af skabene. Han svarede ikke, men stod i et øjeblik og kiggede rundt i rummet. "Louis ... " Han løftede en hånd og styrtede ind ad en dør til venstre. Jeg fulgte irriteret og klumperne efter ham ind i rummet. Rummet var helt mørkt, og jeg kunne slet ikke se ham. Pludselig tændte en lille pærer op og det sveg i min øjne. Jeg i lukkede dem i, for ikke at blive blændet.
Louis begyndte at rode rundt nede i en eller anden kurv, og noget tøj blev smidt ud til siderne. Så rettede han sig op, og vendte sig mod mig. ”Tag det her på. ” Han holdte en eller anden form for kjole foran mig, og dinglede med den. Jeg rynkede mine bryn og kiggede bebrejdende på ham. "Det kan du godt glemme. " Svarede jeg benægtende. "Jamen, det bliver du nød til. " Svarede han igen, og gik hen mod mig. "Nej. Glem det. " Svarede jeg bestemt og krydsede armene. "Ellers bliver vi taget i at snige dig ind, og du bliver fyret. " Han smilede irriteret og smed kjolen i min favn. "Skynd dig. Vi har ikke meget tid." Han slukkede for den hængene pærer igen, og gik forbi mig. Hans skulder strejfede min. "Jamen, " jeg gik efter ham. "Hvad skal det gøre godt for? " spurgte jeg. Han stoppede op foran en bænk og hvilede på sit ene ben.

"Heldigvis er det mørkt på gangen, og det vil ikke være nemt at se, " han satte sig ned og smilede. "Men skulle nogen se os, vil de bare tro du er en af baggrunds danserne. " Han krydsede armene. "Baggrunds dansere? " spurgte jeg forvirret og studerede kjolen. Den var hvid, med en svag lilla farve, og glimmer. Den er stram. Bortset fra det nederst ved livet, hvor den hænger.
Han nikkede; "Ja, til visningen på scenen bagefter. " Han kiggede på mig, som var jeg dum. Jeg rynkede brynene for tusinde gang i dag, og ignorerede hans underlige opførsel. "Vend dig om. " Sagde jeg, og bebrejdede ham. Han smilede lumsk og vendte sig om på bænken. Jeg holdte megen øje med ham, og begyndte at tage mine bukser og trøje af, og til sidst stod jeg i kun undertøj. Jeg kiggede mig over skulderen, for at se om han kiggede. Gjorde han ikke. Jeg studerede kjolen, og prøvede at finde ud af, hvordan den skulle sidde. Jeg trak den derefter gennem benene, og lagde armene gennem stropperne. Jeg kiggede mig igen over skulderne, og denne gang tog jeg ham i at kigge; "Louis! " udbrød jeg og vendte mig om, så han ikke kunne se min barer ryg. Han rømmede sig og kiggede ned. "Du har jo kjolen på. " Sagde han og grinede. Jeg kiggede fornærmet på ham, og lagde armene om mig selv, da jeg følte mig nøgen. Den sad meget stramt. Louis rejste sig og tog sin jakke af. "Det koldt ude på gangen. " Han omringede mig med sin jakke, og for første gang, så jeg ham med normalt tøj på. - Underligt nok, havde han træningstøj på, da han var hjemme hos mig.
Varmen fra jakken, klemte sig hurtigt igennem min hud, og spredte en varme. Han vendte sig om igen og gik ud fra omklædnings rummet. Jeg fulgte efter ham - efter at have stået i to minutter for mig selv - og slukkede lyset efter mig.

"Kom, " han løb hen mod indgangen og jeg løb efter ham. Han stoppede kort op, og kiggede ned på mig. "Vi skal møde med drengene derinde. " Han kiggede sig hurtigt bagud, og lyset inden for slukkede. "Du skal bare opfører dig, som var du elev, " han rakte ud efter mig, og holdte mig på skulderne. "Rolig, og normal. Husk at snakke med os. " Hans blik bare var borende og jeg nikkede forståeligt på hovedet. Han vendte sig om igen, og skubbede døren op. "De begynder lige om lidt. " Hviskede han, og vi gik igennem indgang, hvor vi skulle møde disse "drenge." To af dem var bekendte. Liam og den lyshårede fra den anden dag. Kunne ikke komme i tanke om hans navn.
De tog imod Louis med en muntert ankomst, og de gav hinanden hånden. Jeg kunne høre de hviskede nogle ord. Men hvad det var, kunne jeg ikke høre. "Kom. " Louis gav tegn til jeg skulle følge med, og jeg gik med hurtige skridt hen til hans side, da de andre gjorde mig utrygge. Jeg kunne mærke Louis' blik ned på mig og jeg lod som ignorerede jeg det. Men jeg kunne godt lide hans blik hvile mod mig.
Vi kom ud i den genkendelige lange gang. Der havde jeg gjort rent mange gange.
Der stod mange unge og voksne mennesker langs gangen, og aldrig før i mit liv, havde jeg set så mange på én gang. Heldigvis var gangen lang og bred. Louis og de andre stoppede ved et tomt hul imellem de store mængde af mennesker, og vi stillede os imellem. Jeg landede imellem den lyshårede, og en høj, slank og krølhåret dude. Jeg følte mig meget klemt, og sveden begyndte at fugte. Jeg begyndte at blive utryg, og rykkede derfor hen til Louis, hvor jeg så - af ren instinkt - holdte om hans arm, og han kiggede ned på mig. Jeg kiggede op på ham med undskyldende øjne, og slap ham igen. Pludselig blev alle stille, og en smuk sungen spredte sig gennem gangene. En lang rakke af unge piger kom med langsomt og rytmiske skridt gennem gangen. Samt de havde levende lys mellem hænderne, og sang Santa Lucia. Det var rigtig flot. Nok det flotteste jeg har set.

Igen kunne jeg mærke Louis' blik ned mod mig, og jeg kunne ikke modstå trangen til at kigge tilbage. Men da jeg kiggede op, fjernede han sit blik, som havde han ikke gjort det fra starten af. Pludselig begyndte min telefon at ringe, og mange blikke rettede sig mod mig. Jeg rodede panisk efter den i Louis' lomme, hvor jeg havde lagt den. Jeg fik den med fumlede finger op ad lommen og lagt på, uden overhovedet at kunne nå og se hvem det var. Folk fjernede fornærmet deres blikke igen. Jeg sank en klump, og kiggede til siden, hvor jeg mødtes den krølhåredes blik. Han smilede imødekommende, men jeg fjernede hurtigt mit blik igen. Lucia pigerne var endelig nået op til hvor vi stod, og en lang rakke med hvide kjoler fulgte med. Pludselig kan jeg se rækken bliver efterfulgt af alle andre, og drengene begynde også at følge med, og Louis stod ikke ved min side længere. Jeg gik i panik og fulgte efter rækken. Dog ret utrygt.
Mennesker bag mig fulgte efter, og pludselig blev jeg trukket ud ad rækken og slæbt ned ad en anden gang. ”Hvad fanden laver du. Du skal jo være klar i salen. ” En ældre dame, drejede ind ad en dør – hun virkede bekend. ”Sig mig, har du ikke hørt efter? ” hun stoppede op og drejede til højre og ind ad en dør. ”Hørt efter? ” jeg tøvede og fulgte forvirret efter. Damen rullede øjnene ”Ja. Skal du ikke danse eller hvad? ” svarede hun flabet og vi var pludselig nået frem ind i scenesalen. Mit hoved var fyldt med forvirring, og jeg anede ikke hvad jeg havde gang i.
Vi gik hurtigt gennem salen, mellem alle stolene og før jeg vidste af det, stod jeg bag kulisserne mellem – nok over 100 – andre dansere, og først da gik det op for mig. De troede jeg var en af danserne.

Fuck.

 


Vi beklager virkelig - rigtigt sygt - meget, at der har været så langt et mellemrum mellem dette og - sidste afsnit. Vi havde begge planlagt at skrive afsnit op til den 24. Men det er vel så godt som set, forsent nu. Men vi har selvfølgelig ikke tænkt os at stoppe eller hoppe så mange afsnit over. Vi skriver den videre op til 24 afsnit. Men det bliver nok med nogle få dages mellemrum. x
Vi håber du/i har været tålmodige, og vil fortsætte at følge med. xx

- Så vil vi rigtig gerne dele vores glæde med jer. 100+ favoritter og 50 + like's. Vi er så inderligt taknemmelig for, at i vil følge med. Det betyder rigtig meget for os. I sær nu, hvor der har været så lang mellemrum. Vi elsker jer, og ønsker jer en fortsat god jul. xoxo

 

Dagens spørgsmål: Fra en skala fra 1 til 100. Hvor meget glæder du dig til den 24. december?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...