Dara Navidad | One Direction

Dara lever et liv i skyggerne af det, hun ville ønske var hendes. Hun vil leve livet med dans i hendes hverdag og lade den vise hende vej. Men på grund af forkerte valg på vejen og mangel på både selvtillid og penge, er hun kommet ind på The Royal Dance School, men kun for at tørre sveden op fra de andre elever. Dem som lever det liv, hun drømmer om. Dog har hun ikke lagt drømmen helt på hylden, for når lyset slukkes og gulvene rene, lader hun fødderne lave sine rytmiske bevægelser på det rene gulv og musikken fylde hendes krop, mens hun lader den bevæge sig i yndige retninger og silhuetter. Men hvad sker der, når en af skolens bedste dansere opdager hendes skjulte talent, og Dara bliver pludselig interessant i hans øjne. Med kun 24 dage til årets største opvisning i sigte, sidder hun pludselig med byrden som den kvindelig danse hovedrolle. Vil hun kunne se en smule af hendes drøm foran sig, eller vil det hele ende i en fiasko? Hvem ved hvad der kan ske ved juletid. En fremtid måske?

71Likes
59Kommentarer
4991Visninger
AA

10. 12. december - Dara Navidad

 

Chasing her tonight, doubts are running ‘round her head
He’s waiting, hides behind his cigarette
Heart is beating loud, she doesn’t want it to stop

 

11. december 

 

Jeg lod et suk forlade mine læber da jeg sad hjemme i min sofa og så tv. I går havde været det modsatte af en god dag. Jeg følte min stemme var hæst og ødelagt. Men det var ren indbildning. Når først jeg råber eller hæver stemmen over for andre, så ødelægger jeg min stemme.

Jeg sad i mine tanker, og så en stor byrde, at det kunne gå psykisk ned for mig. Jeg følte mig svigtet. Det hele har været det rene opspind. Louis har løget for mig, og jeg har – ironisk sagt – danset på bedrag. Dog ved jeg ikke om man kan sige han direkte har løget for mig. Men han har ikke sagt noget, eller fortalt noget. Skjult, hvid løgn. Han brød skolens regler, og kunne have fået mig sat ud på kanten af at blive fyret. En risiko, som kunne betyder, jeg kunne blive hjemløs på ingen tid. Havde jeg ikke mit arbejde på skolen, havde jeg ingen penge, og kunne ikke betale Fru. Madison.

Jeg bed i mit æble, da jeg var blevet sulten og ikke agtede at skulle lave det helt store. Jeg holde æblet i munden og smed mig ned på siden af sofaen, og skiftede kanal.
Et set fór igennem mig, da min dør ringede, og jeg satte mig op i sofaen i en fart.

Jeg rejste mig ømt op, og tvang mine tunge ben til at gå hen til døren. Jeg stod på tæerne og sigtede mig øje igennem dørspionen, for at se hvem der ville snakke med mig. Medmindre det var posten.

Men det var det desværre ikke. Medmindre Louis var blevet postbud.

”Hvad vil du? ” brød jeg gennem døren og sætte øret en smule mod døren, for at afvente svar. ”Kan vi snakke? ” spørger han, og tripper lidt på tærende. Jeg stillede normalt på fødderne igen, og tænkte i et øjeblik.

”Jeg vil gerne … ” Louis’ stemme blev hul mellem døren. ” … Veksle nogle ord? ” afsluttede han sin sætning. Noget af mig kunne ikke overskue ham. Men en anden del af mig, kunne godt tænke sig at høre hans forklaring.

Jeg strøg mine fingre mod håndtaget, og tøvede med at trække den ned. Men den del af mig, som ville hører hvad han havde at sige, var større end den anden del. Så jeg fik skubbet den ned, døren gav et klik og Louis fandt frem i døråbningen. Jeg valgte at lade vær’ med at kigge på ham, og satte mig i stedet tilbage på sofaen, og fortsatte med at bide i mit æble.
Louis kom med langsomme og forsigtige skridt ind i min stue, og stod og kiggede med tunge øjne. ”Dara, jeg … ” Han stod og overvejede hvor han skulle starte, og pillede ved sin hue med sine fingre. Han osede af nervøsitet, og det kunne undre mig en smule, da jeg var så van til, at han var så frembrusende. Men alligevel kold. Troede slet ikke det var muligt for ham at blive nervøs. Jeg sukkede, og rettede endeligt mit blik mod ham, rejste mig op og ventede forventende på hans forklaring. ”Hør, ” han fik fundet en start. ”Jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal starte, for der er ikke rigtig noget at mig fra. ” Han gik tættere hen mod mig og kiggede ned på sin hue. ” Jeg beklager stort, at jeg ikke havde sagt noget, eller advaret dig. Men, ” han rystede på hovedet og kørte en hånd igennem sit hår. ” Jeg følte det var det eneste jeg kunne gøre. Da jeg så dig danse for første gang, så vidste jeg, at det præcis var dig som jeg ville danse med af alle de piger som ville prøve – jeg har nok ikke rigtigt udtrykket det - men du har en specialitet som ingen af de andre har. Du er dig selv når du danser, du prøver ikke være noget du ikke er, og det var grunden til at jeg valgte dig. Men du er ikke professionel som de andre piger, og du har ikke nogen rigtig erfaringen inden for dans. ” Ordene kørte ud ad hans mund, og jeg troede aldrig han ville stoppe. ”Men jeg har villet teste dig. ” Han tog en indånding inden han fortsatte.  ”Jeg ville se om du havde modet til at arbejde videre, og om du virkelig var værd at arbejde med, og bruge tid på. Nogle kan danse, men de har svært ved at lære. Men det havde du ikke ...  Har du ikke. ” rettede han. ”Jeg vidste at jeg ville danse med dig, og derfor måtte jeg holde det hemmeligt, da jeg ved at det ikke er lovligt, at tage en person, som intet inden for skolen har at gøre. Det er mod reglementet. ” Sagde han og så på mig. Jeg forstod det godt, men hvorfor kunne han ikke havde fortalt mig det.

”Jamen, hvorfor har du så ikke sagt det til mig noget før? ” spurgte jeg og så på ham. Han sukkede og slikkede sig om læberne.

”Fordi … Jeg ved at du ligesom i går, ville blive ked af det. Jeg ved det forbudt, og jeg vidste du ikke vidste det - eller var sikker på det - men jeg havde brug for at danse med dig, og jeg vidste at hvis jeg fortalte dig det, ville du blive bange for at miste dit job, og bakke ud, og jeg kan ikke den dans alene, jeg har brug for dig, ” hans ord blev til mumlen, og han anstrengte sig en smule. ” Jeg kan ikke uden dig. ” mumlede han frustreret, og lignede en der lige havde mistet en sten fra hjertet.

Jeg nikkede stille. ”Okay. ” Svarede jeg stille og han så ind i mine øjne. ”Men hvordan skal vi fortsætte? ” mumlede jeg og så ind i hans øjne. Han bed sig i læben og jeg rettede mig op og så på ham.

”Altså vi kan stadig møde tidligt, men i stedet for at danse der efter skole, ” han tøvede en smule ved hans ord. ”Så har jeg et stort rum hjemme ved mig selv, som jeg øver i normalt. Så du kunne komme hjem … ” Han hostede ”… til mig. ” Sagde han, og bed sig nervøst i sin underlæbe. Jeg nikkede dog.

Jeg så så på klokken. 19:47. Jeg sukkede lidt da Frk. Madison snart havde sat maden på bordet. Jeg plejede altid at spise sammen med hende, men i dag havde jeg desværre ikke fået hjulpet hende med at lave maden, det plejede jeg ellers altid hjælpe med om aftenen.

”Klokken er mange, så jeg må se at komme hjem” Sagde Louis og trak lidt, inden han stille vendte sig. Jeg kløede mig akavet i håret og så på ham. ”Du … ” Døren bankede på igen, og jeg gættede på, det måtte være Fru. Madison. ”Dara, maden er klar. ” Hun traskede ind ad døren, og havde et kæmpe smil smørret på sit ansigt. Hun stoppede dog op, da hun så Louis. ”Jamen dog, en und herre, ” hun klappede en gang i hånden, og smilede endnu større. ”Skal han spise med? ” spurgte hun mig, og kiggede på mig med forventende øjne. Jeg trækket tungt vejret, så mit bryst løfter sig, og holder det der. Jeg kiggede på Louis, og lavede tegn til, om han ville.
”Jo tak.” Svarede han og kiggede muntret på Fru. Madison.

Fru. Madison gik ned igen, og lod døren stå åben. ”Ja. Jeg spiser hos min underbo. Fru. Madison, hun boede her før jeg kom. ” Sagde jeg som svar på Louis’ forvirrede ansigts udtryk. Han nikkede, og gik efter Fru. Madison.

”Og hvem har vi så her. Var det ikke dig den anden dag? ” spurgte hun og så på Louis med et smil. Han gik hen og gav Fru. Madison hånden. ”Sikke en opdraget mand. ” Fru. Madison fjalede og gik hen til sit skab, ”Så dækker jeg op til en mere. ” Hun rakte efter en tallerken, men havde en smule besvær med at nå. ”Nu skal jeg hjælpe dig. ” Louis gik hen til Fru. Madison og fik taget med nem bevægelse i tallerkenen, og rakte den til Fru. Madison.

”Hvad laver du så, Louis? ” spurgte hun, og lagde en kartoffel på sin tallerken. Han svarede ikke på grund af maden i munden. ”Jeg danser på The Royal Dance School. ” Svarede han og smilte. Madison fik en stor mund. ”Det da der du gør rent, ikke sandt kære? ” Spurgte hun mig og smilte. Jeg nikkede som svar, da jeg havde mad i munden. Hun grinte hæst, og begyndte dog at hoste lidt. Jeg tog det først meget roligt da Fru. Madison var en gammel dame, og hun derfor tit hostede. Jeg blev dog mere bekymret da hun tabte gaflen ned på tallerkenen og tog sig til munden. Jeg slap hurtigt mit bestik og rejste mig i en fart, for at gå hen til hende. ”Judith! ” sagde jeg alvorligt, da hun hostede voldsomt. Hendes rigtig navn var Judith, men jeg kaldte hende normalt Fru. Madison.

Jeg begyndte at gå i panik, da hun langsomt blev svimmel og fik øjnene i hovedet. Hun strammede grebet om min hånd. ”Judith! ” Råbte jeg, da jeg havde mistet kontakten til hende, og hun faldt langsomt ned ad stolen. Tårende fyldte mine øjne, og gjorde det hele sløret. ”Judith! ” råbte jeg igen, og ruskede i hende. Jeg ville ikke miste hende. Hun er mit kæreste jeg har.

”Louis hvad gør jeg!?” spurgte jeg panisk og så på Louis der havde rejst sig og gik hurtigt hen til mig. Han lagde en hånd på Judtih's ryg og slog hende blidt i ryggen. Men hun hostede videre. Hun slog øjnene en smule op igen, og da gik jeg først i fuldstændig panik, da en smule blod røg med op. En tåre gled varmt ned ad min kind, men blev hurtigt kold igen.

”Hun skal på hospitalet. ” sagde Louis alvorligt og han hjalp mig med at få Judith op, og løftede hende op i et greb. Heldigvis var Louis kørt så han hold lige udenfor. Jeg gik bag Louis, som løftede Judith ud til bilen. Louis havde en stram trøje på, og jeg kunne se hvordan hans rygmuskler strækkede og strammes for hvert skridt han tog. Men skridtene hørte jeg ikke. Kun mit eget hjertebanken.

Vi fik hende ind på bagsædet og kørte mod hospitalet. Hele vejen derhen, voksede min angst og bekymring for hvert host der kom fra Judith. Jeg havde tåre i øjnene og jeg havde virkelig lyst til at græde. Men da følelsen af Louis’ hånd på ligge på mit lår, så jeg bare forvirret på ham. ”Hun skal nok klare den. ” Sagde han stille og fjernede stille sin hånd igen. Jeg nikkede og tog en dyb indånding.

 

❅❅❅

 

Louis og jeg sad ude foran døren hvor Judith var inde med nogle læger. Det havde været akut, havde lægerne sagt, og at det var heldigt, at vi var kommet der ind i tide.

Jeg sad med min hænder støttet mod min pande, og hvilede den mod håndfladerene. Jeg var ikke i et godt humør. Jeg så virkelig Judith som min familie, og jeg var så bange for at miste hende.

Jeg var taknemmelig over at Louis stadig var her, også selvom vi ikke kendte hinanden så godt, så kunne han vel godt læse at jeg gerne ville være sammen med nogle, og ikke sidde helt alene.
Louis har mange sider. En af dagene kan han være blid, den anden dag kold. Han er underlig.

”Er du okay? ” lød det fra Louis og jeg så hen på ham. Jeg nikkede og sukkede. Mine hænder var svedige, og jeg rettede mig op, for at tørre sveden af i mine bukser. Jeg kunne mærke Louis’ blik i min side, og jeg valgte at rette mit blik mod ham, så vores øjne mødtes.

En mandelig læge trådte ud ad døren, og jeg kunne skimte Judith ligge i sengen omme bag døren. ”Fru. Madison er i svag tilstand, og har brug for at sove. Vi kan ikke sige hvad det er endnu, men jeg k an forsikre Dem, at hun vil overleve. ” Overlægen smilede, og jeg trippede desperat efter, at komme ind til hende. ”Det nok bedst at lade hende være, og komme tilbage i morgen. Gå hjem og få noget søvn. ” Overlægen smilede venligt, og gik sin vej igen.
Noget i mig var lettet, men en stor del var stadig bange, og jeg havde bare brug for at se hende. Jeg kiggede diskret hen ad korridoren, og rejste mig op, for at gå ind til Judith. Men Louis’ hånd strammede om mit håndled og stoppede mig. Jeg kiggede bebrejdende på ham. ”Hvad laver du? ” Spurgte jeg irriteret og prøvede at trække hånden til mig. Men han holdt godt om. ”Lad vær, det nytter ikke. Du bliver bare opdaget. ” Sagde Louis roligt og rejste sig om, så han blev højere end mig. Jeg prøvede at rykke til, og rettede mod døren, men jeg kunne simpelhent ikke komme ud af hans greb. ”Hvad fanden ved du om det? Jeg vil bare gerne se hende! ” Råbte jeg næsten, og tårende pressede på. Men jeg prøvede at holde dem inde. Louis kiggede bare medfølende på mig. ”Hvordan kan du stå der og holde mig tilbage? Ved du overhovedet hvordan det er, at miste nogle du har kært! ” Jeg hævede stemmen, og prøvede at slippe fri, men hans greb blev bare stammere og strammere. Jeg begyndte at slå ham mod brystet, og tårende vrimlede ned ad mine kinder. Han sagde intet, men holdte mig bare fast. ”Ved du overhovedet hvordan det er at have nogle kært!? ” ordene røg ubevidst ud, og jeg fortrød hurtigt det jeg sagde. Jeg opgav at kæmpe i mod, og stod med slatten krop, og kiggede ned på jorden. Samme tid med, at tårende falder ned. Louis løsner grebet om min arm, og trækker roligt min arm til sig, og eg falder ind i hans favn. Jeg kan mærke hans arme omringe min smalle krop, og jeg ligger mit hoved mod hans bryst. Han var varm.
Jeg kunne mærke hans hjerte mod mit ører, og jeg ville ikke have øjeblikket til at stoppe.

 


[Beklager stavefejl på forhånd, pga. mangel af tid til at rette igennem]

 

Dagens spørgsmål: Holder i lillejuleaften? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...