Ethiranaëll

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2014
  • Status: Igang
Bundet af et løfte, som hendes forældre aflagde til Gudinden for mange år siden, må Ethiranaëll gifte sig med Kahlan, søn af general Tarânn, på sin 16-års fødselsdag. Til gengæld for ægteskabet skal Gudinden se til, at hjortefolket endelig sejrer i krigen mod kiskanerne. Som datter af hjortefolkets konge må Ethiranaëll ikke bryde løftet, da dette også betyder forræderi mod hendes folk. Alligevel kan hun ikke lægge låg på de tanker, der fortæller hende, at hendes plads er andetsteds. Men hvor? Og hvor mange problemer må Ethiranaëll gennemgå for at finde sit kald uden at vinde Gudindens evige forbandelse?

2Likes
9Kommentarer
277Visninger

1. Prolog

Tågen havde lagt sig som et tykt slør over skovens mossede jordbund. Små dråber dannedes i hendes øjenvipper og hår, og den korte, glatte pels i hendes ansigt blev fugtig, da hun bevægede sig igennem de tætvoksende fyrretræer.

Månens hvide lys trængte knap igennem det tågede nattemørke, men den unge hind kendte vejen udenad og gled vant ind og ud imellem de prikkende fyrrenåle. Stien havde hun kendt, siden hun blot var et kid, og de mange årlige ture havde efterladt en smal, nedtrådt sti, der dog stadig var svær at få øje på, med mindre man vidste, hvor man skulle kigge. Af samme årsag havde hun altid betragtet den hengemte sø som hendes hemmelighed – stedet hvor hun kunne søge hen, når hjertet var tungt, eller hovedet fuld af triste tanker.

Snart nåede hun igennem den tætte bevoksning og trådte ud i en lille åbning midt i skoven, hvor søens smalle, græsbegroede bred mødte hendes bare fødder. Tågen gjorde det vanskeligt at se søens modsatte bred, selvom vandet ikke strakte sig langt, men den unge hind huskede tydeligt, hvor smukt søen glimtede i måneskæret på de klare nætter. Det vigtigste var dog stilheden. Så langt mod nordvest kunne man ikke høre livet fra slottet og byen omkring, og det hjalp hende med at glemme alt om sin skæbne selv for en kort stund.

Aldrig før havde hun begivet sig af sted så ofte, som hun havde gjort de seneste par månegange. Først ved vinterens ende var det i sandhed gået op for hende, hvor stor en ændring hun stod over for, og i takt med forårets forberedelser voksede også hendes trang til at søge væk fra byen og folket. Ingen vidste dog, at hun forlod slottet om natten for at vandre på egen hånd, heller ikke Iira, der, på trods af sin egen forkærlighed for eventyr, nok ville synes dårligt om idéen. Konflikten mellem hjortefolket og kiskanerne gjorde det farligt for alle at gå alene uden for byerne, især om natten. Alligevel kunne hun ikke lade være.

Den unge hind betragtede tågen kortvarigt, inden hun satte sig på bredden og lod fødderne dyppe i det kølige vand. Overfladen brød ud i lag af ringe, der søgte væk og forsvandt ind mellem de mange trærødder, der brød ud over jordkanten. Med lukkede øjne nød hun følelsen af frihed, som snart ville være hende fjern.

Længe blev hun siddende i det fugtige mørke, og snart brød solens første stråler frem over horisonten. Tågen lyste orange, inden den begyndte at fordampe. Når morgenlyset nåede ind til byen, ville de første vågne, og ikke længe derefter ville Terisa som sædvanligt vække hende med en kop varm urtedrik.

Hinden rejste sig, kastede et længselsfuldt blik over søen, hvis glitrende overflade var begyndt at komme til syne, og begav sig tilbage til slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...