Hende & jeg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 okt. 2014
  • Opdateret: 24 okt. 2014
  • Status: Færdig
Vi befinder os i 1976, hvor vi oplever Will's mest tragiske, og lykkeligste minder, nogensinde.

1Likes
1Kommentarer
260Visninger
AA

1. Love is forever

Nu

Jeg ser solnedgangen nærme sig horisonten, mens jeg går på fortovet. Her er ikke så meget andet end huse, der ligner hinanden, og postkasser mod hver låge. Jeg kan simpelthen ikke undgå at tænke over, hvor meget alt ligner hinanden. Alt. Som om absolut alting skal være fint og rent, selvom det ikke en skid er det! Det er bare facaden. Det er folk, der bare prøver at spille normale, men sikkert gemmer på flere hemmeligheder, end der er ord i universet. Det var sådanne tanker Eria havde. Jeg stopper op, mærker den pludselige forstenelse. Alt i mig bliver som frosset, mens jeg prøver at sige til mig selv: "tag dig sammen, Will. Gå videre." Jeg sætter igen den ene fod, mod den anden, væk fra denne by. Jeg har endelig fået fri fra mit job, og nu har jeg endelig tid til at besøge skoven. Møde hende. Forlygterne tændes, og snart er det kun mig..  Alt er stille. Det er nu på dette tidspunkt, familier plejer at spise aftensmad, men eftersom jeg allerede har spist, måtte jeg godt tage af sted. En sort fugl passere mig, mens jeg går videre. Dens intense øjne stirrer på mig, som var jeg et spøgelse. Dens finger blafre idet, den lander på træet, ved en ejendom. Og af en eller anden grund stopper jeg også. Den er på den anden side af fortovet, og ser bare på mig. Det er som om, den prøver at være venlig mod mig. Holde mig med selskab, så jeg ikke bliver helt alene. Den er sort, så jeg går ud fra at det er en ravn. Den kan sikkert mærke den sorg, jeg stadig prøver på at skjule, men aldrig rigtig lykkedes. Jeg ved ikke hvorfor jeg står stille, men jeg ved at jeg snart burde gå videre. Inden naboerne ser mig. Så fløj den videre. Til et sted, hvor den kan finde sine venner. Eller også prøver den bare, selvom den ved, at det aldrig kan lade sig gøre. De er væk. Og de kommer aldrig tilbage. Måske er vi ikke så forskellige endda. Jeg går videre. Det vare ikke længe før, jeg ser de første træer fra bakken, der nærmer sig, og det store mørke, der snart dukker op. Pludselig kigger jeg væk, kan ikke se på skoven uden at tænke på ... Eria. Jeg husker den første gang jeg mødte hende. Og det værste er, at jeg er ved at nærme mig stedet hvor det skete. For være fodtrin jeg nærmer mig, kommer Eria pludselig til syne i mit sind. Det lange lyse hår, dansende omkring sig, de kønne brune øjne, der skreg af kreativitet. Og de tanker hun havde om verdenen. Tåre triller ned af mig, for hver tanke af hende og mest af alt har jeg lyst til at vende mig om, og gå tilbage. Lindre den smerte jeg har. Men uanset hvad, kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare ignorere de ting omkring mig, der er der er sket. Så derfor vælger jeg at tage derhen igen. Møde fortiden. Jeg forlader fortovet, og går direkte mod den stig, der føre op til skoven.

 

Før.

Vi ligger stille på græsset, mens vi kigger på de stjerner der er kommet i løbet af natten. Det eneste lys her er, er det bål, vi fik tændt, inden vi kom. Stjernerne skinner som diamanter, selvom jeg aldrig rigtigt har set en. Kun Eria selvfølgelig. Hun smiler til mig, mens hun tager en bid af det grønne æble hun har om hænderne. "Sikke en smuk aften," siger hun og smider æblet hen mod busken. Hun har en smuk gul sommerkjole på, selv om vi snart nærmer os vinter. Vi ligger tæt mod hinanden, benene viklet om hinanden, og jeg smiler til hende. "Ja. Men det er ikke det eneste smukke, her i aften." Hun bliver rød i kinderne, og vi ser hinanden intenst i øjnene. Hendes øjne, har som hypnotiseret mig, og mit hjerte banker, hurtigere end nogensinde før. Jeg tager hånden om hende, og vi kysser hinanden. Jeg har aldrig følt mig mere levende. Da vi stopper, ser hun igen på den stjernebesatte himmel. "Se hvor smukt der er, deroppe." Jeg knuger hendes hånd til min, og hun taler videre. Hendes ord er smukke. "Will. Må jeg spørger dig om noget?" Hendes ansigtsudtryk ændrer sig hurtigt fra glad til trist. Jeg nikker. "Tror du på, at når vi dør, at vores sjæle bliver til stjerner. At blive hængende deroppe, og glo på dem vi holder af, hernede? Hvad synes du?" Hun ser stadig på himlen. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller holde kæft. Jeg ved at når Eria fortæller om sådan noget der, så ved jeg, at hun tager det seriøst. Det er bare det, at når hun spørger mig, at jeg ikke ved hvad jeg skal svare. "Ja ... Det lyder ret realistisk, men jeg tror bare, at en stjerne er noget glødende kugle plasma, der holdes i balance af tyndekraften. Der er sikkert ikke noget særligt specielt, ved det." Hun er pludselig helt stille og ser mod en stjerne nu. Hun kunne vist ikke lide mit svar. Til sidst vender hun sig igen mod mig, og vi ser hinanden i øjnene. Hendes smukke øjne skinner mod ilden. "Ja. Det er sikkert bare det." Hendes smil vender tilbage, og med det samme læner hun sig, for at kysse mig. Jeg gengælder hendes kys. "Will. Jeg elsker dig." Hun smiler endnu mere nu, og jeg holder hende om mig, som hvis hun var af guld. "Jeg elsker dig meget højere, Eria. Love is forever. Husk det."

 

Nu.

Jeg standser brat op, og kan ikke føle noget som helst. Jeg kan allerede mærke gråden i mig. Og jeg slipper den løs. Lader den overvælde mig, presse mig så hårdt, at jeg ikke kan få vejret. Det eneste jeg kan, er at tænke på hende. Eria. Jeg kan ikke gå længere, for hvis jeg gør, falder jeg bare. Jeg sætter mig på en sten, og lader mig vente, indtil sorgen vil tage en pause. Men som jeg sidder her, tættere på skoven, kan jeg mærke, at sorgen aldrig vil forsvinde. Den vil være der. For altid. Nogle sorg heler hurtigere, men ikke denne. Sorgen har efterladt en krig i mig. Sorgen vil gerne erobre min krop, men resten overgiver sig ikke. Krigen vil vare resten af mit liv. Og jeg kan ikke gøre noget, for at lade den gå. Men sådan er det, at være menneske: Vi har alle sorg. Og uanset hvor stærk sorgen er, må vi blive ved med at kæmpe. Det var sådan, min mor plejede at sige, de første dage efter alt skete. De ord, er de eneste, der kan holde krigen på pause. Men det er desværre ikke altid det hjælper. Såsom nu. Jeg husker tydeligt Eria, hvordan hun altid så så glad ud, når hun var udenfor sit hjem. Hvordan vi morede os. Mødtes om aftenen, om vores første kys. Og om vores liv sammen. Jeg rejser mig stille op, og begynder at gå mod den stig, der føre til skoven. Jeg prøver igen at trøste mig med ordene, mens husene forsvinder. Og det eneste der er nu, er træerne, og den mørke himmel bag. Jeg bliver ved, med at sige mine mors ord i mit hoved. "Sorg er noget, alle har, Will. Det vil forsvinde med tiden. Alle har det, min kære. Og med tiden, vil det forsvinde fra dig. Det lover jeg at det vil." Jeg går langsomt videre. Kulden begynder at overtage mig og det vare ikke så længe, før jeg holder om mig selv. Støvlerne er allerede mudret til. træernes grene danser nærmest i mørket, på grund af vinden. det var noget Eria engang sagde for 2 år siden, inde i skoven: "Se. Træerne danser på en fredag aften. De er vist ikke så kedelige som de alligevel ser ud som." Jeg går videre, og prøver at holde tårerne tilbage. Men desværre undslipper nogle. Hele tiden tænker jeg på hende. Eria. Skoven er mørk, og det eneste lys, her er, er månelyset som skinner på træets blade. Eria ville elske dette syn. Hun havde altid elsket månen, og drømt om at blive astronaut, når hun blev ældre. Se rummet tættere end nogensinde før. Tårer triller ned af mig igen. Men det lykkedes mig at tørre dem af, med min læderjakke, og gå videre. Jorden er fugtig under mig, som mudder, og et svagt minde dukker pludseligt op. Mig og Eria - der skubber hinanden ned mod mudderet, og kysser hinanden bagefter. Jeg standser brat op. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Det var her. Søen, som jeg nu befinder mig i, har slet ikke forandret sig spor. Alt ligner hinanden. Vandet. træerne. brisen. Det er næsten skræmmende. Jeg kigger hen mod søen, der nu er forurenet, og næsten ikke til at bade i. Eria. Hvorfor forlod du mig? Jeg falder på knæ, og alt sorg kommer ud. Udtrykker den igen. Mig og Eria plejede at bade her. Det var her, vi mødte hinanden. Jeg prøver på at holde tårerne tilbage. Men det kan jeg ikke.

 

Før.                           

Jeg går langsomt på stien under mig. Skoven i dag, er fuldt oplyst, og ikke en eneste lyd, at hører. Dyrene har sikkert taget en pause i dag, fra deres dagligheds rutiner, og slapper af. Gid voksne kunne gøre sådan. Men det kan de ikke. Mennesket kan ikke leve en eneste dag, uden at slappe af. Der skal altid ske noget. Voksne arbejder hele tiden. Har aldrig tid til andet. Ferie eksisterer ikke for voksne. Det er ligeså realistisk, som hvis man kunne flyve. Uanset hvad, så findes ferie bare ikke. Og det samme for mine forældre. De arbejder hver evig eneste dag. Præcis som i dag. Og nu er jeg så alene som sædvanelig, ude i skoven. Jeg går videre. Stien er en lang gruset stig, der bare føre rundt omkring skoven. I dag, skulle sommeren endelig begynde, men eftersom mine forældre skulle arbejde, har de ikke tid, til at være sammen med mig. Jeg er vant til det. Men nogle gange kan jeg simpelthen ikke klare det. Selv da jeg havde fødselsdag for uger siden og fyldte fjorten, havde de knap tid til at sige tillykke, inden de gik. Ferie findes ikke for voksne. Jeg burde vel nyde at være ung, så længe det vare. Og leve livet indtil videre. Længere fremme er der en stor sø, og eftersom jeg ikke har så meget at lave i dag, og ikke så mange venner, at hænge ud med, så kan jeg lige så godt se, om der er fisk. Solen skinner over mig, da jeg endelig ser lysningen mod søen. Jeg er ikke den eneste. Jeg ser en pige. Pludselig bliver jeg lammet af en sær følelse i hjertet. Hvad kaldes det?

Hun har sine smukke hænder, begravet om sit ansigt, og sidder lænet mod søens kant. Hvem er hun? Hun ligner ikke en pige jeg har mødt før. Men jeg ved heller ikke så mange piger alligevel. Jeg gemmer mig, ved de små grene på træerne, og ser mod lysningen. I et øjeblik slipper hun hænderne, og hendes ansigt er helt rødt. Hun græder. Hun tørrer næsen med sin arm, og lader hænderne begrave om sit ansigt igen. Jeg havde med det samme lyst til at gå hen til hende. Præsenterer mig som Will Flicks - mit navn - og håbe på, at hun også svare. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. For selvom jeg godt ville, kunne jeg se på hende, at hun ikke ligefrem havde lyst til venskaber. Hendes lyse lokker falder om hendes ansigt, som solen, og det er først nu, jeg lægger mærke til, hvor smuk hun er. Hun har en grå nederdel, der når ned til knæene, og hendes blå gule bluse, der matcher hendes smukke lange hår. Men hun vil sikkert hellere være alene lige nu, uden nogen andre. Jeg vender mig om, og løfter mine fødder væk fra søens område. Jeg sveder kraftigt, og må flere gange, glide mit sorte hår, op mod panden. Det giver en frisk kuldegysning. Pludselig træder jeg i en kvist, og jeg mærker straks, hvordan pigen vender hovedet mod træerne. "Hallo? Hvem er det?!" råber hendes stemme. Skal jeg svare? løbe? Jeg hører allerede hvordan hun rejser sig. Jeg begiver mig efter hende. "Øh," - siger jeg. "jeg ville bare ..." Hun stirrer på mig, som om jeg var selveste Djævlen, på tur til Miami. Hun er helt udtryksløs. "HVEM FANDEN ER DU!? STALKER DU MIG!" Hun træder et skridt frem, og hendes ansigt viser vrede. Jeg er bange. "Øh ... undskyld," siger jeg. "SKRID!" svare hun tilbage, og peger på skoven bag mig. Jeg tøver ikke et sekund, at træffe det valg, og sætter benene væk fra søen. Jeg løber alt, hvad mine fødder kan, væk fra søen, og hjem igen. Men da jeg i det samme, jeg er ude af hendes synsfelt, nogle minutter efter, hører jeg igen hendes smukke stemme. "Vent ..."  Jeg ser hende løbe mod mig, som en grædende engel. Hun har stadig tårer i øjnene, men i det mindste er hun ikke vred længere. Det kan jeg se. Vi stirre på hinanden, i nogle sekunder, og med det samme, ved jeg, at jeg skal tage det første ord. "Det ... det var ikke med vilje, at jeg ..." Pludselig går det op for mig, at jeg overhovedet ikke skal sige undskyld. Jeg har jo ikke gjort noget. Det var da hende der var vred. Det er hende der skal sige undskyld. "Undskyld, jeg behandlede dig sådan der," siger hun, og snøfter sin næse. "Det var ikke med vilje. Jeg har bare lige ligt problemer. Kan du tilgive mig?" Hendes øjne er brune, og hendes bukser og trøje, er helt beskidte af mudder. Det tager mig ikke et sekund at overveje den beslutning. "Selvfølgelig, da." Hun smiler ligt til mig, men jeg kan alligevel se, hun er trist. Det siger øjnene. Jeg sender hende det sidste smil, inden jeg skal videre ind i skoven, og denne gang gengælder hun det. Jeg går videre.

 

Nu.

Jeg sætter mig på en bænk, og prøver på at samle tankerne. Jeg mødte hende igen, en uge efter i præcis samme sted, dengang (da mine forældre var på arbejde) og så begyndte vi at snakke. Det var starten på vores forhold. Jeg husker tydeligt hvordan jeg så medfølende, og, venskabelig ud, mens hun fortalte mig, hvorfor hun var så aggressiv første gang; Det var noget om, at hun havde problemer derhjemme, og bare havde lyst til at være alene i et stykke tid. Da hun råbte ad mig, fik hun dårlig samvittighed bagefter, og løb tilbage, for at finde mig. En sky af vrede og sorg breder sig pludselig inde i mig. Det var deres skyld. Det var deres skyld alle sammen. Jeg rejser mig op, og sparker stenen, ved siden af mig. Jeg er ligeglad med smerten. Mit had, mod den familie, er stærkere and alt andet. Jeg tager hævn en dag. Til ære for hende. Jeg sætter mig roligt ned igen, og slapper af i hele min krop. "Rolig Will. Bare tag det roligt." Fra den dag, snakkede Eria og jeg hver evig eneste dag. Vi kørte hinanden i skole, spiste på caféer, og om weekender, tog til den nærmeste by, Charlotte. Men det var kun nogle gange. Men nu er der ikke noget tilbage. Alt med Eria er slut. Alt på grund af dem. Jeg husker, hvordan hendes familie var, da jeg selv mødte dem, dengang: Forfærdelige. Hendes mor var alkoholiker, og var totalt ligeglad med Eria. Og hendes far, var intet andet end en narkoman. Fra den dag, forstod jeg med det samme, hvorfor hun nogle gange, var så trist. Dårlig mor - skæv far. Det er trist. Jeg hadede dem dengang, og gør det stadig. De mest forfærdelige mennesker i verden. Jeg ser op fra himlen, og smukke stjerner stråler op, som nytårsaften. Skoven er meget stille, og den eneste lyd, jeg kan hører, er dyr, der går rundt. Jeg er endelig holdt op med at græde, og ser omgivelserne omkring mig. Eria ville have elsket dette. Det var i sådanne nætter, at hun allermest følte sig i live. Det kunne jeg mærke. Som om hun kunne hvad som helst. Det var også en af de grunde at jeg overhovedet forelskede, mig i hende: Fordi hun var speciel. Jeg rejser mig op, og ser igen oppe mod himlen. Er hun deroppe? Kan hun se mig? Gid hun kunne.

 

 Før.

"Nå men ... hvad har du så planlagt, Will? Er det langt væk herfra?" Spørger hun. Vi går i hånd, hen mod stien mens gruset knaser under os. Eria har i dag taget en hvid kjole på, og lavet en hestehale, om sit hår. Derimod jeg, har bare taget en hvid T-shirt, med læderjakke. Mit hjerte banker hurtigt, som det plejer, hver gang vi er sammen. Det er nu to år vi har været kærester, og i dag er det vores 2. års jubilæum. Det bliver uforglemmeligt. "Ja, ja. Vi er der lige om ligt. Husk at lukke øjnene, skatter." Eria standser brat op i mørket, og lukker sine smukke øjne. "Men hvis vi er der snart, så burde jeg altså lukke øjnene nu!" siger hun. "Okay, hvis du gerne vil," svare jeg, og går om bag hende. Jeg spærre hendes syn, med mine hænder, og siger at vi skal videre. Hun er helt spændt. "Pas på den gren, søde," siger jeg, mens vi går videre gennem den mørke skov. Indtil videre har vi vandret i ti minutter, og for hver minut bliver Eria mere spændt. Mine øjne er næsten blevet svedige af, at holde Eria for øjnene. Jeg håber ikke hun bemærker det. Det vare ikke så længe, før jeg begynder at se lyset. Vi er her. I løbet af måneden har jeg planlagt en helt stor picnic, med kage, bål, og en guitar, jeg har lånt af min ven, Fred. Og nu står vi så her. Jeg fjerner mine hænder, fra hendes øjne. "Nå ... kan du lide det?" Hun spærre øjnene op, og lægger mærke til, hvad jeg har lavet. Jeg kan med det samme mærke, glæden der vokser i hende, idet, hun vender sig om, og kysser mig. Jeg kysser tilbage, og sådan står vi længe. I hinandens arme. "Tak. Det er det bedste, nogen, nogensinde har gjort for mig!" Hun får tårer i øjnene, og jeg tørre dem væk, med min arm. "Kom, og sid ned. Der er kage!" siger jeg. Vi sætter os stille hen ved siden af bålet, hvor kurven ligger. Jeg tager lagkagen ud, og stiller den på jorden. "Det er med chokolade. Du elsker jo chokolade, gør du ikke?" Hun nikker, mens jeg fisker efter tallerkener. I aften er der fuldmåne, så det er da perfekt til vores 2. års dag. Især fordi jeg har prøvet at gøre den meget bedre end de andre gange vi har været her. Jeg har både kage og guitar med. Min mission er endelig lykkedes. Når hun er glad, er jeg glad. Især fordi det er en kæmpe bonus med fuldmånen. Da jeg har fået fat på dem, lægger jeg mærke til, at hun ser oppe mod stjernerne. Hun peger hen mod en af dem. "Kan du se den der stjerne der? Det er min morfar, der er deroppe. Inden vi tog af sted, ønskede jeg, at jeg ville få en kæmpe overraskelse. Og det fik jeg. Tak Will. Og tak morfar." Hun læner hovedet mod min skulder, mens tårer triller ned af hende. "Tak Will. Tusind tak. Det er der seriøst ingen, der har gjort for mig." Pludselig hulker hun, og med det samme, bliver jeg selv ked af det. Hun skal ikke græde. Det skal hun ikke gøre på vores 2. års dag. Det er hun for speciel til. "Så Så," trøster jeg, og lægger mine arme omkring hende. Jeg ved udmærket godt, hvorfor hun græder. Det er der kun en ting, der kan få Eria til: hendes familie. Jeg ved, at lige siden Eria blev født, har hendes familie aldrig hold nogen fødselsdag for hende, eller noget. De huskede det knap nok. Hun måtte altid købe en lille kage, til sig selv, i bageren, og synge 'i dag, er det min fødselsdag. Hurra, hurra, hurra. I dag skal jeg så tænke på familier, der køber gaver til deres børn, med fester og kage, med dejlig chokolade. Og kager til'.  Lige siden, hun var lille, havde hun altid drømt, om en begivenhed, fejret af hende. Og det er så det jeg har givet hende, i aften: En begivenhed. Vi sidder stadig stille, mens vi hører skovens lyde. Jeg ser hende i øjnene, og jeg kan virkelig føle, den glæde, og sorg, hun samtidig har. Det er svært at forstå, hvordan denne pige, aldrig blev fejret. Hun blev født i en forkert familie, og det har jeg det, virkelig dårligt med. Hun fortjener det bedste man kan få i planeten. Og jeg lover, at jeg vil give hende alt. Jeg læner mig mod hende, og vi kysser, som vi aldrig har gjort før. Måneskinnet lyser på os, og det gør dette øjeblik mere smukt. Nu ved jeg, at uanset hvad, vil jeg aldrig glemme dette øjeblik. Det er simpelthen for smukt. "Det var så lidt Eria. Husk at jeg altid vil være her for dig. Det vil altid være dig og mig. Husk det. jeg elsker dig"

 

Nu.

Jeg standser brat op midt i stien, og alt i mig bryder ud. Jeg græder. Følelserne æder mig op. Jeg savner hende mere end nogensinde nu. Inden jeg når at tænke mig om, løber jeg. Jeg ved ikke hvor, jeg skal bare væk! Jeg mærker jorden under mig, da jeg forlader stien, og direkte hen mod træerne.  Jeg skal væk fra minderne. Væk fra den, der forlod mig! Væk fra alt! jeg løber, som hvis jeg blev jagtet af en ulv. For hver skridt, står et træ i vejen, og jeg må både, hoppe, springe, og undvige, for at løbe forbi. Væk. Jeg vil bare væk, herfra. Jeg nærmer mig en bakke, idet, jeg mærker vabler på fødderne. Jeg tager nogle hurtige vejrtrækninger, og skynder mig op af bakken. Jeg kan ikke klare minderne mere. De er blevet for stærke. Alt det, jeg har prøvet at glemme, af det værste, dukker op i mit hoved. Det skal væk. Jeg skal du af denne skov. Nu!

 

Før.

"Hvorfor er du så trist." Eria ligger foran mig på græsset, mens solen rammer hendes smukke hud. Hendes ansigt er rødt, som om hun har grædt, og hendes øjne er deprimerende. Man kan nærmest føle et eller andet skjold, som om hun prøver at holde sig fra andre. Spørgsmålet er bare hvorfor. "Will, for sidste gang altså! Jeg er ikke trist! Jeg er bare træt!" Hun rejser sig op, og samler sin læderjakke. Hun har sin sædvanelige gule kjole på, og hendes hår, faldende omkring sig. Det er bare hendes øjne der virker anderledes. Men jeg ved bare ikke hvad. "Jeg er altså nød til at gå, hvis du altså skal være sådan!" Hun tager jakken på, og går. Lige siden ferien sluttede, og jeg kom tilbage fra Chicago, efter at have besøgt min tante, havde Eria forandret sig meget. For hver dag der gik, var det som om skjoldet blev stærkere. Hun begyndte pludselig at græde, helt uden grund, og blev småsur bagefter. Hvad går der af hende? "Eria vent." siger jeg, men hun kan åbenbart ikke hører mig. Hun er væk. Jeg tager min egen jakke på, og rejser mig. Jeg skal finde hende.

Det var vores første skænderi. Mit næst værste øjeblik i mit liv. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde ledt efter hende rundt i den fugtige skov, mens jeg mærkede fugt under mine sko. Jeg fandt hende i skoven, tyve minutter efter. Hun sad på med ryggen mod et træ, men hun så anderledes ud. Hun var nærmest bleg, og havde rynker i ansigtet. Hun fiskede efter en pille, bag sin taske. Jeg kunne lige skimte det orange pilleglas, og jeg var ikke en sekund i tvivl, om hvad det var. Stoffer. Den næst værste dag i mit liv. Fra det tidspunkt forandrede alt sig.

"Hvad fanden!" råber jeg, da hun sluger pillen, uden vand eller noget. Hun stirrer bare ondt på mig, som om jeg var en sort kat. Er hun blevet gal. "Var det stoffer, du lige probede i munden, Eria? Eller var det bare en noget slik, og håber for din skyld, at det var det." Hun rejser sig klumpet op, og går direkte mod mig. Hun er blevet gal. "Hvad fanden rager det dig, Will. Måske er det bare bedst, at vi slår op. Jeg har ikke brug for en, som dig, til at bestemme over mit liv. Det gør jeg selv, og jeg bestemmer selv, hvilken retning jeg følger. Ja, det var stoffer, og hvad vil du så gøre ved det? Var?" Hun tager pilleglasset, ind i håndtasken, og skubber mig til side, så hun kan gå forbi. Et øjeblik er jeg lammet af både forbløffelse, og vrede. Har hun ... slået op med mig? Bare fordi, hun troede, jeg bestemte over hendes liv? De piller har gjort hende gal. Jeg må stoppe hende. Jeg løber hen til hendes retning, hun er gået i, og kan allerede se hendes ryg. "Stop Eria!" Men i stedet for at stoppe, løber hun bare. Det skal hun ikke slippes af sted med. Jeg løber efter hende, så hurtigt jeg kan. Hendes bukser, gør det nemt for hende, at slippe af sted, men jeg er til gengæld hurtigere. Det var jo trods alt mig, der vandt i atletik, da skolen afholdt en konkurrence. Og jeg er blevet hurtigere, igennem de tre år. "Eria, vent! Du er ikke dig selv," siger jeg, og beder hende om at standse. Men hun løber bare videre. Hun forsvinder igennem træerne, og pludselig kan jeg ikke se hende mere. Jeg standser, og i stedet for at være vred, som alle andre burde være, begynder jeg bare at græde. Jeg kan overhovedet ikke genkende hende mere. Det er som om, den engel-Eria, jeg kender, fløj væk. Og hun vil aldrig vende tilbage igen. Jeg rejser mig langsomt op, og løfter med tunge skridt, mine ben, hen tilbage til byen.

 

Nu.

Mit hjerte er knust. Broken up. Jeg rejser mig forsigtigt op fra jorden, jeg faldt i, og begynder at gå ned af bakken. Det var sidste gang vi sås. Eria var altid den person i mit liv, der gjorde mit eget fuldendt. Nu, hvor hun ikke er her længere, er jeg alene. Og det værste af alt, prøver jeg at benægte det. Men ikke mere. Jeg kan tydeligt høre hendes sidste ord, i mine øre.  Jeg falder om på jorden, og lader alt løbe ud. Krigen skal afsluttes.

 

Før.

Det var over alt i nyhederne. Jeg fik det først hørt, en morgen da jeg vågnede op, dagen efter vi slog op. Jeg undrede mig over hvorfor hun stadig ikke var kommet hjem, dagen efter, indtil jeg tændt radioen, og jeg sank bogstavelig talt på køkkengulvet. Det er nu 2 dage siden det skete, men jeg kan ikke glemme det. Glemme hende. Jeg ser på de billeder af mig og hende i dagligstuen, mens hun smiler. Tåre presses ud af mig, mens jeg prøver at holde fokus på billederne. Men det er svært, da jeg både græder og ryster samtidig. Hver gang jeg prøver at tænde radioen, kommer jeg med det samme i tanker om i forgårs. Før alt døde i mig. "Godaften kære lyttere. Velkommen til nyhederne. I aften vil vi informere her, om en drukneulykke ved Greenville Forrest. En 16 årig pige, ved navn Eria Leamory, blev i går fundet i Greenville sø, hvor hun lå og flød. Ifølge retsmedicineren, var pigen på stoffer, og hun flød rundt på floden. Åbenbart flød hun for langt, og hun sank i en hvirvelstrøm.  Familien er i afsindig stor sorg, på grund af ulykken, og familien udtaler sig følgende: 'Åh min datter. Min elskede datter. Nej, nej, jeg kan simpelthen ikke tro det. Hvorfor forlod du os min kære. Vi elskede dig så højt. Åh, jeg vil aldrig tilgive mig selv for det der. Jeg kunne have været ved din side, og du kunne have snakket om dine problemer. Åh Eria, hvor jeg savner dig. Uanset hvilke problemer du havde, så vil du altid være i vores hjerte. Jeg elsker dig. Farvel min elskede'. ja, det er et tragisk fald, der har ramt os alle, og Eria vil altid være i vores hjerter. Især ved dem, hun holdt mest af. Hvil i fred Eria Leamory.” Jeg slukker radioen.

 

Slut.

Da jeg nærmer mig i udkanten af skoven, der hvor vi holdt vores 2. års dag, ser jeg igen på omgivelserne. Alt er hen i mørke. Stjernerne skinner højt op over himlen, og en tåre triller ned af min kind. Hvordan kunne Eria have snakket om sine problemer, da problemet præcis var dem? Jeg ved ikke hvordan de fik knækket hende, men det var sikkert det mest rædselsfulde, der var sket i hendes liv. Noget jeg ikke kunne hjælpe hende med. Jeg ser op i mørket over mig, og stjernerne funkler. Kan hun se mig, deroppe? Kan hun? Inden jeg vender mig om, passere et stjerneskud mig. Jeg når kun et sekund at se det, inden det forsvinder et sted. Og aldrig vender tilbage. Var det ... hende. Var stjerneskuddet Eria selv, der svævede rundt, og sagde farvel til mig. Inden hun selv tog videre. Hvis jeg kender Eria ret, så var det sådan hun var. Hun kom videre. Måske er det noget jeg selv burde gøre. Sige farvel. Jeg ser op mod himlen, mens de sidste tårer er ved at forlade mig. "Farvel Eria. Jeg elsker dig, husk det. Uanset hvor jeg er, eller ender, så vil jeg altid huske dig. Du vil altid være i mit hjerte. Og du vil aldrig forsvinde. Jeg elsker dig." Hende og jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...