Livet er et liv på trods

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2014
  • Opdateret: 24 okt. 2014
  • Status: Igang
Bag det stille ydre, ligger nattens dæmoner, som venter på på de blå blink. En fortælling om endnu et liv, et som du måske kan sammenlignes med, et måske, hvor du lærer dig selv at kende. Jeg udfordre til at skrive om dit liv. Her kan du skjule din sande identitet, men dog åbne den, som den bog den er.

1Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

1. Barndommens gade

Jeg blev født, på samme måde, som de fleste andre.
På et hospital en lørdag morgen, blev jeg bragt hjem, til vold og skænderier.
Min mor slog mine søskende dagligt og lod dem have ansvaret for mig. Alting syntes dog at være normalt for mig.
Det meste af tiden brugte jeg på at lave narrestreger med min storebror (helst mod vores søster) og ellers hyggede vi os med en god film.
Man kunne dog konstant høre min far og mor skændes, over alt mellem himmel og jord.
En af de ting, at jeg husker bedst ved min mor er, at hun troede på engler, men ikke gud. Nogle gange mente hun, at hun så en for enden af hendes seng, jeg husker klart det billede jeg tegnede i hovedet af det.
Jeg ville altid være sammen med mine forældre, så til sidst rykkede de min seng ind på deres værelse og satte noget stof op, så de kunne have lidt privatliv (jeg skulle nok ikke kunne se når de... Du ved hvad jeg mener.)
De endte selvfølgelig med at gå fra hinanden, som min far også havde gjort med hans tidligere partner, hun var moderen til mine ældre søskende.
Min far gik direkte fra det forhold og ind i et nyt. Han havde nemlig fået en 16 år yngre 'pige' og gik straks i gang med at bedække hende.
Hun var 17, da hun fik deres første barn og 19, ved deres andet. Hvilken betyder, at min far var de hengivne 33 og 35, ad siger jeg bare.
Altså, jeg fik da alligevel to pragtfulde søskende, som jeg godt nok ikke ser noget til nu, men de er dejlige alligevel.
Min far har altid været gammeldags, mens min mor var stangstiv hver dag hvilket menes at have ført hende i døden.
Jeg var otte, hun døde den 06.06 - 06, rimelig pudsig ikke? 666
Nå, men jeg græd kun 60 nætter i streg og besluttede mig for, at det (hun) ikke var det værd. Jeg havde ikke engang set hendes grav endnu, vi var slet ikke inviteret til begravelsen, vi fik først information om det efter det var gjort.
Udover det, druknede min faster i hendes badekar to år tidlige og min bedstefar to år senere, så vænner man sig ligesom til døden ikke?
Alt andet har været har været det typiske teenage liv, blev mobbet fordi jeg så anderledes ud (jeg er halv grønlænder), blev mobbet fordi jeg blev tyk (fik depression-begyndte at trøstespise.)
Brækkede et ben (ankel), da jeg blev skubbet ud foran en bus. Jeg var heldig, at det kun var foden, som led en grum skæbne da. Bussen var godt nok tæt på mit ansigt :O
Tror da også jeg fik brækket min anden ankel, da jeg faldt (hoppede faktisk), ned fra et tag. Der var absolut ingen grund til, at jeg gjorde det, havde bare lyst til at prøve ikke.
Har også ryg- og knæskader. Rygskaden kom af, at jeg altid har skulle arbejde, ifølge min far.
Lad os bare sige, at ikke alle job var gavmilde imod ryggen, og ingen skænkede mig en tanke. Så jeg kunne bare gå rundt med smerten, sådan noget skal jo arbejdes væk. 
Så bla bla, jobs og knap så gode familieforhold.
Min fars yngre kæreste kunne ikke fordrage mig, det sagde hun til mig, hvorefter hun kaldte mig en masse upassende ting. Den største grund til, at hun ikke kunne lide mig, var at hun ikke kunne lide min mor.
En gang sad vi i bilen og kiggede ud på min mor, da hun sagde at hun bare er så klam. Kæresten, som endte med at blive min fars kone, var jo også kun en teenager. Man skal ikke forvente det store så.
Der var faktisk kun 2-3 år imellem min søster og konen. Igen, ad.
Som du måske kan regne ud, holdt det forhold heller ikke, han gik igen direkte ind i et nyt forhold.
Ham og den nye kæreste, var dog mere jævnalderene. Jeg husker tydeligt, hvor genert hun var, men også, hvor imødekommende jeg var.
Status opdatering: De er stadig i et forhold.
Mit forhold til hende begyndte dog at smuldre, da hun mente, at jeg havde sagt noget (hvilket jeg ikke havde). Hun havde bare ikke hørt ordentligt efter.
Så kom der selvfølgelig et skænderi, hvor hun kaldte mig løgner og sagde at hun var den eneste, som kunne se det.
Lidt senere da min far og jeg, prøvede at snakke om episoden, stod hun og lyttede under trappen. Hun holdt fast i sin mening om, hvor klam en lille løgnhals jeg var, jeg havde prøvet at snakke med hende - som de civiliserede mennesker vi jo var. Intet hjalp.
Min far endte med at bede hende om at gå, så hun råbte hysterisk til min far, at hans datter havde ødelagt endnu et forhold. Hvad hun mente med det, har hun aldrig villet fortælle mig, hun siger det er ligemeget. Som om man.
For at smide mere i rygsækken, som mine lærer siger, kan jeg fortælle om min søster.
Vi har aldrig set hinanden så meget, fordi hun har været på opholdssted og boet for sig selv, selvfølgelig også fordi hun ikke var så glad for vores far.
Jeg husker tydeligt, da hun begyndte at få 'rigtige' forhold, de endte alle galt.
Hver og en af dem har endda været efter, behandlet mig bedre end hende, men det vildeste var dog Søren.
Han sagde til mig, foran min søster, at hvis jeg havde været ældre, ville han havde smidt min søster væk for mig. For kæft, hvor var jeg en dejlig tøs.
Af ren refleks kiggede jeg hen på min søster, som så både bedrøvet, men også vred ud. Hun kommentere det dog aldrig og tog ham blot med hjem fra skydebanen.
Utroligt at det skulle ende med, at min søster ikke ville involvere mig i hendes forhold, for jeg husker tydeligt den nervøse unge dame, som hun var.
Hun datede engang min sensei i karate, hvorefter hun skulle hjem og sove ved ham, men hun bad mig om at tage med. Også forklarede, at hun var bange for, at han prøvede på noget. Selv dengang i en ung alder, vidste jeg hvad det betød, jeg lægger ikke skjul på at jeg selv var tidligt ude. Fem år tidligere ude end min storsøster faktisk, men dog tre år efter hendes første gang.
Selvom hendes første gang - ligesom de fleste andres - ikke er til at prale af, er det som jeg vil fortælle nu.
Hun har fået en dejlig dreng, som fyldte to i år og venter oven i købet igen en lille ny, hvor spændende ikke?
Er ved at gå død efter al denne skrivning, så jeg vil slutte af med at fortælle lidt om, hvordan det går i nutiden.
Jeg går på en fantastisk skole, men kan storset ikke magte det, dagen er lang når man har masser af sygdomme og skader.
Depression, stress, OCD, kan for eks. skrives på min psykiske sygdommes liste.
Muligvis lidt kræft kan skrives på den fysiske og så selvfølgelig ar på krop og sjæl.
Jeg har ar på krop, da jeg har været 'cuter' (skåret i mig selv,) i en del tid. Mest på grund af dårlig selvværd, sagde psykologen hvert fald.
Ulykkelig kærlig. Fik faktisk følelser for en fyr og så stak han mig i hjertet (ment som billedigt sprog.)
Jeg går bare og venter på at dagen skal komme, hvor jeg ikke længere er i blandt jer, det er den koldblodige sandhed.
Jeg vil ligge mig til at sove, det plejer at hjælpe, ellers begynder jeg på mine gamle vaner.

Mange tak til dig, som har læst det hele, jeg ønsker dig al held og lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...