Den sorte hingst


3Likes
1Kommentarer
146Visninger
AA

1. sådan startede det

Jeg vågner ved lyden af hanen der galer i morgenen, jeg sætter mig op i min halm seng. Så hen til spejlet, jeg ser mit uldne hår og mit beskidte nattøj. Jeg tager et nyt sæt tøj frem og tager det på, jeg reder mit røde hår helt glat, og laver en fletning med et blåt silke bånd. Min mor sagde at den passer til mine øjne, hun gav mig også en smuk guld halskæde med et lille vedhæng. En fin lille guld dråbe, men det var alt sammen før krigen. Jeg får stadig mararidt om den dag, de kom. Det var en stille sommer dag, mor står i køkkenet og laver frokost, far leger med min lille bror Jonathan. Jeg ligger ned i det lysegrønne græs med lukkede øjne og slapper helt af, alt var perfekt. Men så hørte jeg et skrig, et skrig fra en lille dreng. Jeg åbnede øjne og så lille Jonathan falde om i græsset med en økse i brystet. Der var kommet tre dværge ind i haven, den der havde dræbt Jonathan sloges nu med min far. Så kunne jeg lugte røg, den anden dværg havde sat ild i køkkenet, min mor kom løbende ud til mig. Hendes hænder var sorte af asken, men i dem holdt hun noget. En guldhalskæde med en lille guld dråbe som vedhæng, hun tog den på mig og sagde "aldrig mist troen på håbet, den ville komme til dig hvis du venter". Hun kyssede mig blidt på panden "løb så mens du stadig kan" sagde hun, "løb, LØB!" Så kom den tredie dværg løbende mod os med højt hævet økse, min mor løb ham i møde for at sinke ham. Jeg var helt lammet da jeg så hende slås med dværgen, så skete det. Han hævede sin økse og slog den ned i min mor, hun faldt stille om på græsset og blev liggende. Min far lå også død på græsset, mens huset brændte ned til grunde. De tre dværge kiggede så hen på mig med deres røde øjne, "der er hun, efter hende!" Sagde den ene, og så løb de efter mig. Jeg var stadig lammet af skræk efter at se min familie dø, at jeg slet ikke kunne løbe. Men da de var 2 meter fra mig spurtede jeg ind i skoven så hurtigt jeg kunne, da jeg havde løbet i 30 min var jeg endelig sluppet af med dem. Men hvad skulle jeg gøre nu, jeg havde set min familie dø, det gik først op for mig nu at jeg aldrig ville se dem igen og hvor meget jeg ville savne dem. Lige med et satte jeg mig ned med armene over hovedet og græd, det var ved at blive mørkt så jeg måtte finde et sted at sove. Så jeg rejste mig op og begyndte at gå længer ind i skoven, jeg havde måske gået i flere timer da jeg endelig kom til et vandfald. Det var nok fem meter højt, jeg kravlede under vandet og ind i en lille stentunnel. Det blev mørker og mørker jo længer jeg kom ind, så blev det pludselig lysere og så stoppede tunnelen. Jeg var havnet i en skov men denne skov var anderledes, jeg kan ikke lige sige hvad det er men den er bare anderledes. Jeg gik lidt længer ind og så en lille landsby, jeg kunne måske komme i tjeneste hos en af dem hvis de ville have en lille pige som tjenestepige. Jeg gik hen til det første hus og bankede på, der var en dame med spidse ører der åbnede "hvad" sagde hun og kiggede på mig, jeg prøvede at fortælle hende at jeg var stum og havde brug for husly. Men hun sagde bare "hvis du er sådan en særling der ikke gider sige noget så gå hen til huset på bakken" og smækkene døren i hovedet på mig, så prøvede jeg at gå og til huset på bakken. Mens jeg gik igennem den lille landsby lagde jeg mærke til noget, alle folkene havde spidse ører. Ligesom historierne om elver som mor altid fortalte til mig, men kunne det virkelig bære elvere? Er jeg så i en elver verden? Og var vandfaldet en hemmelig portal? Jeg havde tusind spørgsmål i hovedet, men nu var jeg nået op på bakken til huset. Jeg bankede nervøst på, denne gang åbnede en mand med også spidse ører døren" ja hvad kan jeg hjælpe med?" Jeg kiggede nej i jorderen, og tænkte jeg ville ønske han kunne se jeg var stum. "Nuvel, jeg kan se du ikke er fra den her verden så kom inden for" sagde han og åbnede døren helt op. Jeg trådte indenfor i en stor stue der var fyldt med kort og bøger, "sæt dig her" sagde han. Jeg satte mig i en stol og han satte sig over for mig. "Nå hvad er dit navn ungmø?" Spurgte han mig blidt, jeg peget på min hals og tænkte jeg er stum. "Nuvel hvis du er stum så vil jeg tænke til dig nu, og så kan du tænke tilbage okay?" Jeg nikkede tilbage til han, "nuvel hvad hedder du" sagde han inde i mit hoved, "jeg er Mixa, og jeg er 5 år" tænkte jeg. "Nuvel er du en menneskedatter Mixa?" "Ja hvorfor?" Tænkte jeg, "hvordan er du kommet ind i elvernes verden?" "Gennem vandfaldet" "men Mixa, hvor er din familie?" Spurgte han, jeg kiggede ned i gulvet og kunne mærke en tåre trille ned ad min kind. "Jeg forstår, var det dværgene!" Jeg nikkede langsom " jeg har ikke noget hjem, hvad skal jeg gøre?" "Du kan blive min lærling og lære elvernes magiske kræfter, hvis du ville" jeg kiggede op og så elveren lige ind i øjnene," det ville jeg meget gerne" tænkte jeg, "nuvel lad os give hånd på det, så kan min tjenestepige lave et bad til dig" så rakte han hånden frem, og jeg tog den. Det var begyndelsen på et nyt liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...