Don't leave // Michael Clifford

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2014
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Aubreys elskede søster, Celeste, har fået kræft, og skraber virkelig bunden. Deres forældre mener, at Aubrey har fået en depression, og sat sit eget liv på pause, men hun gør alt, for at prøve at modbevise det. En dag på en gåtur rundt på hospitalet, møder hun, den også kræftramte Michael Clifford, som hun begynder at bruge meget tid med, men da søsteren begynder sin nye, og meget kraftigere kemobehandling, vender det op og ned på det hele.

5Likes
3Kommentarer
502Visninger
AA

6. Kapitel 4

  Jeg vågnede ved lyden af en telefon der ringede. Jeg kunne med det samme genkende min mors ringetone. Hun havde haft den samme siden jeg var helt lille. Stadig med lukkede øjne, lå jeg og forsøgte at høre hvad min mor sagde. Men efter lidt tid, gav jeg dog alligevel op. Det eneste jeg kunne høre var, at hun ikke talte dansk. Så eftersom min mor ikke var specielt god til sprog, regnede jeg med det var engelsk. Først da jeg hørte hende afslutte opkaldet, slog jeg øjnene op. Jeg blev mødt af solen, som skinnede ind af mit vindue og direkte ind i mine øjne. Jeg havde været så træt i går, at jeg ikke havde trukket mine gardiner ned. Jeg havde grint så meget med Michael at min mave var helt øm. Jeg rejste mig og stillede mig hen foran mit spejl. Det var lang tid siden jeg havde set mig selv smile, så da jeg så mit glade spejlbillede, blev jeg nærmest overrasket over hvad jeg så. 

  "Godmorgen min pige!" hviskede min mor da hun pludselig stod på mit værelse. Jeg drejede mit hovede mod hende og gengældte det smil hun sendte, "hvad tid tog Michael hjem i går? Det blev sent, gjorde det ikke?" Hun blinkede, mens jeg trak på skuldrene. Hun havde vidst ret i, at det var blevet lidt sent. 

 "Jeg ved det ærligtalt ikke," fniste jeg, "men vi havde det sjovt!" Jeg følte mig som et lille barn, da jeg sagde det. Måske skyldtes det, at sidst jeg havde talt om sådan noget med min mor, var jeg et barn. Ellers var jeg bare blevet glad i låget. 

  "Det var godt. Han er også en rigtig god fyr." Hun sendte mig et sidste smil, før hun drejede om og gik tilbage til køkkenet. Jeg gav mig selv et sidste smil, før jeg begyndte at tage noget tøj på. Jeg listede stille ud i køkkenet, hvor jeg mødte duften af mad. Jeg lukkede mine øjne og nød duften. 

  "Mm, her dufter dejligt," pointerede jeg. Min mor stod og kiggede ned en gryde, jeg ikke anede hvad var fyldt med. Hun vendte sig sørgmodigt om. Også mit smil falmede, da jeg så hendes vemodige ansigt. "Hvad er der?" spurgte jeg endeligt. 

  "Vi ville ikke sige det til dig i går, du så ud til at have det så sjovt med Michael så-" jeg afbrød hende, fordi hun altid prøvede at tale udenom tingene.

   "Fortalte hvad?" Hun kiggede ned i gulvet. 

   "Celeste - hun er så syg. Hun havde så meget vand i lungerne i går, lægerne troede det var forbi." Jeg fik en klump i halsen og mit syn begyndte at blive sløret. "De fik reddet hende, men hvis der sker noget igen mister vi hende." Det var ikke første gang min mor havde grædt i Celestes sygdomsforløb. Men det var første gang døden havde været en del af det. Jeg sank klumpen der stille var blevet større og større i min hals. 

  "Mor," var det eneste der kom ud af min mund, før jeg brød sammen. Jeg vidste det stod skidt til med hende - men ikke så skidt. Min mor trak mig ind i et kram. Sådan stod vi, indtil vi blev afbrudt af døren, der blev åbnet. Vi trak os hurtigt ud og kiggede derhen, hvor min far stod. Han smilede, men man skulle ikke kende ham specielt godt, for at se, at det var falskt. Det var efterhånden rutine, bare at klaske et falskt smil på læberne, som om alting var helt fantastisk. Jeg gjorde det kun for, at folk ikke skulle få ondt af mig. Jeg havde ikke lyst til at være den triste person, der aldrig smilede, selvom det var det jeg var.

  "Hun har det bedre," min far tog skubbede sine briller op på næsen. Jeg snøftede. "De fik styr på tingene igen, hun skal bare have ro."

+++

I det efterfølende uger, var jeg faldet tilbage i mit gamle spor. Jeg stod op, tog på sygehuset, endda uden at snakke med Michael, og tog hjem igen, for at sove. Sådan fortsatte det, indtil mine forældre igen prøvede at sætte en stopper for det. 

   "Aubrey, nu er du der igen," sagde min mor pludseligt. Hun havde kun lige vækket mig og havde sat sig på min sengekant. Jeg gabte og gned mig i øjnene.

    "Hvad mener du?" spurgte jeg, selvom jeg udmærket godt vidste hvad hun mente. Vores øjne mødtes. Det føltes som om hun sugede sjælen ud af mig, så jeg fjernede hurtigt mit blik.

   "Du ved godt hvad jeg mener, du sætter de liv til side for at være ved Celeste, jeg troede endelig du havde fundet andet at tænke på, da du mødte Michael," svarede hun endeligt. "Jeg tror også det er det Celeste ønsker; at du kommer tilbage til dit liv, får venner og er sammen med dem." En vrede, jeg ikke vidste hvor kom fra, begyndte at stige i mig. Jeg rejste mig og begyndte at gå. Selvom jeg stadig kun havde nattøj på, gik jeg alligevel ud. Før jeg vidste af det, stod jeg igen foran sygehuset. Jeg vidste godt jeg ikke burde gøre det, men jeg gjorde det alligevel. Jeg sårede alle. 

   Det første min øjne fandt, da jeg kom op til gangen hvor de fleste kræftramte lå, var Michael. Hans grønne hår lyste op og skilte sig ud fra mængden af de mange skaldede hoveder. Han så ikke ud til at se mig, så jeg satte farten op, for ikke at komme til at snakke med ham. Jeg var ikke humør til at snakke. Jeg vidste at inde ved Celeste kunne jeg være i fred. Hun dømte mig ikke. Men selvfølgelig gik det ikke som jeg ville. Michael vendte sig og da han fik øje på mig, smilede han stort og begyndte at gå over mod mig. Mit hjerte sprang helt op i halsen på mig, mens jeg bare stivnede. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå væk, eller om jeg skulle gå over til ham. Da han næsten var helt ovre ved mig, valgte jeg det første. Jeg vendte ryggen til og begyndte at løbe tilbage hvor jeg kom fra. 

   "Aubrey!" råbte Michael. Hans stemme var lav i summen fra alle de andre folk der også var der. "Hvad sker der?" Jeg stoppede op og satte mig i den nærmeste stol. Kort efter kom Michael. Uden at sige noget satte han sig i stolen ved siden af mig, ligesom første gang vi mødtes. "Er der noget galt?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet mens jeg bed i min læbe for ikke at begynde at græde. 

   "Jeg burde ikke være her," jeg rejste mig, "jeg går nu." Og så gik jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...